Hvor er lyset?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron var for nedrevet til at betragter omgivelserne. Dog kunne han ud af øjenkrogen se at de nærmet sig nogen lys, som højst sandsynelig stammede fra en by. Han havde egentlig ikke noget mod mørke, men han havde følt en pligt for at få verden sat på plads igen, hvilket havde ændret hele hans liv, da han jo som sagt havde forladt hæren og var gået ud i søgen efter barnet. Lige nu havde han faktisk ikke meget tilovers for dette barn. Et barn han spildt 1000 år af sit liv på at søge efter. Han kunne mærke mørket angribe hans sind og han kæmpet ikke imod det. Han begyndte at føle en foragt for lyset, men han kunne ikke tænke klart lige nu. Og hans tanker blev afbrudt, da hun stoppede foran ham. Han følte sig svigtet af dette lysetsbarn, han havde søgt efter i 1000 år. For hvert år, for hver dag, for hver sekund, skar det i Colopatirons hjerte at hun påpeget at han var blevet svigtet. Det kunne dog også ses, som han var ved at svigte barnet i sin sindsformørkelse.
Han mærkede hendes køllige hånd mod sin kind. Den var faktisk behagelig blød. Dog fremtvang hun en grimase på hans ansigt, da hun greb hans hår.
Smerten var dog intet i forhold til det ar hun havde lavet i hans hjerte før.
Hendes sidste sætning bed han dog ikke mærke i. Hans tanker kredsede om hvem der havde svigtet hvem.
Gad vide hvordan sceanariet måtte se ud for borgerne i byen. De var højst sandsynelig van til noget tilsvarende, da det var et barskt styre der var her. Dog var de nok ikke van til krigsfanger eller på den her måde blev slæbt igennem byen.

[Camill Angelique Arnauld]

En by som Nýchta ville aldrig kigge skævt på folk, der slæbte rundt på slaver eller fanger - det var sådanset lige meget hvad man kom ind med i Nýchta, man ville næppe blive lagt mærke til, så længe man ikke stof for godhed. En engel kunne ganske muligvis anse hurtigt, men i dette tilfælde var der næppe nogen som ville blande sig. Det var jo stadigvæk Camill, han var sammen med og folk blev simpelthen nød til at respektere hende for den magt hun hurtigt kunne få i byen, nok var det ikke samme magt som de kongelige, men hun havde da stadigvæk en magt, som hun havde formået at skaffe sig igennem sin ufølsomhed.

Der var noget over manden, som virkede underligt, hun var fortsat fast besluttet på, at han var en engel, men alligevel kunne hun ikke undgå at undre sig en smule over det han allerede havde fortalt hende. Men hun var vel bare nød til at være mere tålmodig med ham i håb om at få nogle nytte informationer ud af ham. Det eneste hun faktisk skulle bruge ham til, var at få informationer og mon det ville kunne lykkes hende, at skaffe sig en spion i Iméra? Det ville kun få Nýchta til at være et skridt foran hele tiden og kunne sikkert være meget praktisk i sidste ende.
"Klogt valg"
sagde hun kort, idet at han valgte at tie, så kunne han ikke sige noget forkert, men samtidig ville han ikke kunne overleve på den måde i hvert fald ikke i hendes hænder. Den eneste grund til at hendes fanger ville overleve, det var på grund af at de ville kunne levere noget nyttigt for hende eller bare forblive hendes evige tjenere - til der ikke længere ville være behov for dem. Eller de ville være for rustne.
"Nogle gange er det smartest at tie i Nýchta"
sagde hun lavmælt og forventede ikke ligefrem at han ville høre det, da hun valgte at vende sin opmærksomhed mod udgangen af byen. Nu var der kun en vej at følge, som heldigvis ville skille sig i to på et tidspunkt, når de ville sætte kursen mod palæet - hendes eget hjem, som hun havde arvet fra sine forældre.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han lukkede det en øje og mærkede en træthed falde sig ind over ham, men han kunne ikke falde i søvn nu. Hvordan vil det ikke se, hvis han pludselig sov. Han rystede på hovedet for at forsøge at få noget fornyet energi. Han så op på hende ved hendes rosende ord. Hvorfor følte han ikke en afsky ved hende? Hun var alt det han burde afsky, men han kunne ikke få et had frem mod hende. Hun var en af dem som han faktisk havde kæmpet imod hele sit liv, da hun var fra Nýctha. Hele hendes levetid havde han søgt efter barnet, men havde fejlet. Vent hele hendes levetid? Kunne hun være den han havde søgt. Selvfølgelige ikke, men hans sind var formørket og der var en sær logik i hans tankegang.
Hans ben var fuldstændig blodslidte nu, han havde tabt følelsen med benene, så det var ikke til at mærke. Han skævede så småt rundt og betragtede gaderne, der var ret afbefolket. Han kunne se de var på vej ud af byområdet og et havde kursen mod et stort hus. Det var nok nærmere et palæ end et hus konkluderet han.

