the song.

[Roia Shui]

Roia så på hoshi og ville ud nu. hun ville hen til sin datter. hun svømmede tilbage og fuld fart mod glasset for at smadre det.
Hoshi så på hiroko med bange øjne og så ud til at ville grade. hendes kappe blev løs og faldt af hendes ryg. de små hvide vinger vidste sig. hun så på hiroko og vendte ryggen til ham så de små vinger var tydelige. hun løb mod stuen for at finde noget der kunne smadre glasset.

[Híroko Yúng]

Lige med et var der opstået et kæmpe kaos omkring ham, noget der faktisk irriterede ham på det groveste, men han kunne ikke rigtig gøre andet, end at få noget disciplin ind. Híroko så irriteret på Roia, da hun forsøgte at smadre glasset med sin kræft fra halen, dog måtte han desværre ryste på hovedet af dem.
"Den eneste måde hvorpå du kan komme ud på, er igennem lågen og den sørgede jeg for at forsegle godt inden jeg gik. Glasset er tykkere end du måske lige tror"
sagde han med en kold og lettere ond stemme, da han tydeligvis morede sig ved at sige hendes forsøg på at slippe ud til sin datter, dog vendte han sig roligt om mod den fortabte pige. Dog var der noget andet som mødte ham. Pigen havde vinger.
"Hvad! Du siger bare ikke at din datter er en engel.. Hende kan jeg jo ikke bruge til noget.."
det var tydeligt at høre på ham, at det gik ham en smule på, at han ikke havde opdaget det noget før, men nu var det altså for sent. Han kunne hellere ikke slippe hende fri, da det bare ville ende med at den lille pige ville bede om hjælp i Iméra.

[Roia Shui]

Roia så på ham da han sagde hun ikke kunne komme ud. hun så op på hvor hulet var. det måtte ikke være sandt. hvordan skulle hun komme fri. hun svømmede over til glasset og så trist ud på sin datter og så på hiroko.
"det er ikke min skyld du ikke ville lytte. jeg sagde jo jeg ville hjem til min lille engel"
hun så på Hoshi som var ved at bryde helt sammen. hun kunne ikke lig at se sin mor i fangeskab og manden virkede også mega uhyggelig lige nu. hun så rundt og anede virkelig ikke hvad. hun ville helst stikke af og hente hjælp til sin mor. hun så på hiroko og man kunne se vandet i hendes øjne.

[Híroko Yúng]

Híroko rystede frustreret på hovedet, da han ikke lige vidste, hvad han skulle stille op med den lille tøs. Det havde været en fejltagelse at tage med hende til hans hus, for nu havde hun jo en fornemmelse af, hvor han boede og det ville betyde, at han kunne komme i klemme, hvis hun først stak af. Dog lyttede han roligt til Roia's ord og trak opgivende på skulderne.
"Normalt er "min lille engel" blot et kælenavn, så hvordan skulle jeg have gættet det?"
sagde han irriteret og vendte ryggen til Roia for at vende sin opmærksomhed mod det lille barn, der tilsyneladende var ved at bryde ud i græd. Han smilte en anelse og strøg hurtigt over til hende. Han dukkede dog op bag ved hende, for at overraske hende. Híroko ville være nød til at holde hende fanget her, ellers ville hun blot sladre?

[Roia Shui]

Roia så på ham og rystede på hovedet. nok var det for det meste sådan men Roia kaldte Hoshi for sin lille stjerne når hun ville gi hende et kælenavn. hun så på Hoshi da hun var ved at grade. Hoshi var jo ikke så gammel i sin så alt dette skræmte hende. Roia svømmede op for at se bedre og sendte trøstende blik til Hoshi. pludselig var manden væk og dukkede op bag Hoshi. hun faldt ned på sin numse og rystede. hun holdte gråden inde men var virkelig bange. hun begyndte at skynde sig at kravle væk da hun ikke nåede at få sig op at stå.

