Is that the truth?

[Akira Hachiro]

Da Rüki først kom ind til hende mærkede hun smerten i hendes arm, og bed tænderne sammen eftersom hun klemte på snittet, da hun slikkede blodet væk. "Hvad fanden gør du ved ham?

[/color]" hvæsede hun, før hendes gennemborende blik ramte hendes. Da Rüki endelig slap hendes arm begyndte blodet at løbe igen, og da hun først snakkede om Hís sande jeg, fik Rüki tankerne frem i Akira. Hun vidste snart ikke selv hvilken af delene der var det sande jeg. Hun lod blikket glide op på Rüki. "Jeg går med til handlen, for at være ærlig.. ved jeg snart ikke om jeg har mødt Hírokos sande jeg.[/color]" Akira kunne godt høre Híroko ømme sig, og komme tættere på køkkenet, men først da hun hørte et bump lod hun blikket glide ud af køkken døren. Hun kiggede koldt på Rüki, og lod sig selv gå ud af køkkenet og kigge på Hí, hun vidste snart ikke selv hvor hun skulle gøre af sig selv, men nu hvor hun så ham på gulvet var det alligevel sårbart for hende..[/blockquote]

[Rüki Niko]

Roia så igennem akvariiet at hi faldt om og vis hun ikke havde været fanget ville hun ha hjulpet ham op.
Hoshi hørte dem tale og var radselsslagen og hørte hiroko falde om. hun sank en klumb og hørte så skridt fra akira og ville løbe ud til hende men turde ikke pga ruki.

Rüki så på hende og grinte stille. "mig... jeg gø intet som helst... men tror han har noget for dig... du har givet ham en svaghed for ellers havde han ikke sagt mig imod... så find hans sande jeg... så laver jeg barnet ifred" Ruki så at hun gik ud af køknet mod ham og blev stående. hun smilte koldt og havde været ligeglad med at akira havde prøvet at se gennemborende på hende. det hjalp intet.

[Híroko Yúng]

Hans sande jeg? Det ville sikkert blive svært at finde frem til, men alligevel så ville Akira muligvis ikke bryde sig om det. Híroko skulle aldrig været kommet tilbage til sit eget hjem for situationen var efterhånden ved at stige ham til hovedet. Han forsøgte ikke at kigge på Akira, da hun først valgte at bevæge sig mod ham. Han kunne tydeligt fornemme at der var noget i luften, som han ikke brød sig om. Han vendte blikket mod Roia, der før havde hjulpet ham, da han havde været oppe og toppes med Rüki..
"Nøglen ligger på mit værelse.. Akira"
sagde han ganske roligt og tvang sig selv op på benene, hvorefter han forsøgte at sprede sine vinger. Hans ansigt virkede fuldstændig udtryksløs, så man egentlig ikke kunne se på ham, hvordan han havde det. Han bevægede sig med besvær ud mod køkkenet halvt gående på sine ben og halvt flyvende med sine vinger.
"Hvad har du tænkt dig at gøre, Rüki?"
spurgte han koldt og vendte blikket mod blodet der sikkert var kommet fra Akira, men han forsøgte ikke at tænke på den, men koncentrere sig om Rüki. Han håbede blot at det ville være muligt for ham at holde hende en smule hen.

[Akira Hachiro]

Hun nikkede kort, og kiggede kort mod Hoshis skab, men skjulte det med håret, men lavede en mundbevægelse som sagde 'op af trappen..' hun lod blikket glide hen på Roia, og lod blikket glide hen til trappen, men tilbage til Hí, men løb hen til trappen og fandt hurtigt værelset engang til, og roddede rundt efter nøglen, hvorefter hun fandt den i en skuffe, hun lod blikket glide hen på låsen og prøvede rystende og ramme ved låsen, men alligevel var det en del svært for hende, men fik den i. Hendes krafter i armen kunne bare ikke gøre så meget, eftersom hun var skadet, og smerterne tog en del af krafterne. Hun sukkede kort og bed sig i underlæben, hvorefter hun fik låsen op, hun åbnede hurtigt så Roia kunne komme ud, hun tog sig til armen og rejste sig. *Hvorfor.. Hvorfor gjorde jeg det også?*

[Rüki Niko]

