Rumors or the truth?

[Revion Talant]

Yalathanil ankom til floden Kawa på sin beigefarvede hest. Han hoppede af hesten, da de havde nået til floden, hvor han ville tage et hvil. Han havde noget, som han gerne ville lave en research på. Han havde en af de andre dage hørt om, hvordan der havde været nogle problemer ved broen over Cyappu. Der havde åbenbart været en af Nýchtas væsner, som havde været over på denne side af kløften. Han følte sig ikke tryk ved den lave kvalitet af sikkerhed, men heller ikke, at der havde været en herover, fordi hvad mon han havde set og hørt? Var der en viden, han havde fået, som de kunne bruge mod dem?

Yalathanil trak hesten til et træ, hvor han bandt den fast, men stadigvæk sådan, at den kunne drikke af floden. Han tog sadlen af den og lagde den henover en gren, som var lidt over jorden, så hesten kunne køle lidt ned efter rideturen. Han havde været en anelse hård ved den, men nu kunne den igen slappe af, der gik tid, før han igen ville bevæge sig af sted, han havde masser af tid. Han var klædt i hans rejsetøj, som også var hans læderrustning. Han bar sin rejsekappe, som også skærmede ham mod kulden fra mørket.
Yalathanil satte sig på knæ ved floden og samlede hænderne i en skål, hvorefter han drak lidt af vandet. Han vidste godt, at han ikke skulle drikke for meget af det, men en lille tår kunne aldrig skade. Herefter satte han sig under træet og fandt sin fløjte frem fra hylsteret på venstre arm, hvorefter han stille begyndte at fløjte en glad melodi.

[Gren Shade]

Gren gik stille langs floden. Han kiggede forbløffet på det blå vand, mens Kania og Luke plaskede rundt i det. Han havde selv lyst til at plaske rundt i det blå vand, men han var på fremmede grunde, så han vidste ikke lige hvor smart det ville være, fordi det kunne jo hænde, at der lige pludselig vil komme nogen, og hvis han rende rundt og plaskede rundt med Kania og Luke, og hans våben var oppe på bredden, ja så fik han et lille problem, dog ikke et større et han sagtens kunne klare med Kania og Luke, men han ville helst undgå at tiltrække så meget opmærksomhed som muligt. Han satte sig ned ved bredden, og han begyndte at tænke på det, han og Kama havde snakket lidt om. At hvis solen kom tilbage, og så at varulvene kunne komme tilbage til magten, som vampyrerne havde taget fra dem, efter at solen forsvandt. Han sad helt inde i sine tanker, så hans sanser var hæmmede, da han kun koncentrerede sig om sine tanker. Kania og Luke var dog fuldt koncentreret på, at de skulle advare Gren hvis de kunne opfange noget, og de var på fuld vagt, selvom det måske for fremmede øjne, så ud som om de kun morede sig og at de var helt afslappede.

[Revion Talant]

Yalathanil tog fløjten fra munden og holdte op med at spille, hvorefter han lagde hovedet tilbage på stammen af træet, og lagde hænderne i skødet. Han lyttede til stilheden omkring, og kunne ikke opfange noget, men han ville langsomt begynde at gå videre. Han gemte igen sin fløjte væk, hvorefter han rejste sig op og begyndte at lægge saddel på hesten, som stod og ventede rolig. Han var helt glad for, at han havde fået overtalt vagterne til at lade ham tage alene af sted på denne tur. De ville kun være i vejen for ham, og ville alligevel ikke kunne følge med ham, fordi han altid valgte den hurtigste hest. Han var ved at binde hesten løs, da den kiggede i den ene retning og var meget opmærksom. Han kiggede selv i den retning, han blev opmærksom på, at der var nogle lyde. Han bandt hesten helt fri og begyndte at trække hesten med sig i den retning.

Yalathanil fik øje på to ulve, som legede med hinanden. Først tog han det roligt, men derefter fik han øje på den anden skikkelse, hvorefter han vidste, at der var noget, som ikke helt passede sammen her. Også fordi han ikke plejede at se ulve, som opholdte sig så tæt på andre, end dem selv. Han vidste ikke, om han skulle tiltale dyrene først eller, om han skulle tiltale skikkelsen, som sad ved bredden. Derfor valgte han at tiltale dem begge lidt efter hinanden. ”Hvem er De?”[/color] spurgte han med sin rolige stemme, først til skikkelsen, derefter til ulvene på et ukendt sprog.

