Keep away.. From me..

[Akira Hachiro]

*Bare han ikke fører mig til havet, er jeg glad.* tænkte hun, og lod et blik glide ned over det hele. Hun kiggede roligt på ham. "Hvor flyver vi hen af?" spurgte hun roligt, og nikkede over, at vi nok ikke skulle højere op, hun havde i hvert fald ikke lyst til at gispe efter vejret. Hendes blik gled rundt over det hele, hun var ikke vant til at se ting på denne højde. "Det er jo et helt andet synspunkt på Nýchta heroppe fra." hun smilede roligt, hun følte sig tryg i hans arme - hun havde aldrig været i andres arme før, eller det havde hun jo nok, men hun vidste ikke lige hvor, det kunne hun ikke lige komme i tanke om. Det var i hvert fald ikke normalt for hende. Hun kiggede på ham, inden vinden tog hendes hår igen, hun smilede mere for sig selv, og lod blikket spejde på det hele. Hun undrede sig bare om, hvor de skulle hen?

[Híroko Yúng]

En mindre latter forlod hans læber, da hun spurgte, hvor de var på vej hen. Det ville han næppe kunne svare ordentlig på, medmindre at hun havde en ide til, hvad hun gerne ville undersøge i Nýchta eller Iméra.
"Jeg flyver lige derhen, hvor du vil"
svarede han ærligt og smilede drilsk til hende. Han lod roligt blikke glide hen over Nýchta. Han havde egentlig ikke rigtig givet sig selv tid til at kigge på landet med betragtende øjne, da han for det meste havde travlt med enten at fange eller jagte Sirener. Han fløj sjældent en tur bare for at nyde vinden mod sin hud eller udsigten, som han nærmest altid kunne få.
"Jeg har egentlig aldrig nogensinde set på Nýchta på den måde"
sagde han en smule tænkende og havde i hvert fald ikke noget imod, at hun befandt sig i hans arme. Det var næsten behageligt, som om han var nød til at holde hende tæt ind til sig for at beskytte hende. For at gøre hende mere tryg ved at være i nærheden af ham.

[Akira Hachiro]

Hun havde aldrig rigtig set Nýchta på denne måde, enten havde hun været i havet, eller på arbejde, hvor hun havde gået sig til, ellers havde hun ikke været nogen steder. Nýchta var ellers flot i denne højde, efter hendes egen mening. Det var vel forskelligt hvad folk de mente? Hun havde aldrig rigtig set Iméra, men hun ville heller ikke, det var ikke noget specielt for hende. Kun at Miro engang spurgte hende, om hun ikke ville med til Iméra, hun kunne bare ikke huske hvordan, han ville gøre det. Hun smilede roligt. "Jeg ved slet ikke, hvor jeg vil hen." hendes blik ramte op på ham, hun lagde hovedet på hans skulder og betragtede hans vinger, hun kunne godt lide dem. Hun havde ikke rigtig set sådan nogen vinger før, de var så store. "Jeg har heller aldrig set Nýchta på denne måde." hviskede hun i hans øre, hun betragtede stadig hans store sorte vinger. Hun fik en let kuldegysning, over en kølig brise.

[Híroko Yúng]

Af en eller anden grund, så fik Híroko lyst til at grine en smule af hendes beslutning eller mangel på samme. Det var da en smule sjovt, at hun ikke vidste, hvad hun ville se oppefra, nu hvor hun endelig havde chancen for at opleve det. Et roligt smil gled dog blot over hans læber for ikke at afsløre noget overfor hende.
"Har du slet ikke nogen ide, Akira?"
spurgte han med et drilsk smil på læben og lod blikket glide ned over Nýchta, der egentlig så meget fredelig ud, når man bare kiggede oppefra og lod vær med at undersøge tingene for grundigt, da man sikkert godt ville kunne finde noget i gyderne, men også midt på de åbne gader. Men alt i alt var det overfladisk blik, da meget interessant at se.
"Kan du så godt lide hvad du ser? Eller nyder du bare mine vinger?"
Hans stemme var tydeligvis drilsk og han forsøgte da også at få en mindre reaktion frem i hende. Dog lod han sit blik betragte hende i et kort øjeblik, bare for at se hende lidt an, imens at de stadig befandt sig i luften.

