Keep away.. From me..

[Akira Hachiro]

Hun nikkede. Hun havde aldrig mødt sådan en med slaver før. Hun trak lettere på skuldrene. "Hvad er det, for en slags slaver? Du skal bare sige, hvis jeg spørg for meget" hun smilede venligt, og fjernede en hårtot fra hendes ansigt. Hun var egentlig ikke særlig tryg ved Híroko, hun kunne ikke forstå hans arbejde, nu var det jo heller ikke fordi der var særlig mange som havde slaver under vandet. Det var mere et fredeligt sted. Hun kiggede på ham, med et lille sødt blik, hun lagde godt nok ikke mærke til, at hun sendte sådan et blik til ham - hun ville helst ikke lave noget dumt.
Hun rettede lidt på sin halskæde hun havde fået af sin plejemor, det skulle forestille en pige som sad på en gynge. Hun ramte hans blik igen, men kunne ikke rigtig fjerne det, hun kunne godt lide hans øjne de var pæne. Hun kiggede lidt ned, bare for ikke at virke uhøflig.

[Híroko Yúng]

Der var muligvis en mindre mulighed for at hun kunne komme for tæt på sandheden, men det han havde lært, som det første, var at lyve eller i hvert fald ikke sige hele sandheden. Han smilte blot en anelse over hendes spørgsmål og tog sig god tid for at tænke over et ordentlig svar.
"Dem der ikke kan klare sig selv mere, og har behov for et nyt hjem. Dog bliver de ikke selv herre over deres liv efterfølgende"
svarede han roligt, da han godt vidste, hvad der skete med de Sirener, som han solgte videre. De blev ofte brugt til forskellige foremål, som slavere, der skulle gøre alt hvad de fik besked på. Han havde endda i et enkelt tilfælde fået en bestilling på en villig sexslave. Noget han ikke helt havde forstået, men han havde sine ordre og desuden kunne han derfor tillade sig at tage flere penge fra kunden, så han kunne beholde sin egen økonomi og sine kunder. Han smilte en smule charmerende over hendes lettere søde smil eller blik. Det virkede, som om hun ikke vidste det, men på den anden side måtte hun var mere eller mindre klar over det også. Da hun først rodede med sin halskæde, gled hans blik ned på den.
"Noget specielt for dig?"
spurgte han roligt, han kunne dog godt se hvad det forestillede. Men det kunne jo godt være at den havde en større betydning end han selv ville kunne forstå.

[Akira Hachiro]

Hun kom til at gengælde hans charmerende smil, ikke noget hun lagde mærke til. "Jeg fik den af min plejemor. Men som er død nu." Hun smilede stadig charmerende, men lod sig så gå lidt rundt om ham, kun for at studere ham, hun bed sig selv lidt i underlæben, men vente dog ryggen til ham, og kiggede udover det hele. Hun står bare og kigger, indtil hun roligt kigger på ham, med lille sødt blik.

[Híroko Yúng]

Det virkede ikke som om hun havde det helt store imod hans opførelse. Han gengældte smilet endnu en gang og drejede rundt med hende rundt, da hun bevægede sig rundt om ham. Han kunne sikkert godt havde fundet på det samme, men nu havde hun gjort det første, så ville han ikke gøre det samme.
"Det var ikke meningen at jeg ville bringe sådan noget på banen"
sagde han med et skævt smil på læben og stoppede op bagved hende, da hun valgte at vende ryggen til ham. Det gjorde ham ikke det helt store, men han blev dog stående en smule på afstand, da han jo helst ikke skulle forstyrre hende nu, hvor han faktisk havde bragt sådan et mindre, som dette, på banen. Híroko kendte selv følelsen.

[Akira Hachiro]

"Det gør ikke noget." hun kiggede bagud, og smilede lettere charmerende, men alligevel vendte hun hovedet igen, og kiggede udover det hele. "Dejlig aften må jeg sige." mumlede hun, og bed sig i underlæben. Hun stod dog stadig med ryggen til ham, hun ville ikke tiltrække ham, men hun kunne ikke gøre for det, hvis hun gjorde det. Selvom hun ikke havde gjort det før, hun havde aldrig oplevet en fyr tæt på hende, hun have kun oplevet Miro tæt på sig. Hun tog sine hænder op fra baglommerne, og tog armene over kors. Hun havde ikke rigtig tænkt sig at gøre noget lige nu, hun havde kun i tankerne, at han var en venlig person - og virkelig charmerende, hun kunne falde for ham, hvis hun ikke var så stædig med mænd, hun havde aldrig haft en kæreste, eller haft sex med en dreng før, hun vidste slet ikke, hvis nogen lagde an på hende hun har altid afvist.

