Hvor er lyset?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han undlod at svare. Skæbnen var ufousigelig, men han brød sig ikke om at skæbnen havde ført ham til hans undergang, men hvis det var tilfældet ville han accepter sin skæbne. Han sukkede svagt og håbede at der ville ske et større mirakel enten for ham selv, så hele situationen kunne vende. Det blev mere og mere klart for ham at han ikke ville finde en udvej, hvis han ikke valgte at underkaste sig hendes vilje i højere grad end han gjorde nu. Han frygtet dog han ville ende ligesom de to vagter bag ham. Viljeløse og tankeløse ofre. Måske var det egentlige ikke en så dårlig løsning, de havde trods alt opnået intetheden og havde ingen bekymringer i livet.
Det kom en anelse bag på ham at hun satte sig på hans skød han bevaret øjenkontakten. Kniven havde udløst noget adrenalin, der havde givet ham noget energi og lidt overskud. Den brændte i armen. Mørket udløste endnu et rus, da hendes finger strøg over hans kind og tørrede blodet væk. Russet forsvandt dog i smerte, da hun greb fat i sin kniv og han spændte alle muskler i sin krop. Det gjorde forbandet ondt.

[Camill Angelique Arnauld]

Der ville ikke gå meget lang tid, før at hun ville eksplodere bare fordi han valgte at tie, uanset hvad hun sagde eller gjorde. Hun så ham dybt ind i øjnene og begyndte lige pludselig at grine, da hun godt vidste, at hun havde magten her. Men det var ikke noget, så hun lod sig påvirke af.. I hvert fald ikke vildt meget. Hun lagde dog et ben over hver side af ham. Så han ville få det svære ved at skubbe hende af ham. Hendes blik gled ned af hans kind, som ikke var så forblødt mere, som hun måske havde troet. Men så måtte hun jo bare skære dybere næste gang?
"Hvordan kan jeg få dig til at tale?"
spurgte hun mere eller mindre opgivende, da hun snart var løbet tør for ideer, som om der hele tiden var noget, der holdt ham tilbage. Eller sagde, at han i hvert fald ikke skulle føje sig for hende. Noget der gik hende meget på.. Noget der var helt sikkert, det var at hun ikke ville indrømme, at det faktisk gik hende meget på, at han valgte at tie overfor hende.

Efter noget tid trak hendes håndlængere sig tilbage og stod blot lænet op af væggen, som om der slet ikke var noget liv tilbage i dem mere. Hun kunne ikke holde dem kørende for evigt, hvis hun også skulle have kræfter selv. Denne episode havde jo efterhånden stået på meget længe, og der ville nok næppe gå meget lang tid, før at hun blev nød til at give op. Dog ikke slippe ham fri. Men hun var jo også nød til at samle energi til næste dag. Dog håbede hun på, at få ham til at snakke før det skete. Hun havde næsten glemt alt om kniven, som hun fortsat bare holdt fast i.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Et lille smil kom frem på Colopatirons læber, da hendes latter lød. Det var mørket, der så småt var kommet til kræfter i ham og det havde løsningen på at få skubbet lyset ud af kroppen på ham. Han blik betragtede hendes ansigt og han lænte sig en smule frem, da de udøde havde sluppet ham og frem til hendes øre. Det var ikke ubesværet det skete. Det virket som det var en indre kamp for ham at komme frem til hendes skulder. "De .. De kan besejre lyset" hviskede han. "Deres berøring er som gift, for lyset" han faldt tilbage i stolen og hans blik faldt mod jorden og stirrede blindt frem for sig. En simpel berøring vil dog næppe være nok længere, da lyset efterhånden havde formået at stå imod så længe. Det skulle noget mere kræftfuldt til.