[Híroko Yúng]

Híroko's blik var ikke længere rettet mod den frustrerende mor, som ikke ville kunne gøre det helt store i øjeblikket. Han valgte blot at følge den lille piges reaktion, som egentlig virkede meget naturlig? Det overraskede ham en smule, at hun lige pludselig faldt ned på røven, men det drev ham dog ikke væk fra det der var meningen. Og da hun først begyndte kravle greb han ud efter hendes ben og hev hende hen til sig.
"Hvis du ikke gør som jeg siger, og opfører dig ordentligt. Så lever din mor ikke særlig længe"
sagde han koldt og truende, han kunne sagtens lade det gå i opfyldelse. Det betød blot at han skulle sælge hende til en forfærdelig kunde, som aldrig kunne holde livet i sine Sirener i mere end en uge. Nogle gange gik det hurtigere.

[Roia Shui]

hoshi var mega bange og rystede voldsomt og da han greb ud efter hendes ben og fik fat så hunmod ham og hev i sit tynde ben og så på ham. hun rystede og så mod sin mor. hvorfor ville han gøre hendes mor fortrad. hun så på Hiroko og man kunne se hun slet ikke kunne få noget til at hænge sammen. hverken hvad han ville gøre eller hvad hun skulle gøre. hun så rundt og kunne ikke lig det han sagde.

[Híroko Yúng]

Det virkede egentlig som om Híroko havde masser af tid, der var jo heller ikke andet at gøre end at tage sig af den lille engel, så han i det mindste var sikker på, at hun ikke lige pludselig ville sladre til folk, selvom ingen ville lytte til hende, så længe hun befandt sig i Nýchta. Han smilte en anelse koldt til den forskræmte pige, der åbenbart ikke var helt klar over, hvad der skete lige nu.
"Så længe du lige tier stille, så sker der ikke din mor noget, lige foreløbig"
sagde han med et lettet smil, da han ikke rigtig brød sig om gråd og larmen, han ville helst befinde sig i en ro, der var fredelig, så han havde rum til at tænke de tanker der nu en gang var nødvendige. Dog gav han ikke slip på hende.

[Roia Shui]

Hoshi så på ham og bed sig i underlæben og det var tydeligt et tøj på at holde sin mund og være stille. hun så skræmt på ham. men hvorfor fik hun sådan en ubehagelig fornemmelse lige fra første blik på ham. der var noget som ikke var som det skulle være.

Roia så alt der skete og svømmede lidt tilbage og foldede hænderne og lukkede øjnene. "lancelot det vi frygtede mest sker nu. hjælp os nu. gi vores lille stjerne den nådvendige styre til at besejre mørket når hun er mest bange" hviskede hun for sig selv. man ville tro hun bad til en gud men hun bad til hendes livs kærlighed. hendes elskede lancelot.

[Híroko Yúng]

Híroko trak Hoshi helt hen til sig, så hun ikke havde mulighed for at bevæge sig mere end han ville tillade hende. Han trak hende og roligt en smule væk fra sin mor, da det muligvis kunne ende med et opgør, hvis de kom for tæt på hinanden. Han valgte derfor at trække hende væk fra hendes mor, så de ikke kunne se hinanden mere. Dog undrede han sig en smule over, at Roia lige pludselig var begyndt at bede? Det var måske normalt, når en moder så sin datter blive fanget? Dog valgte han at smide Hoshi hen mod trappen og så på hende med et koldt blik, som tegn på at hun havde med at blive sidende. Efterfølgende gik han hen mod Roia.
"Du vover på at lave nogle numre, imens at jeg tager mig kærligt af din datter"
sagde han med et koldt smil på læben og vendte roligt ryggen til hende, da hun jo ikke havde mulighed for at gøre ham noget, så længe hun befandt sig i akvariet. Han vendte efterfølgende tilbage til Hoshi og tog fat i hendes arm, hvorefter han trak hende op af trappen om hun ville eller ej, så var det ikke hendes beslutning.