[Híroko Yúng]

Híroko virkede på en måde lettet, da hun sagde at det ikke gjorde noget. Det kunne jo være, at hun efterhånden havde ventet sig til tanken, om at hendes plejemor ikke længere var i blandt de levende. Og derfor var hun van til tanken. Han smilte roligt og lod blikket glide op mod himlen.
"Hver aften er noget ganske særligt og denne aften er ikke nogen undtagelse."
sagde han med en charmerende stemme, der virkede mere eller mindre formelt. Noget som nogle gange kom bag på folk, men det kunne jo også have noget at gøre med, at der faktisk var flere sider af hans personlighed, som kun ganske få kendte til.
"Kan du mærke vindens blide kærtegn mod din hud? Som blide berøringer mellem to personer"
spurgte han roligt og trådte et enkelt skridt tættere på hende, dog forsøgte han at holde en pæn afstand til hende, hvis hun nu ikke ønskede at være i nærheden af ham.

[Akira Hachiro]

En lille sød latter kom fra hende. "Hver aften er altid dejlig." hun hørte godt at han tog et skridt tættere på hende. "Jeg bider ikke. Du må altså godt komme tættere på." hun vennede hovedet mod ham, og smilede charmerende, og kiggede dog væk fra ham igen. Hun kiggede på månen som fik det hele til at lyse op. Det eneste hun savnede var, at solen skinnede. Solen som altid havde været der. "Min plejemor døde for fire år siden, så jeg har efterhånden levet med, at hun ikke er her mere." hun smilede lidt for sig selv, og tog sit blonde hår til den ene side. "Det er en rar følelse, at vinden kærtegner ens hud, det er ikke noget man altid oplever." Hun nød vinden i hendes hår, og lukkede kort øjnene.

[Híroko Yúng]

Hendes latter var anderledes og havde en sødme over sig, som han ikke rigtig kunne tro på. Hun boede jo i Nýchta, men alligevel var hun en sød og flink pige. Det virkede forkert, men var godt til et vist punkt.
"Jeg kan kun give dig ret."
sagde han med et roligt smil på læben, som om han lige pludselig slappede mere af end han havde gjort for et øjeblik siden. Men det var nok mere fordi han havde på fornemmelse af at hun ligesom havde sluppet sig lidt mere fri. Dog kunne han ikke lade vær med at grine svag af hendes kommentar, dog forsøgte han at skjule sit smil, da hun vendte hovedet om mod ham. Efterfølgende gik han op på siden af hende og valgte at følge hendes blik op mod månen.
"Undrer det også dig, at månen er rødlig?"
spurgte han roligt efter at have betragtet månen i et øjeblik, dog fik han ikke selv nogle svar ud af det. Det ville nok være et evigt spørgsmål, som ingen næppe ville kunne finde et svar på, så han ville nok aldrig finde ud af det. Híroko lyttede roligt til hvad hun havde at sige og smilte roligt til hende. Vinden havde nu altid været beroligende, så der var ikke sket den helt store forandring, men det var stadig behageligt.

[Akira Hachiro]

"Det har altid undret mig, det er bare ikke noget, man altid lige lægger mærke til." hun smilede roligt, hun følte sig ret lille, når han stod ved siden af hende. Hun kiggede op på ham, men stillede sig så på tær, men gik ham nok kun cirka til halsen. Hun var ikke særlig høj, bare meget lille. Hvis hun havde meget høje hæle på, kunne det måske være, at hun var på højde med ham. Hun skubbede blidt til ham, eller hun prøvede i hvert fald. Man har vel kun det sjov man selv laver. Hendes blik var på ham, men hun kunne ikke få sig selv til at møde hans øjne, de var så pæne, og så endte det bare med at hun bare stod og stirrede ind i dem. Hun kiggede roligt lidt på hans krop, men hun kunne ikke bedømme ham ud fra det. Hun var lidt nysgerrig over, hvad det var under hans tøj, men på en måde ville hun ikke vide det.

[Híroko Yúng]

Smilet bredte sig over hans læber og det var ikke længere til at skjule det charmerende smil, som var tiltænkt hende. Han gik en smule tættere på hende og forsøgte en da at skabe en form for øjenkontakt, da han gerne ville se hende i øjnene, bare en gang mere. Han foldede sine hænder bag ved sig og valgte blot at betragte hende uden et ord lige nu, dog kunne han ikke lade vær med at søge hendes øjenkontakt.
Det morede ham en smule, da hun lige pludselig forsøgte at komme op til hans højde, det fik ham i hvert fald til at smile mere oprigtigt.
"Skal du have hjælp?"
spurgte han med et mindre drillende smil, men tænkte ikke rigtig over, at det muligvis kunne gå hen og fornærme hende. Nok fordi han havde svært ved at tage hensyn til andre personer. Men det kunne jo være, at han skulle starte på det? Det kunne gøre det hele meget lettere. Han lagde dog godt mærke til at hun betragtede hans krop eller nærmere hans tøjstil. Hun ville nok næppe ønske at se, hvad der gemte sig under vesten. Det der nok ville passe en bedre var det der gemte sig under den hvide skjorte, hvis hun kom forbi blodpletterne, der var under vesten.

