Keep away.. From me..

[Híroko Yúng]

Det kunne sikkert godt tages som en mindre provokation, det hun sagde, men i hans ører morede det ham bare. Det var egentlig sjældent at folk gjorde grin med hans højde, selvom han slet ikke var så lav af sig. Eller heller for mand.
"Det er vel som man ser på det. Der er noget længere ned at falde så"
sagde han med et drilsk smil på læben og holdt ganske godt fat i hende, så hun ikke lige pludselig ville falde ned af ham. Det kunne sikkert godt gøre ondt, medmindre at han var hurtig nok til at gøre noget ved faldet. Derfor valgte han også at holde godt fast i hende, selvom han holdt fast på hendes røv. Det var ikke sikkert at hun ville tillade det i længden.
"Så må jeg hellere opføre mig ordentlig. Man ved jo aldrig med mig"
sagde han med et charmerende smil, dog uden at sige alt for meget med det. Han gav slip i hende med den ene hånd, dog havde han stadig mulighed for at holde hende oppe med den anden. Hvorefter at han lod sin hånd tage blidt fat i hendes hage for at lade deres blikke mødes ordentligt.
"Det gør ikke noget, hvis du gerne vil holde en øjenkontakt. Det vil jeg kun være glad for"
sagde han med et mildt og næsten sødt smil på læben. Det var også meget ærligt sagt. Efter noget tid, valgte han dog at fjerne sin hånd fra hendes hage, så hun selv kunne bestemme det, men så han også kunne holde bedre fast i hende igen.

[Akira Hachiro]

"Det har du måske ret i. Måske lidt for langt at falde." hun smilede, det var ikke altid hun mødte en som ham. Miro var jo ikke en person hun kunne snakke med, det var jo en delfin, det irriterede hende lidt hun var en Sirene, så kunne hun jo ikke rigtig gøre ting, som alle andre kunne. Hun kunne i hvert fald ikke gå langs vandet, uden det skabte problemer. "Så må du jo bevise overfor mig, du kan opføre dig ordentligt." sagde hun, med et lille drilsk smil på læben, og hun fik et lettere chok da han gav slip i hende, og holdte hende om hagen. Hun smilede lidt charmerende til ham, før hun lige holdte øjenkontakten med ham. De øjne kunne hun i hvert fald kigge i, i en evighed. De var i hvert smukkere, end dem hun havde. "Jeg håber du synes min røv er god at holde fast i." hun smilede drilsk, og lidt charmerende, men ikke særlig meget.

[Híroko Yúng]

Híroko smilte en anelse, han havde på fornemmelse af at Akira ikke var helt bange af sig. Hun havde i hvert fald mod på både at svare igen og måske endda overskride nogle af sine egne grænser. Det var faktisk ganske underholdende at holde en samtale kørende med hende og han havde da ikke tænkt sig at stoppe lige foreløbig.
"Men så må du jo hellere holde godt fast i mig ellers falder du jo"
sagde han lettere drillende, bare for at få hende til at holde mere fast i ham. Det var egentlig meget sjovt, den måde som de havde en samtale på, når man tænkte på, at de næsten kun lige havde mødt hinanden. Og allerede nu havde han fået lov til at tage hende på røven, så at sige.
"Hvordan synes du at jeg skal bevise det over for dig?"
spurgte han lettere nysgerrigt, da det kunne være meget interessant at se, hvordan hun mente at han skulle bevise det overfor hende. Selvom hun ikke lige frem var helt ren selv. Han var ikke den eneste, som muligvis var med til at bryde nogle grænser, men det morede ham. Han var dog meget sikker på, at han ikke ville tabe hende, medmindre at hun lige pludselig ville skifte mening og bede ham om at slippe hende. Híroko havde ikke noget imod den øjenkontakt, som de fik skabt sig eller det startede han jo egentlig selv, men alligevel havde han ikke noget imod, at lade sit blik glide ind i hans. Det kom dog en smule bag på ham, at hun stillede det sidste spørgsmål, men i takt med at han lyttede til hendes spørgsmål, viste der sig et lettere lumsk og drilsk blik i hans blik.
"Jeg kan i hvert fald sige, at du har en god fast røv"
sagde han mere eller mindre modigt, da det sagtens kunne være overskridende for hende at høre på den sætning. Men i hans ører var det jo bare et kompliment, så det skulle ikke tages som noget negativt.

