the song.

[Híroko Yúng]

Beklageligvis for Roia, så betød dette at Híroko, nu kendte hendes svaghed, som han nok ville udnytte til fulde. Han fløj stille og roligt mod jorden, da han fandt ud af, at hun var stivnet af skræk. Han landede cirka en meter fra hende og smilte bare lettere koldt.
"Og hvordan vil du få mig til at lade vær med det?"
spurgte han lettere koldt, da han jo faktisk kun gik efter en ting og det var at fange flere Sirener til sin samling, dog overvejede han stadig hendes barn. Det ville sikkert være meget lettere at klare, men også samtidig at få et barn til at gøre, hvad der blev sagt, i modsætningen til hvad en voksen kvinde ville give af problemer.
"Dit barn er sikkert meget mere villig til at gøre, hvad jeg siger"
sagde han lettere overvejende, så hun i hvert fald fik en lettere fornemmelse af, at han faktisk mente det helt alvorligt og godt kunne finde på at gøre alvor ud af det, hvis det vel og mærke var den måde, han kunne få hende til at komme med frivilligt.

[Roia Shui]

Roia ønskede ikke sit barns liv kom i fare eller blev ødelagt. hun faldt ned på knæ og bøjede hovedet og vidste hun havde overgivet sig.
"tag mig. bare lad min datter være. Jeg ber dig. Hun er uskyldig og har livet foran sig"
da han sagde det med at barnet var mere villig bed hun sig i læben af frygt for at han ville fange Hoshi. Dog skulle han jo ikke regne med at hun var villig. hun var jo 50 men 7 i sind men hvidste godt hvornår man skulle kæmpe. Roia så op på ham og man kunne se at hun havde overgivet sig.
"jeg gør alt... bare lov mig, Du ikke skader mit barn"
sagde hun og så trist på ham imens at hun hørte torden længere væk. der kunne ikke gå lang tid før at regnen var over dem. det ville betyde at vis hun blev våd kunne hun ihvert fald ikke komme nogen steder.

[Híroko Yúng]

Var det virkelig så let? Det var næsten lige før, at det kom bag på ham, at hun havde overgivet sig så hurtigt. Men det måtte jo betyde, at hendes barn betød mere for hende, end hendes eget liv? Et koldt smil viste sig på hans læber, hvorefter han gik hen og greb fat i hendes arm. Det var ikke et greb, der ville gøre ondt, men det ville dog ikke være muligt at vride sig ud af hans hånd, da det også var fast.
"Så har vi os en aftale, du kommer med mig og jeg lader dit barn være?"
sagde han lettere tænkende, da han stadig godt kunne finde på at søge efter hendes barn, da det jo ville betyde, at hun med sikkerhed ville gøre hvad han sagde. Så længe at han havde noget på hende. Ellers ville hun muligvis skifte mening midt i det hele? Vingerne bag på hans ryg foldede sig roligt ud, som om han lagde an til at flyve afsted med hende. Dog vidste han ikke med sikkerhed, hvordan han skulle transportere hende, det ville sikkert være hurtigere af luftvejen, men det ville også være hårdt for ham, da hun ikke ville kunne hjælpe ham. Men hvis han ikke skyndte sig, så ville regnen falde ned over dem, og så ville han da blot have større problemer med at transportere hende tilbage til Nýchta.

[Roia Shui]

Roia fik et chok da han tog fat i hendes arm. hun rejste sig hurtigt op og så på ham. hun anede virkelig ikke hvad hun skulle gøre. hun kunne jo kun følge med vis hun skulle rede Hoshi. han ville jo sikkert dræbe hende når han så hendes race. hun så på ham og åndede helt ud.
"det er en aftale. men vis jeg finder ud af du har gjort mit barn noget kan jeg ikke love jeg vil følge dig"
Roia vidste det ikke var godt sagt men det var sandheden når hendes datter havde brug for hjalp blev hun som en helt anden hun så dog på ham og hørte torden igen og så mod himlen. skyerne kom hele tiden nærmere. vis han ikke skyndte sig ville det ende med at han alligevel var nød til at bære hende. dog ønskede hun at flygte lige nu. men at udsætte Hoshi for det ville hun ikke.

