Hvor er lyset?

[Camill Angelique Arnauld]

Der var mange gode ting ved at have den stilling, som hun havde fået stukket i hånden, efter at hendes far var blevet dræbt i løbet af sin tjeneste som livvagt for kongen. Men det havde hun efterhånden fundet sig selv i og blot lagt det bag sig, som om der ikke var noget ved at blive dræbt for at redde et andet menneske. Camill ville sikkert gøre det samme, men det var også derfor at hun nød de muligheder hun fik med sin stilling. Når man skulle beskytte kongen skulle man helst have det bedste udstyr til at fuldføre arbejdet ordentlig. Nok havde hun rigeligt med våben på lager, men man så hende sjældent bære rundt på våben eller andre form for redskaber, der muligvis ville kunne redde hende i tilfælde af en nærkamp, selvom det sjældent var sket. Men hvad ville der ske, hvis hun nogensinde kom ud for det? Mon ikke kun så ville være i knibe, fordi det hele faktisk afhang af hendes udøde.

Hun kunne dog ikke lade vær med at smile en smule, da det viste sig at han faktisk havde tænkt sig at svare på hendes spørgsmål, men nu var spørgsmålet så bare, hvor længe han havde tænkt sig at fuldføre det? Mon han ville ende med at bevæge sig rundt om de egentlig stillede spørgsmål i håb om at slippe billigt?.
"Interessant. Så De siger altså, at forsvaret er blevet svagere?"
spurgte hun mere eller mindre interesseret og begyndt roligt at kigge sig lidt omkring efter noget, som hun kunne skrive tingene ned på. Dog skiftede hun roligt ben og fjernede en flaske fra hendes lomme, som indholde en tykkere væske, men dog befandt der sig også en Phoenix daggert i hendes lomme, som hun dog beholdt tæt på sig. Bare i tilfælde af at det skulle gå galt. Det var faktisk det eneste våben hun gik rundt med, bare for at have en mindre sikkerhed. Dog havde hun selv skaftet sig den, så det var ikke noget hun havde fået tilbudt af kongehuset.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Hans blik flakkede forsat. Nu var forhøret begyndt. Han følte sig som forræder og dog så virkede det som han fik gjort bod med sin fortid, som helvedes hærføre. Han følte at han blev renset ved at fortælle hende disse ting, hvilket nok var oversagen til at han svaret på hendes spørgsmål. Hun virket som en frelser af en slags. Han var forvirret til at høre, hvor absurd det lød. Hans sind havde fået så mange tæsk i løbet af de 1000 år og det hele havde kulminerede denne aften.
"Ikke svagere, men udviklingen har ikke kunne følge med Nýtchas" svarede han på hendes spørgsmål og bemærket først nu at de udøde egentlig lugtede utrolig fælt. Hun var vel van til det og han var for træt til at tage sig af det. Han sukkede svagt og fik suget det sidste indtryk af værelset med sig. Gad vide om her var ligeså forvirrende, som på slottet. Palæet var i hvert fald stort nok nok til at have en del rum og gange og hvis der så også var katakomber nedenunder. Han overvejet kort at stille hende et spørgsmål, men forhindrede ordene i at forlade hans læber, da det var hende der stillede spørgsmålene her og ikke ham.

[Camill Angelique Arnauld]

På en måde var hun bare lettere lettet over, at han valgte at svare med ærlighed. Det kunne jo være at hun ellers havde haft en anden metode, selvom det da kunne være meget sjovt at vende tilbage til totur metoderne, det måtte hun jo bare forsøge sig med på et andet og måske mere passende tidspunkt. Hendes blik hvilede mere eller mindre på ham, selvom hun til tider godt kunne finde på at vende blikket væk fra ham, da han ikke skulle føle sig for tilpas i hendes selskab, man kunne aldrig vide med en Necromancer, de var meget sjældent til at stole på, fordi de sjældent havde hjertet med i deres handlinger.
"Så Nýchta bliver nød til at fortsætte udviklingen ellers bliver vi på et eller andet tidspunkt overhalet?"
sagde hun en smule eftertænksomt, da hun ikke rigtig brød sig om tanken, dette ville jo bare betyde, at hun også selv skulle til at yde mere. Hun rystede roligt tanken væk fra sin koncentration og lod blikket hvile på den stakkels mand, som nu længe havde været i hendes selskab, mon ikke han snart havde fået nok af hende. Hvad var det helt præcist, som holdt ham tilbage, siden at han blot svarede på hendes spørgsmål og så derefter valgte at tie.
"De er meget mere tålmodig end så mange andre, Colopatiron"
sagde hun med et roligt smil på læben og satte sig en smule tilbage, for derefter at vende blikket direkte mod ham, og bare ventede tålmodigt på hans reaktion.

