Hvor er lyset?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Det syntes som en evighed siden at solen sidst havde vidst sit kønne ansigt på himlen, hvilket det også var. Colopatiron havde brugt næsten ligeså lang tid på at lede efter lysetsbarn, men uden at havde lykkedes for ham. Det havde knækket ham efterhånden at han efter tusind års søgen ikke var kommet længere. Hans håb, som var styrken bag hans kræfter var på lavpunktet. Han havde brug en inspiration der kunne fornye hans kræfer efter tusind års søgen uden holdt. Han havde endnu engang været Nýchta igennem i sin søgen og havde stødt på en folk varulve, der havde vidst sig at være en svære modstander end forventet pga. styrke var hæmmet i så høj en grad. Han var gået det sidste stykke for at spare på kræfterne så han kunne være i stand til at flyve over til Iméra. Selvom Iméra ikke længere var et sikkert land, så var det dog forsat langt mere sikkert end Nýchta, hvor mørkets væsner hersket. Han havde forsat et par kilometers gang før han ville være henne kløften.

[Camill Angelique Arnauld]

Mange ville muligvis se Camill, som en ung kvinde, selvom hun forlængst havde rundet de 1000 år, så ville de fleste muligvis hellere ikke opfatte hende som en udfordring i sig selv. Men det ville blot være en fejltagelse fra deres side, hvis folk først begyndte at undervurdere hendes kræfter. Lige nu virkede Camill dog ikke som en trussel, da hun blot bevægede sig stille og roligt igennem skoven på vej mod grænsen eller kløften, der skillede de to lande fra hinanden. Hun var temmelig sikker på, at der ville være en mulighed for at komme over på den anden side. Hun blev jo nød til at holde sig selv opdateret med Iméras udrustning og beredskab.

Selvom hun muligvis var fast besluttet på at skulle over til Iméra, så ville der ikke skulle ske det helt store, før at hun ville blive i Nýchta. Hendes skridt var lydløse eftersom at hun ikke bevægede sig over græsset, der var mere lydløst at bevæge sig i, som grusset ved stierne. Grunden til at hun havde valgt at benytte græsset var fordi man aldrig kunne vide, om man ville støde på nogle fjender - det var i hvert fald sjældent man stødte på venner. I månens lys bevægede hun sig over græsset iklædt en sort kappe, dog dækkede den ikke for hendes hovede, da hun blev nød til at have et ordentligt udsyn til det omkring hende. Det mørkerøde hår bevægede sig i takt med at hun bevægede sig over græsset.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron kunne så småt se kanten i det fjerne, men overskudet var også forsvundet. Der var ikke mere at komme efter. Han havde brug for en pause, selvom det ikke vil give ham fornyet energi. Der skulle håb til før han kunne mønstre den fornødne styrke og det var der ikke just meget af i denne triste ånds forladte verden. Han lod vingerne folde sig ud, så han ikke skulle bruge energi på at holde dem inde. Han var ganske sikker på han var alene og dermed ikke ville blive set alligevel.
Han satte sig ned og smed pose med sine ejendele ved siden af sig og fik tændt et lille bål, der ikke kunne ses på en afstand på mere end 400 meter. "Er det virkelig mit eneste lys i livet" spurgte han retorisk sig selv og sukkede dybt.
Hvis han havde haft noget mad, så havde han taget det, men desværre havde hans rationer løbet op. Han havde mødt et par vandre på vejen, som han blev nød til at hjælpe. Han smilte lidt ved tanken om det. Dette lettede hans byrde en smule. Han forsøgte at finde flere lyspunkter, men der var ikke mange i mængden af elendigheder.