[Camill Angelique Arnauld]

Der var et eller andet, som Camill ikke kunne sætte ord på, hun sukkede en smule, da han forsøgte at læne sig frem mod hende. Men hun smilte blot mere, da hun endelig havde fået ham til at tale. Dog var det ikke ligefrem de ord, hun havde forventet, at han ville udtale. Hun så en smule undrende på ham og lænede sig ind over ham, så det ikke blot var hendes røv, som rørte hans krop. Hun lænede sig ind over ham, så han havde mulighed for at mærke hendes overkrop også. Men grunden var meget simpelt, hun gik efter hans ører.
"Så lyset holder dig tilbage? Hvad sker der, hvis jeg får lyset til at forsvinde? Kommer det bare listende igen eller kan jeg slippe helt for det?"
spurgte hun lettere nysgerrig og smilte en anelse, hvorefter hun blot lagde armene over hans nakke og forsøgte at komme så tæt på ham, som overhovedet muligt. Der gik da nogle enkle tanker igennem hendes hovede. Det kunne også bare være, at han prøvede at gå bag ved hendes ryg.
"Kan jeg få dig over på min side?"
spurgte hun hviskende ind i hans ører og lod hendes kolde læber strejfe hans øre en anelse, før at hun satte sig tilbage igen.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han mærket hendes krop mod sin og det kom letter bag på ham, men det var ikke nok for at gå til lyset, der skulle som sagt mere til en sådan fysisk berøringer. "Fortidens ar forsvinder aldrig" svaret han hviskende, da hun sad på ham behøvede han ikke sige det højt. Det ville også bare koste flere kræfter. Det var en erkendelse af at det ikke var en hel garanti, men hvis hun blev ved med at gøde mørket ville det kunne holde lyset i skak og situationer som tidligere ville sjældner opstå. Hendes krop ramte kniven og en smerte skød gennem ham, den var ulidelig fordi den var så tæt centralnerve systemet og han gled ud af bevidstheden et kort øjeblik, så han hørte ikke hendes spørgsmål om hvor vidt hun kunne få ham over på sin side.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill bandede inde i sig selv. Det kunne bare ikke passe, at hun virkelig skulle kæmpe så hårdt for at få ham over på hendes side. Det plejede at gå meget hurtigt. Hun sukkede let og kiggede roligt på ham, hvorefter hun lod hånden glide ned langs med skaftet på kniven. Der gik ikke lang tid før at hun bare hev til, for at få kniven ud af hans skulder og smed den hen i den anden ende af rummet. Dog lod hun blikket glide tilbage til ham og lod deres blikke mødes igen.
"Jeg har ikke meget mere tålmodighed eller kræfter tilbage.."
sagde hun lettere irriterende og rejste sig pludselig op, og gik et godt stykke væk fra ham. Hun gik hen til hver hjørne og trak nogle kæder med sig, hvorefter han også blev ordentlig spændt fast, dog ikke til stolen blot til muren. Hun stod roligt foran ham og kiggede lidt på sit værk. Han var nu spændt fast med arme og ben. Mere for at sikre sig, at han ikke lige pludselig stak af.

Hendes blik ramte lige pludselig jorden, men det var mere for at lade blikket glide en smule ydmygt ned. Dog vendte hun straks tilbage til det, som de havde haft gang i. Hendes skridt ledte hende hen til ham igen, hvorefter hun satte sig på hans skød igen og lod den ene hånd hvile mod hans sår - uden at gøre noget voldsomt. Efterfølgende bevægede hun sig tættere på ham, så deres hoveder kun var en enkelt centimeter fra hinanden.
"Hvis mig vejen til befrielsen.."
sagde hun koldt og lod deres læber mødes.. Der skete ikke noget vildt, det var ikke engang et kys.. hun prøvede blot at finde ud af, hvordan hun skulle skubbe lyset til siden, så han kunne komme over på hendes side.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han mærket kniven forlade sin skulder og lukkede øjnene i smerte. Det var forfærdeligt, det brændte forsat og det blev blot værre og værre. Smerten var synlig i hans blik, hvor hans øjne udvidet sig i en grimase. "Jeg har ellers alverdens tid" svaret han efter at have genvundet sig selv efter et smerte helvede, der varet ved efter daggarens magi. Han betragtede hendes gang over hvor hun fandt nogen kæder frem. Nej, det måtte ikke ske. Han måtte ikke blive lænket fast, så var alt håb først for alvor ude. Han prøvet at kæmpe, men havde ikke energi til mere. Han kunne ikke bevæge sine arme eller ben. Hans blik så frygtsomt rundt i rummet. Han sukkede "farvel frihed". Han lukkede øjnene og lod hende lænke ham. Hun genfandt sin plads på sit skød, hvad havde hun i tankerne han mærket hun nærmede sig hans ansigt og deres læber mødtes, kysset hun ham? Han mærket hans øjne forsøg at lukke sig igen. Trætheden var umenneskelig.

