Keep away.. From me..

[Híroko Yúng]

Luften var lettere kølig og vinden gjorde det ikke ligefrem bedre. Hos nogle ville temperatuen sikkert få dem til at få kuldegysninger. Men for andre folk, som Híroko, så var det nærmere en befrielse, at mærke den kolde vind mod sin hud. Grunden til at Híroko var søgt ud til Cyappu var nok nærmere, at han søgte et sted hvor han kunne tænke i fred. De fleste som valgte at søge til Cyappu havde for det meste i tankerne at bryde ind i Iméra. Men det var ikke hans hensigt denne aften. Det var i hvert fald ikke med en hensigt, der havde nogen voldsom bagtanke, medmindre at chancen bød sig. Han var iklædt en hvid skjorte eller det var i hvert fald hvad den havde været tidligere. En tyk rød væske havde gjort den mere rødlig. Dog var det ikke et synligt sted, da han havde valgte at dække området med den sorte vest.
Han lagde roligt hovedet tilbage og kiggede op på himlen, som blev oplyst af en rødlig måne. Det havde egentlig altid undret ham, men alligevel havde han ikke lyst til at få svar på den gåde. Han skulle koncentrere sig om noget andet. Híroko sad egentlig med benene ud over skrænten, som om der ikke var mere end en meter ned. Selvom kløften helt klart var dybere. Men det generede ham ikke.

[Akira Hachiro]

Hun sad med benene udover kanten og sad egentlig bare at slappe af, hun havde sat der i over en time, og havde vænnet sig til den kulde som var her. Hendes blå øjne kiggede bare rundt udover det hele, det var så smukt. Iméra var heller ikke så langt væk. Hendes blonde hår blev tit revet med i vinden som nogengange var der. Det var ikke særlig tit hun var her. Hun havde nogen stramtsiddende bukser på, men en meget tynd langærmet trøje. Hendes langærmede trøje gik lige over hendes bryst, og så kom den halskæde som hun havde fået af sin pleje mor. Hun sad og nynnede for sig selv, det var ikke så længe siden hun lige havde været i vandet, men hun kunne snart godt tænke sig at være der igen. Eller det vil jo så sige, at hun var der hele tiden. *Det er dejligt, at sidde for sig selv..* tænkte hun, hun lod blikket så glide hen over det hele igen, men fik så øje på en og sukkede. *Okay, ikke alene alligevel.* hun havde ikke andet at give sig til, end at være her. Hun lagde sig roligt ned, og trak vejret dybt.

[Híroko Yúng]

Det var ikke fordi Híroko brugte tid på at betragte sin omgivelser, da han ikke ligefrem forventede, at der ville være andre i nærheden, nu hvor han havde placeret sig et godt stykke væk fra de forskellige broer, som forbandt de to verdener. Men han kunne jo også tage fejl, dog havde han ikke tænkt sig at forstyrre nogle lige nu. Han nød den fred som hvilede omkring ham, det var jo ligefrem behageligt at sidde i ro. Der gik dog hellere ikke lang tid før at han opfattede en form for nynnende, som faldt godt ind i det hele. Det passede nærmest ind sammen med stilheden..
Af ren og skær nysgerrighed valgte han at lade sit blik glide langs med kanten for at finde kilden til den svage nynnen. Han fik da også øje på en skikke ikke helt så langt væk fra ham, som han muligvis havde troet til at starte med. Men lige nu havde han ikke lyst til at søge andres selskab, så han blev blot sidende.

[Akira Hachiro]

Hun kiggede bare op i himlen, imens hendes nynnen var stille og roligt. Hvis hun begyndte at synge ville hun bare genkendes som en Sirene, og det ville ikke ligefrem ville være det bedste, da hun ikke vidste hvem denne skikkelse var.
Hun lod hendes hånd hvile mod hendes mave, imens hendes ben skiftevis sparkede ud i luften udover skrænten. Hun kiggede roligt på himlen, men lukkede så øjnene, og slappede helt af, hun sukkede afslappet, og lod en finger glide gennem hendes hår. Hun vår egentlig ikke særlig stor, men heller ikke lille, bare lidt midt i mellem. Hun nød denne fred og ro men måske forstyrrede hun denne person ved hendes nynnen? Det havde hun ikke tænkt over. Hun stoppede med at nynne. Hun åbnede sine øjne og kiggede lidt rundt. Det var helt rart at der var så stille.