[Camill Angelique Arnauld]

Målrettet ledte Camill's skridt hen mod kløften, som om så mange gange før havde valgt at passere, selvom der var et helt klart forbud om at træde ind i det modsatte land, men hvem skulle stoppe hende, nu hvor hun var fast besluttet på det. Kappen dækkede muligvis for det meste af hendes krop, dog kunne kappen skilles foran hende, så imens at hun bevægede sig mod kløften trådte hendes ben frem under kappen. Dermed kunne man se at hun var iklædt nogle sorte bukser, bare for at gå mere i ét med mørket omkring hende.
Travlt optaget med sin kurs, fik hun lige pludselig et glimt af lys? Men hvordan kunne det lade sig gøre, hun havde længe ikke set noget i den stil og da slet ikke i Nýchta. Hendes blik spejdede en smule omkring i et forsøg på at finde kilden til det såkaldte lys. Der gik ikke lang tid før at hun lade mærke til at lyset bevægede sig i form af flammer, derefter valgte hun at bevæge sig tættere mod bålet bare for at undersøge stedet en smule. Det kunne jo være at hun havde heldet med sig idag? Måske havde nogen forvildet sig over til Nýchta fra Iméra, selvom det var meget usandsynligt.

I takt med at hun kom tættere på bålet, lagde hun mærke til noget hvidt? Det var ikke ligefrem hendes første tanke, at det var vingerne på en engel. Desuden så var hun endnu ikke stødt ind i en engel, de eneste med vinger hun havde lagt øjnene på var Phoenix'er hele bundet, så der var en forskel. Hun gik også roligt i skjul, idet at hun lagde mærke til at det var en person, som sad ved bålet.
*Interessant at se en engel i Nýchta*
tænkte hun med et koldt smil på læben og valgte at holde sig skjult, bare for at få mere at vide om personen, dog havde hun ikke mulighed for at høre personen, da hun så skulle bevæge sig tættere på og det ville blot være risikabelt.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron sukkede og bemærkede ikke at han blev overvåget. Tidligere havde han været i stand til at føle når en skabning med så forfærdelig ødelæggende kræfter var i nærheden. En skabning der kunne manipullere med de døde. Ingen respekt. Necromancer var ikke nogen han frygtede, da hans frygt havde forladt ham. Der var kun elendighed tilbage. Livet var ikke til at overskue længere, faktisk kunne det syntes befriende at blive styret af en necromancer. Han havde en gang overvejet bare at lade sig dø, men var kommet frem til konklusionen at han skyldte verden for meget til han kunne tillade sig dette.
Han kastede et blik mod kløften og blev enig med sig selv om at han ikke fik flere kræfter ved dette stop. Han slukkede bålet og fik samlet sine ting og gik langsomt mod kløften. Der var vel en kilometer derhen.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill kunne udmærket godt se at personen ikke havde lagt mærke til at hun overvågede ham. Teknisk set kom det som en overraskelse for hende, da de fleste ville være meget opmærksomme, når det først befandt sig i Nýchta. Det var jo nødvendigt at holde øje, når der kunne dukke hvem som helst op i skyggerne. Hun forholdt sig i skyggerne også da han valgte at gå videre. Et lumsk smil gled over hendes læber i det sekund, hvor en ond og lumsk tanke strejfede hendes tanke. Hun havde sjældent respekt for andre end sig selv. De eneste hun faktisk havde respekt for var selve kongefamilien i Nýchta. Men mere kunne man ikke forvente af en Necromancer..
*Gad vide.. Om han er en strejfer der er forberedt på det værste*
Selvom der ikke var så meget at tyde ud fra hendes tanker, så lå der meget mere skjult end først antaget. Hun rejste sig langsomt op og fulgte efter ham, dog benyttede hun sig af de mere skjulte veje mod kløften. Hvad mon han skulle den vej, var han allerede blevet træt af Nýchta? Selvom han hurtigt ville kunne stikke af, når der ikke var så langt til kløften mere. Så valgte Camill at holde sig mere eller mindre bagved ham, dog havde hun et és i ærmet.. Rundt omkring den stakkels engel begyndte jorden at bevæge sig, under overfladen gemte der sig hendes håndlængere i et stort antal og de skulle nok fange ham, hvis han fik for meget fart på.. På den måde virkede Camill mere uskyldig??

