the song.

[Híroko Yúng]

Rúki lod blikket glide ned mod gulvet og betragtede bevægelserne i vandet, der tilsyneladende ikke var helt så interessant igen, før at hun lod sit blik søge efter Roia, der vist ikke ville op til overfladen. Hendes fødder vippede frem og tilbage, noget der gav tegn til Híroko at hun var utålmodig og meget gerne snart ville have ham til at hente hende. Men Híroko lod blikket glide ned mod vandet og kiggede på Roia. Han gav tegn til hende, at hun skulle komme her op, medmindre at hun havde tænkt sig at forblive fanget hos ham.
"Skynd dig lidt, Híroko"
sagde hun lettere kommanderende, hvilket blot fik Híroko til at blive mere irriteret, men samtidig også mindre tålmodig med hensyn til Roia. Så hvis hun ikke snart adlød, så ville det blive meget værre end et bid..

[Roia Shui]

ROia så på ham og forstod hans øjne. hun kom roligt op til hulet og trak vejret roligt ind. hun så på ham og kunne ikke komme op på gulvet. og det burde han vide. hun havde jo kun en hale og der var jo noget vej op til kanten. hun så på Hiroko og så faktisk nu hvordan han faktisk nærmest var sød iforhold til kvinden.
"vil du hjælpe mig op. jeg kan ikke nå kanten"
Roia så roligt på ham og så på mod kvinden. Roias stemme var smuk og rolig. hun ønskede lidt kvinden forsvandt.

[Híroko Yúng]

Híroko rullede en smule med øjnene, da det gik op for ham, at hun jo ikke ville kunne komme op selv og det betød jo også at han ville skulle hjælpe hende op, men for at redde sin egen røv, kunne han godt gøre det. Han trak en smule på skulderne og rakte hånden ned til hende, så hun ville kunne tage fat i hans arm. Heldigvis ville han ikke kunne få nogle problemer med at trække hende op, da han havde nok arm kræfter til det.
"Så længe du holder godt fast"
sagde han lettere opgivende, da han egentlig ikke brød sig om at skulle hjælpe hende, men han havde jo ikke noget andet valg.
Rúki valgte at ligge sig ned i sengen blot for at vente på dem, men hun var også utålmodig og overvejede at skubbe ham i vandet. Han ville sikkert også få problemer med at komme op, medmindre at han holdte sine vinger tørre.

[Roia Shui]

Roia nikkede til ham og tog fat i hans arm og mærkede han hev hende op. hun så på ham og så på kvinden. hun sank en klumb og var faktisk bange for at blive bidt men der var jo intet andet valg. hun så mod kvinden og sendte et roligt smil. hun så kvindens holde øjne og Roia vidste at hun ikke kunne gøre noget ved det. hun måtte tage tingene som de kom. men hun var jo klar.

[Híroko Yúng]

Det var egentlig slet ikke så let at få hende op af vandet for det gjorde hende bare tungere, at hun var våd og hun ville næppe tørre lige med det samme. Dog lykkedes det ham at trække hende op til glasgulvet og lod blikket glide over mod Rúki.
"Nu ikke noget med at lave numre"
sagde han lettere hviskende til Roia, da han godt vidste, at det bare ville gå ud over ham, hvis hun valgte at trodse ham eller gøre noget der var værre. Han trak hende hen til Rúki og bukkede kort hovedet for hende, så hun havde mulighed for at tage sig af den lille havfrue.
"Det var på tide, Híroko"
sagde hun fortsat utålmodig og satte sig op i sengen, hvorefter hun gik hen til Roia og lagde hovedet en anelse på skrå. Hun betragtede hende en anelse før at hun viste hende sine hugtænder, som meget snart skulle sættes ned i hendes hals.

[Roia Shui]

Roia så på kvinden og blinkede roligt. hun så på tænderne og fjernede roligt sit hår fra halsen. hun så på kvinden og mod hiroko. kvinden kom nærmere og kom jo nærmere mod Roias hals. hun tog planten ud af håret som hun havde taget. så hun var klar til at ligge det på såret. kvinden kom over til hende og tog fat i hende Roia holdte sit hår og da kvinden satte tænderne i bed hun tænderne sammen og tog stenen ud af håret. Roia så på kvinden og pludselig dolkede hun stenen ned i ryggen på kvinden og skyndte sig at hoppe ned i holdet og lagde planten på såret og så på hiroko med undskyldene øjne

[Híroko Yúng]