[Camill Angelique Arnauld]

Egentlig lod det ikke til at Camill lod sig mærke af noget, hun var blot fast besluttet på hendes vej, derfor ville det være meget dumt at forstyrre hende, selvom det var svært at blive overset, når man havde en fange med sig.
"sikke et fint bytte, De har fanget frøken Camill. Hvad med at sælge ham til mig - jeg kan godt bruge en slave af hans kvalitet"
Stemmen var ru og ubehagelig, men det virkede ikke som om at hans föreslagit havde nogen effekt på Camill. Eller også var det bare ikke et godt tilbud for hende - da hun godt kunne bruge ham til noget andet, mere værdifuldt eller brugbart. Hun vendte sig dog om mod den hætteklædte mand, der tydeligvis forsøgte at holde sig skjult ved hjælp af skyggerne omkring sig - hun smilte blot stirrede på han og rystede på hovedet.
"Jeg har slet ikke tid til Dem denne aften hr. Kuri, så De må desværre skaffe Deres egne slaver.."
Svarede hun koldt og vendte blot blikket hen mod englen, som på en eller anden måde virkede fraværende.. Manden vidste udmærket godt at han ikke kunne få Camill til at skifte mening, det var også derfor at han valgte ar forsvinde med en sur mine - dog ville han ikke ligge sig ud ned hende i hvert fald ikke lige nu..

Endelig var der fred til at tænke selv i det mindste, dog gik Camill med en mindre form for undring, da englen faktisk var blevet en smule stille på det sidste. Men lige nu skulle de bare ind på hendes område. Så kunne hun tage sig af det senere. Der gik i hvert fald ikke lang tid før at de trådte ind igennem en større port, hvor der bagved den lå et større palæ, hendes skridt bevægede sig målrettet mod indgangen, de udøde fulgte hende roligt.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han undlod at vise interesse for samtalen og holde forsat hovedet lavt, men han kunne ikke undgå at overhøre hans tilbud. Hvis han var blevet solgt til ham ville han uden tvivl kunne stikke af med lethed. Det kom jo selvfølgelig an på hvilke sikkerheds foranstaltninger han havde anskaffet, men hvis Colopatiron bare nogenlunde var kommet til kræfter ville han kunne bryde ud. Hun afviste dog hans tilbud, hvilket fik ham til at sukke en smule. Hun havde en plan for ham. Hvad den indebar var svært at sige. Ville hun forhøre ham om hans rejser de sidste 1000 år for at finde ud af om han havde opdaget noget? Ville hun udspørge ham Iméras hær? Eller havde hun en form for ritual, hvor han ville blive til en af hendes udøde slaver. Det sidste burde egentlige skræmme Colopatiron, men han frygtede det ikke.

De drejede ned af en sti mod palæet der var nævnt tidligere. De gik under en stor port, der var indgangen til grunden. endelig tænkte Colopatiron. Han mærkede et sug i maven da de trådte ind på grunden. Energien her var helt anderledes end resten af landet. Her skulle man være glad, hvis man forlod i samme sindstilstand, som man kom i.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill's skridt var fortsat målrettet, dog stoppede hun op for enden af trappen, der førte op til indgangen, hun drejede roligt rundt på hælene og vendte blikket mod ham og de udøde. Det kolde smil var endnu ikke forsvundet, men det var der også en god grund til. Lige pludselig stod hun foran ham igen med et alvorligt blik i øjnene. Hun havde et sidste spørgsmål, før at hun ville tage den endelig beslutning om hvad hun skulle gøre med ham. Det var tydeligt, at der var noget som gik hende på, men alligevel forsøgte hun at trække tankerne hen imod det modsatte og derved koncentrere sig om ham og hans skæbne, der tydeligvis lå i hendes hænder nu.
"Kan jeg få informationer ud af Dem frivilligt, eller skal jeg bruge hårdere metoder?"
spurgte hun ganske roligt og forventede et ærlig svar, da det blot ville give baslag, hvis han først valgte at lyve over for hende. Uanset om det var godt eller skidt, det han ville lukke ud af munden, så ville det have sine konsekvenser på den ene eller anden måde, da hun sjældent brød sig om at skåne folk og da slet ikke dem fra Iméra.