[Akira Hachiro]

Hun smilede drilsk. "Synes du ikke, jeg holder godt nok fast?" hun havde slet ikke noget imod at svare ham igen, eller have det sjovt. Det morede hende. Hun havde aldrig mødt en som ham, som hun kunne snakke med, på den her måde. Hun havde aldrig oplevet, at nogen kunne klare, at hun gav igen i samme skuffe, enten har hun mistet nogen personer, eller også havde hun bare fornærmet dem - sjovt nok. "Ja, det ville du gerne vide." Hun smilede drilsk, og hendes blik fjernede sig ikke fra hans, hun kunne holde den øjenkontakt i lang tid, men hun ville ikke bryde den, før han gjorde. Hun rødmede en smule over, det med hendes røv. "Så lad os håbe du ikke mister grebet om den så." hun smilede drilsk, og lod hendes fingre fange en af hans hårtotter, omme i nakken.

[Híroko Yúng]

Af en eller anden grund, så havde han ikke noget imod, den måde hun snakkede til ham på. Det var jo bare morsomt og underholdende, så han ville nok næppe lige pludselig ændre personlighed overfor hende.
"Det kan sagtens blive bedre. Hvis du nu bare kommer tættere på mig, så ville det hjælpe"
sagde han med et drilsk smil og var ganske underholdt af deres samtale, men også den måde, som hun opførte sig på overfor ham. Det var måske ganske godt, at hun ikke vidste hvordan han kunne være eller hvem han helt præcist var. Det ville sikkert ændre forholdet på det groveste.
"Du vil måske slet ikke fortælle mig, hvordan jeg kan bevise det overfor dig? Har du slet ikke nogen test til mig?"
spurgte han lettere udfordrende og opmuntrende, da han godt ville finde ud af, hvad hun kunne finde på. Hun måtte da vide, hvordan folk i Nýchta kunne opføre sig og så måtte hun da kunne komme frem på en måde, hvorpå hun ville få sit bevis. Han lo svagt, da han hørte hendes kommentar til hans. Det var egentlig ret utroligt, at de kunne være på den måde overfor hinanden, men det hindrede ham ikke rigtig i at give hendes røv et mindre klem.
"Sådan her?"
spurgte han spørgende bare for at virke en smule uviden eller bare lige usikker på, om det nu også var det rigtige han gjorde. Han skulle jo helst ikke gøre noget forkert. Híroko smilte en anelse, da han kunne mærke at hun havde fat i noget af hans hår.

[Akira Hachiro]

Hun tog lidt bedre fast omme i nakken, hun havde også sluppet hans hår tot, bare sådan så hun ikke kom til at rive i den, det ville måske ikke lige være så godt, hun ville jo helst ikke gøre noget ondt mod ham. Da det var hun holdte lidt bedre fast, kom hun tættere på ham. Hun smilede varmt. "Sådan her?" spurgte hun, nysgerrig. Det var sjovt, at de snakkede sammen på denne måde, det havde hun aldrig rigtig forestillet sig, hun tog roligt fat i den samme hårtot omme i nakken, og begyndte at lege med den, med den ene finger. Hun rystede på hovedet, "Niks." hun ville netop ikke sige det. Det var kun sjovere at holde det i sig selv. Det gav et lille sæt i hende, da han klemte på hendes røv. Hun smilede charmerende, og stoppede med den hårtot omme i nakken. "Ja, sådan." hun smilede stadig charmerende, og fjernede en hår tot som var gået ned i ansigtet på hende, og holdte så godt fast om nakken igen.

[Híroko Yúng]

Et bredt smil viste sig på hans læber, da hun først begyndte at tage bedre fat i ham. Han kunne faktisk kun smile, da det morede ham en smule, at hun faktisk gjorde, som hun fik besked på. Eller det var nok nærmere frivilligt, da han jo ikke havde givet hende en ordre. Efterfølgende lagde han blot armene mere omkring hende, men holdt dog en hånd mod hendes røv, da hun jo åbenbart ikke havde noget imod det. Men der var noget som vækkede hans tanker. Hun havde jo ikke tænkt sig at fortælle ham, hvad hun havde i tankerne. Dertil kom et større smil på læben.
"Nu hvor du holder godt fast på mig, hvad med at jeg tager dig med ud på et flyvetur?"
spurgte han med et drilsk smil på læben. Og gav hendes røv endnu et klem, da hun åbenbart mente, at det var sådan han skulle holde fast i hende.
"Så kan du jo altid bedømme om jeg opfører mig ordentlig, hvis jeg stadig holder godt fast i det oppe i en højere højde? Eller er det for meget at bedømme mig på"
Han smilte en smule drilsk til hende. Blot for at se om hun var med på en mindre udfordring. Han kunne selvfølgelig også bare behandle hende som en ordentlig dame og på den måde vise overfor hende, at han sagtens kunne være ordentlig, høflig og formel. Hvis det var det, hun ønskede at se?

