Keep away.. From me..

[Akira Hachiro]

Hun hørte godt hvad han råbte, men hun havde mest lyst til, bare at løbe tilbage, og slå ham, og få sine aggressioner ud, det var ikke en rar følelse hun havde, ikke ligefrem - hun havde mest lyst til at græde, hendes tårer pressede på, men nej det var ikke noget hun havde lyst til, hvorfor græde over en, som havde forrådt hende? Det følte hun i hvert fald. Hun kom roligt væk fra det hele, og var bare kommet på en eng? Eller hvad var det? Hun stod lidt og kiggede udover det hele, men lod sig dumpe ned, hun vidste slet ikke hvor hun var, hun sukkede lidt, og nogen små tårer løb ned af hendes kinder, men hun tørrede dem hurtigt væk, hun vidste ikke, om han var fulgt efter hende eller ikke. Hun tog en dyb indånding, imens hun lod en hånd glide igennem hendes hår. Hun ville ikke græde over en som ham.

[Híroko Yúng]

Det var sikkert yderst dumt af ham at følge efter hende, men han følte ikke at han havde noget andet valg i øjeblikket. Imens at han havde begravet hænderne nede i sine lommer kunne han lige pludselig mærke halskæden. Han lod hånd knurre sig rundt om den og hev den op af lommen. I stilhed valgte han at betragte den uden at kigge sig for hvor han gik, dog havde han samme kurs som hende. Halskæden var nok det eneste, som faktisk betød noget for ham, men det var der også kun en enkelt grund til.. Den besad hans bror. Hans bror som efterhånden havde været lukket inde i rigtig mange år.. Efterfølgende hang han den om sin hals og gemte den indenunder tøjet, der gik det dog op for ham, at hans skjorte stadig var indsølet i blod. Híroko gemte dog halskæden af vejen og lod blikket lede efter hendes skikkelse.

[Akira Hachiro]

Hun havde aldrig troet, hun ville kunne flippe sådan ud bare på én person. Hun havde hans kolde blik, og da han snakkede koldt til hende, i hovedet. Hun havde været så åben og så ærlig, og det var takken? Hun rejste sig om og begyndte at gå lidt frem og tilbage, men fik sig selv til at stå stille, blæsten tog fat i hendes hår, hun havde mest lyst til at synge lige nu, men det ville være dumt, hvis han var fulgt efter hende, hun kiggede roligt sig rundt, hun havde i hvert fald bare løbet fra ham, jo mindre han var i luften? Hun kiggede roligt op, men nej så ingenting, hun sukkede afslappet, hun var tryg, væk fra ham, hun havde mest af alt tænkt sig at glemme det!

[Híroko Yúng]

Híroko var måske ikke indenfor hendes rækkevidde, men han var ikke meget langt fra hende, da han blot var skjult at nogle enkle træer, hvor det faktisk var ham muligt at holde øje med hende uden at gøre noget for hastigt. Han lænede sig roligt op af et træ og lagde godt mærke til at hun gik frem og tilbage, var det mon et tegn på frustration eller var der noget andet galt. Sikkert hadet til ham, der var ved at nå sit højdepunkt.
Med de rolige og kontrollede skridt valgte han at fortsætte vejen mod hende. Mon hun ville blive glad for at se ham eller ville det ende i den helt anden ende af skalaen. Et snedigt smil gled over hans læber, da han kunne fornemme hendes skikkelse. Roligt rakte han hånden op i luften, som om han vinkede, det kunne jo godt være at hun ikke kunne se hvem det var, medmindre hun kunne regne det ud.

[Akira Hachiro]

Hun så godt en skikkelse, hun lod sig dumpe ned, hun gad slet ikke kigge på, om det var ham, hun smækkede dog bare benene under sig, og tog om sine ben, og kiggede rundt udover den eng hun nu var ved, vendt ryggen mod denne skikkelse, som ikke ragede hende noget, overhovedet. Hun ville bare gerne slippe for ham, hvis det nu var ham. Hun sukkede, og lod vinden tage fat i hendes hår, og hun sad dog bare og gloede ud i luften, hun havde ikke noget at sige, for hvem havde hun at snakke med? Ingen.

[Híroko Yúng]

Egentlig burde Híroko have opfattet hendes afvisning, men han valgte blot at fortsætte mod hende, da han havde tænkt en smule over tingene, selvom det næppe ville gøre det hele lysere. Et suk forlod hans læber, hvorefter han stoppede op et stykke fra hende.
"Du er slet ikke så snaksalig mere?"
sagde han forholdvis roligt, da han forsøgte at glemme det, der var hændt i selskab af Alex. Men det var vel også for sent at trække sine ord tilbage, så hvorfor var det helt præcist at han fortsatte, også selvom hun for længst havde afvist ham og ikke længere ville han noget med ham at gøre. Det var vel forståeligt. Han var jo dødsengel?

[Akira Hachiro]

Hun sukkede dog, og rejste sig, og vendte sig mod ham. "Hvorfor er du fulgt efter mig?[/color]" spurgte hun dog bare om, istedet for at svare ham på hans spørgsmål, hun lagde armene over kors, og lod blikket glide rundt i omgivelserne, i stedet for, at vende sin opmærksomhed mod ham, men hvorfor skulle hun dog også vende sin opmærksomhed, hun kunne simpelthen ikke glemme, da han var så kold overfor hende, nej. Han havde været fin nok, men så havde helvede slået løs. Hun vendte ham ryggen, og lod hendes blik glide mod himlen.

