the song.

[Roia Shui]

da han ville til at sætte sig op så hun hårdt på ham og sagde med en stædig og alvorlig stemme. "Så bliver du liggende. og der er ikke noget at tale om. du bliver der i to timer og du vil eller ej." det var lægen som kom op i hende.

Roia sank en klumb da han sagde at hendes datter ville blive straffet også han skulel ikke røre hendes barn han skulle bare holde sig væk. hun begyndte at gå stille ned af trappen og gik så ud af huset og begyndte at gå.

de to timer gik og roia var ikke kommet tilbage til hans værelse. han havde fået lov at være der helt alene.
nok var hun ikke kommet tilbage til hans værelse men hun havde fået med kvinden en time væk og en time tilbage og faktisk var hun dejset omkuld på hans sofa. hun var udmattet. ingen kræfter og så ha hjulpet så meget. hun var udmattet og log og sov roligt på sofaen.

[Híroko Yúng]

Det var muligvis tydeligt for hende, at se at hendes tone kom en smule bag på ham. Det var ikke ligefrem fordi han havde forventet sådan en tone fra en der kom fra Iméra. Men tiderne havde måske ændret sig. Han rystede blot på hovedet, dog ikke særlig tydeligt, da han ellers ville strække i sin hals. Híroko sukkede lavt og vendte blikket op mod loftet. Hvordan skulle han få 2 timer til at gå? Det virkede fuldstændig umuligt for ham, da han for det meste havde gang i noget på den ene eller anden måde. Det værste han vidste var at kede sig, så derfor havde han altid gang i noget. Men nu var han tvunget til at blive liggende.

Efterhånden som tiden skred fremad havde Híroko ikke rykket sig det mindste og han havde ikke en gang lukket øjnene. Da han lyttede efter de mindste bevægelser i huset, han lagde dog kun mærke til at hun gik ud af huset, og ikke kom tilbage, men det kunne have noget at gøre med, at han var træt og svækket for en kort stund.
Hans blik gled over mod klokken og et koldt smil gled over hans læber, de 2 timer var endelig gået, men der var dog noget som manglede.. Det passede ham ikke rigtigt at hun havde valgt at trodse ham. Lige med et var han på benene, dog en anelse svimmel, men det gik hurtigt over. Døren blev nærmest åbnet med et brag, hvorefter at han fløj ud af sit værelse og ned mod hoveddøren.
"Dette skal du komme til at fortryde, Sirene."
sagde han godt og grundig irriteret. Han lod dog sig glide ned mod jorden, hvorefter at han gik ind i stuen, dog lagde han ikke rigtig mærke til at hun lå på sofaen. Han styrtede blot hen efter sine våben, men da han var på vej hen mod hoveddøren fornemmede han lige pludselig at han var gået forbi noget, der ikke plejede at være der. Derefter vendte han rundt og gik hen til sofaen, da han så at det var hende, som lå på sofaen og sov, greb han hårdt fat i hendes tøj og hev hende op til sig.
"Hvad har du at sige til dit forsvar?"
sagde han koldt og var nærmest ved at bide hovedet af hende. Han nåede dog ikke at tænke over, at hun muligvis kunne have været i huset i noget tid. Lige nu var han blot blinde af vreden.

[Roia Shui]

Roia havde været i hovet i ca en halv time og så faktisk sød ud som hun log og sov. hun var rolig og da han pludselig greb fat i hende og råbte af hende så hun på ham med undrene øjne og tog fat i hans hånd. hans greb om tøjet var lige ved hendes bryster så det var ret ubehageligt. hun så undrene ind i hans øjne og så faktisk forvirret ud. "hvad mener du.... jeg forstår ikke"
Roia så ind i hans øjne. hun var jo kommet tilbage som lovet. hun havde ført kvinden væk og tilbage var hun kommet. som hun sagde hun ville. hun havde jo sagt det også for sin datters skyld. hun så ned på hans hånd og så at han faktisk havde fået hevet tøjet ud af så hendes snore på ryggen var gået lidt op. hun tog sig rundt om brystkassen og så på ham med bange øjne

[Híroko Yúng]

Det var ikke rigtig fordi han tog sig af hendes ord, da han endnu ikke var faldet ned. Han var stadig påvirket af vreden, som blot rasede inde i ham, men mon ikke det ville gå over på et tidspunkt. Han startede bare med at ryste på hovedet og faktisk stramme sit greb omkring hende.
"Du kom ikke tilbage i tide. Og du ved hvad det betyder.."
sagde han med et koldt smil på læben. Men så var han jo også nød til at finde frem til hendes datter, det ville nok blive en større prøvelse, da han ikke rigtig vidste hvad han skulle lede efter. Men han havde da noget at gå ud fra. Roia var jo tilsyneladende læge, så hun måtte jo være kendt i Iméra på den en eller anden måde. Så han skulle bare få fat på de rigtige oplysninger.

