the song.

[Híroko Yúng]

Det var ikke rigtig fordi Híroko skænkede hende det mindste blik, da hun først faldt ned fra hesten ryg. Han smilte blot lidt over, at hun var faldet, men det skyldes jo også, at hun ikke havde ben, så længe hun var våd. Uden et ord tog han hende op i sine arme og gik hen mod døren. Den var ikke så svær for ham at åbne, så der gik hellere ikke lang tid før at de befandt sig indenfor i varmen. Han satte hende ned på en stol, hvis hun da kunne holde sig på stolen. Det rum de var gået ind i var stort, men alligevel var der slet ikke så mange møbler, dog gik Híroko hen til et gardin og trak det fra. Man havde måske regnet med at det var et vindue, som gemte sig bagved, men i virkeligheden var det et stort akvarie, som var højere end ham. Men der var faktisk ikke en gang noget i det. Andet end nogle planter, som levede under vandet.
Hans blik gled over mod hende. Han så en smule undersøgende på hende, for at finde ud af, hvad hun skulle bruges til og om hun overhovedet var værd at sælge eller om det ville blive for svært?

[Roia Shui]

Roia mærkede at han pludselig tog hende op. hun vejede faktisk ikke så meget som man ville tro. da han satte hende på en stol vente hun sig hurtigt og holdte fast i ryglænet. hun mærkede varmen og sukkede lidt. hun så mod ham da han gik over til et gardin. var han dum. troede han der ville komme mere lys ind i lokalet i en verden uden sol.
da akvariet kom til synes fik hun store øjne og sank en klumb. hun holdte vejret ret længe og så hurtigt på ham. det var derfor at han kunne holde sirener fanget. på den måde kunne de jo ikke stikke af da det tog tid før de var tøre.

[Híroko Yúng]

Der var tilsyneladende ikke noget, som tiltrak hans fulde opmærksomhed, da han igen vendte blikket mod det store akvarie med et smil på læben. Det var også tydeligt, at der i noget tid ikke havde været noget inde i tanken, da det virkede en smule forladt? Som om han ikke havde holdt Sirener meget længe, men det var fordi det oftest lykkedes ham at finde en sælger i det øjeblik, hvor Sirenen var blevet indfanget. Til tider gik han også kun på jagt efter bestillingerne fra sine kunder, så han var sikker på at have en køber. Det ville være det samme med en mand, hun havde mødt for lidt tid siden. Find en Sirene, der passer på hans behov, og indtjen pengene med det samme. Simpelt og sikkert.
"Jeg beklager, men du kommer til at tilbringe noget tid her"
sagde han med en lettere kold stemme, der også indikerede, at han faktisk ikke var ked af det eller noget, det skulle blot lyde sådan. Han vendte sig om mod hende og smilte koldt, før at han gik hen foran hende og så en smule undersøgende på hende, bare for at tjekke hendes værdier.
"Det burde egentlig ikke være svært at finde en køber, men nu må vi se"
sagde han tænkende og tog roligt fat under hendes hage, for at betragte hendes ansigt yderligere. Han var jo nød til at kende hendes ansigtsform, så han ville få lettere ved at finde den passende køber til hende. Híroko havde efterhånden arbejdet længe indenfor faget, så det ville sikkert ikke blive et problem. Og det ville hellere ikke blive svært for ham, at få hende op i tanken, selvom der 2,5 meter om til toppen af tanken. Han havde sine metoder.

[Roia Shui]

Roia holdte sig oppe på stolen ved at holde fast i ryglænet. hun så på ham da han talte og lagde hovedet på skrå. han beklagede? hun sukkede og trak halen ind under stolen og sagde roligt men også med en smule angst og frygt i stemmen.
"du beklager jo ikke. du fryder dig jo over at gøre andre ondt."
hun så ned i gulvet og tænkte på sin lille datter. gid hun var i sikkerhed. at hun aldrig ville opleve sådanne tyber som Roia var i klørende på nu. da han pludselig gik mod hende så hun ikke på ham med væk. da han tog fat i hendes hage kunne hun ikke andet end lade ham styre hovedet. men han styrede ikke hendes øjne. hun så ned så man ikke rigtigt kunne se hendes øjnes farve. Roia vidste jo ikke helst hvad hun skulle sige eller gøre. hun var jo i problemer. dog kunne hun også mærke at hendes hale snart var tør så det betød hun snart havde ben igen og vis hun var heldig kunne hun måske stikke af.

