the song.

[Híroko Yúng]

Híroko valgte at holde øje med hende på afstand. Han håbede blot at hun meget snart ville løbe tør for energi, men til sin overrasket skete der noget andet. Hun faldt. En latter fyldte skoven, da han endelig så en chance for at få fat på hende. Han sprang ned bagved hende og lagde hurtigt armene om hende. Eller han gjorde i hvert fald et forsøg, nu hvor hun ikke havde mulighed for at flygte så hurtigt.
"Rolig nu"
hviskede han ind i hendes øre, ikke for at berolige hende. Men mere for at sige, at hun ikke kunne gøre meget mere i denne situation. Så hun kunne lige så godt spare på de sidste kræfter.

[Roia Shui]

da han kom bag hende og lagde armende om hende nåede hun ikke gøre noget hvor at hun blev fanget. hun sparkede og hev i sin krop for at komme fri. "jeg vil ikke tage det roligt. min mor har lært mig at kæmpe til det sidste... så SLIP MIG" hun var nok ikke så gammel men hun var stædig. hun kæmpede og hev i sin krop for at han skulle slippe

[Híroko Yúng]

Da hun begyndte at gøre modstand mod hans greb, strammede han blot sit greb rundt om hende, så hun ville få mindre plads at bevæge sig på. Han smilte blot inderligt over at mærke hende gøre et forsøg på at flygte. Han rystede dog en anelse på hovedet, da han hørte hendes kommentar. Det kunne sikkert give ham problemer, hvis han først stødte ind i moderen, men så måtte han vel bare få hende hurtigst muligt ud af Iméra.
"En ting skal du vide. Nu er det mig, der bestemmer"
sagde han koldt og da han først havde afsluttet sin sætning foldede han sine vinger ud og lod blikket glide op mellem træerne for at finde en vej ud uden at ramme grenene. Efter noget tid med ro forlod de jorden, bare så hun fik en fornemmelse af, at have mistet kontrollen.

[Roia Shui]

hun sparkede alt hun kunne og da han strammede grebbet gispede hun lidt. hun slå ud med benene og da han lettede så hun ned over træerne og havde aldrig troet hendes første flyve tur ville blive sådan her. hun sparkede og og skreg lidt. da hun havde problemmer med luft. "jeg kæmper. jeg er ligeglad med dig. jeg er en fri fugl" hun var bange men hun kæmpede med alt sit mod.

[Híroko Yúng]

Híroko fornemmede en form for uro i den lille tøs, som nu hvilede i hans arme. Men hun havde ikke rigtig noget valg end at blive hos ham lige nu. Han havde nemlig ikke tænkt sig at slippe hende, da han gerne ville skaffe sig endnu en Sirene til samlingen eller det var i hvert fald, hvad han troede pigen var.
"Hvis du ikke snart forholder dig i ro, så ser du aldrig mere din mor.."
sagde han koldt og lod vingerne bære dem længere op i luften. Egentlig mærkede han et form for deja vu, men det var nok fordi tidligere havde han truet med at en mor ville miste sin datter. Det morede ham en anelse, at finde folks svage punkter, men mon ikke pigen havde flere? Han holdt dog stadig godt fast i hende, men løsnede grebet en anelse, da han godt kunne mærke på hende, at hun havde svært ved at trække vejret.
"Og hvis det ikke er nok for dig, så smider jeg dig bare i Cyappu, så må du blive den første, som ser bunden"
sagde han med et koldt smil på læben, som om det faktisk morede ham ens mule, selvom han på et tidligere tidspunkt i sit liv havde været nød til at redde sin lillebror fra Cyappu's dyb. Der gik ikke lang tid før at man faktisk kunne fornemme den store og dybe kløft i det fjerne. De var efterhånden kommet et godt stykke.

[Roia Shui]

da han troede med at smide hende i kløften blev hun faktisk rolig. det med moren var hun sjovt nok ikke bange for men kløften var hun. hun havde hørt mange døde i den. hun knyttede næverne og så rundt nede på jorden. hun så på nogen der gik noget væk fra kløfte,
"HJÆÆÆÆLP!... HAN BORTFØRE MIG! HJÆLP!" hun råbte alt hun kunne og håbede at de ville hjælpe

[Híroko Yúng]

Det kom en smule bag på ham, at hun ikke havde nogen reaktion på at han truede med hendes mor. Hun var måske slet ikke så glad for sin mor? Det måtte han få svar på, på et senere tidspunkt. Han grinte lidt, da hun endelig faldt til ro, men bandede indvendigt, da hun begyndte at råbe om hjælp. Hurtigt dækkede han hendes mund til med sin ene hånd og styrtede lige ned mod kløften med en hurtigt fart. Noget kunne tyde på, at han forsøgte at komme ned i mørket, så personerne på jorden ikke ville få øje på dem.
Da de først kom ned i mørket vendte han hende om og kiggede lige ind i hendes øjne.
"Du har bare med at holde din kæft indtil vi er i Nýchta. Ellers efterlader jeg dig hernede i mørket, hvor ingen kan høre dig."
sagde han med en kold og meget hård stemme, da han efterhånden var meget træt af hendes opførelse, men på det punkt var det også langsomt ved at gå op fra ham, at tøsen muligvis ikke var noget for Rúki.