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron forsøgte at sætte tempoet op en smule, da han var sikker på han var alene. Denne forsering betød dog også at hans svaghed blev tydeliggjort og det kunne også ses på afstand, at han næsten haltede afsted. Han ville ikke være i stand til at tage en kamp og slet ikke med en på Camills niveau i sin nuværende tilstand. Det mindede mere og mere om katten efter musen. Trods sin uvidenhed kunne han håbe på at hun ikke kunne vurdere hans tilstand i tilstrækkelig grad til at turde tage en chance. Han nærmede sig nu kanten, der var stadigvæk et par hundrede meter. Han tøvede, der var noget som det ikke burde være. Jorden viberede, var det et jordskælv? Nej, det var ikke en rystelse. Han kunne ikke regne ud hvad det var, men var det mon forsent for ham at undslippe disse dødens håndlangere.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var egentlig ikke til at mærke på Camill, at hun havde tænkt sig at følge efter personen foran hende. Men det var nok også mere fordi hun ikke havde rettet den helt store form for opmærksomhed mod ham. For indtil videre var han knap så interessant. Derfor lagde hun hellere ikke mærke til at han faktisk var svækket i form af en halten. Hendes blik spejdede rundt omkring området, der til hendes overraskelse virkede en anelse for stille, hvis hun selv skulle sige det.
I takt med at jorden blev mere livlig, vendte Camill sin opmærksomhed mere og mere mod englen, der efterhånden var begyndt på en mindre flugt, betød det at hun var blevet opdaget?
"Hvad bringer en engel, som Dem, til Nýchta?"
Hendes stemme var kold, og man kunne nærmest fornemme, at der var en form for magt over hendes stemme, der tydeligvis tydede på at hun havde en mindre fordel i denne situation. Måske var det større. Ud fra hendes tempo af dømme, så havde hun tydeligvis ikke havde i tankerne om at løbe efter ham, hvis han havde tænkt sig at flygte bare ved synet af hende. Men det kunne man vil kalde for en kujon? En ægte kujon fra Iméra.

Jorden blev lige pludselig stille og der var slet ikke mere liv, men det havde sin årsag, der var ikke længere behov for besøg fra undergrunden, da de allerede var ankommet, dog blev de holdt skjult. Da han jo nødigt skulle gætte hendes race lige med det samme, det ville være meget sjovere, at se hans ansigts udtryk, hvis han først fandt ud af det i en overraskelse.
Over Camill's ansigt hvilede der et roligt og koldt smil, imens at hun blot ventede på en reaktion fra englen, der dog fortsat kom længere og længere væk fra hende. Men det lod ikke til, at hun var særlig bekymret for hans flugt, da hun jo havde et mindre es oppe i ærmet, som blot ventede bagved træernes skygger.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han frøs ved lyden af hendes stemme. Det som ikke måtte sket var sket, han var blevet opdaget og hun lød tilsyneladende, som en der havde styr på situationen. Han blev nød til at vise overskud, hvis han skulle kunne redde sig ud af situationen. Det var dog letter sagt end gjort. Han tog en dyb indånding og forsøgte samle mod, selvom det forekom ham umuligt i sin nuværende sindstilstand. Han formåede at rette ryggen, så han virkede mere selvsikker, da han drejede omkring. "Godaften" svarede han blindt ud til mørket. Han forsøgte uden held at spejde stemmens ejermand, men kunne ikke se hende, da hendes kappe gjorde hende et med mørket. Jordens viberation stoppede, havde hun mon noget at gøre med den. Det eneste grund til hun kunne have noget at gøre med den, var hvis hun var en necromancer, der var ekstrem magtfuld, men disse var der kun meget få af. Han bed sig læben, hun kunne umuligt være en af dem, hvad vil chancen dog være for at sådan en skulle være helt herude?
Han hjerne tænkte så det knagede, hvad kunne hun være for en.
Han undlod at svære på hendes spørgsmål for at købe mere tid.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke fordi, det kom bag på hende, at han drejede rundt i håb om at få hende at se. Til hendes held kunne hun fortsat holde sig skjult, så længe at hun ikke kom for tæt på ham, for så ville hans øjne nok kunne fornemme hende. Samtidig med at han på en måde også måtte have vænet sig til det evige mørke som lå over begge land. Camill selv havde hun levet de 25 år sammen med solen, så hun havde slet ikke nået at vende sig til lyset. Derfor var det lettere for hende, at finde sig til rette i mørket, der hørte hun jo også til. Både med hensyn til personlighed, men også på grund af hendes race, der fandt det naturligt at være omgivet af mørke og for den sags skyld døden. Et lumsk smil gled over hendes læber idet at hun kunne fornemme stemningen omkring ham.
"De er vel modig ikke at svare mig.."
sagde hun lettere irriteret, det eneste hun faktisk ønskede var et navn, der muligvis kunne lede hende hen på hvem han var. Men hun var også temmelig sikker på at han ikke var fra Nýchta. Det var som om der var noget ved ham, der fortalte det. Man skulle måske ikke ligefrem forvente det værste fra hende, når hun tiltalte en fremmed mand med De, som i mange tilfælde ville blive forvundet med en meget høflig og respekteret person. Nok var Camill respekteret omkring dem, som kendte hende - eller blot vidste, hvad hun kunne udrette, men hun var knap så høflig, når det først kom til det.

