the song.

[Híroko Yúng]

Híroko havde ikke lyst til at tage sig af Roia, der tydeligvis ikke følte sig hjemme i det store akvarie, men det var jo ikke noget han kunne tage sig af. Lige nu skulle han jo også tage sig af den lille engel, som han med sikkerhed ikke ville kunne bruge til så meget andet end måske en tjener?
"Held og lykke med at huske vejen tilbage.. Jeg er den eneste, som rent faktisk kan finde rundt her"
sagde han med en kold stemme, da han godt havde lagt mærke til at hun kiggede rundt hele tiden, det kunne der selvfølgelig være flere grunde til, men det kunne jo godt være at hun forsøgte at huske vejen tilbage, hvis hun nu ville forsøge at flygte? Híroko nåede kun lige at lukke døren efter sig, da han var gået ind til hende. Han blev dog en anelse overrasket, da hun lige pludselig løb mod døren.. Han grinte en anelse og lod hende blot løbe ind i døren, medmindre at hun nåede at stoppe, for den var i hvert fald låst nu..
"Vi to skal lige have os en snak.."
sagde han med et koldt smil på læben og gik hen til en mindre fakkel på væggen og fik den tændt op af væggen, hvorefter han satte sig ned på den nedslidte seng og kiggede mod hende.

[Roia Shui]

Hoshi så på døren som lukkede da han havde lukket den efter sig. hun tog fat i håndtaget og hev og flåede i det men uden held. hun ville ud til sin mor. hun ville væk. hun hørte hvad han sagde og vendte hovedet mod ham med bange øjne. hun trak sig nærmest helt sammen og håbede inderligt at han ville lade hende gå. så kunne hun altid prøve at finde hjælp. eller håbe på at kunne skaffe hjælp. men der var nok ikke nogle som ville lytte til en pige der kun lignte hun var 7 år. hun så på ham og sank en klumb.
"hvorfor... jeg har ikke gjort noget...jeg vil bare ha min mor" hun var fortvivlet og følte sig fortabt. hvordan skulle hun dog få fat i sin mor og komme væk. hun kunne ikke noget af det store.

[Híroko Yúng]

Noget kunne tyde på, at Híroko ikke rigtig var interesseret i det, som hun ønskede, han bekymrede sig kun om det han selv ville have. Han foldede hænderne foran sig og så med et koldt blik på hende, selvom hun var svær at fornemme i det mørke lokale, fordi faklen ikke kunne lyse hele rummet op.
"Hvis.. Og kun hvis du vil gøre dig nogle forhåbninger om at se din kære mor igen, så skal du gøre som jeg siger."
sagde han ganske koldt og lod ikke til at have medlidenhed med den lille pige. For han følte sig mere eller mindre svigtet, da han jo havde håbet på at hun havde været Sirene, så han ville kunne udnytte hendes værdi, men nu hvor hun var engel, blev han nød til at finde en anden løsning. Han så egentlig ud som om han virkelig skulle overveje hvad han skulle stille op med hende, men egentlig havde han allerede en ide. Sikkert ikke noget hun ville bryde sig om.

[Roia Shui]

hun så på ham og var meget itvivl hvad hun skulle gøre. hun gik over til et hjørne så hun kunne se på ham men være i sikkerhed for sig selv. hun så på ham og bed sig i læben. "jeg vil gerne være sammen med min mor" det var hendes eneste ønske lige nu. og det var hendes måde nok at sige ja jeg følges ordre. for hun var for bange til at gøre noget andet. hn ville helst ikke ha at han gjorde hende eller hendes mor noget. hun ville bare gerne hjem.

[Híroko Yúng]

Noget kunne tyde på, at den lille pige ikke turde at gå imod hans vilje, noget der blot fik et tilfreds smil til at vise sig på hans læber, da han hørte hendes ord. Det måtte jo betyde at pigen virkelig ønskede at være sammen med sin mor og derved måtte det jo være hendes svaghed.
"Godt nok.."
sagde han med en ganske rolig stemme og rejste sig op, hvorefter han bevægede sig hen mod hende uden at ændre på den kolde facade og holdning. Han satte sig ned på hug, så han var på højde med hende.
"Jeg vil have, at du skal være tjener. Men.. Du vil ikke komme til at mærke din mors varme, da hun vil forblive i akvariet, indtil at jeg ikke gider kigge på hende mere. Dog kan du tilbringe så meget tid foran akvariet, som dit arbejde tillader"
Híroko virkede forholdsvis rolig, samtidig med, at han ikke lød som en der ville kunne forhandles med lige nu.