[Híroko Yúng]

Et smil gled over hans læber, et smil der tydeligvis gav hende ret, men hvem kunne bebrejde ham? Han var jo blot en dødsengel, som nærmest havde behov for at se andre lider, for selv at overleve. Så det at jage Sirener var blot endnu en af hans fornøjelser, som han havde valgt at beskæftige sig med.
"Det ligger til min race, kære Sirene"
sagde han koldt og trådte roligt nærmere, imens at han lod sit blik glide ind i hende, eller han prøvede i hvert fald at få en form for øjenkontakt med hende. Dog ville man også hurtigt få en fornemmelse af, at han måske ikke var helt så interesseret i hendes velvære, men nærmere den økonomi, som han skulle vedligeholde - det var hans mål, og havde altid været det.
Lige pludselig skete der en mindre forandring, han greb ud efter Roia og tog hårdt fat i hendes arme, hvorefter at han forsøgte at trække hende afsted, men hvis hun endnu havde ben, så ville hun nok blive slæbt afsted mod trappen, medmindre at han ville være sød ved hende, og bære hende op af trappen.

[Roia Shui]

hun vidste godt at det log til hans race. men hun sagde jo bare hvad hun mente. dog kunne hun mærke han prøvede at få øjenkontakt. det var svært at blive ved at se væk. men hun gjorde det. hun bed sig lidt i læben. hun havde lyst til at se op for at kunne læse hans ansigts udtryk men blev ved at se ned. dog da han slap hendes hage følte hun noget var galt. hun så op og så hans hænder fare mod hendes arme. hun mærkede hjertet side i halsen og nåede ikke komme væk da han tog fat i hende. hun hev og flåede i sine arme uden der skete noget. hun var tæt på at græde over det chok det havde givet hende.
da han begyndte at hive og trække i hende faldt hun ned på jorden og slå med halen på gulvet og så rundt. hun mærkede hvordan hun fik små splindter i sin hale og hvor mange smerter det gav. hun mærkede hudafskræpningerne og da han kom til trappen sank hun en glumb og så bange op på ham. det kunne han da ikke mene.

[Híroko Yúng]

Det var vel ganske naturligt for alle dødsengle, at forsøge at få de største smerter ud af sine ofre og for Híroko var det helt sikkert ikke en undtagelse. Han kunne muligvis til tider være en smule værre end man skulle tro, udfra hans personlighed eller udstråling at dømme. Han havde dog ikke i sinde at have ondt af hende, han nød jo bare godt af hendes lidelser, selvom hun måske forsøgte at skjule det? Hans blik vendte sig mod trappen, da han havde fået slæbt hende hen til den. Det havde dog ikke været helt let og irriterede ham en smule, at hun ikke havde forsøgt at hjælpe ham.
"I Sirener dur ikke til andet end at blive solgt til de højest bydende"
sagde han lettere hånligt, da han ikke rigtig kunne se, hvordan den race skulle drage sig nytte af deres evner? Hvis de da overhovedet havde nogen, som kunne gøre noget specielt. Selvfølgelig vidste han godt, hvilke evner de besad, men han kunne ikke lige se, hvordan det kunne bruges til noget. Híroko tog roligt det første skridt op af trappen, og da hans først var kommet et skridt mere op trak han hende op af trinene. Dog var de dækket med et tæppe, men det ville sikkert volde hende nogle problemer, medmindre at hun ville forsøge at samarbejde?