[Híroko Yúng]

Híroko valgte blot at nikke til det hun forlangte, men på den anden side, så skulle man aldrig stole på en dødsengel, specielt ikke en af hans slags, da han kun tænkte på en ting.. Penge. Det var nok også det, som var vigtigst.
"Vi får se.."
sagde han koldt og trak hende afsted efter sig. Desværre for ham, var han jo nød til at trække hende igennem Iméra, og det kunne godt ende med at vække opsigt, hvis han ikke tænkte sig ordentligt om, før at han ville tage det næste skridt. Dog lod han også sit blik glide op mod himlen, hvorefter han rystede på hovedet og mest af alt blot havde lyst til at skynde sig en smule. Men han skulle jo også gerne have hende med.. Uden at vække opsigt og hvis han først løb afsted med hende, ville det give ham problemer.

[Roia Shui]

Roia så på ham og håbede virkelig at han ville holde sit løfte. men da han begyndte at hive afsted med hende var hun nød til at hive op i kjolen for ikke at falde i den. Roia så på ham og så rundt. det var aften tid så mange var ikke ude på denne tid hvilket vel var et held for ham men et uheld for hende. hun så mod byen og lod en tåre falde. hun havde slet ikke lyst til at følge ham men hun vidste at hun var nød til at for ikke at ofre sin datter.
hun var ved at falde mange gange da han jo havde større skridt end hun havde. Roia så på ham og trak vejret hurtigt og havde sådan lyst til at spørger hvad der skulle blive af hende nu. men på den anden side. det ville jo ikke gå at spørger. hvad skulle det gøre godt for. det ville vel bare gøre hende mere frusteret og bange. hun hev nogen gange i sin arm i håb om den kom fri så hun kunne samle sin kjole ordenligt op men kunne ikke få den fri.
"hvad skal du med mig?" hviskede hun da hun trak vejret hurtigt så hun ikke kunne tale højt.

[Híroko Yúng]

Det var ikke fordi Híroko havde i sinde at skulle snakke meget mere med hende, da han nu havde fået, hvad han var kommet efter. Det havde jo også været den eneste grund til, at han overhovedet var taget til Iméra, nemlig for at fange en Sirene. Og endelig var det lykkedes ham uden det helt store besvær og blot fordi Roia ikke havde kunnet holde sin egen svaghed inde i sig. Híroko ville nok næppe aldrig nogensinde røbe noget så vigtigt som at afsløre sine egne svagheder, som fjenden næsten altid ville udnytte.
Híroko havde ikke i sinde at slippe hende lige med det samme. Hun ville nok fast komme fri fra hans kløer, så snart at de var tilbage i Nýchta, hvor det med sikkerhed ville være dumt at flygte. Hvis det ikke var ham, som havde hende, så ville en anden sikkert gerne have fat i hende..
"Det finder du tidligst nok ud af.."
Sagde han lettere kold, men også afvisende, som tegn på at hun ikke skulle snakke for meget på turen. Dog håbede Híroko blot på, at de ville komme igennem landet uden at skulle komme til at møde nogle fra Iméra. Han valgte dog også at tage nogle mere skjulte stier, som han igennem årene havde opdaget, imens at han også havde jagtet Sirenerne.

[Roia Shui]

Roia prøvede at følge med så godt hun kunne. Roia så rundt i alle stigerne han gik. måske ville hun kunne huske dem senere. hun havde forstået at hun ikke skulle sige noget. hun turde ikke. hvad ville han ikke gøre vis hun sagde noget.
Roia så rundt på stigerne og så hvor mange planter som var her som ikek var andre steder. hun så på ham og begyndte at lunte op til hans side. hun var lidt bange for at falde og at han så bare ville sparke hende eller noget som ville skade hende. Hun luntede hele vejen til de kom til kløften over til Nychta. hun så bange på ham og anede ikke hvordan hun skulle komme over der. hun kunne ikke flyve. hun så på ham og rystede på hovedet.