[Camill Angelique Arnauld]

Der var ingen form for bekræftelse for det hun gjorde, så det måtte jo bare betyde, at hun havde valgt den forkerte vej. Et roligt smil gled over hendes læber, hvorefter hun fjernede sig helt fra ham. Lige pludselig knyttede hun sin næve og slog ud efter hans hovede.
"Vær glad for at du stadig er i live"
sagde hun lettere surt, da hun ikke rigtig kunne se, hvordan hun skulle trække lyset ud af ham. Det var jo næsten som om hun opgav, før at hun egentlig var gået igang. Dog satte hun sig ned på hug et stykke fra ham og lod blikket hvile mod ham. Der var nok at tænke på lige nu. Men hun havde det lidt som om at de spørgsmål hun havde i hovedet, aldrig nogensinde ville blive besvaret. Noget der blot skuffede hende yderligere.
"Colopatiron, du virker pludselig så træt.. Jeg skal nok lade dig være"
sagde hun roligt og lige pludselig begynde hendes håndlængere at bevæge sig hen mod hende. Hvorefter hun blot vendte rundt på hælene og gik hen mod døren. Nu kunne han få lov til at passe sig selv. Hun var godt træt af ham.. Og hvis hun blev ved med at være i nærheden, ville hun enten slå ham ihjel eller smadre ham så meget, at han blot ville ønske sig at dø. Camill rakte ud efter håndtaget og lukkede døren op, hvorefter hendes håndlængere gik ud, men hun blev stående og vendte blikket mod ham..

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han mærket en velplaceret knyt nævne mod sin kind. Han fortjente den et eller andet sted. Han vidste ikke længere selv hvem han var. Han var ikke god nok til hverken lysets eller mørkets side. Han så ned på hendes plads i hugstilling. En tåre gled ned af hans kind og han fik ondt af hende og ønskede at undskylde for sin elendighed. Endnu en tåre tog turen ned af hans kind. Han sukkede og trætheden meldte sig, men hans opmærksomhed blev atter engang rettet mod hende, da hun talte til ham. Han vidste ikke om han skulle opfatte det positivt at hun ikke ønsket at bruge mere tid på ham han var trods alt ikke det vær. En pause til at finde sin position i verden var måske løsningen. Hans opmærksomhed gled hen mod sin skulder, der forsat brændte. Han bed sig svagt i læben og lagde ikke mærke til hun ikke havde forladt rummet helt endnu. Han bandede lavmælt ved synet af det. Det bobblede mere eller mindre.

[Camill Angelique Arnauld]