Imens at Camill blot afventede hans svar, gik den udøde, som bar på hans våben, rundt om hende ind igennem palæet. Døren smækkede efter den, som fik det hele til at runge, som om palæet bare stod tomt, dog var det indrettet efter hendes behov. Det sted, som hun nok tilbragte mest tid var biblioteket. Grunden til at det var stedet, hvor hun tilbragte mest tid, var fordi hun næsten altid søgte efter mere information omkring fortiden, men også nutiden. Hun havde stort set bøger nok til at besvare alle spørgsmål, der end måtte komme.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han så op på hende fra sin plads på gulvet mellem de to udøde. Situationen illustrerede magtforholdet perfekt. Han havde dog ikke overskud til at få øjenkontakt med hende. Udover kræfterne havde han følte han sig ikke værdi. Hun havde vist sig at være langt mere magtfuld end han havde forventet. Han lyttede til hendes spørgsmål uden at trække vejret. Han bed sig svagt i læben. Det var ikke et let dilemma hun havde stillet ham i, men det var også hende der havde alle de gode kort på hendes hånd. Han kastede et blik over skulderen og så kort på sine ting, der blev gemt et sted, som han ikke kune se eller kendte til.

Han så på hende igen, stadigvæk uden øjenkontakt. Hvilke valg muligheder havde han? "Jeg har aldrig været god til at lyve" svarede han. Han ønskede ikke at fortælle hende noget, men der var alligevel noget der fik ham til at svare så åbent, som han gjorde. Måske var det bare for at undgå at blive ydmyget endnu mere. Det var det dog næppe, da han ikke havde meget selvværd.

[Camill Angelique Arnauld]

Efter hendes egen opfattelse, så virkede Colopatiron mere og mere fraværende, efterhånden som det hele skred fremad, det virkede næsten som om han havde givet op, men også bare gerne ville have det værste overstået, så han måske havde en mulighed for at komme videre med sit eget liv. Dog virkede han også meget opgivende, som om der ikke var noget tilbage i ham eller at der ikke var noget tilbage at kæmpe for. Var han virkelig sådan hele tiden? Havde han slet ikke noget lys i sit liv eller hvad man kunne kalde det. I Camill's tilfælde ville det næppe kaldes for et lys, da hun ikke brød sig om det, men ren metaforisk ville det nok lyde sådan. Dog skulle hun jo nødigt opmuntre ham til at gøre modstand, det ville bare give hende flere problemer.

Selvom det var tydeligt for Camill at se, at han ikke havde de helt store kræfter til at gøre modstand, så gjorde det hende blot mere tilfreds af at høre hendes svar. Det kunne i hvert fald ikke blive meget bedre end det var lige nu.
"Udmærket, så tager vi den stille og rolig"
sagde hun med et koldt smil på læben og lod kort hendes hånd strejfe hans ansigt blot for at gøre tegn til at hun havde overtaget situationen, selvom hun faktisk havde gjort det lige fra starten, men hun var vel bare typen, som gerne ville have kontrollen.
Straks efter hendes kommentar vendte hun ryggen til, men hun gik ikke langt væk fra ham, da hun blot bad de udøde om at følge med hende, dog skulle de sørge for at få ham med sig. Denne gang ikke med vold eller tvang. Han skulle gøre det frivilligt og det ville også være bedst, hvis han ville overleve længst. Hendes spor ledte længere ind i palæet, dog vendte hun blikket mod ham, hendes blik var koldt og en smule intenst, da hun ikke så ham flygte. Dog var der stadig to udøde til at stoppe ham, hvis han ville prøve.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han mærket hendes hånd ved sit ansigt igen. Han følte sig som en ejendel. Han ejet ikke sig selv længere, nu tilhørte han hende og kun hende. Han brød sig ikke om det. Det var sært at skulle indstille sig fra friheden til at gøre som det passede en til, ja det var ikke til at forudsige, hvem vidste hvilke planer hun havde i tankerne. Havde hun en fangekælder et eller andet sted her på palæet? Det skulle ikke komme bag på ham med den her størrelse. Hans blik stirrede tomt frem for sig hvor hun havde stået lige før. Der var stille i en tid og de udødede vagter reagerede ikke. Han så op og fik øje på hende. Hun ventede på ham. Han skævede over mod de udøde vagter der blot stod der. Han sukkede svagt, han skulle selv gå, men kræfterne var de der til det? Han kastede et kort blik over skulderen og så ned på landsbyen.
Den var ligeså mørk herfra som dernede. Hans fokus vendte tilbage til hende. Colopatiron fik sat den ene fod frem og kom så småt op at stå. Han havde ikke lidt ved holde balancen, dog holde han sig fra at gribe ud efter vagterne som balancehjælp.
Han haltede et par skridt i hendes retning for at vurdere situationen.
Det lod til at være det som var idéen.
Han bukkede hoved og fortsatte sin ydmyge gang efter hende.
Han nænnede ikke at forsøge at stikke af. Hvad var der at stikke af til?