Hoshi var bange og kunne ikke lig det de alle sagde. hun sad i skabet og sank en klumb i halsen. Roia så på akira og da hun kom oppe oven over hende så hun op og så på hende hun så hun åbnede lågen. Roia skulle a fart på for at komme ud. hun svømmede ned til bunden og tog noget tang til pigens arm. hun satte af med halen og farede op til toppen og op af lågen og lagdte lige på kanten til at falde ned igen. hun holdte fast og hev alt hun kunne for at komme op. hun så på Akira og hoppede over med halen mod hende. "er du okey... det hele der nede så så voldsomt ud." hun smilte til hende og tog det nærmeste tøj der lagde på sin hale for at tøre den. hun rystede tangen tørt og lagde om akiras hånd. "tak... tak fordi du har ofret dig for at hjælpe min datter.... jeg ville ikke kunne leve vis der skete hende noget og takket være dig er hun ude af det rum" hun smilte til akira for at opmuntre hende.

Ruki så på Hiroko og gik over til ham helt roligt og så på ham. "hvad jeg vil gøre... hvad med..." hun tog fat i halsen på ham og løftede ham op "SLÅ DIG IHJEL"glad... nej det kunne man ikke kalde Ruki lige nu. hun var fyldt med vrede. aldrig havde nogle skulle bestemme over hende. aldrig havde nogle skulle gøre hende mindre end en selv og det skulle hiroko heller ikke.

[Híroko Yúng]

Et mindre smil forlod hans læber, da noget kunne tyde på, at Akira faktisk havde lyttet til hans ord og valgte den sikre vej. Smilet forsvandt dog ganske hurtigt, da det gik op for ham, at han nu stod over for Rüki uden den fjerneste ide omkring hvordan han skulle forsvare sig selv. Han rystede let på hovedet og forsøgte at forholde sig roligt. Det at hun tog fat i hans hals påvirkede ham ikke rigtig, han så blot ind i hendes øjne og trak en smule på skulderne.
"Aftale.."
mumlede han lettere kvalt og lod sine hænder glide op omkring hendes arm. Hans blik var yderst kold og han viste ikke rigtig nogen form på frygt for hende. Det var han færdig med. Egentlig virkede han forholdsvis klar på det hele, men så igen ikke. Han fornemmede den lille pige i nærheden. Den lille engel var nok den eneste som han rent faktisk kunne fornemme fordi de jo af natur faktisk var fjender.
"Men lige en ting til.. Du skal ikke nærme dig mit hus igen!"
sagde han koldt og foldede vingerne ud, selvom det gjorde ondt, så fik han båret sig selv op mod loftet, om hun fulgte med vidste han ikke.

[Akira Hachiro]

Hun lod blikket glide hen på Roia da hun kom op, og smilede. "Jeg vil ikke se et barn blive skadet, bare på grund af det.

[/color]" hun smilede, og bed sig i underlæben, hvor hun roligt bed tænderne sammen da hun lagde tangen om. Hun lod blikket glide ned på hendes arm, og kiggede roligt på Roia igen. "Jeg tror Híroko har brug for din hjælp.. Din hale må snart tørre.." hun smilede blidt, før hun kiggede på Roias hale, og overvejede roligt om hun skulle hoppe i vandet, sådan set kun for at spille Roia, men teknisk set kunne det være ligemeget, når de ikke lignede hinanden alligevel. Hun smilede blidt stadig, men kunne godt mærke en dunken i hendes arm, hun vidste ikke selv hvad hun skulle gøre..[/blockquote]

[Rüki Niko]

Roia så på akira og smilte lidt. hun var glad for at Akira havde det sådan med børn. "jeg vil gerne hjælpe ham men du er nød til at være med for jeg kan ikke få hoshi ud og rede Hiroko på samme tid. og dit liv skal ikke sættes på spil fordi at Ruki er vred på mig"
hun så på Akira og smilte stille. hun følte sig lettere glad for at ha mødt akira. hun tog halen til sig og begydte at gnide tøjet om halen. den begyndte at blive tør og da den var det rejste hun sig op og hjalp Akira op og med neden under.

Ruki så på ham og da han begyndte at lette slap hun ham og trak vejret dybt og fik færten af Hoshi. "lille engel kom frit frem så du ikke kommer til skade" hun gik mod skabet med tænderne fremme og et vredt smil.

Hoshi hørte Ruki og krup sammen i skabet. hun så at døren blev åbnet af Ruki og i det hun så hende udstødte hun et højt skrig som en sirene også ville kunne gøre men hun var også lidt sirene jo og hendes skreg gjorde at vampyrens overfølsomme sanser måtte trakke hende væk fra lyden.