[Roia Shui]

tjener? men hun vaar kun 7. hun kunne ikke være tjener. hun tog om sig selv. hun brød sig ikke om at han var så tæt på hende. hun sank en klumb og så ned i jorden da hun ikke turde se på ham. "jeg ved ikke hvordan man er tjener... jeg har brug for natur for at overleve"[/b] det sidste blev hvisket og de fleste ville tro at det var noget hun sagde for at kunne flygte. men hun løg faktisk ikke. hun var halv skovelver og derfor brug for naturen for at være frisk. hun så på ham og sank en klumb. hun var bange. hun var 7 i psyken. hun kunne da ikke blive tjener. hun var for ung. var hun ikke?

[Híroko Yúng]

Egentligt havde Híroko ikke så meget til overs for hende, da han ikke ønskede at høre på hendes beklagende ord, fordi det ikke var noget der kom ham ved. Desuden kunne man jo sagtens lære, hvorfor man skulle opføre sig som tjener og hvad det hele gik ud på.
"Du er ung, så det lærer du meget hurtigt.. Når du først bliver presset til det."
sagde han koldt og valgte at forblive tæt på hende, da hun jo nødigt skulle stikke af, selvom hun ikke havde nogen chance for at komme ud fra rummet.
"Og jeg kan ikke lade dig komme ud af huset, for så stikker du bare af.."
sagde han en smule opgivende, da det jo oftest var tilfældet, hvis man forsøgte at holde nogen fanget.

[Roia Shui]

ikke komme ud? men så ville hun blive kraftesløs. skoven og naturen gav hende fornyet kraft. hun så på ham med store øjne og trak sig mere og mere sammen. hun turde slet ikke sige noget da hun var bange for ham. de truede øjne og det kolde aura. det skræmte hende fra vid og sans. men hvorfor ville han ha hende. deres racer var fjender. døds fjender... ville han dræbe hende ved at slide hende ned?

[Híroko Yúng]

Nok var de dødsfjender, men det var ikke helt grunden til at han ville bruge hende som tjener, nej det var mere for at sikre sig, at hun ikke lige pludselig ville løbe efter hjælp fra Iméra, da han nødigt skulle have problemer med det land. Det var vel nok at han nærmest kidnappede Sirener fra landet? Men at beholde dem for morskabens skyld ville næppe gøre hans situation meget bedre.
"Hvordan kan vi finde frem til en løsning, som også kan få dig til at slappe lidt af?"
spurgte han en smule opgivende, da hun efterhånden ikke var rigtig til at snakke med, fordi hun jo netop virkede så skræmt.

[Roia Shui]

hun så på ham . få hende til at slappe af? det var der kn en ting som kunne gøre men det ville han nok ikke tillade. hun så ned i jorden og havde tårre i øjnene. "min mor... mor for mig altid til at slappe af" hun var sikker på at få et møg fald af ham snart. men hun sagde jo bare sandheden. for at slappe af plejede hun at ligge i sin mors arme og nyde hendes kærlighed.

[Híroko Yúng]

Dumt.. Det var jo direkte dumt at spørge hende om, hvad der kunne få hende til at slappe af. Svaret var dog ikke lige hvad han havde troet, men alligevel gav det hele mening. Han rystede en anelse på hovedet og rejste sig op, hvorefter han vendte ryggen til hende og bare stod og tænkte en smule.
"Hvad får jeg så ud af det?"
spurgte han efter noget tid og vendte sig om mod den lille pige, som blot så mindre og mindre, samtidig med at tiden bare skred fremad. Men i virkeligheden så morede Híroko sig over det hele, han valgte blot ikke at give det udtryk til pigen, da han ønskede at se hende utryg.