Hvor er lyset?

[Camill Angelique Arnauld]

Man skulle næsten tro, at der foregik en form for kamp inde i ham. Som om han havde det hårdere ved at kæmpe med sig selv, Camill kunne fornemme en form for utryghed eller måske var det bare uro? Et mindre smil gled over hendes læber, af hans kommentar, men det var ikke på grund af betydningen, da hendes smil nærmere fremstod som et koldt smil.
"Det skulle man næsten ikke tro"
svarede hun rimelig kortfattet, hvorefter hun blot lod blikket hvile på ham. Hun forsøgte ganske enkelt at aflæse hans kropssprog i hån om at finde ud af, hvad han faktisk lavede i Nýchta. Man ville da umuligt være helt usikker, hvis man kom til Nýchta for at besøge en gammel ven, så burde man da næsten være van til den fare, der kunne lure omkring hvert et enkelt hjørne på sin vej. Efter at have betragtede hans kropssprog i et stykke tid, lagde hun langsomt mærke til at hans holdning blev værre end den havde været fra starten af, han var knap så rank mere.
"Trænger den ældre herre ikke til at sætte sig ned?"
spurgt hun lettere koldt, men også mere eller mindre hånligt, da det jo var tydeligt, at han ikke ønskede at hun skulle trække ham længere ned mod jorden - ikke bogstavelig talt, bare en simpel talemåde.

Det havde sikkert været meget bedre, hvis Camill var hoppet med på lydene, men hun valgte ganske enkelt at ignorere dem, selvom det nok desværre betød at hendes race blev afsløret. Men hvorfor ikke bare tage chancen til tider, det ville jo være en del sjovere, som bare at vælge den sikre vej hver eneste gang.
"Hvorfor følges vi ikke bare?"
spurgte hun lettere koldt og fortsatte med at gå tættere på ham, dog kom det en smule bag på hende, at han nærmest lagde an til at flyve videre. Havde han virkelig tænkt sig at stikke halen mellem benene, men det var vel bare kujoner fra Iméra? Hendes blik gled hen mod skoven, hvorefter en sort hest trådte frem fra skyggerne. Ved første øjekast ville man næppe få øje på det meget magre dyr, som egentlig ikke så ud til at have det helt store kræfter, samtidig med at mørket skjulte det knoglede dyr, som blev kontrolleret af Camill. Hesten satte kursen mod Camill og englen, som tydeligvis havde i sinde at flygte? Jo tættere på den kom jo lettere var det faktisk at se, at det var endnu en af hendes skabninger. Dette var blot det første han ville se med øjnene i aften..

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron valgte at ignorere hendes spydige kommentar. Hans svaghed var åbenlys. Han kastede endnu engang et blik omkring sig i håb om en åbenlys udvej, men det var tydeligvis ikke muligt. Nu tog hans egen selvforståelse også fat. Hvorfor fokuserede han så meget på at forsøge at stikke af? Det var på ingen måde ærefuldt. Han ville ikke give sig uden kamp, dog lod han det være i baghovedet at han var mere værd i live end død. Men hvor langt var han villige til at gå for at overleve? At tryne om nåde var simpelthen for lavt. Desuden var det slet ikke aktuelt overbevidste han sig selv.

Hans trick have tydeligvis virkede siden hun var gået i aktion og straks kom der en udsultet hest ud af den mørke skov. Houvenes slag mod jorden afslørede den. "så er det nu" mumlede han svagt for sig selv og smed det tunge skjold han havde gået rundt med. Det gav ham et overskud, men han var stadigvæk hårdt medtaget af sin sindstilstand. Før i tiden var kamp og krig inspiration nok for ham til at få en hel enorm styrke. Men han havde vent den side af sig selv ryggen og han ønskede ikke den skulle komme tilbage. Det var den mørke side af ham, der var ligeglad med død og ødelæggelse. Hesten nærmet sig og Colopatiron gjorde sig klar og greb sit spyd. Han afventede hesten og Camills handling.