Pludselig faldt hendes opmærksomhed desværre mod de udøde, da hun faktisk lidt havde glemt, at de stadig blot stod og stirrede mod ham, men i løbet af ingenting var de sendt væk, fordi hun inderst inde ikke regnede med at manden eller englen foran hende ville gå til modangreb, så hun følte sig sikker.. I sit eget hus, hvilket vel var normalt, også selvom man befandt sig i Nýchta?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han undlod at kommentere på hendes egen tanke, som hun havde indviet ham i. Han brød sig ikke om at tale mere en højst nødvendigt og havde håbede mest af alt på forhøret snart var slut. Han havde brug for at få fred til at samle tankerne og finde ud af hvad der var hoved og bund i dem. Der var røget tanker fra om han var en forræder, der sad her og delte information ud om sit hjemland, til om det egentlig var det rigtige at gøre og om det var hende, som skulle være lysets i hans liv og lede ham mod sit sande kald i livet. Lige nu hældet han mest mod det sidste fordi han følte han havde brug for at tro på noget. Det var nok også grunden til at han svaret på hendes spørgsmål, uden den helt store modvilje. Men konflikten i ham var tydelig, hvis man lagde mærke til hans matte blik, hvor pupillerne hele tiden ændret form.

Han så op, da hun bemærkede at han var langt mere tålmodige end de fleste. Var det et kompliment? Hun havde et let smil på læben. Hvad tænkte hun mon på? Kunne det også være en trussel fordi han ikke talte af sig selv. Han bed sig svagt i underlæben og lod sit blik glide lidt ned igen og ind i sin forvirret sindstilstand. Han stærk smerte skar i hovedet på ham og begge hænder fløj op til ansigt "Den forvirring" sagde han letter råbende "Hvorfor den konflikt" han faldt ned på knæene forsat med hænderne presset mod sit ansigt. Kampen mellem lyset og mørket var foralvor brudt ud.
Det var blev udløst af hans tidligere forsøg på at finde sit gamle jeg frem. En ting var dog sikkeret. Den endelig afgørelse af slaget indeni ham vil have stor betydning for hele hans verdens opfattelse.

[Camill Angelique Arnauld]