Der var fortsat stille rundt omkring dem, samtidig med at jorden var blevet roligt, virkede det hele mere fredeligt, end man lige ville skulle tro. Eller som faktisk burde være grund viden omkring Nýchta. Det var i hvert fald ikke i dette land, at man fandt de mere venlige sjæle. Nej, så ville man være helt gal på den, og det ville kun kunne føre til større problemer, end først antaget. Inde bagved træerne var der muligvis stille, men det var efterhånden og tydeligt at danne sig et indtryk af, hvilken kontrol og magt Camill for det første gemte på. For bagved træerne stod der en mindre hær af udøde, som hun havde den fulde kontrol over. Det var ikke blot mennesker eller døde personer, som hun havde taget kontrollen over. De to heste i forgrunden var også blevet en del af hendes samling efter at hun først havde fået dem foræret.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han bandede lavmælt over at han ikke kunne finde ud af hvad hun var, for han nægtede at tro på det kunne være en af de magtfulde necromancer. Det hjalp desuden ikke på han ikke kunne se hvem hun var, hvilket skabte en stærk mystik omkring hende. En mystik der alligevel holde hans parrader op, eller så meget som de nu kunne være. Han blev en smule irreteterede over situationen, da hun selv kunne se hun havde overtaget, eller i hvert fald fik det til at virke som hun troede på det. "De er vel modige ikke at svare" gentog han lavmælt for sig. Det var ikke nogen god situation, han havde ikke energi nok til at turde chancen og forsøge en hurtigt flugt, desuden var det kujon agtigt. Han ville heller dø i kamp end at flygte på trods af han næppe ville være mere nyttig død end levende. Han havde dog ikke meget tilovers for tro på sig selv, hvilket svækket ham.

Han havde brug for et glimt af lys, af håb eller bare en anden stærk inspirationskilde. En inspirationskilde han ikke havde set nogensinde. Heller ikke dengang hvor lyset stadigvæk var der. De første tusind år i Colopatiron havde været letter turbulente. Der havde været lys om dagen, som det burde være, men hans hjerte havde været formørket. Denne formørkelse gik dog først op for ham, da lyset forsvandt. Hvilket havde resulterede i en håbløs søgning efter lysetsbarn, som var mislykkedes og nu havde bragt ham i den her situation. Måske var det bare bedst det var mørke og at han opgav denne latterlige søgning, han havde allerede spildt tusind år af sit liv på. Han bed sig voldsomt i læben, så der gik hul på den og noget blod dryppede ned på jorden.

Der var stille i lidt tid inden han svarede "På besøg hos en gammel ven" opdigtede han. Han følte ikke han kunne stole tilstrækkeligt på hende til at fortælle den sande historie. Han håbede på hun vil blive på afstand, så hun ikke ville kunne genkende ham. Han var som sagt en der havde rejst utrolig meget og hans fortid var ikke just stilfærdig.

[Camill Angelique Arnauld]

Underligt nok, så følte Camill ikke rigtig at hun vidste, hvad hun helt præcist skulle gøre i denne situation, noget sagde hende at hun skulle gøre noget hurtigt, før at han ville stikke af. Men på den anden side, så var der også en mulighed for at han faktisk ville blive, hvis han bare var dumdristig nok til det. Dog kunne hun også ende i et problem, da han som tidligere set, besad vinger, det var også den eneste grund til, at hun vidste eller kunne konkludere at han måtte være en engel. Selvom det muligvis ville være mere sikkert at holde sig på afstand af ham og bare lade de udøde klare det beskidte arbejde for hende, så ønskede hun ikke at blive holdt ude for al morskaben.
"Der skal vist en del til før at en engel frivilligt bevæger sig ind i Nýchta og endda bare for at besøge en gammel ven"
sagde hun lettere mistænktsom, da man jo aldrig ville kunne stole fuldt ud på folk, medmindre at de ikke havde noget andet valg end at sige sandheden, hvilket også meget sjældent var tilfældet.