[Camill Angelique Arnauld]

Til Camill's overraskelse, så virkede det næsten som om det hele var planlagt fra hans side af. Var hun mon gået i hans fælde, var han slet ikke så svag, som han så ud. Det kunne da umuligt passe, ikke når han virkede så svag, det var da ikke noget man kunne lade som om.
"Jeg tager Deres reaktion, som et nej til at De ikke vil følges"
sagde hun med et koldt og hånligt smil på læben, selvom hun ikke rigtig brød sig om hans beslutning, det ville da helt klart have været lettere, hvis han valgte at gøre det på den lettere måde, i stedet for at hun skulle til at tage sig sammen. Hendes smil forsvandt ikke rigtig, det blev blot mere og mere vildt, men også lettere sindsygt, noget der ikke passede hende eller i hvert fald ikke hendes ungdom.

Umiddelbart virkede det ikke som om Camill havde tænkt sig at gøre det helt store, det eneste hun gjorde var at ligge hånden mod hesten hovede, da den kom tæt nok på hende, dog holdt hun sin opmærksomhed mod hans bevægelser.
"Har De tænkt Dem at gøre modstand? Selvom Deres skæbne er uundgåelig?"
Hendes stemme var kold og skår igennem luften, som om der ikke var noget der ville kunne standse det. Hun var sjældent til at standse, når hun først havde sat sig noget i hovedet. Når hun havde taget en beslutning, så ville det også blive fulgt ud i livet uden de mindre problemer fra hendes side af. Hun gik sammen med hesten mod ham og lod blikket kort hvile mod det tunge skjold, som han næsten lige havde smidt. Dog valgte hun at ryste på hovedet, det skjold ville muligvis ikke kunne redde ham, men det ville da kunne tage de værste skader.

Ude af det blå eller rettere fra skoven kom omkring 5 spyd flyvende direkte mod englen. Et var rettet mod hans ben, et var rettet mod hans hofte, et andet rettet mod hans fod, men der var også rettet 2 mod henholdsvis hans hoved og hans vinger, i håb om at stoppe hans flugt. Camill havde i mellemtiden ikke bevægede sig det mindste. Hun stod blot helt afslappet nogle få meter fra ham, som om hun slet ikke havde noget at gøre det med.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han sendte et smil tilbage til hende "Du er godt nok skarp" svarede han til hendes konklusion. Han prøvede at få det til at virke som hun var gået i hans fælde ved at fremtvinge et overlegnt smil. Det fejlede dog grusomt og endte med en hæslig grimase. Hun skræmte ham rent faktisk. Det var første gang han havde mødt en modstander han rent faktisk havde noget der mindede om en frygt for. Det var dog svært at sætte ord på om det var den reel styrke eller om det var hendes personlighed der var skræmmende.

"Hvad er mine muligheder" svarede han retorisk på hendes spørgsmål om han agtede at kæmpe. Han blev nød til at finde sit gamle jeg frem, hvis hun ikke kom med nogen ordentlige muligheder, men det lod mere til det var en indledning end en trusel, da der i næste øjeblik kom flyvende spyd direkte imod ham lige fra skoven.

Han sukkede. Der var kun en mulighed for ham nu. "Så kom dog frem dit bæst" sagde han vredt og bandede højlydt. Og i næste øjeblik havde han kastet sig ned og grebet sit skjold og blokerede spydene fra skoven.
Det var ikke længere den Colopatiron, der var tilstede, men hans gamle jeg. Hærføren fra helvede. Han lyste på en hel anden måde og kampen havde givet ham fornyet energi.
Men var det nok til at hamle op med hende?

[Camill Angelique Arnauld]

Selvfølgelig valgte hun at ignorere hans kommentar, selvom hun faktisk ikke blev nød til at koncentrere sig om andet end at føre en samtale med ham, eller hvad man nu kunne kalde det. For på en eller anden måde, så virkede han ikke særlig glad for at stå overfor hende eller var der bare noget ved hende, som fik hende til at fremstå helt forkert, selvom det nok blot ville være sandheden igen. Et let glimt viste sig i hendes øjne, noget man sikkert ikke ville ligge mærke til medmindre at man faktisk kendte hendes personlighed, hun havde sjældent noget tilovers for sine ofre og han ville sikkert ikke blive en undtagelse.
Når først folk havde dannet sig et indtryk af Camill, så forandre den sig yderst sjældent, da hun ofte viste sig at være den, som de havde forestillet sig til at starte med. Men en sjældent gang ville de kunne tage fejl, noget man kunne kalde for en smutter.