[Híroko Yúng]

Det var efterhånden meget svært at finde ud af, hvor han egentlig var henne, fordi han langsomt var ved at miste overblikket. Det kom også en smule bag på ham, at Rüki ligefrem valgte at give slip i ham, han havde faktisk forventet en smule mere modstand fra hendes side af, men lige pludselig forstod han godt hvorfor. Englen tiltrak åbenbart en del opmærksomhed. Heldigvis valgte han at holde sig for ørerne og se til, imens at Rüki blev nød til at trække sig tilbage. Lige i det øjeblik valgte han at handle hurtigt, han strøg mod skabet og greb fat i hende, for at hive hende ud af skabet. Da det ville være dumt at blive derinde, fordi hun ikke ville kunne flygte. Han fløj mod trappen og så mod Roia, der var kommet fri. Han bukkede hovedet en anelse og valgte at sætte Hoshi på trappen før at han forsvandt mod køkkenet..
"Dig og mig lige nu! Så du må venligst holde dig fra englen, indtil at du har gjort sådan at jeg ikke længere kan bevæge mig mere.."
sagde han koldt og landede lige foran hende, så hun ikke havde udsigt mod den store hall. Han lagde armene over kors og holdt sig nogenlunde på benene, da han havde vænnet sig til smerten.. Det var jo også ganske naturligt for en dødsengel.. Akira kunne han simpelthen ikke tage sig af og han vidste jo godt at Roia var læge.

[Akira Hachiro]

Da de endelig var på vej ned af trappen kom Hï, med Hoshi, hun smilede. De var i det mindste lykkelige nu. Hun gik roligt helt ned af trappen og satte sig op af væggen et stykke fra trappen. Hun overvejede kraftigt og gå - hun kunne ikke se nogen grund at være der stadigvæk, hun kunne vel bare tage hjem. Men hun vidste at på en måde ville hun ikke gå. Hun ville ikke rejse sig igen.. Der var noget i kroppen der sagde hun skulle, men også noget i hendes krop som sagde nej. Hun sukkede kort og kiggede en smule på den tang som var om hendes arm, som sad på riften. Hun havde faktisk aldrig oplevet, at hun havde gjort sig selv 'fortræd' hvis man endelig kunne kalde det, dét. Hun havde aldrig rigtig forestillet sig, at snitte i sig selv for at gøre andre glade, for at ofre sig selv.

[Rüki Niko]

hoshi skrig var højt men det stoppede da Hi tog fat i hende og fløj hende mod trappen. Roia så at hi kom med Hoshi og hun satte sig på hug og hosi løb op i hendes arme. hun så på Hoshi og smilte. "gå over til Akira og blev hos hende til alt er stille okey" hun så på Akira og smilte. vis der skete noget ville Akira måske bringe Hoshi tilbage til byen i imera. hun skydte sig ned af trappen og så Hi og Ruki.

Ruki holdte sig for ørende og trak vejret hurtigt. "det kan hurtigt lade sig gøre... men jeg vil hellere slå din lille sirene ihjel"
idet hun sagde det så hun Roia i døren og et dræbene blik blev sendt fra hende. Roia var rolig og gik over til hi. "hendes trommehinder må være sprunget efter at ha været udsat for 1/3 del sirene skrig. og du er kommet tilskade pga alle de slag... lad hende gå nu sammel krafter og angrib hende en anden dag?!" Roia prøvede kun at hjælpe ham. hun så på Ruki der grinte håndligt over Roias forsøg på at hjælpe ham.

[Híroko Yúng]

