Hvor er lyset?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han lyttede intenst til hende. Var han uønsket i Iméra? Men ... men hvorfor? Han erindret ikke noget om dette. Var han blevet forvist pga. sine gerninger i hæren, som gik imod al god skik en beboer i Iméra troet på, eller var det hans forfejlet forsøg på at findes lysetsbarn, der havde skabt en mistillid til ham. Han kunne ikke forstå det, men på den anden side, hvad havde Iméra nogensinde givet ham? Han havde aldrig haft et hjem i hele hans liv. Lige siden han var spæd blev han mishandlet af sin far, indtil han stak af hjemme fra og endte med at være en bølle der ikke kunne overleve på ærligvis. Dengang havde ingen hjulpet ham, men nu her i sit livs mørkeste tid fik han en håndsrækning fra denne kvinde. En kvinde han hele livet havde svoret skulle være hans fjende til evig tid. Hans blik gled fra hendes ben op og betragtet hendes ansigt fra hendes plads opad væggen. Var hun et lys i hans liv, der kunne få det til at give mening?
Han bed sig svagt i læben, men Nýtcha havde heller aldrig givet ham noget. Det var her de mørke bæster hersket. Bæster der havde flænset uskyldige, bæster der var parasitter. Det var ikke særlig let det her. Han prøvede at få nogen ord ud over læberne
"Ja ... jam.. jamen" han lukkede øjne og trak vejret dybt ned i lungerne. Han havde ingen anden at stole på end hende. Det var skæbnen der ville at han kommet hen til hende. Det måtte være svaret på hans bønner der var blevet hørt. Han åbnede øjnene og glød kom til syne i dem "De har ret" svarede han.

[Camill Angelique Arnauld]

Selvfølgelig ville hun ende med at sætte en mange tanker i hans hovede, som hun på et tidspunkt ikke ville kunne forklare sig ud af mere, men hvis hun ikke gjorde et forsøg, så havde det hele blot været forgæves? Og det ville bare ende med at hun ville blive skuffet over sig selv, hvilket aldrig måtte ske igen.. Camill undlod at se på ham, da hun havde på fornemmelsen af, at han var nød til at tænke det igennem og om det nu også kunne passe, dog brugte hun ikke flere ord til at overbevise ham, da det kunne virke mere mistænktsomt end man måske lige frem ville regne med. Så hun forsøgte da at gå den sikre vej.
Der var sjældent nogen, som fik noget igen, når man havde bosat sig i Nýchta, men det var noget som Camill havde lært at leve med, dog fik hun jo til tider noget igen, som belønning for sit arbejde på slottet. Dog skete der ikke så meget, så det ligefrem var nødvendigt for kongefamilien, at have hende rendende konstant. Det var også derfor at Camill var endt ude ved Cyappy, da hun ikke havde andet at give sig til udover at undersøge fjendens land. Uheldigvis for Colopatiron, så var han på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
"Jeg havde hellere ikke regnet med andet"
sagde hun med et roligt smil på læben, da han tilsyneladende gav hende ret, selvom han måske ikke var helt overbevist endnu. Nu skulle hun bare finde en måde hvorpå hun ville kunne opbygge en form for tillid. Hun kunne jo ikke arbejde med ham, medmindre at han også stolede fuldt ud på hende. Hendes blik gled ned mod hans ben og først der gik det op for hende, at hendes håndlangere faktisk havde trukket ham hele vejen og derfor slidt hans ben til blods. Han kunne vel også bare være gået selv, selvom de udøde havde det med at slæbe folk efter sig.