"Dem jeg møder har sjældent så mange muligheder andet end at følge med mig"
svarede hun ganske kort, som om der ikke rigtig var noget i hendes ord, dermed sagt at hun ikke synes at det var noget særligt, fordi det ofte var meget naturligt for folk at følge med hende på hendes vilkår. De havde jo sjældent et andet valg. Som sagt, når hun var fast besluttet på en ting, så ville ingen kunne drive hendes tanker væk fra det. Det eneste de ville kunne udrette ville være at få hende til at ønske det mere end, hvis de viste sig at være mere værd end som først antaget.

Underligt nok, så virkede det som om manden gemte på mange overraskelser, nogle som hun måske ikke havde mulighed for at rumme. Hun blev stående en smule på afstand i det at han gav sig i kast med at dække sig for spydene. Hun klappede stille og roligt i hænderne over at han faktisk havde undgået spydene, men nu skulle han ikke blive for glad. Hendes klappen kunne også virke hånlige, fordi hun måske ikke havde forventet det fra ham.
"Hvem er De i virkeligheden?"
spurgte hun lettere koldt og gav sig blot til at studere hans kropssprog nærmere end hun havde gjort før. Han virkede lige med et forandret, som om han var en anden person, derfor blev hun nød til at spørge - fordi hun var blevet overrasket.

Hesten forholdt sig rolig sammen med Camill, imens at hun bare ventede på et svar fra ham. Hvis han nogensinde ville få muligheden for at svare på det, for hun var langt fra færdig endnu. Camill smilte lidt i sekundet, hvor nogle af hendes håndlangere trådte frem fra skyggerne. Den ene udøde sad på endnu en hest ryg, hvorefter at de andre var samlet rundt omkring den, men deres opmærksomhed var rettet mod englen eller hvad han nu i virkeligheden var.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han grinte hånligt "Man har mange navne, alt fra Vandringsmanden til Hærføren fra helvede" svarede han "Men det er ikke det du skal bekymrer dig om". Han drejede sig retning af hende og trak kappen af sig, så man kunne se hans brynje og tunika. Han hævede spydet og skjoldet i kamp position, som de gamle spartaner. Hendes selvsikkerhed ville blive hendes død.
Colopatiron var sikker på sin sejr. Det var dog utallige år siden han sidst havde brugt denne side af sig selv, så den var utrolig rusten og det tilmed at han stadigvæk var afkræftet. Han tog et par skridt i hendes retning inden der kom yderligere fjender til syne ved skoven. "Herligt !" udbrød han og stoppede sin fremmarch mod hende og blev nød til at stå, så han var klar til angreb fra begge fronter.

[Camill Angelique Arnauld]

Til at starte med gav hans kaldenavn ikke nogen videre reaktion for hende, da hun fortsat ikke kunne sætte en finger på det, men alligevel mindede det hende om noget, selvom det på det tidspunkt ikke havde været på hendes vagt, det var hun for ung til. Der var dog en ting som undrede hende, hvordan kunne han starte med at være en person og så lige pludselig vise sig, at være en helt anden og tydeligvis mere krigs lysten person. Havde han ikke kontrollen over sig selv. Mon han stemmede fra nogle af de gamle historie, men samtidig så var der noget, som fik hende til at smile stort. Hærføre... Altså fra Iméra.. Det skulle nok blive interessant, de skulle jo helst have styr på deres kræfter og for den sags skyld også racerne i begge lande. Men Camill havde det på helt samme måde, selvom hun var livvagt for de kongelige.
"Så De er altså tidligere hærføre? For jeg går ikke ligefrem udfra at de vil beholde en hærføre i så mange år, De ser også en smule rusten ud.."
Hun var blevet mere og mere ligeglad med hendes fremtoning, hun ønskede blot at få dette overstået, det kunne sikkert også vise sig at være meget nyttigt i sidste ende, hvis det altså ville være muligt at få noget ud af manden, der lige nu virkede meget viljestærk, men det kunne også bare være en facade?

"Så jeg skal lige pludselig til at bekymre mig?"
spurgte hun koldt og lettere ligeglad med hans såkaldte advarsel, der tydeligvis ikke trængte igennem til hende. Da han først og fremmest ville skulle fordi hendes hær af udøde, og mon ikke at han ville være afkræftet, når han først kom halvvejs igennem dem. Camill blev stående og lod bare til at nyde hestens selskab, næsten som om hun ikke anså ham for at være der. At ignorere folk kunne ofte være mere irriterende end at sige noget. Hendes blik gled dog hen mod ham i det at han udråbte et meget tydeligt Herligt!. Dog lagde hun også mærke til at han var kommet tættere på hende.