[Camill Angelique Arnauld]

Mange ville ikke se hende, som en der faktisk ville kunne behandle sine såkaldte gæster ordentligt, men i dette tilfælde ville hun faktisk gøre en forskel. I stedet for at tvinge ham til at fortælle hende de nødvendige oplysninger, som hun havde behov for, så ville hun gøre det på en mere humanistisk måde. Hendes blik var konstant rettet mod ham, så han da umuligt kunne være i tvivl om, at hun holdt øje med ham. Det skulle jo helst ikke være sådan, at han ville stikke af, selvom hendes opførelse næsten kunne virke som en opfordring til at prøve. Hendes smil var fortsat koldt, dog var det mere rolig i det sekund, hvor han tilsyneladende valgte at følge efter hende. Det havde blot været et meget klogt valg fra hans side af. De udøde bagved ham forsvandt lige så hurtigt, som de var dukket op, så det kun var Camill og ham, der faktisk var tilstede lige nu.

"Det var ikke lige det, jeg havde forventet fra en tidligere hærføre, men æren er vel forlængst forsvundet"
sagde hun med en kold og lettere hånlig stemme, før at hun vendte blikket frem mod sig, hvorved hun blot kiggede ind i en ældre dør, der sikkert godt kunne trænge til at blive udskiftet, da den næppe ville holde til specielt meget modstand i form af kampstyrke. Døren var gammel og det resulterede også i, at da hun valgte at åbne den, gav den en form for knirken fra sig, da bare fik det hele til at virke mere uhyggeligt eller skræmmende. Det var vel bare smag og behag? Det var en dobbelt dør, der åbnede indad mod et større rum, som nærmere kunne betegnes som en stue. Ikke en fangekælder eller et totur rum.

Det var nu tydeligt at høre hendes skridt imod det hårde klinke kuld, som fik rummet til at være mere koldt, i stedet for at være trygt og hyggeligt, men det var kun de første par skridt, før at en fødder ville ramme mod en blodrødt gulvtæppe. Muligvis en underlig smag, men som Necromancer, så mindede farven blot om blod, der ikke ligefrem befandt sig i kroppen af de udøde. Det var blot en farve som mindede dem om at de lig de kontrollede en gang havde været i live - dog tog Necromancer sig sjældent af sine ofre eller udøde, da de jo næppe blev behandlet med respekt. Som respekt for de døde..
Der gik ikke lang tid før at Camill havde placeret sig i en af de bløde og faktisk meget behagelige sofaer, som fyldt en mindre del af den ellers store stue. Hendes blik gled hen mod døren, som hun sad rettet mod den og blot ventede på at han skulle komme ind af den, så hun kunne starte på sine spørgsmål. Hun lagde det ene ben over den andet og ventede ganske tålmodigt.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Hun havde ret han var en ynkeligt syn. Ære? Den var der intet tilbage af, i hvert fald ikke i hans nuværende tilstand. Det var ikke fordi hans tilstand var blevet meget forværret de sidste par timer i hendes nærvær. Det hele var blot kulminerede og havde givet den sidste effekt, der havde knækket ham. Han var umådelig svag nu, ikke blot fysisk, men også psykisk. Han kunne ikke vurdere hvad der var rigtigt eller forkert. Alt virkede bare så tågede og hun måtte have fat i noget eller hvordan kunne hun ellers have besejret ham eller besejret var måske så meget sagt, men han var i hvert fald blevet underlagt hendes vilje.
Han så hende forsvinde ind i palæet og mærkede at de to udøde var forsvundet.
Enhver der havde den mindste fornuft tilbage havde stukket af, men Colopatiron følte sig draget og nåede ikke at tænke over det før han mærkede at hans ben slæbte ham mod dør åbningen hun netop var trådt ind af. Han kom hen til døren og fulgte varsomt efter hende. Hans øjne så matte ud og han haltede et kort skridt inden for, så døren kunne lukkes.
Hans blik undersøgte ikke omgivelserne, men hvilede på Camill fra sin plads i sofaen.

