Is that the truth?

[Akira Hachiro]

Akira havde været inde i et par dage, kun for at tænke på med Híroko, om der var noget imellem dem, eller om det hele bare var et 'one night stand.' nu var det ikke fordi, hun troede hun kunne finde ud af det selv - hun vidste jo egentlig heller ikke hvor han boede, hun vidste faktisk ikke særlig meget, men det var vel noget der først faldt hende ind nu.
Akira havde dog bestemt sig for at bevæge sig udenfor, ikke fordi hun gad, men noget skulle hun jo fortage sig. Hun kunne jo heller ikke sidde indenfor hele tiden - det ville i hvert fald være kedeligt, hun havde bestemt sig for, at lade være med at lede efter Hi, de seneste par dage, hun havde jo faktisk ville lede efter ham nu - men eftersom hun gik i sin egen tanker kom hun til et hus - faktisk rimelig stort. Men hvem boede der? Boede der overhovedet nogen? hun blev nysgerrig nu hvor hun stod der, hun gik roligt hen til døren og tog fat i dørhåndtaget, der vat i hvert fald ikke låst? Skulle hun tage chancen, eller skulle hun vende om, for ikke at blive beskyldt for noget? Hun sukkede kort og bed sig i underlæben og tog chancen og gik ind. "Øhm.. Er der nogen?

[/color]" halv råbte hun, og var egentlig klar til at vende om på hælene og løbe sin vej. [/blockquote]

[Roia Shui]

det første rum var stort og et kæmpe gardin var trukket for noget som ikke var et vindue. det var faktisk et akvarium. et kæmpe stort akvarium. inde i det log en kvinde. eller halv kvinde halv fisk. en sirenne. hun havde snart været der længe følte hun... det væreste for hende var at vide at hendes datter også var fanget men ikke sammen med hende.
hun log blandt nogle tang planter da hun mærkede vibrationer fra den anden side af glasset. hun satte sig op og llyttede. der var nogle som råbte. hun svømmede alt hun kunne mod glasset for at der kom en lyd der fra. hun bad til at personen uden for hørte hende.
kvindens datter sad i et kldsort rum som var på den næste etage i et baglokale. hun sad med sine hvide vinger om sig og frøs og var bange. hun savnede sin mor og havde brug for at komme ud til hende. hun ville væk hun ville ud. hun ville bare ha noget lys hun følte sig så svag

[Akira Hachiro]

Akira fik et chok da hun hørte en lyd, og gik ind. Hun vidste ikke, om der var nogen derinde, eller om det var en fugl som fløj ind i vinduet? Hvor skulle man vide det fra? Hun bed sig kort i underlæben og gik hen til det store gardin, og trak det fra, men da hun skulle til at kigge ud lod hun godt mærke til en af hendes egen slags, sirene.
Hun kiggede på hende, og lod en hånd komme på glasset, helt flad. Hun kiggede en smule frem og tilbage bare på en eller anden måde. Hvad var der sket? Hvad var det her for noget? Hun sukkede kort, og lod blikket glide rundt i hytten, som var dyster. Faktisk en smule for dyster. Hun havde ikke rigtig tænkt over, at Hí's arbejde, med en vandflaske, nej, hun tænkte slet ikke nu. På en eller anden måde måtte hun da få sirenen ud, hun sukkede kort og kiggede lidt på sirenen, som hun faktisk ikke engang vidste hvem var.

[Roia Shui]

Sirenen inde i akvariet var Roia. hun var faktisk læge i byen og brugte tit hav planter. hun så på pigen da hun trak gardinet for. hun så på hende og lagde sine hænder oven på glasset og så på hende. hun sendte hende et lille smil. trist men det var et smil.
"kan du hjælpe mig?" hendes stemme var stille når det kom igennem glasset men hun talte højt. hun så på pigen og håbede at pigen kunne hjælpe. Roia ville nok overleve dette men hun var bange for at hendes datter ikke kunne klare det. hun så bedede på pigen.. Roias lange hvide hår svævvede nærmest pga vandet. den lyserøde hudfarvet hale holdte hende oppe med nogle slag og de lillae øjne der så så dybt ind til pigen som muligt. hun ønskede ikke pigen blev fanget men heller ikke at hendes datter skulle blive en slave i den unge alder hun havde.