"Pas på at De ikke kommer for tæt på mig, for jeg kan godt finde på at være overraskende."
sagde hun roligt, som en mindre advarsel, selvom det var ganske sandt. Det var ikke altid at hun brugte de mest reelle tricks i kamp, nogle gange tænkte hun også uden for boxen, noget som ofte overraskede folk og kastede dem ud af kursen.
Hesten inde fra skoven red længere frem og de udøde fulgte med, hvorved at de spærrede vejen mod broerne, der ville føre ham over kløften til Iméra. De var alle udrustet med spyd, men nok knap så beskyttet, som han var. Men hvorfor skulle de være beskyttet, når de i forvejen var døde?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han undlod at gå sig på af hendes latterliggørelse. Han var klar til kamp og hun skulle bare se løjer. Han tog vingerne ind, så det ville være letter for ham at beskytte sin ryg, hvis han skulle vende sig om. Han tog nogen hastige skridt imod hendes hær af udøde, der havde sat kursen imod ham. Nu skulle de mærke hans fulde styrke. Han samlede alt sin inder vrede og kunne mærke et had. Et had der var så stærkt at det kunne mærkes i omgivelserne. Tænk at en engel kunne have så stærkt et had, græsset han trådte på visnede ved berøringen. Fra sin hurtige gang gik han så over til løb imod dem, men ligeså snart han satte tempoet op skete der noget underligt. Hans ben krakelerede under ham og smerte skrig følte. Han landede på knæene.
"Hvad sker der dog!" sagde han i frustation og havde smidt sit spyd og skjold foran sig og sad med sin hænder i luften foran sig. Colopatirons krop kunne ikke holde til han gamle jeg. Der var sket for mange forandringer i hans liv til at han var i stand til at håndtere sådan et had og mørke. Den gamle kriger var forsvundet, død og borte. Kamplysten forsvandt og han blev svag igen. Hans hoved sank ned. Nu var det slut. Han skulle dø, han så de udøde kommer ham nærmere og nærmere. Det hele føltes som det gik i slowmotion. Kunne det virkelig være sandt at hans livsmål ikke var at udrette noget værdifuldt for verdenen, men blot at være kendt som tyrannen der havde slået utallige af uskyldige ihjel? For dernæst at mildest talt forsvinde for jordens overflade på jagt efter lysetsbarn. En tåre gled ned af hans kind. Hvis det var det der blev ønsket af ham, så var det sådan det skulle være.
Han lod sine vinger folde ud igen og lavede korsets tegn på sin brystkasse og lukkede øjnene og ventede blot på det uundgåelige.

[Camill Angelique Arnauld]

Beklageligvis for hende, så virkede det ikke rigtig til at hendes kommentarer ramte ham ordentlig, som de faktisk havde gjort tidligere på aften. Men det var nok på grund af hans såkaldte forandring, som var sket så pludselig, derfor kom det også bag på hende. Men hun havde langsomt vænet sig til overraskelsen og valgte at forholde sig i ro. Hendes blik fulgte hans mindste vink, og det kom faktisk slet ikke så meget bag på hende, at han startede med at vende sig mod hæren, der havde samlet sig bagved ham. Fordi hvis han først vendte sig mod hende, så ville det alligevel ende med at han kom ud for en kamp mod de udøde, fordi hun selvfølgelig ville bruge dem, som skjold, indtil at han ville falde sammen.
I det sekund hvor han satte farten op mod de udøde, der straks hævede deres sværd, valgte Camill at betragte det nøje bare for at se, hvor godt han mon ville klare det denne gang, for det med spydene havde han næsten klaret til perfektion - han undgik dem alle sammen. Med hævede sværd og spyd, satte de kursen imod ham, dog blev de holdt tilbage i det sekund, hvor han faldt mod jorden.