[Híroko Yúng]

Det virkede en smule unaturligt, at der faktisk var sådan en form for ro i Nýchta. Men det kunne jo også bare være en form for facade, der skulle skjule noget skrækkeligt, som muligvis ville ske snart. Eller også var der mulighed for at få fred og ro i Nýchta. Det var bare ikke noget som Híroko selv troede på. Men alligevel kom det bag på ham, at hun lige pludselig stoppede med at nynne.
"Du behøver ikke stoppe for min skyld"
svarede han muligvis venligt, men alligevel var tonen kold og det var ikke engang sikkert at hun ville have mulighed for at høre hans dystre stemme, som gled igennem luften, som om der ikke var noget der kunne stoppe den. Hans blik gled derfor også langsomt ud over Cyappu, hvilket fik ham til at tænke på den gang, hvor ham og hans bror, Toroko havde stået overfor skrænten med en udfordring fra deres far. Denne udfordring havde kostet hans bror livet og nu var det blevet en minde for ham, som han ikke kunne glemme igen.

[Akira Hachiro]

Hun stoppede med at trække vejret da det var han snakkede til hende. Hun kiggede over på ham, men begyndte at trække vejret helt afslappet igen - det var ikke fordi hun fik et chok, bare mere overrasket. "Jamen.. Jeg vidste ikke om det generede dig." sagde hun, med en blid stemme, hendes stemme var ligesom en lille piges stemme, hun hadede sin stemme for det. Hun kiggede over på denne, mand? eller var det en dreng? Hun sukkede afslappet, hun ville egentlig gerne ned til havet igen. Ikke endnu, men bare.. snart. Hun lukkede øjnene, og lod sig dagdrømme om havet og Miro! Hun havde jo helt glemt Miro.. Det gik helt op for hende, at hun havde råbt Miro midt i det hele, og havde sat sig op. *Pinligt.* tænkte hun for sig selv, og bed i hendes underlæbe. Hun lagde sig ned igen, og kiggede lidt rundt omkring.

[Híroko Yúng]

Híroko fornemmede en form for stilhed, der ikke var helt så naturlig, som den muligvis kunne have været. Men det var nok fordi han havde valgt at åbne munden, før hun måske havde lagt ordentlig mærke til ham. Dog gled et smil blot over hans læber, hvorefter han vendte sin fulde opmærksomhed mod hende.
"Det virkede faktisk ganske beroligende at høre på"
sagde han efter lidt tid, hvor han ikke en gang var så sikker på, om han skulle føre samtalen videre, men der var noget som sagde ham, at han næppe ville komme til at fortryde sit valg. Så det kunne være at der ville komme noget godt ud af det. Dog kom det en smule bag på ham, da han lige pludselig hørte hende råbe Miro. Det skulle måske have givet ham et chok, men han håndterede det med en form for ro, der tydeligvis ikke var helt naturlig, men Híroko var van til at forholde sit rolig under de fleste forhold.
"Hvem er denne Miro, hvis jeg må spørge?"
Det var ganske tydeligt, at høre, at navnet var kommet en smule bag på ham, men samtidig var han også nysgerrig omkring at vide, hvem denne Miro i det hele taget var. Det kunne være at oplysningen kunne give ham mere kendskab til hende.

[Akira Hachiro]

Hun sukkede da han spurgte ind til, hvem Miro var. "Den første og rigtige ven jeg nogensinde har haft." hun kiggede på ham, og smilede til, at det ikke generede hende med denne nynnen. Hun strækkede sig over hele kroppen.
Det var sjovt hun var her, og ikke i havet, og nu snakker med en fyr. Han så da meget sød ud, men nu ikke fordi hun havde lyst til at få nogen kæreste, for det kunne hun ikke få sig selv til. Hun fik øje på månen, og undrede sig egentlig over, hvorfor den var den farve. Hendes åndedræt var langsomme og afslappende, og hun kiggede så på denne, fyr. Hun vidste ikke hvad han hed. "Undskyld jeg ikke har præsenteret mig. Jeg er Akira." hun vidste bare ikke om hun skulle give hånd, eller om hun skulle lade være, det havde hun aldrig gjort før.

