Keep away.. From me..

[Híroko Yúng]

Et smil gled over hans læber, da hun åbenbart var villig til at bestemme det, og han regnede da heller ikke med det ville være noget problem i sidste ende. Dog blev freden ligesom forstyrret af personen på jorden. Híroko hørte ham udmærket godt og så en smule opgivende på hende, da dette måske betød at de blev nød til at ende deres lille flyvetur.
"Jeg kan beklageligvis ikke ignorere ham, selvom jeg gerne ville fortsætte rundvisningen, Akira"
sagde han lettere opgivende og de tabte stille og roligt højde, dog forsøgte han at skjule hende for den fremmede. Eller den var næppe en fremmed for ham. Híroko landede nogle få meter fra skikkelse, som tydeligvis satte kursen mod ham. Hvis det ikke havde været for Akira, så var Híroko nok gået frem for at møde ham på halvvejen, men nu ville han lige se, hvad han ville.
"Híroko, jeg har brug for en ny slave, og helst en med en ordentlig sangstemme.."
Det var tydeligvis ikke svært for Híroko at opfylde det ønske, da de fleste sirener besad de smukkeste stemmer af dem alle. Indtil videre havde den fremmede ikke opdaget Akira. Indtil videre..

[Akira Hachiro]

Hun bed sig lidt i underlæben, og hendes hjerte hamrede et slag over, da det var hun hørte en slave, med en ordentlig sang stemme, det ville sige en.. Sirene? Hun sank en lille klump af sig selv, man kunne ikke høre det på hende, men hun var ved at blive bange for Híroko, og da hun fik øje på denne mand, ville hun egentlig gerne vide, hvem det var, men alligevel kunne hun mærke, at Híroko, forsøgte at gemme hende, men alligevel undrede hun sig over, hvorfor, og hvem var denne? Hun kiggede undrende på ham. Hun var ved at blive urolig, men forsøgte at være helt rolig, det gik ikke særlig godt for hende.

[Híroko Yúng]

Híroko var egentlig meget rolig ved situationen, da han selvfølgelig var van til at blive mødt af forskellige personer hver dag. Men det var oftest personer som søgte slaver, da opsøgte ham direkte, dog mest hjemme.
"Har De svært ved at sove, Alex?"
spurgte Híroko mere eller mindre drillende, som om det var ingenting at drille en, der egentlig var hans kunde. Dog var manden ikke ligefrem glad for at Híroko valgte at drille ham, derfor endte det også med at manden trak sit våben og rettede det lige mod dem. Dog var Híroko kold og lagde blot hænderne over kors, som var han ligeglad.
"Jeg gider ikke det pjat, find mig en Sirene og det skal være hurtigt!"
sagde manden først og fremmest beordrende, men stemmen var tydeligvis også desperat, som den havde været længe. Híroko valgte roligt at nikke, men manden ønskede endnu ikke at sænke sit våben, dog lagde han hovedet en smule på skrå og fik et glimt af Akira.
"Hvem er det du gemmer for mig? En Sirene?"
spurgte han koldt og trådte et skridt nærmere og ud til siden for at betragte Akira lidt mere, eller det han i hvert fald kunne få lov til at se, da Híroko blev stående imellem dme.

[Akira Hachiro]

Hun kiggede undrende på dem begge to og sukkede, hun bakkede dog en smule, da det var han spurgte ind til, om hun var en Sirene, hun vidste overhovedet ikke hvad hun skulle sige. Hendes blik ramte mandens. "Jeg er et helt almindeligt menneske, som arbejder i en restaurant.[/color]" hun måtte finde på noget, og hun lød også meget normal, hun prøvede og være meget rolig, hun lod blikket glide på dem begge to, hun havde mest lyst til at råbe og skrige, og løbe sin vej, men hvad nyttede det? Så ville de da højst have mistanke til hende, hendes hjerte galloperede af sted, og hun gik lidt væk fra dem begge to. "Jeg må nok hellere gå, du har nok travlt. Vi ses nok Híroko..[/color]" sagde hun roligt, og smilte roligt, hun ville helst undgå at være der lige nu. Hun begyndte dog at gå fra dem begge, men det ville nok ikke lykkedes.

[Híroko Yúng]

Egentlig så virkede det som en helt almindelig samtale for Híroko, hvilket det også var, men samtidig kunne han godt mærke på hende, at det ikke lige var det hun synes. Et smil gled over hans læber, da han så vendte sig om mod hende. Det var egentlig meget tydeligt for ham at se, at hun forsøgte at komme væk fra den lille samtale. Han undrede sig en smule over hendes forklaring, selvom han godt vidste, at hun arbejde på en restaurant, så virkede det højst usandsynligt at hun var et menneske. Han var langsomt blevet mistænksom og det var manden tydeligvis også.
"En køn pige som dig kan umuligt være menneske."
sagde manden en anelse mistænktsom og begyndte at følge med hende. Híroko valgte dog at blive en smule i baggrunden, da han egentlig gerne ville vide sandheden før at han ville gøre noget for hastet.
"Jeg er desværre ikke så sikker på at vores møde er ovre endnu"
sagde Híroko roligt og foldede hænderne foran sig, hvor efter at han bare så afventende på hende, for muligvis kan kunne få en fornemmelse af hendes reaktion. Manden trak en mindre flaske vand, for at se om han kunne få en reaktion fra hende på den måde.

