Hvor er lyset?

[Camill Angelique Arnauld]

Rummet var muligvis koldt, selvom at faklen da forsøgte at varme rummet op. Men det virkede ikke rigtig, som om der fungerede ordentligt, da rummet blot forblev koldt og dystert. Der var måske en større chance for at der ikke var noget, som ville kunne varme rummet op, men det gjorde jo også bare det hele bedre. Faklens flamme bevægede sig en anelse frem og tilbage, da hun lod sine skridt følge hende mod ham. Camill valgte at stoppe en meter foran ham og kiggede blot gennemtrængende på ham. Da hun egentlig ikke vidste, hvad hun skulle stille op med ham. Hendes blik gled dog ned mod hans ben, hvorefter er smil viste sig.
"Sikke et slemt sår, du har fået dig"
sagde hun koldt, men lød tilsyneladende også meget ligeglad, selvom hun godt vidste, at hun selv havde været med til at såret havde kunnet udvikle sig til noget så voldsomt. Hun satte sig ned på hug og lod først sin hånd glide ned over hans ben. Dog førte hun hånden ned til hans sår og stak ganske hurtigt en finger ind i såret, bare for at se, om han stadig havde mulighed for at mærke smerter..
I tilfælde af at han skulle begynde at gøre modstand, så stod der to udøde til rådighed bagved ham, som altid kunne gribe fat i ham, for at holde ham på stolen. Det kunne godt være at han ikke var bundet, men det kunne han meget hurtig blive.. Hvis han først valgte at begå en mindre fejl, så ville det med sikkerhed blive meget være.
"Det eneste, som kan ordne et sår, som dette, er Phoenix blod."
sagde hun ganske roligt og lod fingeren spidde såret mere op end det faktisk var allerede. Bare for at se, om hun muligvis kunne få ham til at klynke en smule om hjælp?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han undlod at besvare hendes kommentar angående hans sår. Hans ben var følelsesløst derfra og nedefter. Han var yderst i tvivl om hvordan han skulle gribe situationen an. Forhøret var uden tvivl ikke slut endnu og var kun blevet værre, men skulle han svare på hendes spørgsmål eller skulle han gå direkte imod sin tidligere stil og holde mund i hop om han vil blive smidt i en celle. Noget overbevidst ham om hun ikke ville gøre det af med ham, men hvad kunne man bruge en afdanket engel til? I hvilket som helst tilfælde var det hele i hendes hænder nu. Han bevaret sit udtryksløse ansigt, da hun rørte han sår. Han kunne ikke mærke det fysisk, men han sind mærkede en formørkelse ved hendes kontakt. Han fik en smule gåsehud, men den forsvandt langsomt. Hendes finger gled op ad hans ben, den nærmet sig hvor han havde følsomheden tilbage, men disse nerver var også så hårdt ramt at det ikke gjorde tilstrækkelig smerte til at han reagerede, men på et tidspunkt ville hun ramme et punkt, hvis hun forsætte. Det blev dog ikke af hans gode vilje, hvis han skulle vise tegn på svaghed, selvom han ikke havde gjort andet det meste af aften.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke fordi, hans tavshed gjorde hende mere tilfreds. Hun trængte faktisk til et skrig af smerte, så hun var sikker på, at hun ikke var ved at miste grebet. Hun sukkede en anelse irriterende og rejste sig op, dog lænede hun sig en anelse ind over ham og pressede blot hendes fingre længere ind i såret på ham. Hun stoppede op lige foran ham og trak posen af ham med den anden hånd.
"Det er ikke nu, at du skal tie.."
sagde hun en smule irriteret og lod fingeren bevæge sig ind i såret, bare i håb om på et eller andet tidspunkt, at ramme noget der muligvis ville gøre ondt. Camill valgte at holde øjenkontakt med ham. Hendes øjne var kolde og dystre, der var helt klart ikke nogen form for lykke at finde i hendes øjne. Som om hun for længst var fortabt.