Hvad var meningen? Ville der om lidt komme et par udøde og pågribe og føre ham videre? Hvad havde hun dog i hoved.

[Camill Angelique Arnauld]

Man kunne sige meget om Camill, men der var nok næppe mange, som ville forstå hendes metoder fra tid til anden. Men det skiftede også efter hendes humør og nu hvor det ikke havde været nødvendigt for hende, at anstrenge sig så meget, så var hun egentlig mere afslappet og rolig, som hvis hun havde været ude for en større kamp. Det overraskede hende ikke særlig meget, at hun kunne gøre de besøgende forvirret, så snart at de først lærte hendes metoder at kende, men sådan var det bare. Det kam alt sammen an på hendes humør. Hun foldede roligt hænderne foran sig og gav tegn til at han skulle sætte sig ned.
"Det skulle jo være stille og roligt?"
sagde hun lettere spørgende, da det jo godt kunne være, at han foretrak en mere voldsom metode. Det kunne jo godt være at han havde et foreslag til hvad der skulle ske. Det kunne sagtens også bare være for at sætte en falsk facade op og så senere afsløre det. Camill kunne ikke lade vær med at smile det hånlige og kolde smil, der kunne betyde hvad som helst. Hun rettede dog blikket mod døren, der blev lukket efter ham, af to af hendes mange håndlangere. Efterfølgende greb de fat i hver deres arm af Colopatiron og førte ham hen i en mindre ubehagelig stol, som blev placeret overfor hende. Hun rettede sig en smule op og betragtede ham bare i stilhed.

"Hvor ville det være bedst at starte henne?"
spurgte hun med et koldt smil på læben og fik de udøde til at holde ham fast på stolen, så han ikke havde mulighed for at stikke af eller i det mindste gøre et forsøg. Hun lagde roligt armene over kors. Teknisk set skulle hun bare stille et spørgsmål, som han ville blive nød til at svare på, men hvad skulle hun starte med. Der var faktisk meget hun gerne ville vide omkring Iméra's hær, selvom det tilsyneladende var længe siden at han havde haft kontakt til hæren. Men et forsøg kunne vel ikke skade.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han bemærkede hendes tilbud om at sætte sig ned, men han følte sig ikke helt tryk ved situationen. Det var dog næppe det der afgjorde at han blev stående, da hele situationen lige fra første øjekast på hende umuligt kunne have gjort ham tryk. Han var rimelig frosset fast til sin plads foran døren. Den blev dog lukket bag ham og han blev endnu en gang grebet og ført efter hendes vilje. Han gjorde ingen modstand, men det var dog alligevel en uvillighed i at skulle side ned. Det var dog den første uvillighed han havde følt i aften. Han fnøs af sin egen ynkelighed. Han fortjente ikke sin frihed, hvis det ikke betød mere for ham at han ikke var villig til at kæmpe for den. Han blev tvunget ned på stolen af hendes håndlangere og undlod at kommentere på hendes kommentar om det skulle være stille og roligt. Hun var ikke let at blive klog på. Først havde hun fået ham trukket et lang stykke vej, hvor dernæst efter at få ham til selv at gå ind i hendes hus for dernæst at blive tvunget til at sidde igen.

Hendes stil kom meget bag på. Han havde forventet en fangerkælder, da hun næppe var en der behandlet sin fanger særlig pænt. Han var sikker på han var en af dem der fik luksus behandlingen. Han vidste dog ikke om han skulle sætte pris på det eller føle en afsky ved sig selv. Det var selvfølgelig ret at undgå ydereligere smerter, men han vidste udmærket godt det var fordi han accepterede hendes præmisser.
Han vidste ikke helt hvad han skulle svare til hendes spørgsmål om hvor de skulle starte, og antog det var et spørgsmål til hende selv. Hans viden var begrænset om hæren i Iméra. Det var 1000 år siden han havde været der og der kunne trods alt ske meget på 1000 år.