Camill stod blot længe og betragtede ham, imens at han bare faldt roligt til jorden, som om han havde mistet kontrollen eller følelsen med sine ben og de derfor var forsvundet under ham.
"De kunne vist ikke holde til presset"
sagde hun lettere hånligt, da det nu var tydeligt, at han ikke havde en chance for at slå hende, det gjorde hende bare mere tilfreds endnu, for nu behøvede hun ikke engang at tage sig sammen for at få ham til at give op. Det havde han allerede gjort nu. Et smil bredte sig over hendes læber, hvorefter at de udøde omringede ham i en mindre cirkel, dog lavede de en form for indgang, så Camill kunne komme ind i cirklen, hvilket hun også havde tænkt sig at gøre. Hendes skridt var rolige, da hun tydeligvis ikke havde travlt, for han havde vel givet op for alvor?
"Det må jeg give Dem, det kom jo næsten helt bag på mig"
sagde hun lettere koldt og stoppede op en meter fra ham og stod bare og betragtede ham. Det kolde smil var endnu ikke forsvundet, dog holdt hun de udøde hen, så længe at han ikke ville gøre noget pludseligt.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han trak vejret dybt ind og tvang sig selv til at se op på de fælde bæster, der nu havde hans skæbne i deres hænder. Hun havde jo ret. Han var en ynkelig taber, der ikke kunne klare sig. Han vidste at enten vil han inden for få øjeblikke mærke adskillelige sværd gennembore sig. Dog ville hun nok først håne ham for hans ynkelighed. Hun skulle bare vente sig. Et had ulmede i ham, som fik ham til at gribe om sin brystkasse. Han kunne ikke klare disse følelser. Det var måske også bedst hvis han bare døde. Han havde aldrig været god til at være god og hjælpe andre selvom det var forventet af engel skulle bidrage med glæde, lys og håb i verden.
Han hørte hendes kolde stemme et sted lige bag sig. Han overvejet ikke engang at gribe sit spyd og forsøge et sidste angreb. Det var for lavt og uværdigt, hun var sejrsherren og han måtte accepter sin skæbne. Han lukkede øjnene han kunne ikke stille et svar op, som kunne ændre på situationen, så han undlod at svare på hendes overlegne kommentar.
"Gør det De agter at gøre" svarede han og sank sammen. Ydmygelsen var total, der var intet der kunne være værre jo mindre hun endte med at få ham til tigge om nåde, hvilket han ikke agtede at gøre. Han var godt klar over han var mere værd i live, eller det skulle man jo næppe tro i hans nuværende tilstand. Han åbnet langsom øjnene igen og stirrede tomt ned på skjoldet, hvor hans våbenmærke var indgraverede.

Det var en løve. Han havde aldrig forstået til fulde hvorfor han havde fået overrakt den som sit våbenmærke. En løve var modig og tapper, hvilket han også kunne tilslutte sig, men den kæmpede for det gode, hvilket han kun havde fejlet i.

[Camill Angelique Arnauld]

På en eller anden måde, så havde hun ikke lyst til at fuldføre sit nuværende arbejde, da han faktisk virkede for ynkelig til at bekæmpe og det ville da slet ikke være det værd at bruge tid på at tage hans liv, desuden så havde han hellere ikke udrette det helt store i form af modstand mod hendes valg. Det virkede underligt og var faktisk slet ikke noget der lignede hende, det var også derfor at hun valgte at smide det til side, for at glemme sine tanker. Hun lod de udøde træde nærmere i tilfælde af, at han lige pludselig ville få lyst til at gøre modstand, så ville det i hvert fald være bedst at være på den sikre side, så længe hun var så tæt på.
"Sig mig en gang, hvad er Hærføren fra helvede's rigtige navn?"
spurgte hun lettere hånligt, da hun ikke lige kunne se, hvorfor han var blevet kaldt det. Camill ville godt kunne forstå det, hvis han havde kunnet holde sig på benene længere nok til at trænge igennem til hende, men da han faldt sammen inden han nåede til sine modstander, så gav det ingen mening overhovedet.

Uden videre at tænke sig om satte hun sig ned på hug ved siden foran ham, bare for at se ham lidt mere an, dog trådte en af de udøde frem og trak hans våben væk fra hans rækkevidde, så han ikke ville have mulighed for at angribe hende ud af den blå. Et smil viste sig på hendes læber, hvorefter hun blot stirrede på ham.
"De kan måske vise sig at gøre gavn alligevel"
sagde hun med et lettere hånligt, men også koldt smil på læben. I det at hun blot blev siddende på hug og smilte let til ham. Det var tydeligt at hun havde noget i tankerne, noget som han tydeligvis ikke ville bryde sig om.
"Men nu ikke noget med at gøre modstand"
sagde hun koldt og rejste sig stille og roligt op, hvorefter 2 af de udøde trådte frem fra cirklen og tog et fast greb i hans arme, selvom de var døde, så fik de deres kræfter fra Camill, så der var nok til at holde på hans arme. Eller det håbede hun i hvert fald. Hvorefter de forsøgte at tvinge ham op på benene igen.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han gøs da hun nævnte hans kaldenavn. Det var modbydeligt og det mindede ham om sin fortid, som ikke just var køn. Det var også et produkt af hans fortid. Det gjorde det destomindre ikke mere underligt at en engel ville få tilnavnet "Hærføren fra helvede", da helvede var en deciderede modsætning til det som man ofte forbandt med engle. Han sukkede, da hun bad om hans rigtige navn "Colopatiron Nisroc Perpetiel" han nænnede ikke at lyve for hende når han alligevel stod over for sin død.