[Akira Hachiro]

Hun bed sig i underlæben, selvfølgelig lykkedes det ikke. Hun vendte sig om, så flasken med vand, gik hen til manden og tog flasken. "Det er godt nok ikke altid, jeg har hørt sådan nogen mænd, som ikke tror jeg er et menneske? Jeg er da for fanden heller ikke en Sirene, så havde jeg nok stukket af, som en hund med halen mellem benene!" hun havde nærmest råbt det ind i hovedet på denne mand, Alex, hun smed flasken fra sig, som nu lå på jorden, et stykke derfra, hun lod blikket glide væk fra denne mand, og kiggede blot på Híroko. Hun vendte dem ryggen, og begyndte at gå væk fra dem begge, det var ikke særlig sjovt, at blive sagt, man var en Sirene, bare på grund af sit udseende, det var da absurt! "Man kan ikke sige til folk, man er Sirene, bare på grund af personens udseende. Jeg har aldrig set en Sirene, eller mødt en.[/color]" hun sagde det, uden at kigge på dem, og hun begyndte roligt at gå igen, hun kiggede tilbage, og sendte Híroko et strengt blik, som i: jeg-troede-jeg-kunne-være-tryg-hos-dig agtig blik.

[Híroko Yúng]

Manden blev en smule overrasket, da hun lige pludselig vendte sig om imod ham og tog flasken ud af hans hånd. Men af en eller anden grund fik det ham til at komme i tvivl. Han vendte sig om mod Híroko med et koldt blik i øjnene for derefter at vende sig mod hende igen.
"Så sandt, som det er sagt, men det kan også være at du er klogere end så mange andre, som har stået overfor den berygtede Sirene fanger.."
sagde manden med en dyster stemme og vendte ryggen til hende, hvorefter han bevægede sig mod Híroko, der endnu ikke havde rørt sig fra sin plads. Dog rystede han en smule på hovedet, da manden afslørede hans sande bedrift, selvom det han havde fortalt hende også havde været sandt, han valgte dog ikke at fortælle det hele og det var bare hans valg.. Manden gik forbi Híroko og forsvandt hurtigt, men Híroko vidste godt, at han var nød til at opfylde mandens ønske hurtigst muligt. Men lige nu lod han blikket betragte Akira.
"Du skal ikke bebrejde mig, Akira. Jeg har intet sagt"
sagde han en smule irriteret og foldede vinger ud for derefter at forlade jorden og flyve direkte mod hende. Han brød sig ikke om, at hun bare havde vendt ham ryggen og hendes blik havde brændt sig fast inde i ham. Dog gjorde det ham sur og irriteret.

[Akira Hachiro]

Hun sukkede, og vendte sig om, og så Híroko komme imod hende, med hans store vinger, hun kiggede en smule overrasket på ham, og lod sig selv bide sig i underlæben, hun ville finde en løsning nu. Hun ville ikke videre i landet, og slet ikke som slave, hun ville bare gerne væk fra ham lige nu. Han var irriteret, det kunne hun høre på hans stemme, hun sank en klump, men så et træ lige ved siden af hende. Hun vidste hvad hun måtte gøre. "Beklager Híroko, men du skal snakke med mig på land, hvis du vil mig noget.[/color]" ikke fordi, hun ikke ville være i luften, hun skulle bare ikke afsløres som Sirene. Hun sprang til side, da han endelig var nået hende, og hun tog fat om træet og svang sig om på den anden side af træet, hun havde aldrig prøvet at gøre sådan noget før, men hun blev nødt til at gøre noget, hun kunne jo ikke bare stikke af, som en hund som hun lige havde stået og forklaret denne mand.

[Híroko Yúng]

Der var selvfølgelig en simpel grund til at Híroko var irriteret og det var på grund af mandens opførelse. Det at han havde nævnt at han var Sirene fanger gik ham en smule på, men hendes opførelse kom også bag på ham, sådan havde han ikke rigtig forestillet sig hende, men han havde dog ikke selv været særlig ærlig overfor hende. Han lyttede dog roligt til hendes ord og landede foran træet uden selv at sige noget. Han vidste ikke helt hvordan han skulle få startet? Og hvad hvis han fandt ud af at hun faktisk var Sirene og blot havde bildt ham noget ind?
"Rolig nu"
sagde han efter lidt tid, hvor stilheden havde sænket sig over dem, egentlig var han ikke sikker på, hvorfor han havde valgt at bryde stilheden med lige netop de ord, de var vel bare røget ud af ham?