det var muligvis svært at håndtere situationen, men Híroko valgte alligevel at gøre et forsøg, selvom han i bund og grund skulle have blandet sig uden om det hele. Hvis han ikke havde stoppet Rüki, så havde hun muligvis aldrig fundet frem til, at der var en lille chance for at han havde fået nogle følelser for en Sirene. Han ville sikkert ikke indrømme det over for Rüki, men alligevel var der noget i luften, som kunne tyde på, at han havde skaffet sig selv en svaghed..
Híroko rystede en anelse på hovedet, da hun forsøgte at true ham ved at bringe Akira ind i det hele, men om det nu også ville lykkedes hende, var han ikke helt så sikker på.
"Hvad med at vi to tager det her alene og så får vi at se, om du overhovedet får tid til at nærme dig hende.."
sagde han koldt og muligvis en smule ligeglad, selvom han i et kort øjeblik valgte at lade blikket glide mod Akira, og så også at Hoshi gik hen til hende. Hvorfor stak de ikke bare af?
"Hvis jeg lader hende gå nu, så kommer hun bare igen.. Samtidig med at I aldrig nogensinde vil have mulighed for at nå til Iméra.. Jeg kan godt holde til smerterne"
sagde han med en forholdsvis rolig stemme og spredte vingerne en smule, selvom han måtte knibe det ene øje sammen for at udholde smerten. Han vidste godt at det ikke ville være muligt at tale til Rükis bedre jeg, for det fandtes slet ikke.

[Akira Hachiro]

Hun hørte godt hvad Rüki sagde, men hun vidste ikke om hun skulle stikke af, eller om hun ikke skulle? Hun så lidt på Hoshi, og smilede stille. Det var ikke fordi hun ville lade Hoshi være alene i stikken, men hun ville heller ikke tage til Iméra, nu hvor hun slet ikke kom fra stedet. Hun bed sig kort i underlæben. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige længere, hun havde vel heller ikke noget at sige. Hun sukkede kort og lod blikket glid mod køkkenet, men kiggede også væk igen, hun magtede ikke mere drama. Hun magtede faktisk ikke, at være her. Hvorfor kunne det her ikke være en drøm? Hun vidste ikke, om hun ville fortsætte forholdet med Hí, eller om hun skulle lade være. Det hele var jo et stort kaos. "Bare der ikke er flere der kommer til skade..

[/color]" mumlede hun, og lagde hovedet tilbage mod væggen.[/blockquote]

[Rüki Niko]

Hoshi gik over til Akira og så på hende. hun lagde hovedet på skrå og så sødt på hende. "Akira må ikke være ked af det ... vel? min mor skal nok sørger for at ingen kommer til skade. hun er jo læge" Hoshi satte sig ved siden af Akira og lagde en hånd på hendes ene ben.

Roia var faktisk bekymret for Hi da hun kunne se at han havde udviklet nogle følelser hun ikke havde troet han havde. hun så mod Vampyren der så mere frisk ud end Hiroko. hun gik et skridt tilbage og så på Ruki.

Ruki knækkede nakken og så på Hi og gik roligt over til et glas på His køkkenbord. hun så igennem det mod HI og Roia. "tror du virkelig at du kan klare mig alene." hun så på ham og direkte ind i øjnene. hun vidste at han ikke ville lade hende bestemme mere... men det skulle hun nok komme til. hun ville bruge sin ynglings evne. hun så ham i øjnene og brugte sin hypnose til at sætte den tidliger hi i ham. at han lyttede og frygtede hende.

[Híroko Yúng]

Havde Híroko bare valgt at tænke sig lidt mere om, så ville det slet ikke være kommet til dette. Han sukkede en anelse, da noget kunne tyde på, at det allerede var gået op for Roia, at Híroko ikke ønskede at se Akira komme til skade, derfor kunne han lige så godt droppe situationen.. I hvert fald med at forsøge at skjule sandheden. Et kort suk forlod hans læber, da han hørte hendes ord..
"Jeg bliver i det mindste nød til at gøre et forsøg ellers vil du jo bare tro, at du er uovervindelig.. Hvilket du ikke er, Rüki"
sagde han koldt og lod blikket glide tilbage mod Akira, der tilsyneladende ville ønske at hun aldrig var dukket op. Men han kunne da umuligt bebrejde hende, han ville muligvis have haft det på samme måde, hvis nogen gik rundt og fangede dødsengle.
Híroko opfattede aldrig rigtig faren før at det faktisk var for sent.. Lige med et drev en følelse af had og ufølsomhed ned over ham, som hans blik gled ind i Rükis.. Hvad havde hun nu gjort. Híroko lod sig dale ned på jorden og foldede sine vinger på rygge, hvorefter han vendte sig mod Roia med et koldt smil på læben.
"Var det englen vi kom fra, Rüki? En engel og 2 sirener er vel ikke en dårlig aftale, så kan jeg måske få lidt mere tid til at skaffe formskifteren og animagusen?"
spurgte han med et koldt smil på læben og tog rebet ned fra sin skulder og lagde langsomt an til at få fat på Roia, hendes datter og Akira..