[Akira Hachiro]

Hun smilede drilsk. "Det genere ikke mig, men hvor vil du flyve hen?" hun smilede forbløffet over, at lige pludselig ville komme på en flyvetur, det var ellers ikke noget hun lige havde forestillet sig, ville ske. Hun mærkede godt hans klem på hendes røv, men det gjorde jo ikke så meget, hun havde ikke noget imod det, det var bare ikke nogen behandling hun havde fået før. Hun smilede roligt. "Det er ikke for meget at bedømme dig på, det er da lige helt perfekt." en lille sød latter kom fra hende. Og hun lagde sine ben over kors. Hendes lille smil var på læberne, som var drilsk. Hun havde ellers en god fornemmelse af, at hun kunne stole på ham, hun ville bare ikke give alt for meget væk af viden, for det kunne bare ende galt. - Det kunne også være hun kom til at sige noget forkert, men hvem ved?

[Híroko Yúng]

"Jeg er blot glad for at du er med på en lille frisk flyvetur"
sagde han drillende og kiggede hende roligt ind i øjnene, hvorved et glimt viste sig i hans klare øjne. Han lagde blidt armene rundt om hende uden at masse hende for meget, det kunne jo også hurtigt blive for meget for hende, hvis han blev ved med at presse på, derfor valgte han også at tage sig en smule sammen og blot holde hendes røv i stedet for at give den endnu et klem.
"Så bliver det vist ikke bedre"
sagde han med et smil på læberne, men var ikke en gang sikker på sin egen beslutning. Det kunne jo sagtens være at hun ville reagere en smule voldsomt på hans sorte vinger. Det kunne være at hun havde nogle fordomme omkring det, så derfor var han muligvis ikke sikker på, hvor smart det var at afsløre sin race.
"Nu ikke noget med at blive overrasket"
sagde han lettere hviskende ind i hendes øre, hvorefter han lod de sorte vinger komme ud i det fri. Så de både kunne få en smule luft, men så de også kunne komme op i luften. Efterfølgende holdt han en smule mere fast i hende og lettede roligt fra jorden, så hun ikke ville blive for overrasket.

[Akira Hachiro]

Hun smilede. Det var helt behageligt, og være i hans arme. "Jeg er altid frisk på sådan noget." hun smilede kort, og rækkede tunge af ham, dog ikke særlig meget kun lidt, men trak den dog hurtigt til sig. Hun lod et blik glide op i luften, men kiggede igen ind i hans øjne, hun kunne godt lide hans øjne, det var noget specielt ved dem, hun vidste bare ikke lige hvad. Hendes øjne gav et glimt, det plejede de ikke, men det gjorde de nu, åbenbart. "Jeg skal prøve, og lade være med at blive overrasket så." sagde hun ganske roligt, med et drilsk smil på læben. Hun kiggede på hans store sorte vinger, det var ikke noget hun havde set før. Hun kunne ikke lade være med at se på dem med store øjne og betragtede dem. De var smukke. Hun kiggede på ham igen, der gik ikke lang tid, før vi var kommet en del op i luften, hun vendte hovedet og kiggede lidt ned, ikke fordi hun var højdeskræk, bare for at se hvor langt han ville op med hende.