[Gren Shade]

Gren smilede bare saligt ved synet af de to ulve der legede i vandet. De var det eneste der nok kunne gøre ham så afslappet, han var næsten kun sig selv når han var i nærheden af dem, og selvfølgelig hans andre venner. Men han hørte pludselig en lyd af nogen der kom nærmere. Han kunne lugte, at der var en hest og en race han ikke lige kunne genkende, men det var også svært for ham at genkende lugte her, da han ikke kendte særlig mange af dem.
Han kiggede nysgerrigt på den fremmede, da han ankom til der hvor de var. Han rejste sig stille op. Usikker på om han var fjendtlig eller ej. Men da han pludselig spurgte om hvem han var, blev han dog lidt overrasket. Han havde troet det ville komme en kamp, men den fremmede vidste måske ikke at han var fra Nýchta. Han kiggede også underligt på ham, da han snakkede til Kania og Luke på et underligt sprog, men han halv forventede at han spurgte dem om det samme, hvor underligt det end lød. Begge ulve var stoppet med deres leg, og de kiggede også undrende på den fremmede, og de gik stille hen og stilte sig ved siden af Gren. "Mit navn er Shade, Gren Shade." Begge ulve gøede til den fremmede, de gøede hver deres navn, men de sagde heller ikke mere. "Og du er?"[/b]

[Revion Talant]

Yalathanil betragtede dem, mens deres opmærksomhed blev vendt mod ham. Han ventede tålmodigt. I mens betragtede han skikkelsen, som var en mand. Han havde aldrig set ham før. Han fornemmede ingen trussel fra nogen af dem, som han holdte roligt i hestens tøjler. Hesten virkede ikke helt så rolig ved situationen, fordi der var ulve til stede. Han klappede den på halsen og hviskede roligt noget til den, så den igen blev mere rolig.

Yalathanil nikkede, som hilsen, til dem alle tre. ”Det er altid rart med nye ansigter.”[/color] sagde han venligt og smilte roligt. Han kiggede op, da han hørte vingeslag og et nyt smil vidste sig på hans ansigt, han vendte igen sin opmærksomhed mod Gren, Kania og Luke. Han fjernede et hår, som han sneget sig ind foran hans øje, hvorefter han præsenterede sig selv, ”Jeg er Yalathanil Everlove, prins af Iméra.”[/color] Mens han havde talt, var der en sort falk, som havde landede på sadlet på hesten, det så ud til, at den krævede Yalathails opmærksomhed, uanset hvor optagede han var af andre ting. Han vendte sig mod falken, og det så ud til, at de havde en mindre samtale. Lidt efter vendte han sig mod Gren med et alvorligt, tænkende udtryk.

[Gren Shade]

Gren blev lidt chokeret, da han hørte hvem denne fremmede var. Han bandede indvendigt. Gud, hvor uheldigt at han lige skulle møde prinsen af Iméra lige nu. Eller hvorfor skulle det overhovedet ske. Man forventede jo ikke ligefrem at man ville møde en prins på et sted som dette. Han smilede dog stille til ham. "Rart at møde dem, deres Højhed" Han var lidt usikker på, hvordan han skulle tiltale ham. Han trak dog stille på sine skuldre, det ville dog nok ikke vække mistanke, hvis han ikke vidste hvordan man skulle tiltale en fra den royale familie. Han kiggede nysgerrigt på den falk som landede på hestens sadel. Efter at den falk var landet, og det lignede at den og prinsen havde haft en samtale, hvilket han syntes virkede underligt, der kiggede prinsen på ham med et tænkende udtryk, og han kunne mærke hvordan frygten for at han var blevet røbet, spredte sig i hans krop.

[Revion Talant]

Yalathanil smilede lidt over denne Gren. Der var mange, rigtig mange, som bukkede eller nejede for ham på den ene eller anden måde, når de mødte ham. Til tider kunne han blive temmelig træt af alt det der, men han kunne ikke lave om på det, fordi så ville han kunne holde sit folks respekt overfor ham, men denne Gren virkede interessant. Det var jo heller ikke alle, som havde en kæmpe respekt for de royale, men det gjorde livet altid mere interessant.