[Akira Hachiro]

En lille latter kom over hende, da han spurgte om hun skulle have hjælp, hun følte sig underligt trygt, da det var han kom tættere på hende. Hun lagde godt mærke til at han studerede hende nærmere. "Ja, jeg kunne faktisk godt bruge noget hjælp." sagde hun, og grinede en smule, hun hadede hendes grin, hun har altid synes det lød barnligt. "Kigger du på min røv?" spurgte hun med et drilsk smil på læben. Hun fik en duft, som hun havde lugtet til før, hun kunne bare ikke bide mærke i, hvad det var. Hun lagde mærke til, det var hans duft. Hendes duft var bare mere af parfume, en parfume hun havde gemt på landet. Hun smilede lidt charmerende, og kiggede på ham, og fik øjenkontakten, hun kunne bare ikke rigtig fjerne sine øjne igen, de var så pæne. Hendes var bare original blå.

[Híroko Yúng]

Híroko smilte en smule drilsk til hende, da hun valgte at drille ham igen. Det var muligvis ikke det han havde regnet med, men det var faktisk lettere komisk, at hun valgte at give ham igen af samme skuffe.
"Skal jeg så løfte dig op på højde med mig?"
spurgte han med et drillende smil på læben og lod den ene hånd fjerne håret, som var blæst ind foran det ene øje. Det kom muligvis en smule bag på ham, at hun faktisk valgte at møde hans blik, dog kunne man fornemme et mindre glimt i hans øjne, da hun spurgte om han kiggede på hendes røv. Han havde muligvis lyst til at grine lidt, men lod vær, da det egentlig var ganske morsomt.
"Måske, men det gør sikkert ikke noget, for så havde jeg vist fået en lussing nu"
sagde han med et skævt smil på læben og brugte den ene hånd til at klø sig lidt i nakken, som om han lige pludselig var den genert, selvom han havde startet det hele, men hun valgt at fortsætte det, så han skulle vel ikke have hele skylden?

[Akira Hachiro]

"Det kunne være en hjælp til at starte med." smilede hun, da han spurgte om hun skulle løftes. Hun slap øjenkontakten, hun ville helst ikke holde en øjenkontakt alt for længe, det var hun for genert til. "Nå, det er helt i orden så." hun smilede charmerende til ham, og bed sig i underlæben. Hun skulle nok ikke begynde at flirte med ham. - Men hun elskede hans charme, og at være sammen med ham lige nu, det var en rar følelse.
Hun var egentlig rimelig tynd, og hun kunne godt lide hans krop, men alligevel ville hun se hvad der var indenunder, men så alligevel ikke. Det var vel heller ikke noget at se, når man først lige havde mødt hinanden , eller var hun bare galt på den?

[Híroko Yúng]

Det overraskede ham en smule, at hun faktisk mente, at han godt kunne løfte hende. Efterfølgende gik han blot tættere hen til hende og så lidt undersøgende på hende, hvor skulle han så tage fat hende, uden at gøre noget forkert?
"Men nu ikke noget med at give mig et slag, hvis jeg tager fat et forkert sted, så hellere sige det, så jeg slipper for et blåt øje"
sagde han med et drillende og charmerende smil på læben og bukkede sig roligt ned, hvorefter han tog blidt fat under hendes røv. Han måtte jo godt kigge på den, så hvorfor ikke kigge med fingerne? Ej, det kunne han ikke allerede finde på, men hun havde jo nærmest bedt om det selv. Han havde ikke særlig svært ved at løfte hende op, da hun ikke vejede så meget, både fordi hun var så tynd og så var han van til at bære rundt på mange forskellige typer af personer, nok mest Sirener, men det var en detalje.
"Men pas på med, hvad du giver mig lov til"
sagde han med et lettere drilsk smil og holdt hende på hovede højde med ham selv, så var det også lettere at holde en pæn øjenkontakt.

[Akira Hachiro]

Hun smilede. Hun kiggede lidt ned på jorden da hun var på hans højde. "Livet er jo en helt anden sag, når man er i den her højde." hun smilede kort. Hun lagde godt mærke til, hvor han tog fat henne, men det gjorde hende ikke så meget. "Jeg kunne aldrig finde på at give et blåt øje, jo mindre hvis du virkelig har gjort noget forkert. Hvorfor skal jeg passe på med, hvad jeg giver dig lov til?" hun smilede lidt, og tog sine hænder om nakken om ham, kun for at holde fast i noget. Hun ville ellers gerne ønske sig, hun havde den højde normalt, det ville være en del nemmere, især hvis man er tjener, og så at man skal række efter nogen ting, som måske ikke lige er på ens egen højde, men som er for langt oppe. Et lille smil kom over hendes læber, og hendes blik ramte hans, hun vidste ikke om hun skulle kigge væk eller ej?