[Híroko Yúng]

I følge ham, så gik det faktisk meget lettere end han havde regnet med, da han først havde fået fat i hende. Men om det ville fortsætte på denne måde kunne han jo ikke vide med sikkerhed, samtidig med at det kunne være svært at skulle håndtere end fange, som stadig var ved bevidsthed. Ofte var det sådan, at han blev nød til at slå dem ud, så de ikke ville gøre modstand, men hun gik åbenbart med frivilligt med ham, og det var han faktisk tilfreds med.
Endelig kunne Híroko skimte Nýchta i det fjerne, det måtte så betyde, at han faktisk var kommet igennem Iméra uden at vække den helt store form for opsigt, det kunne kun være held for ham, men så var det også ren og skær uheld for hende. For var hun først kommet til Nývhta ville der ikke være nogen vej tilbage mere. Hans blik gled ned i kløften, da de endelig kom til Cyappu. Han rystede en anelse på hovedet, da han ikke lige havdet tænkt det hele igennem. Han vendte sig mod hende.
"Du holder fast i mig og vov på at give slip"
sagde han lettere koldt, da han faktisk ikke rigtig orkede at skulle flyve efter hende for at få hende sikkert over kløften, men på den anden side, så ville han ikke lade hende falde ned til bunden. Da han stadig ønskede at få nogle penge ud. Så han ville sikkert blive nød til det? Han slap grebet om hende og foldede sine sorte vinger ud og ventede blot på at hun ville tage fat i ham, så de kunne komme videre.

[Roia Shui]

da de kom helt ud til kløften og han så sagde at hun skulle holde fast i ham uden at spille så hun undrene på ham. var han dum. hun ville sgu da ikke dræbe sig selv når hun havde en datter at leve for. hun så på hans sorte vinger og gik over til ham og sank en klumb. hun lagde armende om hans nakke og holdte godt fast i ham. hun så på ham og så lidt rundt i håb om nogen så dem. de var noget væk fra broerne så hun håbede at når han lettede at de ville se dem og måske skyde efter ham. og dog ikke. for hun kendte sig selv og vis nogen var kommet til skade kunne hun ikke andet end at hjælpe. sådan var hun jo bare.
"jeg vil ikke slippe. jeg vil ikke dø fra mit barn" hviskede hun mest til sig selv for at bekræfte til sig selv at hun ikke kunne dø for Hoshi. hun knugede sig ind til ham og så ind i hans tøj. mest fordi at hun var bange for at falde.

[Híroko Yúng]

Det var egentligt utroligt, så mange gange, at folk fra Iméra kunne overraske ham, men det var vel bare fordi, de ikke var som de personer han var van til at omgås. Han var blot overrasket over, hvor villigt hun lagde armene om ham, han kiggede hende kort i øjnene med et drilsk smil på læben. Det virkede muligvis en anelse anderledes, men det forsvandt også hurtigt, så hun lagde måske ikke engang mærke til det? Han valgte dog at holde fast i hende, så han havde et greb om hende. Híroko lagde roligt armene omkring hende, og grebet var da hellere ikke lige så hårdt, som det greb han havde haft om hendes arm.
"Det må du selv om, hvis du nogensinde ser hende igen"
Det var egentligt meget tydeligt, at spore den alvor, som lå i sætningen. Men der gik ikke lang tid før at han foldede dem helt ud og langsomt lettede fra jorden, dog valgte han at holde udkig, men han kunne selvfølgelig ikke holde øje med alt der skete rundt om ham.