[Híroko Yúng]

Det var egentlig behageligt at se hende smile på den måde, det var egentlig underligt, at han gerne ville se hende smile.
"Lige sådan det skal lyde"
sagde han med et drillende smil og forsøgede at snappe ud efter hendes tunge, men heldigvis for hende trak hun den hurtigt nok til sig, så han nåede at opfatte det. Han lod efterfølgende blikket glide op mod den mørke himmel og lod sine vinger bære dem begge op i luften, så de kom over træ højde, derved havde hun jo også lettere ved at se sig omkring. Han var jo efterhånden selv van til at befinde sig i sådanne højder, så for ham gjorde det ikke noget at være så højt oppe.
"Jeg håber ikke at du lider af højdeskræk"
sagde han med et inderligt smil og gav hende et form for kram. Eller det var i hvert fald hvad de fleste personer ville opfatte det som. Men for ham var det blot for at holde hende mere fast, da de jo ikke ligefrem kom tættere på jorden, det ville betyde, at hun ville falde hårdere, end man måske kunne frygte.

[Akira Hachiro]

Hun smilede roligt. Hun var kun afslappet. Vinden tog hendes hår, da de nåede så langt. Hun kiggede rundt i luften, det var helt underligt for hende, og se det hele, i denne højde. Hun var ikke særlig vant til at være højt oppe. "Nej, jeg elsker højder." hun smilede, det var ikke tit hun var så langt oppe. Hun kunne skimte let over Iméra, hun havde aldrig været på Iméra, det var underligt for hende, og se en anden verden, eller de var jo på en måde sammen, men alligevel ikke. Hun kiggede lidt på ham, og smilede. Hun følte sig tryg, men det var nok mest fordi, han holdte hende så meget fast.

[Híroko Yúng]

Det var egentlig utroligt, hvordan vinden kunne forandre sig, hvis man bare kom fri fra træerne. Måske ville luften blive tyndere, hvis han fløj længere op, men samtidig ville den også virke mere ren og klar i det. Den ville hellere ikke hænge så tungt over folk, når man først bevægede sig længere op mod himlen. Det var nemlig også noget, som Híroko nød ved at have sine vinger, da han så havde mulighed for at få noget med rent luft ned i lungerne. Han smilte mildt til hende, da hun sagde at hun elskede højder. Selvom det egentlig kom en smule bag på ham, så var det jo kun godt.
"Hvor højt kan du så holde til? Og jeg håber at du nyder udsigten, for jeg ved ikke hvornår jeg kan tage dig med på sådan en tur igen."
spurgte han med et drillende og udfordrende smil på læben. Da han selvfølgelig gerne ville se, hvor meget hun faktisk kunne holde til, nu hvor hun tilsyneladende ikke havde noget imod højder, men mon ikke det ville blive for meget på et eller andet tidspunkt. Selv for ham ville der være en grænse for, hvor højt hans vinger kunne bære dem op.

[Akira Hachiro]

Hun kiggede udover det hele, vinden var begyndt at blive tyndere i den højde de var kommet op i. Hun havde ikke været så langt oppe, eller jo det havde hun. Engang hun var blevet slynget op på et bjerg, med havet - men det var jo efter hånden også noget tid siden. Hun ville gerne højere op, men hun vidste jo ikke selv, om hvilken grænse hun kunne holde til, hun vidste slet ikke så meget om sådan noget. Hun havde altid forholdet sig i havet, og slet ikke på vinger. Det var nyt for hende. Nu havde hun heller ikke planlagt at komme i kontakt med ham, men det kunne hun jo ikke helt styre selv. "Jeg aner ikke hvilken grænse jeg har med højder, jeg nyder udsigten fuldt ud, og du er ellers velkommen til at tage mig med på sådan en tur igen." hun kiggede på ham, og smilede drillende.

[Híroko Yúng]

Híroko kunne godt fornemme på hende, at hun egentlig ikke havde det så svært med at befinde sig uden fast grund under fødderne. Det var ikke fordi han havde regnet med at hun ville reagere på den måde, men det var helt klart ikke dårligt. Hans vinger fløj dem en smule længere op, men han forholdt sig også i den højde, så de ikke lige pludselig ville miste vejret. Han vidste godt, hvor langt han ville kunne komme op med vejret i behold, men måske var hendes grænser mindre, da hun var van til at befinde sig på jorden.
"Jeg tror næppe at vi skal meget længere op, for så begynder var at gispe efter vejret"
sagde han med et roligt smil på læben, selvom emnet egentlig var alvorligt nok. Der gik dog ikke længe før at han lod sine vinger bevæge dem længere ind over Nýchta, så hun havde mulighed for at kigge på andet end skoven og den dybe kløft, selvom de var højt nok oppe til at se ud over det hele.