[Camill Angelique Arnauld]

Som kvinde havde hun da bestemt lov il at skifte mening hen af vejen, det kunne muligvis godt være, at hun gjorde det en anelse hurtigt, men hvorfor ikke? Hun gjorde det jo kun på grund af hans opførelse eller udstråling - som tydeligvis viste, at han muligvis ikke havde kræfter til at bevæge sig meget mere end han allerede havde gjort. Så det var vel bare en tjeneste? Sikkert ikke, når det først kom til stykket. De udøde valgte at trække sig en smule tilbage, så han havde mulighed for at bevæge sig lidt. Man kunne vel godt sige, at det var venligt gjort af hende, for de kunne sagtens have holdt ham hårdt fast længe, hvis hun blot havde ignoreret det åbenlyse. Hvis man ikke var van til at være i nærheden af de udøde, så ville stanken fra deres næsten helt rådne kroppe stikke en kraftigt i næsen, men man kunne også med tiden ignorere det, medmindre at man ville vænne sig til lugten.. Stanken, der var ganske tydeligt, men alligevel bar Camill's hjem ikke præg af lugten, da de udøde faktisk sjældent kom indenfor i palæet, da hun havde en standard, som hun gerne ville holde.

For en kort stund var det lidt som om hun faktisk havde glemt, at han var der, hun var travlt optaget med at betragte stuen i et øjeblik for derefter at lade blikket vende sig hen mod biblioteket, som lå i den anden ende af stuen. Selvfølgelig var biblioteket placeret i et andet rum, som hun til tider valgte at holde låst, da det rummede informationer omkring de fleste ting i Nýchta, dog var hun også begyndt på at samle information fra Iméra, bare for at være et skridt foran. Dog kom hun lige pludselig i tanke om hendes nye gæste og vendte blikket tilbage mod Colopatiron.
"Hvordan var styrken i hæren ved Deres tid?"
spurgte hun roligt, efter længe at have overvejet hendes spørgsmål nøje for ikke at undgå det helt store spørgsmål, der nok ville komme senere. Alle hendes spørgsmål ville på et tidspunkt lede frem til et. Det hun ønskede at få svar på, så hun fremover ville være mere sikker på sit arbejde, som livvagt, selvom hendes opførelse ikke ligefrem afspejlede hendes arbejde helt vildt voldsomt, da hun ikke bar nogen form for beskyttelse, selvfølgelig ud over de udøde, som hun næsten altid havde til rådighed.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han så rundt i lokalet, da der var stille i en rum tid. Der var faktisk ganske nydeligt. De udøde kunne umuligt få lov til at være herinde i dagligdagen, hvilket gjorde det en smule mere sært at han var blevet trukket herind og ikke ned i en fangekælder her på palæet eller henne på slottet. Det kom især bag på ham at han være trukket hen til hendes residens. Det var vel oplagt at trække ham hen til slottet og smide ham i fangekælderen der. Det var vel også der hvor hun havde sin daglig gang, men nu var han taget som hendes privatefange. Han havde en enkelt gang været inde på slottet i Nýtcha. Han havde fået et tip om lysetsbarn kunne være at finde derinde. Det vidste sig dog at være en løgn og en fælde, der næsten havde fået ham fanget og dræbt. Det var højst sandsynligt før hendes tid da det efterhånden var 800 år siden. Han huskede slottet, som et slot, der var umådelig svært at finde rundt på. Han var sneget sig ind via en af tårnene i sin tid og havde formået at komme uset ned i fangekælderen, hvor en af fangerne havde slået alarm, da han ikke havde fået noget mad i lang tid og håbede det kunne skaffe ham noget mad.

Hans opmærksomhed genfandt Camill, da hun talte til ham. Han stirrede ned mod hendes fodtøj. Det virkede ikke som han lyttede. Han mærkede en af de to udøde i sin nakke, som nok var udtryk for at han gjorde klogt i at svare. "Det var en ret lille hær i forhold til Nýchtarigets. Dog var den teknologisk overlegen på mange måder. svarede han og vurderet sit svar. "Dengang var Iméras hær også overlegen på det tatiskeplan. Det har dog ændret sig sidan, har jeg forstået" afsluttede han og lod sit blik flakke lidt rundt i en form fortvivlelse og tænksomhed.