[Roia Shui]

Roia så hvordan han så på hende men det gjorde hende intet. hun tænkte kun på sin datters sikkerhed. da han lagde armende om hende så hun på hans arme og lagde hovedet ind til ham og sendte alle hendes tænker til sin datter. da han sagde det med om hun så hende igen sukkede Roia bare og så ned på landet som forsvandt under dem.
"husk på dette. Jeg gør kun dette pga hendes sikkerhed. hun skal ikke ud for sådan en som dig. om jeg så ikke ser hende igen ved jeg hun er sikker"
det var hjerteskærende på hende at sige de ord men det var sandt og man kunne se hvor alvorlig hun var pga dette. hendes datter var alt for hende. hun lagde sit hoved tilbage så hun nærmest virkede bevidstløst. men det var mest fordi at hun elskede vinden. hun huskede stadig sin mand. hun så ned på jorden og fik store øjne da hun så nogen vagter fra broen havde fået øje på dem og sigtede på dem med pile. hun så på ham og sank en klumb.

[Híroko Yúng]

Det var egentligt meget beundringsværdigt, hvor meget kvinden var villig til at opgive for at han ville lade hendes datter være. Det var ikke ligefrem den slags opførelse, som han oplevede hver gang, at han var ude på sin jagt efter Sirener. Men det virkede næsten, som om hun var anderledes end de andre? Eller også manglede han bare erfaring med hensyn til Sireners personlighed.
"Så længe du er klar over, hvorfor du gør dette, så behøver jeg ikke bekymre mig om det"
sagde han med et roligt smil på læben og lod blikket glide op mod himlen, en ting var sikkert, det var i hvert fald ikke blevet lysere, og månen lyste hellere ikke så meget op mere, men alligevel havde han en fornemmelse af, at de blev overvåget og ganske rigtig. Hans blik gled ned mod jorden, hvor han så at vagterne havde trukket deres våben.
"Fandens også.."
bandede han en smule irriteret, da han helt klart ikke havde lyst til at skulle have en pil i sin vinge. Men hvordan skulle han slippe af med dem? Han ville nemlig få det svært ved at flyve hurtigt, så længe at han havde hende på sig? Skulle han så bare slippe hende? Så han selv ville slippe levende fra det? De var også sådan set kommet halvvejs over kløften, men Híroko valgte at holde et godt øje med dem.

[Roia Shui]

Roia trak vejret dybt ind i et øjeblik og pustede det hele ud så hun prøvede at veje mindre. hun så mod vagterne og så at de trak pilen tilbage og slap. han var heldig den sussede lige over dem. hun så på vagterne og ønskede hun havde været en anden race lige nu. hun tog fat i hans ene hånd og lagde den op på hans ene øre og lagde selv sin ene hånd på hans andet øre så han ikke blev påvirket for så ville de helt sikkert styrte. hun begyndte at synge klart og varmt. det var en vuggevise som gjorde at vagterne ville blive døsige så de ikke kunne sigte. hun håbede i det mindste at det ville gøre at de ikke styrtede ned i kløften for det var ikke hvad hun ønskede lige nu.
da vagterne var døset hen slap hun hans øre og så på ham med rolige øjne "håber du forstår at jeg ikke gjorde dette for dig."

[Híroko Yúng]

Hvis hun ikke havde gjort noget, var hun nok endt med at ramme bunden, hvis han ikke var hurtig nok til at fange hende igen. Han havde nemlig haft i sinde at smide hende hen mod kanten, så han havde kunnet så dem hurtigt ud for derefter at fortsætte, men det var heldigvis ikke sådan det gik til, da den plan var meget usikker. Han lukkede øjnene, da han hørte, at hun gjorde klar til at synge. Han vidste udmærket godt hvad det kunne betyde for ham, men heldigvis for dem, så mistede han ikke bevidstheden, selvom han var tættest på hendes stemme.
"Så må vi se om du fortryder dit træk senere"
sagde han med et koldt smil på læben, hvorefter at han skyndte sig over på den anden side, så de nu var i Nýchta. Nu var der i hvert fald ingen vej tilbage for hende, for hun ville sikkert ikke kunne finde vej tilbage, når de først var kommet langt nok ind i Nýchta.