[Akira Hachiro]

Hun var mundlam, og nikkede lige så stille da det var hun hørte hvad sirenen sagde. Hun sukkede og kiggede rundt, og lod blikket glide en smule rundt over det hele. Hun vidste slet ikke hvor tyk glasset var? Hvor skulle hun vide det fra? Hun bed sig kort i underlæben, men skrev så på et papir med en kuglepen, 'kommer omlidt..' hun småløb på en måde op af trappen som hun fandt efter et stykke tid hun havde kigget rundt i huset, hun fandt dog ud af den ene dør var låst, og vidste egentlig ikke hvad hun kunne gøre? Hun vidste slet ikke om der var nogen derinde? Hun sukkede kort, og bankede stille på døren, og ventede kun på svar derinde fra, hvis der var nogen? Man kunne vel aldrig vide, dog havde hun så på tanken det kunne være det var et badeværelse, og hun bed sig hårdt i underlæben.

[Roia Shui]

Roia så på hende og da hun pludselig skrev hun kom om lidt rystede Roia på hovedet og fulgte hende ind til akvariet stoppede. hun så på hende og sank ned igen.
inde i rummet som pigen var gået mod sad den modløse pige Hoshi. hun hørte en banke og kom med et hurtigt skrig i frygt og farede mod den nærmeste væk og så mod hjørnet. hun var bange og frygtede at det var manden igen. Hoshi så mod døren og hendes øjne var fyldt med frygt og kræftløs.

[Akira Hachiro]

"Er du okay? Jeg gør dig ikke noget.. Ved du hvor nøglen er?" man kunne jo spørge, det var jo ikke sikkert at hun overhovedet fandt en nøgle hun kunne bruge, hun kiggede lidt rundt og sukkede, og bed sig i underlæben. Det her kunne da ikke være sandt, hvem pokker kunne finde på at låse en inde? Det lød i hvert fald som om, at der ikke var nogen som var særlig gammel. Bare et.. barn? Hun lod blikket glide ned i jorden og lod så blikket glide en smule rundt, hun vidste faktisk ikke noget om, hvor der skulle være en nøgle? Ellers også måtte hun jo bruge en hårnål. Hun sukkede kort og tog en spænde ud af håret og prøvede at dirke låsen op, som på en eller anden måde virkede. Hun åbnede forsigtigt døren, og kiggede rundt, dog synes hun selv hun ikke kunne se noget.

[Roia Shui]

"ne... nej... jeg blev bare efterladt her"
stemmen var ikke gammelt. for et meneske var det måske gammelt men hun var jo ikke et menneske. hun hørte det rodede ved døren og blev bare i hjørnet. hvad vis det var ham som bare brugte en til at narre hende frem. da døren gik op så Hoshi på pigen. hun kunne ikke se ham. da der var gået lidt tid rejste Hoshi sig stille op og gik med rystende ben mod døren. de hvide vinger havde nærmest mistet deres klans og hendes hud var bleg. hun var halv engel halv skovelver så hun mangede den friske luft og natur. hun så på pigen og sank en klumb... hun så ud på gangen og da hun ikke kunne se ham farede hun nærmest i armende på pigen og rystede og var kold. "vil du ikke nok få mig ud." hendes stemme var lille og skrøbelig.