[Akira Hachiro]

Hun grinede lidt, af sig selv, det var nu lidt komisk, at hun gerne ville se ting ovenfra, men så alligevel ikke vidste hvor hun ville hen, hun kiggede lidt over Nýchta. "Jeg tror jeg bare vil have en lille runde ved Nýchta." hun smilede, og bed sig i underlæben, det var nu ikke altid hun så ting heroppe fra, og hvornår ville hun prøve det igen? Hun tvivlede på, de ville mødes igen. Det var ikke altid, hun kom i snak med nogen, men alligevel ville hun ikke afsløre sin hemmelighed, det var nok også bedst at holde sin hemmelighed, hun ville ikke regne med, at det var skide godt, tænk hvis han fangede sådan en som hende? En sirene? Hun sukkede lidt, men ikke så man kunne høre hende. Et lille drilsk smil kom på hendes små læber, af hans kommentar, og kunne ikke lade være med at komme med en let latter. "Begge dele, vil jeg skyde på." hun kunne ikke lade være med at smile charmerende, dog lod hun mærke til det, bare denne gang. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde en utrolig lyst til at bide ham i kinden, men hun lod være, det ville nok være lidt underligt, og måske ville han synes hun var underlig?

[Híroko Yúng]

Et smil gled over hans læber, da noget kunne tyde på, at hun havde svært ved at besluttet sig omkring hvad hun egentlig havde lyst til at se fra luften. Dog havde han ikke noget imod at skulle vise hende lidt rundt, men noget ville han dog undgå. Hans eget hjem..
"Så længe at du bare er tilfreds"
sagde han med et mindre smil på læben og fløj roligt videre hen over de mange træer, som tydeligvis ikke var forberedt på at solen skulle forsvinde. Noget der nok var kommet bag på en del af naturen, men stadig efter 1000 år, så var det ikke rigtig til at se om skoven havde tilpasset sig eller ej. Det kunne også være, at livet ligesom havde givet op og blot lod skoven være, som den nu havde lyst til at være. Men Híroko lod sit blik glide frem og tilbage imellem træerne, men der var ikke nogen i skoven, som ville kunne forstyrre deres lille flyvetur. Derfor fortsatte han også ind mod byen, bare for at se hvordan hun ville reagere på byen oppefra.

[Akira Hachiro]

Hun smilede. Hun kiggede roligt ned, hun gled en hånd ned fra hans nakke, hun følte sig tryg, da det var han holdte om hende. Det var.. ikke nogen der havde gjort det før - hun havde aldrig følt sig tryg, kun ved sin pleje forældre, men det var ikke med en fyr. Hun kiggede roligt ned på Nýchta, og de træer, som nu var der, en vind tog fat i hendes hår, og lod dog et blik glide lidt ned i hendes skød, men kiggede hurtigt ned igen. Hun havde egentlig ikke opdaget, at hendes hånd havde endt på hans brystkasse, eller i hvertfald, midt på. Hun sukkede lidt afslappet. "Jeg er skam tilfreds." hun kiggede roligt på ham, og bed sig i underlæben, og lod kort blikket glide ned på Nýchta igen.