[Akira Hachiro]

"Hvorfor vil du have, jeg skal tage det roligt? Jeg bliver antaget som en Sirene, på grund af mit udseende? Så kommer du flyvende imod mig, og bliver irriteret over jeg sender dig et blik! Det er da godt nok en rar verden vi lever i, nu vil du sikkert kaste mig i havet bare for at se, om du kan stole på mig? Hvad har du tænkt dig, Híroko, for jeg har ikke tænkt mig at være med i din lille leg bare fordi du skal fange Sirener, det kan du godt glemme.[/color]" hun stoppede med at snakke, efter alt var røget ud af hende, hun var irriteret, hendes arme var over kors, og hun bed sig i underlæben, vendte ham ryggen, og lænede sig op af træet, tog en dyb ind ånding og lod sig bumpe ned af træet. Hun lagde benene under sig, og sukkede, hun vidste hun ikke skulle tro på hun kunne være tryg hos ham.

[Híroko Yúng]

Det hele kom så hurtigt, at han ikke en gang havde mulighed for at forsvare sig selv, men hvad ville det dog også nytte? Hans blik hvilede på hende, men det gik dog snart op for ham, at det ikke ville nytte noget. At smide hende i havet var ikke særlig smart, for hvis hun endelig viste sig at være Sirene, så ville hun lettere have mulighed for at stikke af. Híroko var derfor nød til at tænke sig mere om end som så.
"Jeg skal tydeligvis ikke forstyrre Dem mere, Akira.. Og jeg underskylder for min natur, men jeg har svært ved at lave om på det. Men jeg kan ikke bare glemme mit arbejde, for så kan jeg lige så godt flytte ud på gaden.."
svarede han koldt og begyndte at gå væk fra hende. Selvom han var lettere i tvivl om sin beslutning, så havde han vist ikke noget valg, da hun bare ville ende med at give ham en del problemer.

[Akira Hachiro]

"Så du flygter bare fra dine problemer? Det løser du dem aldrig af. Hvad med, hvis du møder mig senere, vil du så også bare flygte fra dine problemer?[/color]" hendes stemmer er irriteret, og hun er irriteret over hans opførsel, hun griber roligt fat i hans håndled, hun ville gerne løse det lige nu, og her, lige nu var hun egentlig skide ligeglad med hans arbejde, sagt lige ud. Det var da en underlig opførsel, især overfor hende. Hun kunne ikke bare tillade ham, at stikke af fra sine problemer, bare fordi han skal fange sådan en som hende, nej.

[Híroko Yúng]

Hendes ord rørte ham ikke det mindste, men det at hun greb ud efter hans håndled var egentlig nok. Han vendte sig om og så hende direkte ind i øjnene. Híroko var ikke den samme, som hun var stødt ind i ved Cyappu og det var ganske tydeligt.
"Jeg plejer ikke at skulle tage mig at nogle problemer, fordi jeg sjældent havner i nogen.. Men så lad os da lige få det løst, så jeg kan komme videre.."
sagde han koldt, samtidig med at hans blik også var koldt. Vingerne foldede han roligt ind til ryggen og så afventede på hende. Dette havde tydeligvis udviklet sig til et helt andet møde end det havde været til at starte med, men mon ikke han ville overleve det? Han rev sin arm til sig, så hun ikke længere havde mulighed for at holde fast i ham.

[Akira Hachiro]

Hun kiggede koldt på ham, det var ikke den Híroko som hun havde mødt, alligevel fortryd hun, hun havde mødt ham. "Ved du hvad, jeg gider slet ikke løse problemet. Du er ikke andet end en forræder.[/color]" hun gik fra ham, og begav sig i løb, hun anede ikke hvor hun var på vej hen, hun anede kun at hun havde ikke lyst til at se ham mere, det han mest kunne gøre var at følge med hende, og se på hende fra luften af, ellers kunne han egentlig ikke gøre så meget ved hende, hun havde bare mest lyst til at tage til Miro, fortælle ham det hele, hun troede ellers hun havde fundet en ven, som hun kunne stole på, som hun kunne fortælle ting til, men nej.

[Híroko Yúng]

Indvendigt bandede Híroko af sig selv og havde mest af alt lyst til at skrige sine aggressioner ud, men valgte at holde det hele inde i sig. Han sukkede en smule og så bare til, da hun begyndte at løbe.
"Det var hyggeligt at møde Dem, Akira"
råbte han roligt til hende og stak hænderne ned i lommerne, hvorefter han begyndte at gå efter hende. Han havde dog ikke tænkt sig at at give op så let, så måtte hun da tro at han var gal. Híroko lukkede kort øjnene og trak vingerne ind i sig igen. Derefter rystede han roligt en anelse på hovedet, så håret faldt ned for øjnene på ham.
"En skam at det skulle ende sådan, det var ikke lige det jeg havde i tankerne.."
Fortsatte han efter noget tid, selvom der var en større sandsynlighed for at hun ville ignorere ham. Dog satte han pludselig i løb efter hende, selvom det ville have været lettere med hans vinger, så valgte han at følge hende med sine ben.