[Híroko Yúng]

Dagene var langsomt svømmet ind i hinanden og de lignede efterhånden alle sammen hinanden, men alligevel var der nogle tanker, som blev stærkere end andre.. Skikkelsen, som blot vandrede rundt i mørket, virkede ikke som en der havde travlt eller noget, men alligevel så så det ud som om der var noget, der trykkede personen.. Det eneste der kunne få sådan noget frem ville nok være Akira.. Men hvorfor var det helt præcis at denne skikkelse, Híroko, ikke kunne lade vær med at tænke så meget over det? Kunne det ikke bare være ligemeget, så han faktisk havde mulighed for at passe sit arbejde. Selvom hun.. Hun ikke brød sig om tanken, så kunne han umuligt trække sig tilbage.
Híroko havde forladt sin villa i en fart, da han lige pludselig havde fået en ide om hvor han muligvis ville kunne skaffe et pragteksemplar til en af sine mere krævende kunder. Et enkelt suk forlod hans læber, da han valgte at strække de sorte vinger. I hånden holdt hans et reb, som skulle have været brugt til at fange en Sirene, men det havde desværre ikke lykkedes for ham. Hvilket betød at han ikke var i særlig godt humør.
Idet at han trådte tættere på sit hjem fornemmede han at døren stod på klem. Havde han ikke lukket den efter sig? Han rystede en anelse på hovedet, da han sikkert ikke havde fået det gjort. Derfor valgte han også at træde ubekymret ind i huset og lukke døren efter sig. Den blev også låst, da han ikke ønskede at gå gæster lige nu. Híroko så hen mod gardinet, der var trukket fra? Det virkede efterhånden mere og mere mistænksom, derfor valgte han at gå hen til akvariet og kigge ind. Heldigvis kunne han stadig se Roia, derfor åndede han lettet op og valgte at sætte sig hen i sofaen og stirre mod akvariet uden en eneste lyd.

[Akira Hachiro]

Hun smilede kort venligt da det endelig var at barnet krammede hende, hvorefter hun et chok da det var at hun hørte døren lukke. Havde hun ikke lukket den efter sig? Hun lod sig selv bide i underlæben, men trak hurtigt pigen op til sig og holdte hende for munden. "Hvem bor her?

[/color]" hviskede hun kort, og stille. Og gik stille mod trappen, hvorefter hun trådte et dumt sted, hun slap dog barnet for munden, og prøvede at finde en midlertidlig løsning. "Fuck.. Nej vent, det ord hørte du ikke. Du skal være stille, okay?[/color]" hun hviskede dog stadig, hvorefter hun skyndte sig ind i et rum der ligesom var en del mørkt, hun lod blikket glide rundt i rummet selvom det ikke gik så godt. Hun fandt dog et skab, og stillede sig i det, selvom man fik en del tøj i hovedet, hun ville helst ikke blive beskyldt for at stjæle, men hvordan kunne man komme ud nu? Før eller siden måtte hun jo komme ud..[/blockquote]

[Roia Shui]

pigen mærkede at hun blev taget op og hørte godt selv døren. hun så ned af gangen og gemte hovedet ind til pigen. "jeg ved ikke hvad han hedder... men han er stor og mørk og ond" hviskede hun stille ind i pigens skuldre. hun var bange og vingerne og slapt ned af hende. hun hørte efter hvad pigen sagde og var helt ligeglad med om hun bandede. hun havde hørt de ord før.

Roia log på bunden og da hun så en skikkelse åbne døren og komme ind skundte hun sig til siden ind i tangen og lagde sig ned igen. hun så at det var ham der kom og at han låste døren. øh nej. pigen og Hoshi hvordan skulle de nu komme ud. hun så hvordan han satte sig ned og så på akvariet hvor hun var. hun havde lyst til at skrige til pigen men så afsløredede hun dem jo så hun valgte at ligge stille i bunden og lade som ingen ting.