[Roia Shui]

hun så på ham og rystede på hovedet. "du sagde vis jeg stak af. jeg er ikke stukket af... jeg er her jo. jeg var tilbage for en halvtime så jeg har været her" hun så på ham og rystede lidt på hovedet. han kunne ikke mene han ville være hende fortrad når hun faktisk var kommet tilbage som lovet. bare fordi hun var dejset om.

[Híroko Yúng]

Af ren og skær frustration smed han hende ned i sofaen igen. Dog var det tydeligt på ham at mærke, at han var en smule oppe og køre over at være blevet forrådt, eller det var i hvert fald hvad han forstod ved situationen.
"Jeg kan godt se at du er her. Men hvis jeg havde været dig, så ville jeg have meldt min ankomst til mig. For lige nu er jeg ikke sikker på om du virkelig har været her inden de 2 timer var omme."
Hans stemme var muligvis en anelse fjern, da han valgte at vende ryggen til hende. Blot for at give sig selv noget ro til at tænke eller i det mindste forsøge. Hvis hun ønskede at overtale ham, så skulle hun kunne komme med et bevis på, at hun nu også virkelig havde været der i noget tid. Folk kunne jo sagtens falde i søvn på få minutter eller mindre. Så det holdt ikke rigtig tæt. Men på den anden side, så ville han helst ikke høre på flere af hendes undskyldninger, og hvordan kunne man bedst lukke munden på hende? Han havde en ide.
"Indtil vi får det hele på plads, så skal du lige med mig"
sagde han med et lumsk smil på læben og greb fat i hendes krave, hvorefter at han simpelthen bare tog hende under armen og gik op på sit værelse igen. Der gik da hellere ikke lang tid før, at han bare smed hende ned i hullet til akvariet, som om hun var affald eller i hvert fald noget der ikke var særlig meget værd. Han sørgede denne gang for at hullet blev lukket ordentlig til.
Efterfølgende gik han nedenunder og trak gardinet for, så hun ikke havde mulighed for at kigge ud i stuen. På den måde var hun jo bare lukket inde, som en rigtig fange.

Da Híroko først havde vendt Roia ryggen, så samlede han sine våben op igen og sørgede denne gang for at de var helt skjulte. Så ville det også være lettere at fange en ny Sirene. Han havde jo allerede fået sig 2 bestillinger, så han havde så småt travlt, medmindre at han ønskede at få problemer med Rúki og manden fra tidligere. Han gik ud af hoveddøren og låste rolig efter sig, for at sætte kursen mod Iméra igen.

[Roia Shui]

at han smed hende ned i holdet havde hun næsten vidst med det samme at han ville. hun prøvede at følge med en han var vist for vred. da hun kom i vand svømmede hun mod glasset til han kom og trak gardinet for. hun så rundt og blev lidt nervøs.

i imera var der en lille pige på stranden. hendes små vinger var gemt under hendes kappe som holdte hende varm. hun sad på en sten og så mod havet. det var næsten formiddag nu. roia og hiroko havde nu været sammen længe og Pigen her var Roias datter og det kunne man ikke altid tro. Datteren havde hvidt hår som morens havfrue form. hendes øjne lignede morens .desværre var hendes race det modsatte af hvad hendes mor var. hendes datter levede i luften og hendes mor levede i havet.

[Híroko Yúng]

Híroko havde i hvert fald ikke i sinde, at lade hende komme fri lige med det samme. Meningen var hellere ikke at sælge hende med det samme, fordi han på en måde godt kunne tænke sig at pine hende mere endnu. Nok havde hun hjulpet ham tidligere, men det kunne han ikke tage sig af, han havde jo ikke ligefrem bedt om hendes hjælp, så han kunne godt lade vær med at hjælpe hende. Det var hellere ikke så svært for en dødsengel, som ham..

Man skulle måske ikke tro, at han ofte benyttede sig af luftvejen, fordi han helst ikke ville afsløres lige med det samme. Men nu hvor han havde så travlt, som han havde, så var han nød til at flyve til Iméra, dog landede han midt inde i skoven for at holde sig en smule skjult bare til at starte med. Dog forsvandt vingerne inde i ham, da han valgte at komme mere ud i det åbne. Hans blik spejdede rundt efter sit næste ofre, men der var dog et mindre stykke til havet. Det havde jo været en smule mistænktsom, hvis han havde valgt at flyve direkte til havet.

