the song.

[Roia Shui]

byen var stille og folk der gik i gaden sagde ikke så meget. dog fyldtes luften pludselig med den smukkeste stemme som gjorde alle rolige og børn blev trætte. Der kunne kun være to racer som kunne dette. en mizu eller en sirene. sangen var smuk og alle forældre måtte tage deres børn op i deres farv. Sangens stemme var inde i et hus den kom fra og det var lægen Roia som sang for sin datter Hoshi som skulle til at sove. Roia puttede Hoshi efter sangen og gik ud af huset. Roia havde en smuk blå kjole på imens at hun gik stille igennem byen og så alle de lykkelige par med deres børn. hun gik stille og roligt mod byens ydre kant. alt var stille og vejret var begyndt at blæse op. Roia så op mod himlen. Mørke skyer. Det måtte betyde at der snart ville blive regn. hun måtte skynde sig videre. Roia gik roligt videre og var i alt for godt humør til at opdage om nogen fulgte hende eller stødte ind i hende. Hun elskede sin datter. hendes datter var alt for hende.

sangen

[Híroko Yúng]

Som det hele skred frem ad, var Híroko blevet nød til at bevæge sig over Cyappu. Dog lod han sit blik glide ned i kløften, som afslørede et dybt mørke. Han fik lige pludselig den samme følelse, som Toroko havde haft den gang. Det gav ham et mindre tilbageslag, men han blev nød til at komme videre, selvom fortiden hele tiden indhentede ham. Dog knurrede han hænderne sammen og var fast besluttet på at komme over og fortsætte sin jagt. Hans blik gled mod Iméra, som blot ventede på ham. Aftenen var kun lige begyndt, men selvom himlen så en smule dyster ud, så kunne han sagtens klare en lille smule regn, det ville jo kun være befriende at blive ramt af regnen.
Det gik muligvis hurtigt for ham at komme til Iméra, samtidig med at han kom ubemærket ind i landet, fordi han benyttede sig af luften vejen. Det var endnu en god ting ved at være udrustet med vinger. Hans blik var dog fæstnet mod Sorento, som han kom tættere og tættere på. Han nåede også at få en lille smag på en smuk og yndig stemme, som man ikke ville kunne tage fejl af og da slet ikke når man havde hans erfaring. Derfor valgte han at lande i en gyde for efterfølgende at gå med rolige skridt mod huset, hvor der var blevet sunget. Foran sig fik han også øje på en kvinde i en smuk lang blå kjole, som virkede fredelig og ganske rolig. Men blev hun påvirket af vejret, der lagde op til regn? Det ville hurtigt kunne afsløre hende, specielt over for Híroko.

[Roia Shui]

Roia gik stille videre igennem byen og op til flere gange var der nogen som sagde tak til hende fordi hun havde haft hjulpet dem. hun nikkede og sagde hele tiden det var så lidt. hun kom ud for byen og så tilbage på himlen. "jeg håber ikke det begynder at lyne"hviskede hun stille og trak på skuldrene. hun forsatte igennem landskabet i et roligt men fast tempo. hun nynnede lidt og lod sin kjole danse yndefuldt om hendes smukke krop. hun så sig tilbage da hun pludselig følte sig iagtaget. måske var det bare hende men følelsen var meget ubehagelig når hun ikke kunne blasere det. "er der nogen?" sagde hun højt og var lidt bekymret for hvem der mon kunne være der. en der var såret? eller en der måske ville såre hende?