Selvom Camill besad den stilling, som hun nu havde fået pålagt sig og derfor burde vide, at man skulle være forsigtig i de fleste situationer, så valgte hun faktisk at nærme sig den fremmede mand, dog med rolige og nærmest lydløse skridt. Selvom hun forsøgte at gøre det så stille og roligt som overhovedet muligt, så han ikke ville ligge mærke til at hun bevægede sig tættere på, så var det svært at skjule, når man befandt sig på en sti af grus, der sjældent var lydløst. Man kunne svagt høre nogle knas, imens at hendes fødder bevægede sig over det tørre grus.
Til hendes overraskelse, så fik hun ikke ligefrem øje på det, som hun havde forstillet sig til at starte med ud fra hans stemme. På en eller anden måde virkede han afkræftet, men samtidig var der også et eller andet der holdt ham kørende. Men hvad og hvorfor?
"Og De er helt sikker på, at det var Deres formål med at besøge Nýchta?"
spurgte hun mistroisk, imens at et koldt smil gled over hendes læber. Nu hvor hun havde mulighed for at se ham, kunne hun ikke længere skjule sit eget udseende. Når man først lagde øjnene på Camill, så ville man slet ikke tro at hun ville være omkring de 1000 år. Da hun faktisk holdt sig meget godt, men hun havde jo også hendes hemmeligheder for at beholde ungdommen bare for at narre fjenden, i det værste situationer.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han blik begyndte at flakke rundt efter en udvej medens hun begyndte at stille spørgsmål til hans gøremål. Han vidste han ikke kunne føre en løgn særlig langt. Desværre var der ingen særlig gode flugt veje, da han var væk fra alle træer og stod ude på åbent areal. Han trådte enkelte skridt tilbage, da han fra tidligere møder havde opdaget at det mindste hjælp kunne være guld værd. Han tog sig til ansigtet kort, da han mærkede en stikken. Blod, men hvordan? Havde hun ramt ham? Han opdagede dog til sin lettelse at det kom fra hans egen læbe.
Han havde ikke bemærket i sin irritation at han havde bidt hul på sin læbe.
Han forblev tavs, da han ikke ønsket at tale for meget, nogen svage skridt kunne høres fra mørket. Skulle man mon forsøg at kaste spydet? Nej det var risikabelt, hvis man ikke ramte.
En mørk skikkelse kunne ses nærme sig ham en smule.
Han blev nød til at svare på hendes spørgsmål, hun ville ikke lade ham være.
"Hvilke begrundelse skulle jo dog have for at lyve for Dem frk." spurgte han. Han valgte at kalde hende frk. da hun syntes ung, men der var stadigvæk en modenhed og alvor i hendes stemme, der skræmte ham. En frygt han aldrig havde mærket før. Han kunne så småt mærke hendes aura. Den fik hans egen, der selv var ret formørket til at ligne et dydsmønster. Han forsøgte at bevare selvkontrollen og vende kontrollen over samtalen.
"Hvad med Dem? Hvad laver De her" spurgte han og bandede og svovlet inde i hoved, medens hun kom nærmere og nærmere.