For en gangs skyld, så virkede det helt under ikke at få nogen respons på sin ord, men det var vel bare fordi hun ikke sagde det på en alvorlig måde, som nok ville gøre det mere tydeligt for ham, at han var nød til at svare. Ellers kunne det jo sagtens gå galt, bare sådan lige pludselig, men det var åbenbart ikke det hun skulle koncentrere sig om? Hendes blik hvilede efterhånden kun på ham, da der ikke var noget andet nyt inde i stuen ud over ham. Resten af stuen kendte hun jo efterhånden uden ad, så hun ville umuligt kunne finde noget nyt at ligge øjnene på. Dog kunne hun fornemme noget anderledes ude fra synet af hendes øjenkrog. Lidt længere væk var hans våben blevet lagt, selvom hun var ganske sikker på at have givet ordre til, at det skulle ned i kælderen, hvor det ville være mere svært at komme til.
"Kan De eventuelt komme på flere oplysninger?"
spurgte hun efter lidt tid, men hun blev på en måde afbrudt, da hun så hvordan han lige pludselig reagere. Egentlig forstod hun ikke hans reaktion, da hun slet ikke havde behandlet ham på den måde, at han skulle bukke under allerede, desuden virkede han på en eller anden måde optaget af noget andet. Men hvad var der helt præcist galt med ham. Hendes blik og opmærksomhed var nu rettet fuldstændig mod ham. Camill rettede sig en smule tilbage og havde mest af alt lyst til blot at gribe fat i ham, for igen at placere ham på stolen, men det lod til at han var travlt optaget af noget andet. Noget der virkede forstyrrende både på hende, men nok mest for ham. Det var helt underligt, at miste kontrollen et øjeblik, men mon ikke at hun gevandt den igen, så snart han var faldet til ro. Lige nu var hun jo bare overrasket.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han rettede sig op på hænderne, så han nu stod på alle fire. "Hvorfor gør du det her imod mig!" vrissede han. Det virket som det var rettet mod Camill, men det var i hans inder kamp, hvor kampen raset på liv og løs. Han kunne ikke tænke klart og havde slet ikke styr over sine egne handlinger. Det lod til at være det endelig opgør mellem lyset og mørket i hans krop. Han tabte igen kontrollen over sin krop og faldt til gulvet. Hans arme sitrerede og i en refleks sparkede han stolen om kuld. Han fik kæmpet sig på benene efter et minuts tid og fik kastet sin ryg imod væggen inden han langsomt sank ned og satte sig med benene trukket op til sig og lod hovedet hænge medens armene hang hen over knæene. Der lod til at være kommet ro over ham nu. Men han havde egentlige tabt bevidstheden.

[Camill Angelique Arnauld]

Hvordan var det lige, at hun skulle reagere i denne situation. Nu hvor det hele faktisk blev vendt på hovedet. Hun rystede let på hovedet og valgte at betragte ham fra sidelinjen, uden at blande sig, i hvert fald ikke meget. Dog var der en tanke, som strøg igennem hendes hovede, da hun så hans reaktion på det hele. Det virkede næsten for voldsomt til at være normalt eller også var det bare hende, der ikke var helt van til synet? Selvom mange havde det med at flippe ud efter lidt tid sammen med hende. Men det var aldrig gået så hurtigt, som denne gang. Hun rejste sig stille og roligt op og bevægede sig hen til ham. Det virkede næsten som om der slet ikke var sket noget, sådan som hun forsøgte at opføre sig på lige nu.
"De burde tale med mere respekt over for mig"
sagde hun lettere irriteret over hans tone, selvom hun jo selvfølgelig ikke kunne vide, at det faktisk ikke en gang havde været til hende. Men alle kunne vel tage fejl. Hun satte sig ned foran ham og stirrede bare lettere intenst på ham, da hun ikke ville slippe ham af syne nu.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

En tåre trillede ned af kinden på ham. Han var ved bevidstheden igen og havde opdaget hvor han var til hans store ærgelse. Han så op og bemærkede hende sætte sig ned foran sig. Han betragtede, hendes ansigtstræk, som var det første gang han havde set hende. Han bed sig svagt i læben og kiggede til siden. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han var hendes fange, men han ønsket ikke at bekæmpe hende. Det var en virkelig akavet situation. Han forsøgte at tænke tilbage på aftens forløb, men den forekomme ham svag og han kunne ikke erindrer det hele, men han kunne huske hvem hun var og hvad han var. Han sendte hende et smil, for første gang i aften. Der var ikke noget lusket ved smilet, men det var nærmere et varmt smil.

[Camill Angelique Arnauld]

Af ren og skær overraskelse trak Camill sig en anelse tilbage, da hun ikke rigtig vidste, hvordan hun skulle reagere ved situationen. Det at han lige pludselig begyndte at græde eller hvad man skulle kalde det, fik hende blot til at smile lidt, men bagefter var det mærkeligt. En smule akavet, på en anderledes måde. Hun satte sig roligt helt ned og betragtede ham fra en mindre afstand, hvis man kunne kalde det det, da hun efterhånden blot var rykket længere væk.
"Hvad er der sket med Dem?"
spurgte hun undrende, da hun fortsat var blevet en smule overrasket over det smil, han havde give hende. Det var da i hvert fald ikke sådan, at hendes ofre opførte sig, når hun først var gået igang. Man kunne da hellere ikke ligefrem sige, at hun havde været sød imod ham eller havde hun? Så længe at hun ikke var begyndt at blive sød, så var hun faktisk en smule ligeglad med, hvad der ville ske med ham, eller?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