"Skulle vi ikke først starte med at få ordnet Deres ben?"spurgte hun lettere undrende, men var på en måde også hjælpsom, blot i håb om at ville kunne starte et eller andet op til fordel for hende selv selvfølgelig. Nok var hun ikke healer, men hun havde et af de bedste midler indenfor healing - Phoenix's blod, som hun havde fået frivilligt fra sin tjener/vagt Itami, som var overbevist om hendes magt, men også stolede fulgt ud på hendes ord.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

En stigende mistro kom frem i Colopatiron, hvad hvis hun bare udnyttet ham. Kampen inden i ham var tilsyneladende ikke afgjort. Det havde blot været en mere eller mindre våben vilde og nu havde lyset taget kraftigt fat i ham igen. "Hold dig væk fra mig mørkets afskum" sagde han barskt og så ondt mod hende. Han huskede det der var sket. Det var hendes skyld han havde disse modbydlige sår og med tiden ar på benene og her prøvede hun at bilde ham ind at det var Iméra, der ville ham ondt. Han måtte væk, eller kæmpe med livet som indsats. Koste hvad det ville. Han fik støttet sig op ad væggen på benene. Og haltede væk fra hende, der måtte være nogen våben her i huset. Lyset havde lyst op i ham og han vidste at han skulle gøre noget mod hendes tyranni, hvis han nogensinde ville have sit liv og lys tilbage. Han skyldte ikke kun sig selv det, men også hele verden. Han fik øje på sit spyd og så vantro på dette. Kunne det virkelig passe, lå det virkelig så let tilgængelig. Ude af frygt for det var en fælde greb han det og drejede hurtigt kastede det hendes i retning med al sin kraft, så han fik overbalance.

[Camill Angelique Arnauld]

Endnu en gang valgte han at overraske hende. På et eller andet tidspunkt ville hun blive nød til at gøre noget ved det. Hun blev nød til at holde sig klar i hovedet, så hun ikke ville blive overrasket så hurtigt, det gav jo blot bagslag hver eneste gang, at hun valgte at nærme sig ham. Mon hun ikke snart ville få det ind i sit hovede, så hun faktisk ville kunne komme tilbage til sagen. Camill valgte at gå en smule tilbage, da Colopatiron lige pludselig angreb hende med hans ord, men på en måde passede det jo også, så hun kunne ikke rigtig sige ham imod.
"Jeg kan kun give Dem ret.."
sagde hun lettere koldt og kom roligt på benene, imens at hendes blik flugte hans mindste bevægelse, da man jo aldrig kunne vide, hvad han havde i tankerne, nu hvor hans tanker var blevet renset for hendes. I det at han bevægede sig hen til sine våben, satte hun sig ned i hug og rodede nede i hendes sko. Dog var hendes blik fæstnet mod ham, da hun jo helst ikke skulle misse noget.

Da han først valgte at gribe sit spyd og kaste det imod hende, trak hun en mindre daggert frem. Det var hendes Phoenix daggert, som han helst skulle undgå, medmindre at han ville brænde indvendigt. Idet at han kastede spydet mod hende, kastede hun daggerten mod hans ben, da det nok var det mest skrøbelige område ved ham lige nu, hvor han havde åbne sår. Hun dukkede sig dog ikke rigtig for hans spyd, som om hun var klar til at tage slaget?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han mærkede hendes kniv gennemtrænge hans ben. Han havde hverken kræfter eller overskud til at nå at reagere eller kaste sig i dækning, hvis han skulle have haft kræfter til det. Smerten skar i benet, der var som det begyndte at brænde, men han måtte ikke give op. Han faldt i knæ på sit højere ben og tvang kniven ud af benet selvom den sad utrolig godt fast på trods af hvor hårdt ud havde kastet. Den gav endelig slip og han lod den glide ud af sin hånd medens han tog sig til sit sår, men hans healende kræfter reagerede ikke. Det havde de ikke gjort længe, men han havde håbet. Han mærkede hans hjerte banke afsted han skævede og mod Camill. Han måtte ud herfra, koste hvad det ville. Han fik kæmpet sig op på benene endnu engang og haltet det bedste han havde lært mod udgangen, der var i den anden ende af lokalet. Døren syntes ufattelig langt væk, men det var hans eneste chance.