Híroko havde egentlig valgt at vende sig bort fra episoden, da han egentlig ikke havde lyst til at se det, selvom han burde nyde smerterne, som Roia måtte føle i øjeblikket. Da han havde vendt sin opmærksomhed væk, lagde han ikke mærke til at hun trak en mere spids sten og dolkede den ned i ryggen på Rúki. Han opdagede det først, da han hørte et plask fra hullet. Rúki skreg en smule, men der skulle dog mere til at gøre det af med hende. Hun vendte sig om mod Híroko der straks kom på benene og begyndte at ryste på hovedet.
"Din.. Din... usle fanger. Du kan ikke en gang styre Sirenerne."
sagde hun koldt og fjernede stenen fra sin ryg. Hun gik hen til hullet og forsøgte at smide den spidse sten ned i hovedet på Roia. Híroko vendte blikket mod hende og håbede faktisk at hun ikke ville blive ramt, for så ville han miste den indtægt. Efterfølgende lukkede Rúki hullet til og vendte sig mod Híroko, hun slikkede sig en anelse om munden, og lige med et kunne man fornemme et dyrisk blik i hendes øjne.
"Hør på mig, Rúki. Jeg finder en Sirene til dig hurtigst muligt, hvis du lader mig være"
sagde han lettere bedende og det var højst usædvanligt, at han overhovedet forsøgte at redde sig selv ved at tilbyde en form for forhandling. Men Rùki så ikke ud til at ville lytte til ham, hun sprang blot på ham og væltede ham om kuld, hvorefter hun satte tænderne i ham. Hendes kræfter bandt ham til gulvet, så han ikke kunne gøre noget.

[Roia Shui]

Roia så op på hvad der skete og svømmede op til holdet og opdagede hun ikke havde lukket det ordenligt i sin vrede. hun fik hulet åbent og svømmede ned til stenen som ikke havde ramt hende. hun satte af og svømmede i fuld kraft op så hun fik et hop op af vandet og op på gulvet hun så på Hiroko og kastede stenen i hoved på vampyren og lavede et hurtigt tegn til Hiroko at han skulle stikke af. hun så på Kvinden og begyndte at synge en beroligende sang med sine kræfter som gjorde folk ville falde til ro og måske enda i søvn hvilket hun håbede at kvinden ville gøre. hun var heldigvis tæt på holdet så vis det gik galt ville hun kunne hoppe i vandet.

[Híroko Yúng]

Det var ikke fordi Híroko havde nogen chance for at vænne sig til tanken om, at der muligvis var en mulighed for at hun ville tømme ham fuldstændig for blod, men det ville bare give bagslag for hende. Hvis hun endte med at dræbe ham, så ville hun aldrig komme til at eje en Sirene, som kunne være hendes tjener. Han prøvede dog at skubbe hende væk, men i takt med at hun trak blodet ud af ham, havde han ikke så meget overskud til at skubbe hende væk. Dog lagde han godt mærke til, at Roia tog tilløb og satte kursen mod hullet.
*Hvad laver den tossede kvinde nu..*
tænkte han undrende, da han ikke rigtig kunne se, hvorfor hun ville forsøge at flygte nu, hvor vampyren var løs. Derfor kom det også en smule bag på ham, at hun faktisk valgte at distrahere Rúki. Han blev en smule lettet, da hun slap sit greb og vendte sig mod Roia. Han så godt Roia's blik, men vidste udmærket godt, at det ikke ville være smart, hvis han først valgte at stikke af. Rúki vidste, hvor han boede, så det ville ikke nytte.

Da Roia skulle til at åbne munden, havde Rúki rejst sig op for at gå mod hende, men hun blev dog overrasket over hendes stemme, der straks sendte hende ind i en dvale. Híroko havde været hurtig til at holde sig for ørerne, da han godt vidste, hvad der skulle ske. Han sukkede lidt, da Rúki gled ned mod glasgulvet. Han åndede dog lettet op lige før at han selv lagde sig ned i sin egen blodpøl. Híroko var svækket og orkede ikke rigtig at gøre noget, så han valgte blot at holde blødningen inde i sig selv, så han ikke ville miste mere blod. Han holdt sig dog vågen.

[Roia Shui]

Roia åndede lettet op da kvinden faldt i dvale. Roia så mod hiroko som faldt ned i sin ejen blodspøl. hun tog planten ud af håret og trak sig over til ham. hun trak halen ind under sig og drejede hans hoved så hun kunne komme til hans hals. hun tog hans hånd væk og lagde 4 blade på vampyr sårende. hun så på ham med lagde en hånd på hans pande. han var varm man han havde også mistet blod. hun så rundt og tænkte hvordan hun skulle få ham op til sin seng. hun valgte at tage fat i hans arme under skuldrene og trak ham forsigtigt med sig. det tog nok langtid men hun kiggede hele tiden på vampyren så hun kunne så hende i søvn vis hun vågnede. hun kom over til hans seng og prøvede at komme op først sig for at hive ham op for at ligge ham ned i sengen. hun gjorde det simpelhen fordi at hun var læge og ikke kunne lade nogen sårede ligge. dog var vampyre jo selv healede så hun bekymrede sig ikke.