På den ene eller anden side, så ville han på et tidspunkt blive nød til at åbne munden. Ellers ville han blot forblive siddende i stolen og højst sandsynligt blive bundet. Hun valgte at forblive tæt på ham, men havde allermest lyst til at finde en måde, hvorpå hun ville kunne få ham til at snakke , men hun var ikke helt sikker på hvordan.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Hendes finger trængte længere ind i hans sår, men der var ingen nerver der at komme i nærheden af. Hendes dagger var et forfærdeligt våben. Hun havde sikkert slået hundredevis ihjel for at få fat i den og dernæst gjorde dem til sine slaver i form af hendes udøde håndlanger. Hendes finger ramte en nerve, der ikke var brændt, men intet skrig forlod hans læber. Det var dog ikke fordi det ikke var smertefuldt. Han havde åbnet munden og vidste sine tænder og smerten var tydelig i hans øjnene på den måde de forstørret sig. Hans åndedræt steg, på trods af hendes efterspørgelse efter et skrig eller anden form for tilkendegivelse at det gjorde ondt undlod han det og kunne ikke fastholde øjenkontakten med hende og hans hoved faldt ned mod sit skød, men hang og dinglede.

Hun slap heldigvis sit greb om ham, men smerten var der forsat. Hans åndedræt blev dybere og en enkelt sved dråbe forlod hans pande. "Jeg har intet du vil have, så gør det af med mig" sagde han en smule tøvende. Det var forsat lyset der havde styr over forstanden, men hvor længe varet det ved?

[Camill Angelique Arnauld]

Noget kunne tyde på, at det hele bare ramlede sammen for hende. Som om det slet ikke havde nogen effekt på ham. Det var virkelig noget, som efterhånden bare gik hende på nerverne. Men på en eller anden måde måtte det være muligt at komme ind på livet af ham. Han kunne da umuligt blive ved med at tie stille, på et eller andet tid blev han nød til at åbne munden for at afsløre det sidste overfor hende. Eller skulle hun muligvis overveje noget andet.
"Du virker på en eller anden måde stædig, men jeg kan skam også godt være stædig.."
sagde hun lettere surt og smilte en anelse, hvorefter hun satte sig ovenpå ham. Og nærmest blot kiggede en smule stædigt på ham og lagde armene over kors. Hun grinte en anelse, før at hun blot valgte at rejse sig op igen og gik hen til bordet med nogle målrettede skridt, der helt klart vidste, hvad hun skulle.

Da hun kom hen til bordet, lagde hun hænderne mod bordet og vendte sig om, så hun kunne kigge på ham. I hånden havde hun en flaske, som indholdte en flydende væske.
"Du har muligvis ikke noget, men hvad hvis jeg vil have dig til min samling?"
spurgte hun med et koldt smil på læben og kiggede roligt på flasken og vendte blikket over mod ham. Det, som befandt sig ind i flasken, var simpelthen svaret på hans problemer. Phoenix blod..