[Camill Angelique Arnauld]

Noget kunne tyde på, at hun havde ramt sit mål, men dermed blev hun også nød til at koncentrere sig om det spyd, der havde direkte kurs mod hende. Noget der også kunne tyde på, at han nu havde valgt at gøre mere modstand mod hende. Men det ville jo nok blot ende galt for ham, endnu en gang. Hun valgte blot at stirre mod spydet og da det var omkring 1 meter fra hende, rejste der sig hurtigt en af hendes håndlangere op foran hende, hvorefter spydet gennemborede det, men uheldigvis for hende, kunne hun ikke stoppe det helt, så det endte med at hun fik spydet ind i venstre arm. Hun bed tænderne sammen og satte sig ned på knæ.
"Forbistrede engle.."
sagde hun lettere irriteret og valgte dog hurtigt at rejse sig op igen, da hun var nød til at koncentrere sig om ham nu, hvor han havde vist sig at ville gøre mere modstand end tidligere. Dette ville nok næppe give bagslag for hende, men nærmere for ham, da hun blot havde i sinde at gøre lidt mere alvor ud af kampen denne gang. Camill havde dog mulighed for at komme hurtigt hen til døren end han, da hun ikke var såret i benene, men samtidig havde hun jo også mulighed for at spærre alle udgange, hvilket hun også gjorde. Døre og vinduer blev lige pludselig mands opdækket af hendes håndlangere, hvorefter hun vendte sig mod Colopatiron.
"Jeg er langt fra færdig med Dem"
sagde hun koldt, og man skulle muligvis ikke tro, at hun ville blive ved med at kalde ham Dem og De. Men af en eller anden grund så blev hun ved med at tiltale ham sådan. Men mon ikke det ville ændre sig i længden?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han skuelede over skulderen, da udgangene blev mandsopdækket. Fælde væsen, hvor vovede hun at spærre ham inde. Han havde ikke tænkt sig at give op så lidt blot fordi et par udøde væsner stillede sig i vejen for ham. Han forsøgte at sætte i løb for at slå dem omkuld, men det blev et meget haltende og ville næppe have den ønsket effekt, men han blev nød til at prøve. Han blev nød til at finde fighter viljen frem, hvis der nogensinde skulle være en chance for ham, jo mindre han skulle opgive sin frihed, hvilket på nuværende tidspunkt ikke lod til at falde ham i hovedet, da den ene side havde fået overtaget. En side der aldrig kunne gå på kompromis med sådan nogen som Camill, desværre for den side var kampen langt fra slut indeni ham. Den havde blot tabt et slag og ikke krigen. Han nærmet sig nu de udøde og han hævede armen for at slå dem omkuld, mon det ville lykkes?

[Camill Angelique Arnauld]

Der ville snart ikke gå lang tid, før at Camill ville miste al sin tålmodighed med ham, men det var vel også forståeligt eftersom at han tilsyneladende ikke vidste, hvordan han skulle opføre sig. Eller bare hvem han skulle være og hvem han selv var? Som om det hele var en stor kamp for ham selv? Camill's blik gled ned mod de udøde, som stod tættest på ham, hvor hun også tydeligt så et glimt af mulighed. Et koldt og lumsk smil gled over hendes læber, hvorefter hun blot slappede helt af.
"Hvis jeg var Dem, ville jeg overgive mig så længe, jeg havde mulighed for at bevæge mig endnu"
sagde hun lettere koldt, da hun selv mente, at han havde været heldig ind til videre. Det kunne selvfølgelig meget hurtigt blive være, hvis han ikke snart valgte at lytte til hende. Dette kunne meget vel føre ham til døden, hvis han blev ved med at trodse hende, hvilket hun aldrig havde brudt sig om.