[Híroko Yúng]

Det virkede som om hun nød at være oppe i luften og derfor ikke var tvunget til at bruge vejene, som forbandt de forskellige ting i Nýchta. Når man var oppe i luften, var der jo nærmest frit spil omkring hvilken vej man ville tage og der var sjældent nogen som forstyrrede, da ikke alle gjorde brug af luftvejen, selvom den nogle gange var mere sikker end en spadseretur. Indeni gled et smil over hans læber, dog forsøgte han at holde det væk, da han først mærkede hendes hånd mod sin brystkasse. Det var egentlig meget sjovt at se hvordan hun slog sig løs uden at være særlig opmærksom på sin opførelse.
"Det er ikke et syn man ser hver dag"
sagde han lettere drillende og fløj længere ned mod byen, dog sådan at de lige kunne flyve hen over de forskellige huse uden at blive ramt af noget. Det var nogle gange fantastisk at se ting oppefra, selvom nogle situationer kunne være værre. Hvis man havnede det forkerte sted.

[Akira Hachiro]

Hun lod blikket glide rundt udover Nýchta, også noget nærmere, dog var der nogen huse, der egentlig var kedelige at kigge på. Hun så den restaurant hun arbejde på, normalt, men hun sagde ikke noget, og lod blikket glide videre. "Hvad er ikke et syn, man ser hver dag?" hun kiggede på ham, hun forstod ikke hvad han mente med det? Hun lod blikket glide ned på Nýchta igen, og kiggede roligt på det hele. Tog det ikke kræfter fra ham, hvis han skulle flyve rundt med hende hele tiden? Det var ikke fordi, hun ville ned forløbligt, det var vel bare sådan en tanke, hun fik. "Du skal bare lande der hvor du vil, hvis du ikke gider flyve rundt med mig mere." man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun drillede, men det passede dog også, hun ville ikke have han skulle flyve rundt med hende, hvis han ikke gad.

[Híroko Yúng]

Selvfølgelig var der ikke alt hvad han sagde, man om nødvendigvis skulle forstå, men lige den sætning, som havde forladt hans læber havde en mening, som mange ikke lagde mærke til.
"Jeg mener, at det ikke er hverdag man ser gaderne i Katsu være tomme"
svarede han roligt og lod blikket glide ned i de mange gader, som nogle gange var fyldt op med slåsmål og kaos, men der var noget anderledes ved det denne gang. Dog troede han næppe at det var en mulighed for at der var noget på færde, som kunne ende galt i sidste ende. Som at sige stilhed før stormen. Híroko så en smule undrende på hende, da hun sagde at han godt måtte lande et sted, hvis han ikke længere havde lyst til at flyve rundt med hende. Dog var det ikke noget problem for ham, da han var van til at bære rundt på folk eller rettere Sirener, som ofte var meget modvillig og derfor var det bare en befrielse at have en i armene, som faktisk var villig til at følge hans vej.
"Jeg tror godt, at jeg kan flyve rundt med dig indtil du selv siger at du vil ned"
sagde han med et drillende smil og satte roligt kursen mod det store slot i Nýchta, han var dog ikke selv en af dem, som brugte tiden på at besøge de kongelige, men alligevel var slottet en større del af landet, så det skulle hun vel også se oppefra?

[Akira Hachiro]

Hun smilede, og fjernede en hår tot, som blæsten tog ned i hovedet på hende, da de nærmede sig slottet, fik hun lidt større øjne end hun plejede, men det blev bare mindre, igen. Hun havde aldrig været nær slottet, hun havde altid bare været i havet. Havet! Ja, der skulle hun nok også se at komme ned til igen, men hun ville ikke ligefrem være dernede, når det var, at Híroko, var der. Hun vidste ikke, hvilke nogen slaver det var, der drejede sig om. "Nej, det er rigtig nok." hun smilede, og kiggede bare ned, men så på slottet, som hun betragtede, veldig meget endda. Hun lod blikket glide rundt detaljeret. Hun smilede roligt, for sig selv. "Jamen, jeg aner da ikke hvornår, jeg vil ned?" hun smilede drilsk, og kiggede op på ham, og tog fat i en af hans hår totter omme i nakken, og begyndte at lege med den, viklede den rundt om sin finger, og ud igen, hun vidste egentlig ikke hvorfor..