[Híroko Yúng]

Híroko havde i et kort øjeblik valgt at lukke øjnene en smule, da han jo umuligt kunne blive ved med at stirre på akvariet, så spændende var det nu heller ikke. Han lod roligt rebet falde ned på jorden, så det ramte gulvet med et bump. Hans blik gled hen mod vandet og så godt at der havde været noget bevægelse i vandet, dog valgte han først at rejse sig op, da han fornemmede et stykke papir henne ved akvariet. Hvad var nu det? Det var jo ikke ligefrem fordi han ville lade arbejdet ligge og flyde alle vegne og da slet ikke så Roia kunne følge med i det. Imod sin vilje valgte han dog at rejse sig op og samle papiret op.
"Kommer omlidt"
læste han roligt på papiret, hvorefter han vendte blikket mod Roia. Han havde godt set hende og så ikke rigtig tilfreds ud. Hans blik var koldt, hvorefter han næsten smadrede papiret mod glasset og ville have et svar fra Roia.
"Er der nogen herinde?"
spurgte han en smule surt og koldt, hvorefter han vendte blikket mod 1. sal.. Han kunne høre gulvet knirke, og det måtte jo betyde, at der var nogen ude på gangen. Dog vendte han blikket mod Roia og så en anelse truende på hende, da hun ikke skulle tro at hun ville komme ud derfra lige nu. Han rev papiret over og gik hen for at samle rebet op, hvorefter han vendte sin opmærksomhed mod trappen.

[Akira Hachiro]

Hun bed sig kort i underlæben, og satte pigen i skabet. "Bliv her, og hver stille - ellers er det dig der går ud over.

[/color]" hun vidste udemærket at det var bedst at få sig selv ind i fedtefaddet end at få barnet ind i det, hun gav hende roligt et kram, og Akira gik roligt ud fra skabet og ud på gangen, hun sparkede dog lidt på væggen, bare på den anden side af gangen, så det sted som var mørkets ved trappen, hun lod sig selv glide hen mod væggen, dog kun for ikke at blive opdaget selv - men helt ærlig vidste hun udemærket at det ikke ville være nemt at gemme sig selv, eftersom hun ligesom afsløre sig selv. [/blockquote]

[Roia Shui]

Roia så at Hiroko kom over mod akvariet og og tog et parpir op og dunkede det mod akvariet. Roia fik et chok og farede mod glassen på den anden side og så på ham. øh nej pigen havde glemt parpiret. da han hørte en lyd så hun på ham med store øjne og anede ikke hvad hun skulle sige.
"Der er ingen her inde. de kom ind... men... men gik igen da der nigen var hjemme"
hun bad til at han ville tro hende men da pigen kom til at sparke til væggen vidste hun at hun var fortabt. og det var pigen også. hun sank en klumb og hendes lillae frygtfylde øjne så på Hiroko.

Hoshi så på hende da sagde at Hoshi skulle blive. "nej ikke forlad mig" hviskede hun da hun var bange for at være alene igen. hun mærkede krammet og skulle til at grade men gjorde det lydløst da døren i skabbet blev lukket. hun ville ikke være alene igen.

[Híroko Yúng]

Híroko smed irriteret papiret på jorden og lod sit blik hvile på Roia, hvorefter at han rystede på hovedet, fordi han godt vidste, at personen eller personerne stadig befandt sig i huset, noget der ikke lige passede ham. Han så en anelse truende på hende og holdt rebet op foran hende.
"Jeg tager mig af dig senere.. Men jeg kan glæde dig med, at du ikke ser din datter den næste uge"
sagde han lettere irriteret og var ikke glad for at Roia havde valgt at lyve overfor ham, når han jo udmærket kunne høre, at der var nogle andre i huset end dem.. Pigen burde jo næsten være låst inde, så der måtte være en i nærheden, som ikke burde være der.
Efterfølgende valgte Híroko at bevæge sig hen mod trappen, dog valgte han ikke at bevæge sig op af trappen ved at bruge trinene. Han lod sine vinger sprede sig ud, imens at de førte ham op på 1. sal.
"Du gør det kun værre ved at gemme dig"
sagde han koldt og stemmen var forholdsvis ru, men heller ikke særlig tilfreds.. Han lod sig få fodfæste for enden at trappen og lod sit blik glide langs med gangen. Han lagde armene over kors, da han kunne fornemme en skikkelse.