Han lukkede øjnene langsomt og så sit liv passer revy. Det var ikke just noget kønt synt. Han mærkede hende sætte sig foran sig og hendes kølige ånde mod sit ansigt. Ved hendes konklusion om at han ikke var ubrugelig åbnede hans øjne langsomt. Hvem var hun dog? Han tog det hele med kølighed. I næste sekund blev han grebet i armene af to af de bæster. Normalt burde de brænde sig på en engel, men det bekræftet blot at lysets styrke ikke var med ham længere. Han gjorde ikke modstand, da det hele kunne være lige meget nu. Stolthed og ære var ham ikke længere vigtigt. Det sank sig et mørke over ham.

[Camill Angelique Arnauld]

Hendes skridt var mere eller mindre lydløse, hvorefter at hun blot satte kursen imod Nýchta, eller i hvert fald længere ind i det mørke land. Nu havde han i hvert fald ikke nogen chance for at stikke af til Iméra. En ting var sikkert, det ville blive meget svært for ham, nu hvor der var et mere eller mindre fast greb i ham. Hendes smil forsvandt ikke af at høre hans navn.
"Lyder bekendt, mon ikke det giver mening på et tidspunkt"
sagde hun roligt, men valgte ikke at vende blikket mod ham, idet at han blev slæbt efter hende. Og derfor var der ingen grund til at vende rundt bare for at være høflig og se ham i øjnene, imens at man forsøgte at føre en samtale. Hendes blik vendte sig mod hesten, der gik ved hendes side. Selvfølgelig kunne hun vælge at tage den nemme udvej ved at ride på hestens ryg, men det ville alligevel være for meget af hende. Desuden så havde hun faktisk ikke noget imod at bruge fødderne en gang imellem, da hun jo sjældent havnede i problemer - dem tog de udøde sig jo af.

Jorden begyndte langsomt at ryste igen, men det var kun fordi de resterende udøde og den anden hest endnu en gang vendte tilbage til jorden, bare for at hvile eller mere fordi Camill ikke længere havde brug for dem. Det vigtigste lige nu, hvor de 2 udøde, der bar ham eller forsøgte at få ham til at gå selv, men også den udøde, som bar rundt på hans våben i en sikker afstand af ham, så han ikke ville kunne bruge dem, dog virkede han for svag til overhovedet at ville gøre et forsøg på at gøre modstand.