[Roia Shui]

hun så op på ham da han sagde hun ikke duede til noget. hun så ned på sin hale som hun trak op til sig og sukkede. hun kunne da i det mindste trakke vejret under vandet noget han ikke kunne. og hun kunne få følelser i folk med en nynnen. hun så op på ham og i det han gik op på det første trin så hun ned på sin hale. den var tør.
hun mærkede håbet blive lidt kortere en kjole komme på hendes krop og halen blive til ben. hun nåede lige at komme op på foderne da han begyndte at gå op af. hun fulgte med så godt hun kunne selv om det var svært. hun så rundt og anede ikke hvad hun skulle gøre. hun så op på hans nakke og af en eller anden grund fik hun ondt af ham. han havde aldrig oplevet de gode ting i livet følte hun. han havde aldrig følt glæden over at så sit barn eller den man elskede. aldrig holdt en man elskede i sine arme eller se dem dybt i øjnene.

[Híroko Yúng]

Híroko havde ikke rigtig forventet, at hun ville tage sig sammen. Og da slet ikke at hendes hale allerede ville være tør, men han havde måske fejl bedømt tiden en smule? Det kunne godt være, at der var gået længere tid end han lige havde regnet med, men det var da kun godt og til hans fordel. Selvom han sikkert skulle bruge flere kræfter på at holde hende på plads. For før havde hun jo ikke rigtig mulighed for at stikke af.
"Hvorfor havde du ikke tænkt på det noget før?"
spurgte han med et koldt og følelsesløs smil på læben. Da han kun sagde det, fordi det var lettere at fragte hende fra det ene sted til det andet. Han strammede roligt sit greb rundt om hendes håndled og trak hende hele vejen op af trappen.

Da de endelig nåede toppen, lod han sit blik glide ned af hende. Kjolen var igen vendt tilbage, det var muligvis en utrolig kræft, men på den anden side, så virkede det også en smule mystisk, at det overhovedet kunne lade sig gøre, at hun forvandlede sig tilbage til en kvinde iført alt sit tøj. Noget han sikkert ikke ville få svar på.
Híroko vendte blikket til venstre og gik langs med en gang, efterfulgt af hende - blot for hendes eget bedste. For enden af gangen kunne man se en dobbeltdør, som ledte længere ind i huset, men hvad kunne der mon gemme sig bag ved den dobbelt trædør? Det ville hun tidligst nok få svar på.

[Roia Shui]

da han sagde det knyttede hun næven og havde virkelig lyst til at slå ham. hun fnøs og sagde koldt og vredt, "tror du jeg selv bestemmer hvornår jeg skal ha hale og hvornår jeg skal ha ben. det er ligesom vejret og omgivelserne som bestemmer det." hun burde nok ha holdt sin mund men hun var nød til at få det ud da det havde været dråben i bæret.

da de kom til toppen rettede hun kjolen som sad lidt skævt. hun forstod heller ikke altid hvordan de komme få kjole på igen. men det var vel lige som andre racer kunne være mystiske. så som animagus også havde tøj på efter dyrforvandling. da han så ned af gangen og begyndte at gå der ned af fulgte hun med stadig bag ham. hun så rundt. der var meget uhyggeligt når man faktisk var en fange. men det var vel bedre end et fange hul.

[Híroko Yúng]

Smilet bredte sig yderligere, da han kunne fornemme på hende, at hun ikke var helt tilfreds med den tone,s om han havde overfor hende. Men det var bare naturligt for ham, men også morsomt? Híroko valgte blot at ryste på hovedet af hende, da han egentlig var lettere ligeglad med hendes mening, for for ham var hun jo blot en prik i hans spil. En genstand, som han ville sælge, når det rigtige køber ville dukke op.