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han betragtede hendes gang væk fra sin plads på stolen. Han overvejet om han kunne gøre et forsøg på et angreb, men det var virkelig lavt. Hun var stadigvæk sejrherren og havde fortjent sejren og dermed retten på ham, desuden ville han ikke kunne klare at stå på benene, så det vil gå galt for ikke at nævne de to forbandede udøde håndlanger der forsat stod placeret bag ham. Han havde ikke set dem, kun mærket dem trække ham igennem hele hendes palæs katakomber. De havde ikke forladt lokalet, men deres mørke gav også en aura fra sig. Hans opmærksomhed blev vendt mod hende, der hun talte til ham.
At blive en af hendes udøde, var nok et af de mest uærefulde situationer en engel kunne havne i, men der var intet han kunne gøre ved dette, hvis det var hendes vilje. Han betragtet let hendes flaske. Var det en eliksir til at forvandle ham eller var det eftertragtet phoenix blod hun tidligere havde nævnt. Det var ikke til at sige og han havde ikke overskud til at tænke over det.
Hans blik faldt ned igen, det så langt fra godt ud det her. Han undlod at svare og sukkede lavmælt, hvad skulle han dog gøre.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var jo næsten lige før at han ikke var til nogen nytte, hvis han blev ved med at tie. Hun rystede en anelse på hovedet og lagde flasken tilbage på sin plads. Der var selvfølgelig mange muligheder at gøre med ham, men hvor skulle hun begynde, han var tilsyneladende ikke så villig til at snakke, som han havde været tidligere. Det var egentlig en smule skuffende for Camill, at hun blev nød til at gå så langt med ham. Hun gik hen til ham og tog fat i hans hage, for at rette hans blik op.
"Du skal slet ikke begynde at lege rundt med mig. Ellers kommer du at rådne op hernede"
sagde hun en smule irriterende og holdt hans hage fast. Hun var nød til at se ham i øjnene for at finde ud af, om han havde gang i noget. Eller om han bare viste de mindste tegn på frygt eller hvad han nu havde i hovedet, selvom han var svær at læse.
Det var sikkert ikke nødvendigt for hende, at forvandle ham til en af sine udøde, da hun sikkert kunne udnytte ham bedre, hvis hun havde mulighed for at kontrollere ham i live.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han lukkede øjnene for sig selv og prøvet at tænke, men det gjorde bare ondt. Der var ikke energi eller overskud til at komme op med en strategi, som var gennemtænkt. Han mærket hendes hånd på sin hage, som tvang ham til at se op. En virkelig mærkværdig tanke slog ham. Hun var usædvanlige smuk, der var noget der var fængende ved hendes attitude og hendes udseende der spillet sammen. Han blinkede med øjnene for at få tankerne andet steds hen. Hvorfor begyndte han dog at tænke på hendes udseende i sådan en situation. Han prøvet at fremtvinge et lille smil, men det mislykkedes.
Skulle han ikke lege med hende? Det var hende der havde overtaget, så hvordan skulle det nogensinde blive ham muligt at kunne lege med hende. Han fnøs let, da hun fortalte at han kom til at rådne op, hvis han ikke blev mere samarbejdsvillig "Og det gør jeg måske ikke alligevel". Hendes blik var utrolig indtrængende, men hans blik var ufatteligt træt og døsigt og ville næppe kunne blive læst, da han ikke selv vidste hvad han tænkte. Alt virket så surrealistisk og intet kunne give mening, bare dette marridt snart ville ophøre.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill blev stående, da hun ikke følte at det var nødvendigt at flytte sig lige med det samme. Da hun på sin nuværende plads havde mulighed for at holde øje med ham. Hendes blik gled dog hen mod de udøde, som tilsyneladende virkede en smule fraværende, men det var fordi de ikke rigtig var til stede mere. De var blot nogle skaller, som blev brugt til at skræmme ham. Men hun blev nød til at bruge energi på at holde dem oprejst. Hun lod dog endnu en gang blikket vende tilbage til ham.
"Hvordan kan du føle dig så sikker i mit nærvær?"
spurgte hun undrende og kiggede ham roligt ind i øjnene. Men der var ikke rigtig tegn på noget som helst, som hun havde mulighed for at bruge imod ham. Pludselig gav hun slip på hans hage og gik hen til bordet og hentede en kniv, men også flasken med Phoenix blod. Efterfølgende gik hun hen til ham med et koldt smil på læben. Det kunne godt være at hendes øjne var kolde, men hvis man ikke kiggede på det, så var hendes øjne dybe, og havde et mindre skær af farven rød, noget der helt klart virkede unaturligt. Men sådan havde hendes øjne altid være og hun kunne ikke ændre noget på det. Normalt var hendes øjne blot kulsorte, men det røde skær kom til syne, når hun stod i det rigtige lys.