"Jeg ved det ikke, men jeg kan ikke erindre, hvad jeg foretager mig her" han lød ikke særlig afkræftet, da han sagde det. Men han var fysisk stadigvæk kvæstet og kunne slet ikke deltage i en kamp, hvis det kom til det, men psykisk var han frisk igen. Han var dog stadigvæk ret forvirret. Han kunne ikke forstå hvilken retning han skulle.
Han sukkede let og sagde fortvivlet "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan ikke finde den rigtige vej". Han havde åbnet sit sind op hende. Han var modtagelig over for alt nu, hvilket egentlig gav hende muligheden for at manipuller med hans forståelse af verden. Det var ligesom kampen mellem hans to verdens forståelse havde endt ud i en status quo eller en genstart. Han kunne dog godt huske sin fortid, men han kunne ikke få den til at give mening.

[Camill Angelique Arnauld]

Vidste han virkelig ikke hvad han lavede der eller prøvede han blot at undslippe sin straf. I bund og grund, så var hun blot blevet mere og mere forvirret over den måde han snakkede til hende. Kunne han overhovedet ikke huske noget og hvorfor han befandt sig i hendes palæ? På en måde var det underligt, men samtidig ville det også være muligt at udnytte hans uvidenhed til hendes fordel. Dog blev hun nød til at finde ud af, hvordan det kunne gøres bedst. Hun valgte at sætte sig hen ved siden af ham og kiggede ud imod stuen.
"Det var meningen, at De skulle svare på mine spørgsmål"
sagde hun roligt, og hentydede ikke til, hvor vigtigt det faktisk var, men det var også farligt for ham, hvis det nogensinde nåede Iméra, så ville han nok komme i nogle støre problemer end man måske lige havde foruset. Men det kunne også være, at det blot var sådan i Nýchta. Hun rettede sig en smule op, men blev ved hans side.
"Skal jeg hjælpe Dem på vej, Colopatiron?"
spurgte hun med et lumsk smil på læben, dog skjulte hun det lidt for ham, så han ikke lige pludselig ville fatte mistanke. Stille og roligt vendte hun sig mod ham og lagde hovedet ind til hans ører. Hendes ånde var lettere kold, og kunne ofte virke en smule skræmmende, hvis man ikke var van til hendes personlighed. Hun ville nok altid være kold og var sjældent modtagelig for andre følelser.
"De bliver nød til at hjælpe mig"
sagde hun lettere bedende, dog blev det hvisket ind i hans ører, så det muligvis kunne have en negativ effekt på ham, men hun kunne da kun håbe på, at han ville hoppe i fælden med begge ben.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han nikkede kort til hendes svar og så lidt afventende på hende. "Men havde De ikke fanget mig?" spurgte han og med et yderst forvirret blik. Han lod en hånd glide ned over sigt ansigt. Hvorfor skulle det hele være så kompliceret? Hvorfor var verden så kompleks? Han sukkede en smule og lod blikket synke ned medens hun lænnede sig frem og hvisket i hans øre. Han så op og prøvet at bedømme hende, men der var intet at spore der gav ham en idé om han var ved at gå i hendes fælde. "Hvordan skal jeg kunne hjælpe Dem, når jeg ikke engang kan hjælpe mig selv?" spurgte han og mærkede en stikken i ryggen, der fik ham til at lave et lille spjæt, men han blev sidene samme sted og for første gang holde han bevidst blikket mod hendes ansigt for at opnå øjenkontakt.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill smilte en anelse roligt til ham og forsøgte da at holde koldet koldt, selvom han tydeligvis havde ret. Hun holdt ham jo fanget, men det kunne hun hellere ikke komme uden om lige nu. Det måtte hun hellere tænke lidt mere over, medmindre at hun udnyttede det? Der var faktisk flere metoder hvorpå at hun kunne trække ham længere ind i det hele, end hun havde villet fra start af.
"Jeg blev jo nød til at have en undskyldning for at snuppe Dem"
sagde hun nærmest undskyldende, da hun fik det til at lyde som om han faktisk kun var blevet fanget af hende, fordi der ikke var andre måder hvorpå, at hun ville kunne tage ham med sig. Selvom det ikke havde været meningen, men nu blev hun nød til at bygge videre på historien, bare for at få en form for tillid fra ham, så hun ville kunne udnytte det senere. I håb om at overbevise ham valgte hun at give ham den øjenkontakt, som han åbenbart søgte.
"Jeg beklager for misforståelsen. Men jeg tror faktisk at hvis De hjælper mig, finder De ud af hvordan De skal hjælpe Dem selv"
sagde hun med et stille og lettere sødt smil, som slet ikke lå i hendes natur, men hun blev jo nød til at virke overbevisende, ellers ville han jo næppe tro på hende og så ville hun ikke kunne udnytte ham, da det ikke ville være specielt let, hvis hun først skulle tvinge ham.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han nikkede lettere forstående. Det gav vel mening, at hun blev nød til at få fat i ham på en eller anden måde. Han havde svært ved at forestille sig selv gå med, hvis han blev tvunget til det. Men han ville gerne hjælpe hende, der var noget dragende ved hende, som var svært at stå imod. Han så ned på sine knæ og så de var blodsmurte. Hvordan mon det var kommet. Havde hun toturredere ham? Nej, det kunne ikke være det, så meget fortalte hans erindringer da. Men hun havde brug for hans hjælp, men hvordan kunne han hjælpe hende? Skulle han gøre noget. Han tænkte tilbage på sin fortid, som hærføre, men i modsætning til de sidste 1000 år, var det ikke en skam der mødte ham, men det var heller ikke nogen glæde. Det var et accept af tingenes tilstand. Det var en tomhed, der var der en tomhed der nok aldrig ville blive fyldt ud. Han følte en ændring i hans forståelse af livet. Det handlede ikke om hvad han gjorde i går, da det var sket, men han havde muligheden for at ændre på fremtiden i morgen.
Men hvilken fremtid var den rigtige. Han huskede at hun var på Nýcthas side. Han var trods alt ikke blevet dum af sin genstartning af sindet.
"Hvorfor skal jeg hjælpe Dem og ikke Iméra" spurgte han med en let fjern stemme.
"Fortæl mig, hvorfor De er den rigtige". Lidt af hans fornuft havde han vedvaret.