[Híroko Yúng]

Det var en befriende følelse som ramte ham, da han kunne mærke den kolde luft ramme dem. Det var behageligt at være fri fra jordens overflade. Det at man ikke var afhængig af jorden betød blot mere frihed, fordi man havde mulighed for at bevæge sig flere steder hen, fordi der ikke nødvendigvis behøvede at være fast grund under fødderne. Men samtidig var det også befriende, at kunne have en helt almindelig samtale sammen med en anden, selvom det nok ville ændre sig, hvis han kendte hendes hemmelighed.
"Så vi skal aldrig ned fra luften igen?"
spurgte han med et drillende smil og fandt først nu ud af, at hun var begyndt at lege rundt med hans nakkehår. Hvad der var årsagen til det, vidste han ikke. Men han håbede da ikke at det var fordi hun kedede sig i hans selskab. Men på den anden side, så ville hun nok have bedt om at komme ned, hvis hun ikke brød sig om hans selskab eller synes at han var kedelig. Han smilte dog en anelse og fløj roligt længere op i luften, dog blev de nød til at betragte slottet fra en vis afstand ellers ville vagterne nok blive en smule mistænksom, hvis de bare fløj rundt om slottet uden nogen egentlig grund.

[Akira Hachiro]

Hun kiggede på ham, og lod blikket falde, det var bare på slottet. Hun slap den hår tot, hun havde fat i, i hans nakke, og lod hendes hænder glide ned i hendes skød. Hun kiggede roligt ned på de andre huse, som var et stykke væk. Hun havde på en måde aldrig set slottet, hun havde aldrig troet på, der var et. Det ville ikke være det, som hun troede aller mest på. Hun kiggede varmt på ham, og lod et drillende smil på læberne. "Jojo, bare ikke lige nu.." hendes blik kom op på ham, og hun studerede ham roligt.

[Híroko Yúng]

Híroko havde på fornemmelse, at der snart ville ske en mindre ændring i deres forhold.. Hvis man altså kunne kalde det et forhold, det var nok nærmere et bekendtskab imellem 2 væsner. Han lod dog blikket glide hen mod slottets mure, som stod højt, så ingen ville kunne lave et simpelt hop hen over. Et smil gled over hans læber, hvorefter han lod blikket falde ned på hende. Der var noget anderledes ved hende. Ikke blot fordi hun var villig til at følge hans vej, men også på grund af hendes opførelse.
"Jeg går ud fra at du kommer til at bestemme hvornår"
sagde han med et let smil på læben. De mørke øjne betragtede hende i ro uden at ville forstyrre hende, imens at hun havde lov til at betragte Nýchta i al sin pragt.

Nede på jorden kunne man skimte en enlig skikkelse, der holdt godt øje med hvem der befandt sig rundt omkring sig. Man skulle mene at der var noget skummel over det, men på den anden side, så opførte næsten alle i Nýchta sig på den måde, så helt mistænksom var det ikke lige. Skikkelse rettede sit blik op mod himlen og fik øje på dem, hvorefter skikkelse stoppede sin vandring mod Katsu.
"Híroko?!"
Stemmen var dyb, men også lettere desperat, samtidig forsøgte stemmen også at være beordrende overfor Híroko. Som om han bare havde med at komme ned på jorden igen. Stemmen ville sagtens kunne nå op til dem, hvis man var en der lyttede til sine omgivelser.

[Akira Hachiro]

Hun nød at være sammen med denne Híroko. "Okay, så bestemmer jeg." mumlede hun, dog ville hun ikke selv tro på, at det var hende, som skulle sige at de skulle ned på jorden igen. Hun hørte godt en, sige Híroko, men hun lagde ikke rigtig mærke til noget, hun troede, det var en stemme i hendes hovede, eller vinden som gjorde noget? Hun lagde hovedet uforstående på skrå.