[Camill Angelique Arnauld]

Var manden så småt begyndt at blive urolig og så var hun endda ikke begyndt endnu. Et bredt smil bredte sig over hendes læber, da han blot fik hende til at føle sig mere sikker i sin situation, men i det at han valgte at træde et skridt tilbage vendte hun bare blikket mod træerne, da hun skulle sikre sig, at der ikke ville komme nogen farende ud mod ham. Da hun jo mere eller mindre havde givet dem ordre til at standse ham, hvis han rørte sig det mindste. Men lige nu havde han jo ikke gjort det helt store. Han havde jo bare flyttet sig en lille smule, der i hvert fald ikke havde den største betydning i dette øjeblik. Selvfølgelig ville der komme spørgsmål til hans grund for at være i Nýchta, det var ofte farligere for engle af vandre rundt i Nýchta, fordi specielt vampyrer var meget interesseret i deres blod, der burde være meget rent - på grund af deres uskyld.
Det undrede hende en smule, at han faktisk valgte at være så tavs, som om han var bange for at sige noget forkert? Hvad var det værste der kunne ske? Så længe han ikke trådte Camill på tæerne eller gav hende en god grund til at tage ham med sig, så kunne det umuligt blive så slemt. Eller?
"Usikkerhed? Eller det kan være at De er utryg overfor mig? Selvom jeg da tydeligvis ikke har gjort noget.... Endnu.."
hendes tone var mere og mere alvorlig, selvom emnet var knap så alvorligt, hvor meget kunne det skade at lyve overfor en som hende. Det ville han nok meget snart finde ud af. Hvis hun først begyndte at finde frem til sandheden, uden at han selv ville indrømme det. Det ville være en større fejltagelse.

Stille og roligt smed Camill det lange hår om bag på ryggen, så det ikke ville komme i vejen for hende. Hendes hår var mørkt i toppen, men mere rødt i bunden, som om det skulle symbolisere noget. Det røde blod og den mørke døden? Som om det hele hang sammen for hende. Det hele var naturligt for hende. Det lå også i hendes natur, som Necromancer.
"For at være ganske ærlig overfor Dem, så havde jeg sådanset tænkt mig at tage et smut til Iméra, bare for sjovs skyld"
svarede hun helt ærligt, da det også havde været hendes intentioner fra starten af, men mon ikke at han ville ende med at ændre på det, hvis han blev ved med at have den samme holdning til hende. Mon det ville komme bag på ham, at hun faktisk valgte at fortælle ham sandheden? Men hvorfor gjorde hun det. Selvfølgelig var der en mening med alt det hun sagde. Grunden til at sandheden hvilede over hendes læber, var at hun prøvede at sige til ham, selv om han ville stikke af til Iméra, så ville hun blot følge efter ham, så det ville faktisk være håbløst overhovedet at gøre et forsøg.
Selvom det faktisk så småt var begyndt at larme mere eller mindre inde bagved træerne, så virkede det ikke som om det påvirkede Camill, da hun jo faktisk godt vidste, hvad der gemte sig der ind, så hun havde ingen grund til at være nervøs.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han lagde hoved en tand på skrå. Nu måtte et stoppe, hun skulle ikke overvinde ham. I hvert fald ikke på det psykisk plan. "Kønne piger gør mig altid utryg" svarede han en smule kækt, som ikke faldt ham eller sin alder naturligt. Han opdagede at han var ved at stå krumbøjet over sit spyd. Hans krop havde næsten ikke kræfterne til at holde ham oppe meget længere. Det så rigtig skidt ud, han havde sjælendt været i meget værre situationer, der var dog enkelte, som han havde reddet sig ud af. Det var dog ikke hel uskat, blandt andet med et brud på kragebenet.

Han havde bemærket lydene i skoven, der var støj nok til hun også burde have gjort det, hvilket skræmte ham, da det betød hun vidste hvad der var derinde. Han begyndte så småt at sande, at hun måtte være en necromancer med en kæmpe styrke, måske en styrke der kunne have truet ham på sin bedste dage, men nu var hun ham langt overlegen. Flugten var hellere ikke længere en mulighed med hendes ny opdagede identitet, som necromancer.
Hun var højst sandsynelig også for erfaren til at lade sig narre af hans løgn, men han nægtede at overgive sig uden videre.
Han fik en idé.
"Så kan det jo være vi ses på den anden side" sagde han forsøgte at lave et falsk grin, som mislykkedes.
Han baskede et par gange med vingerne for at få det til at se ud som han skulle til at lette. Han håbet på hun undervurderet ham og ville lave en naiv fejl, som han kunne udnytte med den mængde kræft han havde tilbage.
Han vidste det var et billigt trick, men hellere det og så være i live efter dette møde.