[Híroko Yúng]

Híroko valgte at vende blikket en smule væk fra hende, da hun svarede ham på, hvem Miro var. Han havde egentlig håbet på, at kunne få noget mere ud af hende. Men det kunne jo være, at hun ikke var så glad for at give oplysninger omkring sig selv videre. Det var måske også ganske klogt, når man var i nærheden af ham. Han sugede oplysninger til sig og brugte det altid imod folk.
"Det lyder, som en meget vigtig person i dit liv"
sagde han lettere eftertænksom og kiggede over imod Iméra. Der egentlig så meget fredelig ud fra den afstand de havde lige nu. Det var jo ikke bare sådan lige at springe over på den anden side. Noget som Híroko vidste en del om. Han rejste sig roligt op, blot for at være høflig ville han langsomt nærme sig hende. Det kunne jo være at han kunne fornemme hendes race, hvis hun ikke havde lyst til at fortælle ham det.
"Jeg burde muligvis have præsenteret mig først. Men navnet er Híroko"
svarede han efter noget tid, hvorefter at han valgte at stoppe op en meter fra hende. Da han jo nødigt skulle trænge sig på. Han valgte roligt at bukke for hende, bare af ren og skær høflighed, men også for muligvis at kunne charmere sig ind på hende. Hans fremtoning var også lettere charmerende, sammen med hans blik.

[Akira Hachiro]

"Jeg har kendt ham siden jeg var lille, så han er en stor betydning." Hun kiggede roligt på ham, da det var han rejste sig, fulgte ham lettere med øjnene. Der var aldrig nogen som havde været charmerende over for hende, så hun ville nok bare være genert i de første par minutter. Hun smilede, da det var han bukkede for hende, og stod en meter fra hende. Hun lå bare og kiggede op på ham, men sad sig op, og kiggede udover kløften. *en charmøre, kan jeg gætte mig til.* tænkte hun, og kiggede op på ham. "Har du et job?" spurgte hun, ud i den blå luft, hun vidste ikke helt hvorfor hun spurgte, men noget skulle man vel spørge om? Eller var det for meget at spørge om? Det vidste hun ikke lige nu i hvert fald, bare han ikke synes hun var påtrængende var hun glad. Hun smilede høfligt til ham, og kiggede så lidt væk fra ham.

[Híroko Yúng]

Et smil bredte sig over hans læber, da hun så småt begyndte at fortælle om denne Miro. Men egentlig var han ikke helt sikker på, at han havde opfattet det hele rigtig. Det kunne jo godt være, at det var mere end en person i hendes øjne, selvom han da også kunne høre på hende, at Miro havde stor betydning for hende. Så tog han det mere som en svaghed, hvis det viste sig, at han kunne bruge hende til noget senere.
"Dem er der ikke mange af"
sagde han roligt til sig selv. Det kunne godt være, at det ikke gav helt mening. Men det var faktisk bare fordi han mente, at der næppe var mange, som havde stor betydning for andre. Det var jo ofte sådan, at der kun var en person i verdenen, som betød noget specielt for andre, ellers var det jo ikke alvorligt.
Noget der kom en smule bag på ham, var at hun valgte at spørge ind til hans arbejde, men han havde ikke tænkt sig at afsløre sig selv, da det jo bare ville give bagslag, medmindre.. Det kunne være at hun på den måde kunne afsløre sig selv. Dog ville han være sikker først.
"Jeg skal vel overleve på en eller anden måde, så ja, det kan man godt sige"
svarede han ganske ærligt uden at afsløre for meget i øjeblikket. Han valgte dog roligt at kigge ud over kløften igen, man kunne fornemme en form for kulde ned fra kløften, som blot trak sig selv op.