De udøde, som havde blikket rettet mod ham, da han begyndte at løbe mod dem, eller i det mindste gjorde et forsøg, strakte blot deres arme ud, som om de var klar til at tage imod ham med åbne arme. Camill smilede en anelse af synet, men så blev hun lige pludselig alvorlig, noget der kunne betyde, at han blev nød til at vogte sig ydermere for hendes næste træk.. Hendes håndlangere lagde an til at danne en cirkel rundt om ham, så han ville være fanget midt inde i det hele.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han lod sig ikke gå på af hendes trusel. Live free or die for death is not the worst of evils, det var en af de tanker der havde kendetegnet ham i mange år. Han foragtet slaveri, det kunne ikke være rigtigt folk ikke selv kunne vælge deres skæbne, at andre havde retten til at bestemme over dem som en anden genstand var foragteligt. Tankerne gav ham styrke til at accelerere yderligere en smule. Han koliderede med hendes håndlanger der blokeret døren. Håndlangeren gik omkuld og han formået at undgå den andens greb. Han kunne se nattehimlen og mærket sine vinger folde sig ud, men de ville ikke baske. "Hvad sker der!" Råbte han desperat. Det kunne ikke passe, han havde undsluppet vagterne ved døren, men nu var hans sin egen værste fjende. Han kastet et blik mod døren, hvor håndlangerne kom til syne, de havde tilsynladene ikke opgivet ham. Han kastet et hastigt blik rundt, hvad skulle han gøre? Der var ingen lette flugtveje og den eneste mulige var mod porten, men han vidste at hun vil kalde på de døde ligeså snart han satte i retningen af porten. Der var kun en løsning, han måtte gøre det af med hende ellers ville han aldrig kunne stikke af. Hvis hun døde, ville hendes væsner lide samme skæbne. Han mærkede en vaklen i sine ben, han føltes virkelig tung efter sådan en præstation. Han så hen mod døren og afventede hun vil komme til syne i den for at sætte et angreb mod hende ind i håb om han kunne overleve det her marridt.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var jo heldigvis hans eget valg, om han havde lyst til at lytte til hende, eller blot benægte det, som han højst sandsynligvis ikke ville kunne undgå. Det var jo også hans eget valg, om han ville gøre det besværligt eller let for hende. Personligt ville hun nok synes mere om noget let, men på den anden side, så var det også godt at blive udfordret til tider. Dog overraskede det hende en smule, at det faktisk lykkedes ham, at komme forbi hendes håndlangere. Men det måtte jo betyde, at han havde genvundt noget af hans tabte energi. Dog ville det ikke være muligt for ham at forsvinde helt, men hans krop burde også snart brænde helt vildt, da han ikke var blevet behandlet efter at være blevet ramt af hendes Phoenix daggert. Kræften i daggerten var næsten lige så effektiv, som hvis han havde drukket noget gift. Måden daggerten arbejde på var først at bore sig godt ind i huden på sit offer, hvorefter den nærmest gav slip på en brændene kræft, som Phoenixer jo var van til, da det ikke ville være nyt for dem, at blive brændt. Så på et tidspunkt måtte såret, da have en større effekt på ham..
"De har ingen steder at flygte hen.."
sagde hun lettere irriteret og gik med rolige skridt hen mod døren, dog valgte hun at bruge de udøde til at dække hende, så han ikke havde mulighed for at ramme hende direkte, hvis han overhovedet ville komme igennem mængden af udøde.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Hun kom til syne i døren. Det måtte gøres nu, for ellers ville chancen forpasse sig. Han satte en endnu en vild sprint, men de ækle bæster til udøde samlet sig foran hende. Det fik ham til at tøve og en forfærdelig smerte skød gennem benet, benet hvor daggaren havde ramt. Han så ned og så et forfærdeligt syn. Kødet og blodet der havde rod i såret kogte, han skreg. "Djævlskab!" han så vredt over på hende. Det så ikke lyst ud for ham, men han måtte ikke give op. Han prøvede endnu engang at sætte i løb mod hende, men benet ville lystre længere. Han bed sig i læben og så kort væk. Hvis han havde haft noget skarpt havde han begået selvmord. Han ville ikke mere. Han følte et deja vu, det var ligesom tidligere på aften, hvor hun første gang havde taget ham, som fange. Han kunne ikke rykke sig ud af stedet længere. Benene ville ikke lystre. Det virket som de havde fået deres egen herre nu. De tvang ham i knæ. Det var områdets mørke, der havde forstyrket hans indre mørke, som nu begyndte at overrumble lysets kræfter. Med tiden ville lyset kunne blive fordrevet fra hans krop, hvis han ikke fik noget lys. Colopatiron følte sin hænder blev tvunget ned mod jorden, det var endnu en gang mørket, der havde vundet frem. Den mørke del i ham ønsket at gøre en ende på lyset og havde udpeget Camill, som den bedste til at gøre det.