Der gik ikke lang tid før at hun satte sig på hug foran ham og kiggede en smule studerende på hans ben, hvorefter hun åbnede flasken og lagde næsen ned til åbningen. Det var stadig frisk og man kunne måske få en mindre fornemmelse af, at hun var vampyr, selvom hun i hvert fald ikke tilhørte den slags. Hun tog roligt fat i hans ben og lod blodet glide ned af hans ben. Det gode ved Phoenix blod var at det havde healerende kræfter, noget som altid var nyttigt for hende. Dog greb de udøde ud efter hans arme, da han nødigt skulle flytte sig nu, hvor såret skulle have tid til at heale.
"Det er ikke ovre endnu og jeg er kun lige begyndt.."
sagde hun lettere koldt og valgte ikke at kigge på ham, da hun ikke rigtig vidste, hvordan han ville reagere på følelsen af at blive healet af en som hende.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han frygtet hende ikke fordi han følte der var intet hun kunne tage fra ham. Han havde intet at miste og dermed, hvad var der så at frygte? Det var selvfølgelig også en kombination af at han ikke kunne tænke klart og forstå at hendes overlegenhed gik ud over hans forstand. Selv i sine stærkeste tid var det efterhånd tvivlsomt om han ville kunne have klaret hende med alle disse bæster. Hendes energi lod også til at være toptrænet. Han havde stødt på necromancer under træning, der ikke engang kunne holde på en i mere end 5 minutter. Disse havde selvfølgelig mistet livet. Han følte normalt et had mod necromancer, men der var som sagt noget anderledes ved hende, der sørget for at han ikke foragtet hende.
Hans fokus vendte tilbage til den virkelig verden og han svaret hendes spørgsmål "Jeg har intet at miste og intet at leve" konstaterede han og hans stemme gled nærmest ud til sidst. Hans blik gled ned og en tåre trillede ned af hans kind. Han forsøgte at skjule kinden ved at vende ansigtet til siden. Den der kunne give ham et formål med livet havde vundet ham. Han betragtet hendes gang mod ham endnu engang og troet hun skulle til at forvolde ham yderligere smerte i benet, men hun hældte i stedet for flaskens dråber ud på hans ben og næste øjeblik blev han grebet af de to vagter. Var det nu han blev forvandlet til en udøde slave? Han lukkede øjnene og frygtede det værste, men i næste øjeblik skød en rus igennem kroppen, som blev kombinerede med en smerte, der kom ved at nerverne blev genetableret.
Det slog helst pusten ud af ham og han trak vejret tydeligt dybt nu.

[Camill Angelique Arnauld]

Det ville sikkert komme bag på mange, men til tider var hun knap så forudsigelig, som man måske havde forestillet sig fra start af. Men det var nok fordi hun ofte ikke var sig selv.. Hun satte for det meste en facade op for at skjule sit sande jeg, men en gang imellem slap noget af hende ud. Dog lagde folk sjældent mærke til det. Og han var åbenbart ingen undtagelse, for det lykkedes stadig for hende at skjule sig bag ved facaden. Hun rystede dog let på hovedet og kiggede ned på hans ben, imens at det begyndte at heale. Langsomt, men det skete også sikkert, da det jo nødigt skulle gå noget galt. Hun sukkede kort og havde mere eller mindre tålmodighed med hans sår, selvom det godt kunne tage for lang tid. Hun lod blikket glide op på ham.
"Hvis du ikke har noget at leve for eller miste, hvorfor har du så ikke begået selvmord for længst. Eller behøver du også hjælp til det?"
Det var tydeligt for de fleste, at hendes tone meget ofte kunne blive hånlig og kold og dette var helt klart en af de gange, hvor hun ikke havde tænkt sig at vise medlidenhed overfor ham, selvom hun var i gang med at heale hans ben. Men det var der også en grund til. Hun måtte jo kunne påføre ham smerte på den ene eller anden måde. Om det så betød, at hun var nød til at heale hans ben før, at han ville kunne mærke hendes behandling, så var hun villig til at gøre det.