[Camill Angelique Arnauld]

Tilsyneladende kunne det ende med at blive en mindre udfordring for hende, at få ham overtalt helt. Men hun havde ikke tænkt sig at give op lige med det samme, sådan var hun jo overhovedet ikke. Det ville hellere ikke være smart, hvis hun som livvagt for kongefamilien bare lige pludselig gav op, når det så værst ud. Hun satte sig roligt tilbage mod væggen og lod blikket glide op mod loftet, dette skulle overvejes lidt, før at hun ville komme frem til en ordentlig grund, for han vidste åbenbart godt, at han kom fra Iméra og egentlig ikke burde svigte landet, men var der ikke mulighed for at ændre den opfattelse til hendes fordel.
"De kan ikke længere hjælpe Iméra"
svarede hun en smule hurtigt, da hans spørgsmål faktisk kom en anelse bag på hende. Det var næsten lige før, at hans spørgsmål var mere nærgående end dem som hun havde stillet ham tidligere. Han var forandret, men om hun ville kunne udnytte det i sidste ende, var hun faktisk knap så sikker på. Camill havde ikke en gang lagt mærke til at hans ben var fyldt med blod, hun havde været koncentreret om noget andet.
"Jeg er den rigtige, fordi jeg kan hjælpe Dem på rette kurs. De hører ikke længere til i Iméra.."
svarede hun efter et stykke tid, hvor hun var blevet nød til at overveje sit svar, selvom det muligvis ikke havde været helt smart at sige: De hører ikke længere til i Iméra, men hun blev jo nød til at gøre et forsøg på at overbevise ham til det modsatte. Desuden så virkede det ikke rigtig som om det ville blive så svært at overbevise ham, da hun havde haft på fornemmelse af, at der var noget som trykkede ham i sin tid i hæren.