[Camill Angelique Arnauld]

Det kom ikke meget bag på hende, at han valgte at gå imod hende, lige så snart at han så hende komme til syne i døren, hun havde sikkert gjort det samme, hvis hun ikke havde været helt klar i hovedet. Men Camill forsøgte også at bevare roen, så hun kunne koncentrere sig til fulde uden at det skulle gå over gevind. Men heldigvis for hende, så var det ikke hende, der var havnet i nogle større og alvorlige problemer, så hun tænkte slet ikke på at skulle forsvare sig selv. Det ville de udøde jo også klare for hende. Et koldt smil gled over hendes læber, da han tilsyneladende faldt ned på knæ igen. Det måtte jo blot betyde, at daggerten endelig havde taget fat i hans kød. Hun rystede lidt på hovedet af ham, da han nærmest skreg djævlskab. Det var jo ikke lige det, der havde gjort det.
"Phoenix'er besidder nogle voldsomme kræfter, hvis man forstår at udnytte dem"
sagde hun koldt og lod de udøde trække sig til siden, så hun havde mulighed for at komme igennem mængden hen til ham. Det var nærmest en form for deja vu, hvis man kunne sige det sådan. Efter hendes meningen, var det jo som den gang, hvor de først havde mødtes ude ved Cyappu, men der var alligevel noget der var anderledes ved denne gang, hun havde ikke tænkt sig at tage endnu en chance.

Med rolige skridt gik hun hen til ham og greb fat under hans hage. Hun tvang ham derved til at kigge hende ind i øjnene, det ville i hvert fald have en mere effektiv effekt. Hun smilte koldt og hendes blik var alvorligt, men samtidig var der også en anelse form for foragt.
"Frem over vil jeg råde dig til at gøre, som jeg siger.. Nu bliver det blot værst for dig"
det var meget tydeligt at høre, at hun bestemt ikke var tilfreds med alt det hun var blevet nød til at gå igennem for at få fat i ham. De udøde kom endnu en gang hen til ham, for at gribe hans arme. Denne gang ville han ikke blive sat ind i hendes stue..

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Et rus skød gennem kroppen da hun rørte ved ham. Mørket i ham kæmpet med alle kræfter for at bekæmpe lyset og hendes berøring var blot ydereligere brænde på bålet i kampen. Det så ikke just positivt ud for lyset. Omgivelserne og hele situationen talte imod dens sejr. Hans øjne mødte hendes med et udtryksløs indstilling. Han vidste at situationen ikke var god for ham længere. Han havde forpurret sin chance for at komme på hendes gode side og havde faktisk været få sekunder for at gennembore hende med sit spyd. Han så igen ned på sit ben. Han nænnede ikke at spørge om der kunne blevet taget sig af benet. Han var sikker på han ville blive mødt med et afslag efter sådan en scene, som denne. Han måtte blot vente og se hvad der ville ske og håbe på det bedste. Det var næppe samme behandling han vil opnå og var indstillet på at blive sendt i en form for fangekælder, for sådan en måtte der være i et hus som dette, jo mindre hun førte ham hen på slottet. Han bed sig svagt i læben og mærket de udødes greb om sine arm. Der skød en smerte igennem ham, men han rykkede ikke en mine i sit udtryksløse ansigt.