[Akira Hachiro]

Hun rystede på hovedet. Og rejste sig op, hun var ikke særlig høj i forhold til ham. Det var ellers underligt, under vandet havde hun altid været højere - men nu var det jo også sådan, at det ikke var altid hun var højst. "Jeg er tjener, på en restaurant her i Nýchta." sagde hun, med en lettere mumlen, da det var hun kom i tanke om at hun altid havde fået af vide af sin pleje far, at hun aldrig måtte give alt for mange informationer til personer hun ikke kendte noget til, så hun måtte vel hellere passe på.
Hun smilede kun for at være venlig, og kiggede lidt udover det hele, og proppede sine hænder ned i baglommerne. Hendes hår gik kun til skuldrene, og hun sukkede en smule. Hun fik en lettere kuldegysning, og rystede kroppen bare lige en enkelt gang. Hun lagde hovedet på skrå da hun så månen, men kiggede så på denne Híroko.

[Híroko Yúng]

Det overraskede ham en smule, at hun lige pludselig rejste sig op. Da hun ikke rigtig havde givet udtryk for at ville rejse sig op tidligere, men det var vel bare ren og skær høflighed? Han smilte lidt, da hun fortalte, at hun var tjener på en restaurant i Nýchta. Det kom egentlig en smule bag på ham, da han ikke havde regnet med at hun var en som havde bosat sig i Nýchta. Men på den anden side. Ville en Sirene vælge at arbejde væk fra vandet? Det var helt klart noget der gav stof til eftertanke.
"Interessant arbejde"
sagde han rimelig kort, da han jo ikke var helt sikker på om hun overhovedet brød sig om det arbejde hun havde. Det kunne jo være, at det var sidste udvej for hende? Men samtidig kunne hun jo også elske sit arbejde, så han skulle helst ikke sige noget forkert. Men gad vide, hvor i Nýchta hun arbejde?
"Man kan vel godt kalde mig en slave fanger"
sagde han lige pludselig, selvom det muligvis ville komme bag på hende, at han valgte at sige det. Selvom mange ikke rigtig brød sig om folk, der beskæftigede sig med slaver eller bare fangede dem, for at sælge dem videre.

[Akira Hachiro]

Hun kiggede undrene på ham. "Så du fanger slavere? Men hvad bruger du dem så til?" hun var undrene over hvilke nogen slaver, og hvorfor han fangede slaver? Det var hun slet ikke vant til, hun vidste knap nok hvad en slave var . hun havde jo ikke boet på landet før. "Og med hensyn til mit job, så synes jeg det er et fremragende job." hun smilede, og studerede ham en smule med hendes blå øjne, som fik hendes ansigt til at ligne hun var et lille barn, som hun slet ikke var.
Hun havde stadig sine hænder i sine baglommer, hendes blik ramte hans, men hun kiggede hurtigt væk igen, hun var alt for genert til at kigge folk i øjnene, hun havde jo aldrig rigtig set drenge i øjnene før - hun havde kun set Miro i øjnene, men han var jo også en Delfin, så det var jo noget andet. Hun sukkede afslappet, og bed sig i underlæben.

[Híroko Yúng]

Selvfølgelig ville der komme spørgsmål til hans job, det kunne han jo næsten have regnet ud, men det gjorde ham egentlig ikke det helt store. Da han jo efterhånden havde levet meget længe med jobbet, så han kunne da ikke undgå at støde ind i folk med nysgerrige spørgsmål.
"Jeg bruger dem ikke rigtig selv. Kun hvis de er for svage til at kunne klare Nýchta's miljø. Så tager jeg mig af dem, men kun indtil de kan sælges videre. En slags forretning"
svarede han ærligt og smilte roligt til hende. Hvis han nu havde været i Iméra, så havde det næppe været alt for smart, at begynde på et emne som dette, man kunne jo næsten være sikker på at folk fra Iméra ville reagere en smule voldsomt på det. Men sådan kunne folk fra Nýchta også reagere, hvis de ikke ligefrem brød sig om tanken eller måske følte sit ramt?
"Det er vist også bedst, at man har sådan en meningen omkring sit arbejde. Ellers gider man jo ikke rigtig møde op hver dag."
Han vidste udmærket godt hvad han snakkede om. Han havde sådan set valgt en anden vej end hans forældre nok havde ønsket for ham. Men at fange Sirener havde været hans kald på det tidspunkt, og nu havde han fået stilt en større forretning på benene, så derfor var det lettere at få det hele til at køre rundt.