[Roia Shui]

ude på stranden sad Hoshi roligt og hun så mod havet. hun begyndte stille at synge en lille sang som hendes mor havde synget for hende tit. hun havde en smuk stemme og den var også meget klar da hun var engel. men også lidt sirene.

[Híroko Yúng]

Der var noget som fangede Híroko's opmærksomhed, da han først trådte ned til havet. Det var ikke den lette brise, som strømmede ind fra de åbne hav, det var nærmere en stemme, som havde en lokkende effekt. Der var noget, som sagde ham, at det måtte være fra en Sirene. Medmindre at den stemme også kunne tilhøre en anden race. Meget vidste han i hvert fald ikke omkring de andre racer end selvfølgelig sin egen og Sirenerne. Men lige nu søgte han kilden til stemmen.
Der gik ikke lang tid før at han så en mindre skikkelse i det fjerne. Et smil bredte sig over hans læber, men ud fra højden at dømme, så så det ikke ud til at være en voksen. Derved kunne han godt droppe den ene bestilling, men så var der stadig en mulighed for Rúki. Han gik lydløst hen mod hende, da han ikke rigtig ønskede at charmere sig ind på et barn. Han skulle blot have fat på hende.

[Roia Shui]

Hoshi var nok 50 år men hendes phyge var 7. hun fornemmede at der var en som gik på sandet. hun drejede hovedet mod ham og sendte ham et sødt smil. et rigtig barne smil. hun havde stadig kappe på så hendes vinger var gemt væk. hun rejste sig og da han jo havde nærmede sig hende begyndte hun at gå baglæns og det lignede at hun for en hver pris prøvede at undgå vandet. hun så på ham og følte noget var galt når sådan en mand gik mod hende uden at sige noget

[Híroko Yúng]

Der gik ikke lang tid før, at det gik op for Híroko, at hun forsøgte at flygte, men samtidig lagde han også mærke til, at hun undgik vandet. Et koldt smil bredte sig over hans læber, dog forsøgte han at skjule det, selvom det normalt var svært at skjule sin begejstring over at have fundet endnu en Sirene. Eller det var i hvert fald hvad han troede lige nu. Han foldede roligt hænderne på ryggen og smilte let til hende, da han så hendes barnlige smil. På en eller anden måde, så lignede hun bare et ganske almindeligt barn, hvis man så bort fra, at hun ikke ville nærme sig vandet.
"Skræmte jeg dig?"
spurgte han ganske koldt og forsøgte ikke en gang at skjule sin hensigt. Han satte også roligt sit tempo op, da han ikke ønskede at hun lige pludselig skulle stikke af, så ville han jo miste sin fangst.

[Roia Shui]

Hoshi så at han smilte koldt. hun blev lidt nervøs. hun gik roligt baglæns og da han pludselig talte koldt fik hun store øjne og vendte sig hurtigt og begyndte at løbe. hendes vinger kunne ikke bære hende inu. og hun ville ikke fanges nu. hun løb alt hun kunne og så sig tilbage efter ham. hun søgte efter skoven for at løbe der ind hvor vinger var svære at bruge ved træer.

[Híroko Yúng]

Man kunne høre et suk forlade hans læber, da han så at hun satte i løb for at flygte fra ham. Egentlig havde han ikke lyst til at løbe efter hende, men på den anden side så var det nødvendigt for ham, at gøre det for at gøre sit forhold med Rúki godt igen. Han begyndte roligt at løbe, og heldigvis for ham havde han lettere ved at komme afsted, da hans ben var længere og på den måde kunne han indhente hende hurtigere.
"Det nytter ikke at gøre et forsøg"
sagde han koldt, men man kunne også høre på ham, at han egentlig ikke havde lyst til at skulle fare efter hende igennem hele Iméra, på den måde ville han jo også tiltrække opmærksomhed, der næppe ville være positivt. Han så sig en smule omkring, da de kom ind i skoven og lige med et var han forsvundet. Eller han var der stadig. Han holdt sig blot skjult for hende, i håb om på et kunne overraske hende på et tidspunkt, når hun var mest udmattet.

[Roia Shui]

Hoshi løb alt hun kunne ogda hun kom til skoven så hun rundt. han var væk. hun løb stadig alt hun kunne men faldt over en rod fra et træ som stak over jorden. hun faldt så lang hun var. hun kom op igen langsomt da hendes knæ var slået slemt. hun humpede afsted og det gik desværre for hende langsomt.