"De bliver nød til at fortælle mig lidt mere om Deres tidligere liv, hr."
Stemmen var kold, men alligevel virkede det som om at hun var mere eller mindre interesseret i at vide mere. Men det ville måske også virke underligt for mange, at hun stadig tiltalte ham som De og hr. men sådan var hun nu bare, hun besad stadigvæk en lille smule respekt for dem, der var under hende. Men det var dog kun i et sjældent tilfælde at den respekt udviklede sig til noget godt. Selvom hun havde respekt for sine fanger/slaver, så behandlede hun dem ikke med respekt, hvorfor dog også gøre det, når hun havde kontrollen?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han mærkede sine knæ begynde at få slidsår, som inden turen var omme vil blive til åbne sår. Men han beklagede sig ikke. Han var knækket og der var intet tilbage i ham, der havde overskud til at kæmpe for retfærdig behandling. Det kom en anelse bag på ham at hun ikke kendte til ham, eller kunne huske hvem han var ved hans navns nævnelse. Havde hun dog aldrig fået historie undervisning? Han sukkede lydløst det kunne jo også være fuldstændig irrelevant. Han lod sine brune vinger trække sig sammen, medens han betragtede hendes væsner overgang til jorden. Han havde aldrig været i nærheden af en necromancer - i hvertfald ikke så længe, da han plejede at gøre en ende på dem først, dengang han havde været i hæren. Necromancer var de eneste der kunne skræmme ham ud fra deres race.
At kunne kontrollere de døde var en evne, der var så farlig at ingen burde have muligheden for det.
Hans tanker gled over i intetheden. Det hele kunne jo være lige meget.
Dog gevandt han sin opmærksomhed da hun spurgte til hans fortid.
Et spørgsmål, der kom yderst bag på ham. Han brød sig ikke om at fortælle om sig selv, da det i en eller anden udstrækning åbnede op for ham selv og vidste hans svagheder.
Men han var vidst besejret nu. Han skulle være lykkelig, hvis han nogensinde kom til at mærke friheden igen, dog var disse ikke tanker der var i hovedet på ham.
Hendes mørke havde besat hans sind, så han svarede hun den store tænksomhed.
"Jeg kommer fra de nordlige bjerge" Begyndte han, "Hvor jeg stak af, da jeg stadigvæk var ung. han trak lidt på det medens han stirrede blindt frem for sig på hendes ankler. "Jeg kom ind i et slagsmål og blev hvervet til hæren i Iméra". Han tav, men forsatte uden at kunne forstå hvorfor han gjorde det "Men da solen forsvandt forsvandt jeg. Ud for at lede efter barnet" Hans svar var hans livs historie i en meget kort version. Han vidste ikke hvad hun ønskede at høre, så han lod den være åben. Han følte stadigvæk intetheden og ville nok svare på alle de spørgsmål hun fyldte ham med.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke ligefrem fordi Camill havde tid til at bekymre sig om hvilke forhold han befandt sig under. Desuden kunne man jo hellere ikke forvente for meget af de udøde, de besad ikke de mest basale ting, som levende væsner, hvis man altså kunne kalde Camill for levende, når hun faktisk virkede meget følelseskold, som om der ikke var noget der kunne ændre på hende. Men sådan havde hun altid været. Hun havde altid været den kolde, men også den med mest håb, indtil at hun mistede en vigtig del af sit liv. Den dag, hvor hun besluttede sig for at følge sin fars fodspor, om at blive livvagt for de kongelige. Det at hun blev den øverst befalende var bare en bonus, som hun fik igennem hårdt arbejde - men også på grundlag af, at hun yderst sjældent viste nåde for sine ofre.
Hendes blik gled roligt rundt i det mørke landskab, men der gik ikke lang tid før, at man kunne se noget lys i det fjerne. Det var lys fra lamper på gaderne i byen. Nok det eneste lys man nogensinde ville finde i Nýchta. Lys var ikke ligefrem elsket i dette land, da mørket og skyggerne var hjem for mange væsner, så hvorfor ikke bare lade landet være et stort mørke? Dog var Camill så van til mørket, at det ikke påvirkede hende det mindste, hun så faktisk ganske udmærket, da hun jo aldrig havde vænet sig til synet af lyset, det meste af hendes liv havde hun oplevet i mørke. Man skulle muligvis tro, at hun tilhørte en helt anden verden, som blot var indhylet i mørke konstant. Som om hendes svaghed var lyset, endnu en grund til at ønske at lyset aldrig ville komme tilbage, men sådan var det for alle de mørke væsner i Nýchta, ellers ville der være noget galt.

Lige pludselig gik hun i stå, selvom de befandt sig i midten af en af byens gader, så vendte hun sig roligt om mod ham og gik helt hen mod ham, så han nærmest ville kunne mærke, hvor tæt hun var.
"Hvordan føles det er blive svigtet?"
Spurgte hun lettere koldt og lod sin hånd glide hen over hans hovede. Hun havde udmærket hørt det med lysets barn og hun kendte også godt profetien - som forhåbentligt aldrig nogensinde ville gå i opfyldelse - det ville være for deres bedste. Hendes smil blev lige pludselig mere koldt og ufølsomt, som om det slet ikke var hende. Stille og roligt tog hun i et fast greb om hans hår og trak hans hovede en anelse bagud.
"De kan lige så godt opgive Deres søgen, det vil aldrig nogensinde ske. Barnet vil være fortabt til den tid, hvor De får taget Dem sammen"
sagde hun koldt og kiggede ham blot ind i øjnene, hvorefter hun slap sit greb omkring hans hår og begyndte at gå videre. Hun var tydeligvis ligeglad med hans mening om hendes behandling. Den kunne sagtens blive værre.