[Híroko Yúng]

På en eller anden måde, så havde Híroko på fornemmelsen af, at han var nød til at følge efter kvinden. Og ofte når han fulgte sit instinkt, så var det rigtigt nok, men man kunne jo aldrig vide, om han også ville have ret denne gang, man ville jo aldrig være heldig hele tiden. Men med lidt held ville han muligvis få en Sirene i nettet. Hans blik var lettere lusket, da han i hovedet var i gang med at planlægge, hvordan han havde mulighed for at fange hende, hvis hun gik hen og viste sig for at være en Sirene. Han begravede roligt sine hænder nede i lommerne på de sorte bukser og gik roligt efter hende. Han forsøgte at holde sig skjult, i håb om at hun ikke lige pludselig ville forsøge at flygte.
Efterhånden som de nærmede sig udgangen af Sorento, gjorde han sig klar til at følge efter hende fra luften af. Dog hørte han udmærket hendes ord og lod blikket glide op mod himlen. Var hun nervøs for vejret, der så småt lagde op til et stormvejr eller noget der kunne være værre. Han smilte lidt, men gik i skjul, da hun tilsyneladende blev mistænksom over, at der var en som fulgte efter hende.
*Fandens, nu er hun sikkert på vagt*
tænkte han lettere irriteret til sig selv, da han ikke ville miste sit bytte, hvis hun nu var Sirene, så var der er meget god chance for at han ville kunne sælge hende hurtigt, da hun tilsyneladende var en smuk og intelligent kvinde, der ikke var til at løbe om hjørner med.

[Roia Shui]

Roia så rundt bag sig. der var ingen som svarede. så det måtte betyde ingen var der. dog kom hun med et forskrækket gisp da en hare pludselig hoppede fordi hende fra en busk. "så det var bare dig som fulgte mig lille hare." sagde hun lettet og vendte sig om og gik videre. *det kan da ikke være den hare. Der må være noget andet for jeg har det stadig underligt.* Roia var inteligent ellers var hun jo aldrig blevet læge. hun kom mod en skov sti som gik til marke og derefter til havet. og den delte sig også mod bjerget. Roia gik roligt mod markerne og havde stadig på fornemmelsen af at blive forfulgt. nogen måtte føle hende. eller var det bare hendes fantasi efter det som skete med hendes dyrebare skat. hendes elskede datter. hun gik roligt på marken og da hun var på midten af marken så hun tilbage igen. var der nogen efter hende?

[Híroko Yúng]

Det var ikke fordi det kom bag på Híroko, at der lige pludselig dukkede en hare op, han smilte bare lidt over hendes reaktion, men valgte nu at tage et mindre forspring, så han ikke længere var bagved hende. Han vidste udmærket godt, at han blev nød til at gøre noget hurtigt, før at de ville komme til havet, hvor hun muligvis ville have den største fordel. Da hun først befandt sig midt på marken lå han skjult ikke ret langt fra hende. Samtidig med at han valgte at betragte hende, fra den afstand han nu havde formået at lave imellem dem. Híroko smilte lidt, da noget kunne tyde på, at han havde fået en mindre ide. Stille og roligt rejste han sig op og bevægede sig mod hende.
"Undskyld, men jeg tror at det har været mig, der har fulgt Dem en del vej"
sagde han stille og roligt, men han vidste da udmærket godt, at han blev nød til at være klar på hendes reaktion. Dog havde han valgt at skjule de sorte vinger væk inde i sig. Så hun ikke med det samme vidste, hvor han muligvis kom fra. Selvom det ikke ville være svært, at gætte at han kom fra Nýchta, når man først vidste, at han var dødsengel.

[Roia Shui]

Roia så rundt og da manden pludselig rejste sig op og snakkede så hun undrene på ham. hun vendte sig helt om mod ham og så roligt på ham. "må jeg spørger hvorfor du har forfulgt mig?" sagde hun smukt og venligt. hun så ham ikke lige nu som en trudsel men nok fordi at hun ikke vidste om det var fordi at han var såret eller ej. og hun kunne jo ikke lade en som var såret være. nok en ret stor svaghed.
Roia så mod den vej hun var på vej til at gå og så på ham. hun sendte ham et varmt smil som mange fra imera havde. dog gjorde skyerne på himlen hende meget bekymret. de blev mørkere og kom tættere på hele tiden. hun vidste at vis det regnede nu ville hun ha et problem. det var sket en dag før men der var det også en sød person der hjalp hende.