[Camill Angelique Arnauld]

Endelig havde hun genvundet den kontrol, som hun for ikke ret længe siden havde mistet, men fordi hun havde været så stædig var det lykkedes hende, at genoptage kontrollen. Hvilket selvfølgelig var til hendes egen fordel. Camill havde helt klart ændret sig syn på ham og hvordan hun blev nød til at opføre sig over for ham. Det var helt slut med en mere venlig udgave af hende. Det ville blot give bagslag igen. Hun smilte lidt og gik hendes håndlængere til at trække ham med indenfor igen, hvorefter nogle andre udøde dækkede døren, så han ikke ville have mulighed for at flygte den vej ud. Hun gik hen til et bord og fandt en pose frem, som var lavet af noget stof, der sikkert ville kradse. Hendes skridt var rolige, da hun først gik tilbage til ham og kiggede ham ind i øjnene.
"Du kan takke dig selv for alt der sker med dig fra nu af.."
sagde hun koldt og lettere ligeglad med hvordan han ville reagere på hendes behandling. Hun smilte lidt, da hun trak posen ned over hovedet på ham. Så ville han i det mindste ikke kende vejen ud af huset, når hun først havde ført ham igennem hele palæet.

Ganske kort tid efter begyndte de at trække af afsted hen over det kolde guld, uanset om han gik selv eller ej, så ville han ikke kunne sætte sig imod hendes vilje. Hun var irriteret på ham, men også på sig selv og det ville nok gå ud over ham. Hun valgte dog at tie, så han ikke ville få en fornemmelse af, hvor de var på vej hen. Gangene var smalle, men stadig store nok til at der ville kunne gå 4 personer ved siden af hinanden. Camill førte ham igennem flere gange og nogle gange hen over de samme, så han blot ville blive mere forvirret.
Endelig kom de frem til et koldt og dystret rum, som ikke var specielt hyggeligt, da det kun befandt sig en stol og et enkelt bord. Gulvet var belagt med sten, samt væggene, så der var ikke meget varme at hente der. Han blev efterfølgende placeret på stolen, hvorefter hun stillede sig over til bordet og stirrede en anelse, imens at hun overvejede sit næste træk. Dog fik han ikke lov til at se endnu og døren blev også lukket efter dem. Der var en enkelt fakkel tændt over hovedet på Camill, men det var også det eneste lys.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han kunne mærke hendes attitude var fuldstændig ændret. Hun var ikke længere en, der var forudsigelig. Han vidste at han nok ville få tæsk på den ene eller anden grusomme måde. Han var ilde til ret i forvejen, spørgsmålet var om han kunne holde til hendes mishandlinger, om han ville ende med at dø, hvis hun skruede bissen for meget på. Han betragtet posen og lod den letter modvilligt glide ned over hovedet uden et ord. Han lukkede øjnene og opgav at tænke over hvilke gange de gik hen ad. Smerten fra benet var for længst forsvundet, men det var nærmere fordi at nerverne i benet var brændt over end at effekten fra daggareten var forsvundet. Det kolde gulv lod han ikke mærke til. Han vidste han skulle være heldig for at se dagslyset igen, eller bare mærke den friske luft. Lige nu virket solen, som en umulighed. Med så stærke kræfter på denne side var det utænkeligt at Iméra havde en chance. De fortjente heller ikke den chance. De må underlægges Nýtchas riget. Mørket havde så småt overtaget hans tanker.
Der var næppe noget lys der nogensinde havde været hernede i disse dunkle katakomber. Endelig nåede de frem til et værelse. Han blev sat i stolen og ventede på at blive fastbundet.
Det skete dog ikke. Måske var tonen ikke så hård som han havde frygtet, men han undlod at gøre noget. Han vidste ikke helt hvilken stil han skulle ligge for dagen. Han havde ikke behov for at komme længere ud på hendes dårlige side, men på den anden side hvor meget værre kunne det blive?