Camil foldede hænderne foran sig og lod blot blikket betragtede ham i stilhed. Det var tydeligt for hende, at såret i hans skulder var blevet værre, men det var ikke noget hun havde tænkt sig at undskylde for. Da det ikke kun var hendes skyld. Hun havde dog fornemmelsen af, at han ikke vidste at hun stadig befandt sig i rummet. Dog lukkede hun roligt døren efter at de to håndlængere havde forladt rummet. Hun blev dog inde i rummet, men valgte at tie og blot bruge tiden på at betragte ham i stilhed. Nu var det hendes tur til at tie stille.
*Så ynkelig, men alligevel så interessant*
tænkte hun lettere irriteret på sig selv, over at hun ikke bare kunne forlade rummet. Hun blev der blot for at se ham lide. Dog stod flasken med Phoenix blod ikke ret langt væk fra ham. Men om han havde mulighed for at nå flasken, nu hvor han var lænket fast til væggen med nogle kraftige kæder.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Døren lukkede i, men han så ikke hen mod den, men lod sit hoved hænge, så det kun var lænkerne der holde ham op. Smerten i armen, som kniven havde gennemboret blev kun værre, men han havde ikke overskud til at holde sig oprejst, så han måtte tage de smerter som kom med det. Flere tåre lod falde mod jorden. "Hvem er jeg" spurgte han sig selv. Skulle han opgive sin frihed og underkaste hende sig eller skulle han kæmpe videre og håbe på at han en dag vil blive frelst. En dag måske lysetsbarn ville komme og redde ham. Han opdagede ikke han diskuterede sin situation højlydt, så hun kunne høre konflikten. Lysetsbarn eksisterede garanterede ikke, men var blot et påfund fra hende elveren i skoven, som han havde glemt navnet på. Han havde mødt hende en gang før, hvor han havde været desperart og hun havde skubbet på for han skulle fortsætte sin jagt og det havde han gjort. Han var så havnet her. Var det skæbnen at han skulle underkaste sig hendes vilje? eller ville lysetsbarn en dag komme forbi og redde ham ud af disse dunkle katakomber. Han lukkede øjnene og tvang sit hoved op og tilbage i stolen, så han nu stirrede blindt op i loftet. I det mindste havde de ikke slukket faklen.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var egentlig mere eller mindre fredeligt blot at betragte ham på den måde hun gjorde. Hun behøvede ikke engang at bruge nogle af sine kræfter. Så hun havde nu mulighed for at hvile sig en smule. Dog lyttede hun efter det han sagde og skulle faktisk til at svare ham, men hun lod vær..
Camill vidste ikke rigtig, hvad der foregik, men han var på en eller anden måde fjerne og så alligevel ikke. Det virkede som om det var umuligt for ham, at komme frem til noget ordenligt og hun vidste da også godt selv, at hun næppe ville kunne hjælpe ham. Lige nu lyttede hun bare til, hvad han havde at sige, selvom det jo ikke gav mening for hende. Hun lænede sig dog roligt tilbage og lukkede roligt øjnene og orkede ikke en gang at være på vagt, da hun havde på fornemmelsen af at han ikke ville gøre det helt store. Det kunne jo også være, at han blot trængte til at hvile sig.
*Underligt, at han ikke er så opmærksom*
tænkte hun roligt for sig selv og havde faktisk lyst til at blande sig, men på den anden side, så ville noget hvile også gøre godt for hende. For han havde efterhånden brugt en del af hendes energi, hun havde ikke en gang mulighed for at tænke ordentligt.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han sukkede svagt og stoppet med at diskutere med sig selv og lod hans blik glide ned på Camill. Hun havde hørt hvert et ord konkluderede han. Han lukkede øjnene og lod tankerne forsvinder ud af sit hoved og bestemt sig for at lukke øjnene og så måtte hun slå ham ihjel, hvis hun ønskede kontakt med ham. Han kunne ikke mere, smerten i skulderen pinte ham også. I en kombination af smerte, som resulterede i en besvimelse og en udmattelse faldt han i søvn. Han ønsket ikke verden længere, den var forfærdelig. Hele hans liv havde været en hån mod ham.

[Camill Angelique Arnauld]

Hun havde egentlig ikke regnet med at han overhovedet ville lægge mærke til hende. Men til hendes overraskelse, så nåede han at få et glimt af hende. Man skulle måske tro, at hun ikke ønskede at han skulle se hende, men hun havde jo ikke ligefrem gemt sig væk. Hun rystede en anelse på hovedet og rejste sig roligt op, hvorefter hun gik hen og satte sig ved bordet eller mere ovenpå det. I al den tid, hvor han havde været sammen med hende, havde hun blot været iklædt en længere kappe, som havde til formål at dække hendes ansigt, men nu lod hun den endelig falde.
Kappen gjorde hende på en måde mere sikker, selvom man ikke skulle tro, at hun nogensinde ville havne i problemer. Men på et eller andet tidpunkt måtte det jo gå galt for hende. Hun trak kappen af og lagde den ved siden af sig. Imens at hun bare så på, hvoraf det blev tydeligt, at han var faldet i søvn. Så måske hun bare skulle smutte igen?