Híroko stoppede op foran døren og lod blikket hvile lidt på hende. Smilet var roligt forsvundet, da han jo godt vidste, hvad der ventede hende, en mindre overraskelse, som muligvis ville komme bag på hende.
"Nu har du bare med at opføre dig ordentligt"
sagde han koldt, og vendte ryggen mod hende og åbnede døren. Dette rum ville sikkert komme bag på hende, hvis hun havde forestillet sig en form for fange kælder eller bare et rum, hvor han ville holde hende fanget, så tog hun helt fejl. Så snart at hun ville træde ind i rummet ville hun stå ovenpå en tyk glasplade, som dækkede hele gulvet og nedenunder var akvariet, som hun havde set fra stuen. Dette rum var hans værelse, så han altid havde mulighed for at holde øje med sin fangst. Inde midt i det hele stod hans seng og rummet var da også fyldt op med andre møbler, som var normalt for et soveværelse, men også et arbejdsværelse. Han trådte roligt til side og lod hende komme ind. Men hun ville næppe være tør særlig længe.

[Roia Shui]

da han så på hende blev hun lidt nærvøs. hun så på ham da han gik til side. hun så ind men stod stadig der inde. hun så roligt rundt og da nu glaspladen som var som gulv. hun sank en klumb og så hvordan planterne der nede svagede. hun så han gjorde hun kunne komme ind. hun gik roligt ind og var faktisk lidt nervøs for hvad der skulle ske.
hun så rundt og kunne se at det ikke kun var soveværelse men også arbejdsrum for det roede lidt. hun så mod ham og anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre. hvad havde han tænkt sig at gøre og hvad havde han i planerne for hende nu.

[Híroko Yúng]

Det var egentlig meget sjældent at hans fanger havde mulighed for at gå rundt selv, da han ofte blot valgte at smide dem i akvariet med det samme, uden at de fik lov til at indføre et ord. Men hun havde da en mindre form for chance eller ikke?
"Så skal du bare ned i vandet, og så har jeg ingen bekymringer mere"
sagde han med et roligt smil på læben og gik roligt igennem værelset, hvorefter at han gik hen til det hjørne som lå længst væk fra døren. I takt med at han gik hen over glaspalden kunne man tydeligt høre hans skridt og mon ikke det ville give en form for genlyd i vandet, selvom vandet ikke nåede helt op til pladen. Hvis det nu var at Sirenerne gerne ville have lidt almindelig luft, dog var der også mulighed for at trække vejret på anden vis, så vandet havde mulighed for at blive iltet.

[Roia Shui]

Roia gik roligt frem og tilbage i en lille rund kras. da han sagde det med vandet sperede hun øjnene op. vandet. det ville betyde at hun ville få hale og derved være fanget. vis hun kunne beholde benene havde hun en chance for at komme væk. men hun var for afkræftet pga så lang tid hun havde været på land. hun måtte komme i vandet. men helst ikke som fange.
Roia så på ham som han begyndte at gå mod et hjørne. hun begyndte at trade baglæns lydløst mod dyren. hun skulle helst ikke afsløres at hun prøvede at komme væk. Roia håbede inderligt at han ikke opdagede hendes forsøg på at stikke af. hun ville bare ikke være en fisk til udstilling. og en sangfugl i bur.

[Híroko Yúng]

Man kunne muligvis sige, at der lige pludselig lagde sig en ubehagelig stilhed over dem, men det var nok mere fordi, at Híroko vidste hvad han havde i tankerne og det var derfor ikke nødvendigt at blive forstyrret af hende. Men nu hvor der egentlig også var så stille, så ville hun blive nød til at være total lydløs for ikke at fange hans opmærksomhed, da han selvfølgelig ikke ville have hende til at stikke af, nu hvor han havde været igennem en del bare for at få fat i hende.
Híroko satte sig ned på hug og tog fat i gulvet, hvorefter hans åbnede op for et mindre hul, som ledte ned til vandet.
"Ned med dig!"
sagde han koldt og vendte sig om mod hende, hvorefter at det også gik op for ham, at hun var i færd med at forsøge at stikke af. Det var ikke ligefrem noget der gjorde ham glad eller noget lignende. Der gik ikke lang tid før at han havde rejst sig op og så en smule irriteret på hende, men rystede også på hovedet.