[Roia Shui]

hun så på ham og så væk igen. hun anede slet ikke hvad hun skulle sige eller. hun så på ham og så væk. hun var glad for sin mor men ville ikke vise den svaghed. hun sukkede og så ned i dybet. hvad skulle hun dog gøre. hvad ville han med hende? hun var jo kun et barn.

[Híroko Yúng]

Noget kunne tyde på at den lille pige havde valgt at holde sin mund. Endelig kunne han få en smule ro. Men så skulle han bare op af kløften uden at blive opdaget, men lige nu befandt de sig allerede på Nýchta side, så i teorien burde det ikke være alt for svært. Han smilte en anelse og lod hans vinger bærer dem op af kløften mod Nýchta.
"Du kommer snart til at se en af din egen art"
sagde han roligt og satte meget hurtigt kursen mod sit eget hjem. Så længe at pigen ville holde sin mund, så burde det ikke være alt for svært at komme igen Nýchta uden at trække for meget opmærksomhed til sig.

[Roia Shui]

Hoshi så på ham og forstod ikke hvad han mente men var helt stille og så rundt der var da ingen af hendes race her. men det var jo nok fordi at hun kendte sig race og han kun troede han vidste det. hun så hvordan de nærmede sig det store hus.

[Híroko Yúng]

Híroko var blot lettet over, at få en smule ro, men mon ikke det blev ændret, så snart at de ville træde ind i huset igen. Han kunne jo ikke holde øje med hende og han var ikke sikker på, hvor smart det ville være, at have 2 Sirener i akvariet, de kunne jo finde på at hjælpe hinanden. Han landede foran huset og holdt fortsat armene omkring hende lige indtil at de trådte ind i huset. Han låste døren af og gik ind i stuen hvor han satte sig med blikket mod det store gardin. Men ud af øjenkrogen holdt han øje med den lille pige.

[Roia Shui]

da de kom ind og han slap så hun på ham med undrene øjne. hun gik over til gardinet og hurtigt skyndte hun sig ind bag gardinet. hun så på akariet og så rundt.
Roia så det korte lys og så på skikkelsen. hun svømmede hurtigt ned til glasset og pigen. hun lagde hænderne på glasset og så trist på hende.
Hoshi begyndte at mærke tårende presse på og begyndte at banke voldsomt på akvariets glad

[Híroko Yúng]

Det kom en smule bag på ham, at pigen lige pludselig valgte at forsvinde ind bag ved gardinet, men hun vidste sikkert ikke hvilket syn der ventede hende bag ved det store røde gardin. Men da han først hørte hende banke på glasset rejste han sig op og gik hen til gardinet og trak det fra. Han så irriteret på pigen og rystede en anelse på hovedet.
"Du vil bare ikke lade mig få noget ro"
sagde han en smule irriteret og kiggede ikke en gang på Roia, da han i et kort øjeblik havde glemt at hun var der. Han så koldt på den lille pige, som egentlig bare bankede på glasset? Han kunne jo ikke vide hvorfor.

[Roia Shui]

Roia så på Hiroko og begyndte at skrige så højt at man kunne høre det rumle uden for akvariet. hun så rasende på ham. han havde brudt sit løfte. Hoshi så på ham og smuttede hurtigt forbi ham og så mod ham. "slip min mor fri. SLIP HENDE FRI!"sagde hun rasende og ville ha sin mor ud af det glas bur. hun havde ikke kunne troet nogen gjorde sådan ved hendes mor

[Híroko Yúng]

Det hele kom meget bag på ham, han havde i hvert fald ikke regnet med at det var sådan en reaktion der ville komme, og da slet ikke var Roia. Han kunne da ikke vide, at det var hendes datter.
"For det første er det mig, som bestemmer"
sagde han koldt og kiggede efter Hoshi, der tilsyneladende var meget ophidset over det hun lige havde set. Han lagde blot armene over kors og rystede en smule på hovedet, hvorefter at han vendte sig mod glasset.
"Jeg kunne da umuligt vide, at hun var din datter, så du skal ikke bebrejde mig!"
sagde han hårdt og koldt, da han faktisk var en smule ligeglad med hvordan de to havde det med ham lige nu. Han tænkte jo kun på en ting.. Penge.. Men om det var smart at vende Hoshi ryggen, måtte han jo finde ud af senere.