Hvis han ikke havde lagt mærke til, at hun også havde taget en kniv med sig fra bordet, så ville han sikkert ikke kunne undgå det nu. Hun sad roligt og ventede på at såret skulle heale helt, imens at hun trak kniven frem igen. Den lå egentligt godt i hendes hånd og noget kunne også tyde på, at hun forstod at håndtere et våben, som det hun havde i hånden nu. Camill grinte svagt for sig selv og kiggede op på ham.
"Du er godt klar over, at jeg ikke bare lader dig gå. Det der er mest sandsynlig er nok at du dør her.."
sagde hun koldt og smilte en anelse, hvorefter hun stillede flasken fra sig og rejste sig op, for bagefter at gå om bagved ham, dog holdt de udøde stadig fat i ham. Da healingen nok ikke ville ske ubemærket. Hun lagde hovedet ned på hans skulder og kørte knivens blad op af hans øre på den anden side af hvor hun var. Knivens spids kunne muligvis snitte hans øre en smule, men så hård var hun slet ikke.. endnu.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han drejede hovedet væk fra hende, der hun spurgte om hvorfor han ikke bare havde gjort en ende på sinde lidelser. Hun havde ret til en hvis grad, men han skyldte verden sit liv og derfor var han ikke i stand til selv at tage det - det var ikke længere hans. Det var også derfor at han var så frygtsom ved hans beslutning om at samarbejde med hende og åbne. For var det verdens ønske, så gjorde han dette, men han havde ingen føling med verden. Ikke her i disse dunkle kældere. "Fordi jeg ikke ejer mit liv" svaret han efter en smule tid. Han undlod at bide mærke i hendes ironisk sans.
Hendes kniv havde han ikke set, men det skulle ikke undre ham, hvis hun vil påføre ham smerte selvom sin indstillings skifte. Det var bare en anelse sært at hun ikke bare lammet det andet ben og dermed kunne slippe fri for at bruge unødig kræfter på at holde disse to vanskabninger oprejst, som holdte ham tilbage.
Dråberne fra flasken var brændende varme, men Colopatiron gjorde ingen tegn på reaktion.
Han lukkede øjnene og mærkede hendes mod sin skulder og en kniv mod sin anden kind.

Han frygtet ikke hendes trussel. Der var noget der fik ham til at sukke efter døden på en måde. Hans elendighed og mangel på mål i livet, men han havde ikke længere ret til at eje sit eget liv. Det kunne måske være han skulle finde sig et nyt mål i livet, et som kunne give det mening igen, men om det var på hendes side kunne han ikke konkludere. Lige nu virket det dog mest, som det eneste valg jo mindre han blot ville dø.

[Camill Angelique Arnauld]

Da at han valgte at tie, som sin løsning, var ikke ligefrem noget, der ville løse hans problem, hvis hun først gik rigtig igang. Hun lod hovedet hvile mod hans skulder, men kniven lod hun snitte et længere sår i hans kind. For han kunne da umuligt holde mund hele tiden. Snitten var muligvis ikke så dybt, men det var da sikkert nok til at få hans kind til at bløde en smule. Hun sukkede kort, noget han sikkert godt ville kunne høre, nu hvor hun befandt sig så tæt mod hans ører.
"Hvis dit liv ikke tilhører dig, hvem tilhører det så?"
spurgte hun lettere kold og det var sikkert meget let for ha, at fornemme hendes kolde stemme, der blot hvilede mod hans øre. Camill rejste sig atter op og gik om foran ham bare for at kigge lidt nærmere på hans kind. Et smil bredte sig over hendes smalle og kolde læber. Som om hun næsten var tilfreds, selvom hun var langt fra tilfreds med ham..