[Híroko Yúng]

Híroko trak en smule på skulderne, imens at han overvejede sit svar, han var ret sikker på at der ikke skulle meget til før at hun ville blive mere sur på ham. Men hvorfor var det lige at det hele bekymrede ham eller at han forsøgte at gøre noget ved det.
"Jeg fandt det nødvendigt for at forsvare mig selv"
svarede han vel overvejet, selvom det næppe var det svar hun ønskede at høre fra ham. Men han havde egentlig nogle ting, som han ikke rigtig selv kunne svare på, så han håbede lidt at hun kunne gøre det.
"Hvis jeg må begynde, vil jeg gerne ligge ud?"
spurgte han forsigtigt, da hun tydeligvis ikke længere var tilfreds med hans selskab, han ville bare vide grunden og så kunne han sagtens forsvinde igen. Medmindre.. At der i virkeligheden ikke lå det helt store bag ved situationen?

[Akira Hachiro]

Hun lod opmærksomheden komme tilbage til ham, og gik roligt mod ham og stoppede op foran ham, lod sit blik glide op i hans. Hun ventede sådan set bare på, han skred. "Du kan bare begynde.[/color]" mumlede hun, mest halviskende, en bare en mumlen. Hun stod bare og kiggede på ham, han betød ikke noget for hende, men hun ville bare gerne have, han gik sin vej, så hun kunne være lidt i fred, og måske komme tilbage til havet. Hun bakkede lidt tilbage, og stod og kiggede udover det hele, hun stod dog bare at ventede på, hvad det var han ville. Hun vendte ham ryggen, og kiggede blot igen bare udover det hele.

[Híroko Yúng]

Han kunne sagtens fornemme hendes humør, men valgte tydeligvis ikke at tage sig af det. Dog gled et kort smil over hans læber, for igen at forsvinde det sekund, det var kommet.
"Jeg ville bare vide, hvorfor du lige pludselig har noget imod mig? Du vidste da godt at jeg fangede slaver til andre folk?"
sagde han undrende, men om det ville hjælpe hans sag troede han ikke helt på, da det ikke virkede, som om hun faktisk havde lyst til at lytte til ham og gerne ville have ham til at gå. Men hvordan kunne det være at hun bare var faret sådan op? Hun vidste vel godt at hun befandt sig i Nýchta og der talte folk altid koldt og hånligt til hinanden? Så det burde ikke være kommet som en overraskelse for hende, at hans svar en enkelt gang eller to havde været koldt?

[Akira Hachiro]

Hun sukkede, og lod blikket glide ned i jorden, og nogen tårer pressede på, hun havde alt i verden ikke lyst til, at kigge på ham, eller græde for den sags skyld. "Det er slet ikke det jeg blev så sur over. Jeg blev sur over, at hvis jeg endelig ville gå fra jer, så var jeg åbenbart en Sirene, bare sådan? Og så når jeg først råber op, kan I først se, jeg ikke er? Jeg troede bare jeg havde fået mig en ven, Híroko. At jeg kunne stole på dig, men åbenbart ikke." hun lod blikket være fæstnet i jorden, hun skulle ikke kigge på ham, ikke lige nu. Hun tørrede de tårer væk, som var kommet væk, men lod så blikket glide om på ham.

[Híroko Yúng]

Híroko havde lyst til at ryste på hovedet af hendes ord, men lod vær, da det bare ville give bagslag, hvis hun først så det. Han lod hænderne glide ned i lommerne og lod sine tanker flyve lidt rundt omkring det hele. Det undrede ham en smule, at hun så ham som en ven? Det var der sjældent nogen som gjorde, så det kom bag på ham. Men han havde måske vidste det lidt alligevel.
"Det var altså ikke mig, der begyndte?"
forsøget han at sige til sit forsvar, selvom det jo også kun var ærlige ord. Men på den anden side, så kunne han godt se pointen i det hun sagde. Han var jo næsten hoppet på vognen med det samme, da han først hørte ordet Sirene... Så han kunne vel sagtens takke sig selv for situationen.
"Jeg beklager, Akira.. Det var slet ikke meningen at det skulle ende sådan."
sagde han lettere undskyldende, men vendte roligt blikket væk fra hende for at lade blikket fare op mod himlen. Han bukkede hovedet en anelse for hende, før han lod sine vinger vise sig igen og nærmest gjorde klar til at flyve videre.

[Akira Hachiro]

"Vi ses vel, Híroko, på ét eller andet tidspunkt.[/color]" mumlede hun, og begyndte roligt at gå væk fra stedet, lige nu ville hun bare gerne være ved sig selv, og måske komme i havet, hvis hun sikrede sig, at han var væk - hun skulle nødig nyde noget som helst, hun skulle ikke være i nærheden af ham, overhovedet, i hvert fald ikke før om noget tid.

[Híroko Yúng]

Híroko bukkede ydmygt hovedet for hende og lod sine vinger bære sig op i luften. Han var ikke helt sikker på om det var særlig smart at skilles på denne måde, eller og det i det hele taget var smart at lade hende vandre rundt, nu hvor hun vidste hvem han var. Og samtidig havde mulighed for at fortælle Sirener, hvem de skulle flygte fra. Men havde han noget valg lige nu? Nej egentlig ikke. Han forlod hurtigt jorden og var lige med et forsvundet fra hendes rækkevidde. Híroko valgte at sætte kursen mod sit hjem.. Bare for at få lidt tid til at tænke før han ville begive sig ud på jagt.

//Out//