[Híroko Yúng]

Selvfølgelig ville det komme bag på hende, det ville sikkert komme bag på alle, at nogle forfulgte dem, selvom det lød en anelse voldsomt med ordet forfulgt, selvom det også var det han teknisk set havde gjort. Men på en eller anden måde måtte det da været muligt at redde sig ud af det, ellers havde han aldrig tænkt sig at konfrontere hende.
"Jeg ville ikke direkte sig forfulgt - jeg gik blot efter Dem, da jeg følte at der var noget galt, en fornemmelse jeg får til tider, men jeg kunne jo tage fejl?"
svarede han ærligt, og det var faktisk også ganske ærligt, men nok ikke ligefrem som hun ville forstå det. Hun ville sikkert misforstå det til hans fordel. Han blev roligt stående i hendes nærvær, men gik stille til side, så hun havde mulighed for at passere ham, hvis hun ikke ønskede at snakke videre med ham. Men en ting var sikkert, hun ville næppe slippe fra ham, hvis han først fandt ud at, hvad hun i virkeligheden var, da han jo ikke kunne være helt sikker. Híroko havde dog en mindre fornemmelse af, at kvinden blot blev mere og mere bekymret, da himlen og skyerne tilsyneladende blev mørkere og mørkere.

[Roia Shui]

Roia så undrene på ham og forstod ikke hvad han mente med det. hun gik lidt mod ham og så op og ned af ham for at tjekke om han var såret. hun sendte et smil og begyndte at gå videre.Roia anede ikke hvad han mente men tænkte at han vel havde på fornemmelsen at han snart kom til skade og havde derfor brug for lægehjælp.
Roia gik stille videre og standsede pludselig ved nogen gule blomster. hun bukkede sig ned og tog bladene af blomsten. hun mumlede noget om lægemidel og bladede men sagde det ikke højt. hun sad der lidt tid og rejste sig så igen da hun havde plukket 20 blade af. hun gik roligt mod vandet og nynnede roligt.

[Híroko Yúng]

Det overraskede ham en lille smule, at hun ikke valgte at spørge mere ind til det, det måtte jo bare betyde, at hun ikke var så nysgerrig, som han kunne være til tider. Han blev roligt stående og betragtede hendes vej end over marken. Et lusket smil gled over hans læbe, da hun nærmede sig det sted, hvor han havde været. Han trådte et enkelt skridt til siden, da hun første begyndte at rejse sig op kom et net farende mod hende, som om hun havde trådt på en snor, der havde udløst det hele. Det var i hvert fald sådan det skulle se ud. Grunden til at Híroko havde flyttet sig var, at han ellers var blevet ramt selv af nettet og det ville jo ikke se helt så kønt ud, når han jo forsøgte at fange hende og ikke sig selv. Men nu måtte han jo lige finde ud af, om han overhovedet havde fanget hende. Eller om hun var for smart til en simpel fælde.

[Roia Shui]

Roia var rolig da hun rejste sig og da nettet faldt så hun på det og skyndte sig at bukke sig. hun nåede lige at bukke sig i tide så kun ydre kanten af nettet ramte hende. hun løftede det af og skyndte sig et skridt væk fra nettet. hun så på nettet og vendte sig mod manden og så undrene på ham. var det ham som havde gjort dette? hun rystede på hovedet af ham og vendte sig om og løb pludselig alt hun kunne væk fra marken. hun blev bange. hvem var han. eller hvad var han. hvorfor virkede dette helt forkert.