Det kan godt være at hun stadig befandt sig foran ham, men hun gik langsomt bagud og stoppede først, da hun kunne mærke døren mod sin ryg. Hun lukkede roligt øjnene og lagde kniven godt til rette i sin hånd. Hun fik et kort glimt af ham, før hun lukkede øjnene og lod kniven styrte lige mod ham. Det var faktisk blot for at more sig en smule, at hun havde valgt at lukke øjnene. Nu måtte hun jo se, hvor hun havde ramt ham henne. Og om det havde været muligt at få ham til at sige en lyd eller om han stadig tav.
Langsomt åbnede hun de kolde og tydeligvis ligeglade øjne, da hun i hvert fald ikke var særlig bange for at have ramt noget alvorligt. Man kunne vel godt sige, at hun på en måde havde sørget for ikke at ramme nogle af hans vigtige organer, men hun kunne jo også have taget fejl, da hun jo kun fik et mindre glimt af ham, før hun kastede kniven med lukkede øjne.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

En smerte bredte sig fra hans kind, der kniven skar huden til side, men han fortrak ikke en mine. En brændende smerte kom efterfølgende, den var dog heldigvis ikke særlig slem grundet i at hun kun havde lavet et lille snit. Det var alligevel nok til at han bed tænderne hårdt sammen. "Skæbnen" svaret han svagt og lige nu så stod hun med hans skæbne i sin hånd. Hun bestemt hvad der skulle blive af ham. Gad vide hvordan hun vil tolke svaret, tænkte han kort. Hun tog nogen skridt væk fra ham, hvilket fik hans blik til at se en anelse undrene på hende og da hun hævet kniven lukkede han øjnene. *Denne vanvid må stoppe* tænkte han og prøvede at hive en af vagterne ind foran sig med sin arm, men den var for afkræftet og i stedet ramte hun ham i skulderen, i den side hvor han forsøgte at hive vagten ind foran sig til at beskytte sig selv. En smerte bredte sig derfra. Hun nød at pine ham og at finde på den ene mere sindsyg metode at overraske ham på efter den anden. Der skulle ikke meget til før den havde sat sig i hals regionen og kunne havde gjort det af med ham. Men han ville ikke bukke under for hendes pres og bed smerten i sig uden en lyd.

[Camill Angelique Arnauld]

Hendes hovede gled en anelse på skrå idet at han nævnte skæbnen, men fnøs efterhånden, da det virkede en smule ynkeligt. Hvad ville skæbnen med ham, når han alligevel var så svag? Hun rystede let på hovedet og lod blikket glide ind i hans øjne.
"Så du tror, at skæbnen har ledt dig hen til mig?"
sagde hun med et koldt smil på læben og kunne godt lide tanken om at han var blevet ledt hen til hende af skæbnens vilje. Selvom dette muligvis ville blive hans undergang, men det kom an på, om han gjorde, som hun sagde eller nægtede.

Camill åbnede roligt øjnene og så til sin skuffelse, at han havde forsøgt at trække hendes håndlængere ind foran kniven. Det var en anelse skuffende, da hun da havde forventet at han ville tage imod kniven, som en mand.. Og ikke som en svækling, der var bange for en sølle kniv. Hun listede roligt hen til ham, da hun jo blev nød til at tage kniven ud af hans arm, før at han fik en ide, om at ville bruge den imod hende.
"Din stædighed imponerer mig, men det kommer ikke til at vare ved.."
sagde hun med et koldt smil på læben og blinkede en anelse drilsk til ham. Men i hans situation var det ikke ligefrem positivt for ham, at hun havde sådan et humør, som hun efterhånden havde fået. Camill stod foran ham og stirrede blot ind i hans øjne, hvorefter hun satte sig ned på hans skød og lod en finger glide hen over den blodige kind, for at tørre blodet af. Men efterfølgende tog hun fat i skaftet på kniven og smilte koldt til ham. Hun kunne jo vælge at hive den hurtigt ud eller gøre det mere smertefuldt for ham.