[Roia Shui]

Hoshi blev bange da han pludselig hev hende over til sig. hun så på ham og da han pludselig smed hende over mod trappen tog hun om sine ben og rystede. hun var skræmt fra vid og sand.
Roia så at han pludselig kom over mod hende. hun svømmede ned til glasset og lagde hænderne på glasset og så på ham og så rundt. da han vendte ryggen til hende så hun efter ham.
"du lovede ikke at gøre min datter noget. du lovede du ikke ville gøre hende noget"
sagde Roia imens at hun så efter ham. hun var bange for hendes datters helbred.
Hoshi så han kom over til hende og da han tog fat i hendes arm og hev hende op af trappeder strittede hun imod og prøvede at skubbe hans hånd væk fra hendes arm.

[Híroko Yúng]

Híroko vidste udmærket godt, hvad han havde lovet hende og ikke. Men en dødsengel var ikke nød til at holde sit ord, og det var også noget som han tog brug af. Han vidste godt at han næppe ville kunne sælge en engel til sine sædvanlige kunder, men så måtte han jo bare lede efter kunder, som gik efter de mere blide og rene væsner. Dog ville det blive svært i Nýchta, men han havde heller ikke tænkt sig at slippe pigen fri, så heller få nogle penge ud af hende. Han lyttede dog ikke rigtig hvad Roia havde at sige, lige nu var han fast besluttet på at få pigen solgt uanset om Roia var med på det eller ej.
Det at Hoshi gjorde modstand, fik blot Híroko til at stramme grebet om hendes arm, så hun ikke var i tvivl om hvem der havde kontrollen. Dette betød også at han blot trak hende op af trappen, tydeligvis mod hendes vilje, men i hans hus var det ham der bestemte.
"Opfør dig ordentligt, ellers ryger du ned i akvariet til din mor. Og jeg er sikker på, at du ikke kan holde dig oven vande i flere timer. Mon ikke din mor også løber tør for kræfter?"
spurgte han en smule eftertænktsom, som om han faktisk ville overveje at forsøge det, for at hvad der ville ske.

[Roia Shui]

Roia så efter ham og begyndte at se frem og tilbage mellem murende i akvariet. hvad skulle hun gøre.
Hoshi bed tænderne sammen da han stramte grebet. hun løb nærmest op af trappen for ikke at blive slæpt. hun så mod akvariet nede i stuen. hun havde ikke lært at svømme særligt godt og hun ville ikke påføre hendes mor skade pga hende. hun så på ham og snøftede lidt og fuglte med så godt hun kunne.

[Híroko Yúng]

Egentlig ville Híroko gerne have haft tid til at trække gardinet for, så hun kunne føle sig mere fanget, selvom man umuligt kunne blive mere fanget end Roia var. Dog var Híroko selv ligeglad med hvad denne mor havde af meninger, han havde sine egne meninger, som han også havde tænkt sig at opfylde. Og en desperat mor skulle i hvert fald ikke stå i vejen for ham.
Noget kunne også tyde på, at pigen havde forstået alvoren i hans stemme, og valgt at tie stille, men også følge med ham. Nu skulle han bare finde ud af, havd han skulle gøre med hende. Dog havde han selvfølgelig en ide til hvad der kunne ske med den lille pige. Det kunne være at han kunne tvinge hende til at opføre sig ordentlig og derved bruge hende som tjeneste pige senere. Men mon ikke hun var for ung til at arbejde? Híroko trak Hoshi med sig ned langs en længere gang, bare så hun ville komme længere væk fra hendes mor og på den måde blive mere sårbar. Stemningen i huset var dystret og ubehagelig, medmindre at det var ens stil, som det jo var i Híroko's tilfælde. Gangene føltes også som en evighed at gå ned af, samtidig med at gulvet nogle steder knirkede, som om det var ved at falde sammen. Híroko åbnede en dør ind til et mørklagt værelse og skubbede hende ind i det.

[Roia Shui]

Roia følte sig fanget da intet i et avarie ville være hjemligt eller frit. hun så hvordan hendes datter forsvandt af syne og lod sig falde ned på bundet og sad der.
Hoshi så konstant rundt. hvor var det uhyggeligt.. mørkt. klamt og ubehageligt. hun så på hiroki og da han åbnede en dør og skubbede hende ind vendte hun sig om så snart hun gik fodfæste og løb mod døren. hun ville ikke lades alene i mørket. hun var engel. hun skulle ha lys. lyst og natur.