[Híroko Yúng]

Hendes opførelse kom meget bag på ham, eftersom at han blot kunne ligge og se til, hvad hun gjorde ved ham. Han havde ikke ligefrem kræfter til at skulle gøre modstand eller bare hjælpe hende med at flytte sig selv. Den hvide skjorte var efterhånden sølet helt ind i blod, så den var ikke længere hvid og de sorte bukser havde fået nogle mindre pletter af blod, som man kun lige ville kunne skimte.
"Hvorfor gør du dette?"
sagde han med en tydeligvis svækket stemme, dog var det på grund af hans nuværende tilstand, han havde jo ikke engang mulighed for at gøre noget imod hendes vilje lige nu. Híroko bed tænderne sammen eftersom at hun begyndte at slæbe ham hen over gulvet, selvom det gik langsomt, som kunne han tydeligvis mærke det. Men det måtte jo næsten være sådan hun selv havde følt det, da han slæbt hende over gulvet mod trappen. Han åndede lettet op, da han endelig befandt sig i den bløde og meget mere behagelig seng, som det kolde gulv. Dog gled hans blik hen mod Rúki, som bare lignede en der havde taget sig en lur midt i et blodbad.

[Roia Shui]

Roia svarede ham ikke. hun koncentrerede sig om at gøre han rask og få vampyren væk. men hun kunne ikke med hendes hale. hun så på ham og smilte stille til ham. hendes lange hvide hår var blivet rødt af hans blod. hun samlede håret bag ryggen og hun lænede sig ned mod hans hals for at se på planten hvordan den virkede på hans hals.
"jeg er læge. det er bare noget jeg må gøre. jeg kan nemlig ikke lade dig være. det ville være forkert af mig"
ja det villle lyde dumt og underligt når han havde behandlet hende sådan. men hun var som hun var og ingen kunne bestemme hvordan hun var af person.

[Híroko Yúng]

Híroko var nød til at bevare roen for ikke lige pludselig at flippe ud over, at der faktisk var nogen som hjalp ham. Dog havde han næppe tænkt sig at gengælde tjenesten, sådan var han jo slet ikke. Han var ikke som hende. Stille gled hans øjne i for at holde smerten ud. Det var jo egentlig ikke særlig rart, at mærke smerten på sig selv, det virkede på en måde også underligt.
"Du er ikke rigtig klog"
frem stammede han roligt og forsøgte at holde hovedet koldt,
selvom han udmærket godt vidste, at dette på et eller andet tidspunkt ville give bagslag, hvis han ikke fandt en løsning på sit problem hurtigst muligt. Mon ikke Rúki ville vende tilbage, hvis han ikke gjorde noget ved hende, Roia. Hans tanker flød rundt over det hele, men han skjulte dog sin bekymring over for hende. Det han bekymrede sig over, var hans egen fremtid. Som den egoist han var.

[Roia Shui]

Roia så roligt på ham og sukkede roligt. måske var hun ikke rigtig glad men hun ville kun hjælpe. ven eller fjende. hun så mod kvinden. hun så på halen og slå roligt med halen. hun ville gerne slå vampyren ihjel. men hvordan skulle hun gøre. hun så på ham og sukkede.
"du må ikke bevæge dig de næste 2 timer. ellers kan du få en slem infektion og såret vil gå op"
hun så på ham og så på et tæppe som hun brugte til at tøre sig ned. hun ville få vampyren væk. enden hun vågnede at begyndte at dræbe dem. hun så på sin hale som begyndte at blive tør. hun tog håret og tørrede det. hun så på ham og så på kvinden. hun mærkede hun blev tør og fik sine ben og det hele igen. hun så på ham og gik over til kvinden. hun tog hende op på ryggen og begyndte at gå lige så stille.
"bare rolig. jeg lover ikke at stikke af. jeg vil bare ha hende her væk" roia havde chancen til at stikke af men ville hellere tage sig af ham lige nu. han var alvorlig syg så han havde brug for hende.

[Híroko Yúng]

En ting var sikkert, der skulle mere til end ord for at få ham til at holde sig i sengen. Det ville være et rent mareridt for ham, hvis han var fastlåst til sin egen seng. Men på den anden side, så forstod han også godt alvoren, men det burde da kunne lade sig gøre, at finde en anden måde, hvorpå han så ville kunne bevæge sig og heale samtidig.
"Vi ved begge to, at jeg umuligt at tid til at ligge stille i 2 timer"
sagde han lettere stædigt og skulle til at sætte sig op, hvorefter at han blev afbrudt af sin egen hosten. Han havde mest af alt lyst til at være ligeglad med det hele og så bare fortsætte indtil at han ville falde om af smerter. Men det var han alligevel for stolt til at gøre. Hans blik blev lettere koldt, da hun fik sine ben tilbage. Lige nu var han jo nærmest sin egen fange i sin egen seng. Det føltes underligt og helt forkert. Han så undrende på hende, da hun greb fat i Rúki og forsøgte at skaffe hende af vejen eller i hvert fald flytte hende fra hans værelse.
"Hvis du først stikker af, så finder jeg dig, lige så snart jeg kan komme på benene igen. Og denne gang går det ikke kun ud over dig, men også din datter.."
Nok var han ikke helt på toppen, men han havde stadigvæk mulighed for at komme med trusler og de var næppe tomme. Han skulle nok føre dem ud i livet, hvis hun valgte at trodse ham. Man skulle muligvis også tro, at han blot ville hvile sig og måske endda være glad for at slippe fra hende, når hun jo ikke havde været til andet end problemer?