[Híroko Yúng]

Híroko rystede en anelse på hovedet, da det gik op for ham, at han faktisk havde fejl bedømt hende en anelse. Men på den anden side, så kunne alle af hendes slags jo ikke være lige lette at fange - det ville sikkert også ende med at kede ham.. Han stod i kort tid bare og kiggede på, hvordan hun kom ud af nettet og smed det fra sig. Men han var dog meget sikker på, at han ikke havde mistet grebet endnu. Egentlig var tanken at hun blot skulle rende ind i en anden fælde, men så besluttede han sig for at ville more sig lidt med hende. Det var også lang tid siden, at det faktisk havde moret ham at fange sine ofte med de bare næver.
Godt tid efter hvor hun pludselig satte i løb valgte han at sprede de sorte vinger ud, som han før havde holdt skjult. Der gik ikke mange sekunder før at han var oppe i luften med kurs mod hende.
"Det er ingen steder at flygte hen, unge Sirene.."
Det var muligvis blot en fornemmelse med hensyn til hendes race, men han var dog blevet mere sikker ved situationen. Han smilte lidt til sig selv, da han befandt sig over hende og nærmest styrtede ned til hende for at gribe ud efter hendes arme, så han kunne trække hende op i luften til sig.

[Roia Shui]

Roia så tilbage imens hun løb og så hans vinger folde sig ud. hun blev meget bange for hvad der skulle ske. hun så rundt efter en måde at komme væk på. hun hørte hans vinge slag komme nærmere og da der pludselig blev sagt noget rystede hun på hovedet.
"jeg må ikke fanges. Hoshi skal ikke miste sin mor i den unge alder" sagde Roia imens hun løb alt hun kunne. Da der pludselig ikke var nogen lyd af vinge slag så hun op hvor han var på vej styrtende ned mod hende. hun trak vejret dybt ind og da han greb ud efter hendes arme dykkede hun sig i det resultat at han lige snittede hendes skuldre. hun tog sig til skuldren og så på ham med bange øjne.
"lad mig være... jeg har intet gjort dig... jeg skal hjem igen til min lille engel" af en eller anden grund håbede hun at han ville tro hun også var en engel. men hun håbede også at han ikke kunne finde på at bruge et barn som lokkemad. Hun begyndte at bakke og gik hurtiger og hurtiger tilbare

[Híroko Yúng]

Det var meget tydeligt for Híroko, at denne Sirene ikke havde tænkt sig at give op lige med det samme. Han smilte en smule for sig selv, men ærgede sig også samtidig over ikke at have fanget hende med nettet, det havde jo været meget nemmere for ham. Men så fik han da også rørt sine vinger? Han lyttede roligt til hendes ord, men der skulle desværre mere til for at overbevise ham om hendes race. Han kunne ikke se nogle vinger? Og hvis hun var engel, hvorfor fløj hun ikke bare sin vej. Men på den anden side, i det tilfælde af at hun havde været engel, så ville han nok mere nyde at dræbe hende frem for at fange hende.
"Så den unge Sirene er mor?"
spurgte han med et koldt smil på læben og satte lige pludselig farten op og vendte rundt i det sekund, hvor hun forsøgte at flygte den modsatte vej. Dog forsøgte han også samtidig at komme foran hende, så hun ville løbe lige ind i hans arme.
"Måske jeg senere skulle aflægge dit barn et besøg?"
sagde han med et koldt smil på læben. Hans stemme var dyb, men også lettere dyster, som ofte virkede mere skræmmende på folk end hans udseende.

[Roia Shui]

Roia bakkede og da han vendte om og fløj mod hende rystede hun men alt gik i stå da han sagde han ville besøge hendes datter. hun blev blev stiv af skræk. hun ville ikke ha at han gjorde hendes barn noget. hun knugede hænderne ved hendes mave og så ned i jorden.
"nej... nej rør ikke min stjerne... Gør hende ikke noget, jeg ber dig"
en tåre faldt ned af hendes kind imens at hun bare stod helt stiv af skræk og så frem for sig. hun var bange for at han ville dræbe Hoshi. hun var jo halv sirene og halv engel. det eneste sirene som bevirkede hende var nok alderen. for racen havde hun arvet efter sin far. manden her ville jo nok dræbe hende vis han fandt hende.