Yalathanil bandede på et smukt sprog, så det lød helt vild underlig, men dog kunne det ikke forstås, det som han sagde, det havde været elversprog, men falken reagerede på det, og det virkede, som om den skældte prinsen ud. ”Så vidt, som jeg kan forstå, så har vi måske et mindre problem. Nu stiller jeg Dem et spørgsmål, og jeg ønsker sandheden, og De sikkert forklare Deres situation. Er De fra den anden side af kløften? Er De fra Nýchta?”[/color] spurgte Yalathanil med en alvorlig stemme, man kunne fornemme, at hans munterhed var forsvundet, og alvoren havde taget over.

[Gren Shade]

Grens smil forsvandt hurtigt da prinsen stillede det spørgsmål til ham. Det venlige smil blev hurtigt erstattet med et lidt koldt smil, da han ikke troede, han nu havde andre muligheder end at kæmpe. Han trak sine skuldre op og tog sine hænder ud til siden, mens han kiggede ind i prinsens øjne med iskolde øjne. "Hvad vil du gøre hvis jeg var?"[/b] Han halvt forventede at hans smil og øjne svarede på prinsens spørgsmål. Kania og Luke opfangede hurtigt ændringen i stemningen, og de spændte nu begge to i hele kroppen. De viste tænder, de knurrede ikke endnu. De ville ikke begynde at knurre, før at han havde enten givet dem tegn til det, eller når prinsen kom nærmere deres ven og herre. Han stod nu helt afslappet med begge sine hænder i siden, og han kiggede lidt overlegent på prinsen. Han vidste, at den chance han havde mod ham sikkert var meget lille, men han tænkte at dette sikkert var den eneste chance han havde for at flygte, hvis han skulle flygte.Tanken om at blive til fanget, gad han ikke tænke på. Så ville han hellere dø, end at blive taget til fange af fjenden.

[Revion Talant]

Yalathanil lagde mærke til den pludselig forandring hos Gren, han lod sig ikke mærke med det, da han lidt havde forventet denne forandring. Der var ikke mange, som brød sig om, at de var blevet taget på den anden side af kløften, nemlig den, hvor de ikke skulle være på. Han blev dog lidt overrasket, da ulvene også reagerede. De måtte være med Gren, hvilket nok ikke alligevel undrede ham. Han satte sig ned i hug og gjorde sig faktisk sårbar overfor ulvene. Han betragtede dem begge to og sagde til dem på et sprog, som kun dyrene forstod, ”Kania. Luke. Jeg vil intet ondt gøre Gren, det lover jeg. Og jeg holder altid mine løfter.”[/color] Han blev siddende lidt endnu, for at vise dem, at han mente, hvad han sagde, inden han igen rejste sig og nu igen vendte sin opmærksomhed mod Gren.

”Gren, jeg forstår din reaktion fuldt ud. Du er ikke den første, jeg opdager og tager en snak med. Og jeg vil kun snakke, så vi kan finde en løsning på dette. Jeg er en retfærdig mand.”[/color] sagde Yalathanil roligt og virkede faktisk meget upåvirket af, at Gren kiggede på ham med kolde øjne.

[Gren Shade]

Gren kiggede nysgerrigt på prinsen, da han satte sig ned på hug. Ikke lige den reaktion han havde forventet. Han kiggede dog også overrasket på prinsen, da han begyndte at snakke på et underligt sprog, og da han stoppede med at snakke, var Kania og Luke helt afslappede og de kiggede begge op på Gren. Han kiggede hurtigt over på prinsen og knurrede af ham. Han var sikker på, at han havde gjort ulvene ondt, noget han ikke ville kunne tilgive, lige meget hvem det var. Men da prinsen begyndte at snakke til ham, stoppede han dog med at knurre, men lyttede interesseret til hvad han sagde. "Jeg kan ikke se hvad der er retfærdigt ved at gøre noget ved Kania og Luke!" Han kiggede hen på prinsen. Han havde ingen anelse om hvad han havde gjort ved dem, men han stod selv stille. Han var parat til hvad der end skulle ske nu.

[Revion Talant]

Yalathanil sukkede, men tog Grens reaktion meget rolig. Han kunne godt forstå, at Gren var bekymret for, hvad han kunne have gjort, fordi han åbenbart ikke forstod dyrenes sprog, medmindre han forvandlet.. eller kunne han? Han gjorde noget meget dristigt nu, han vendte sig mod hesten og spændte sin skede med sit sværd af og spændte den fast til hesten, hvorefter han gik lidt fra hesten. Han ville vise, at han intet ondt ville. ”De behøver ikke frygte for Deres ulve. De mener nemlig, at jeg ingen trussel er. Jeg kan ingen tryllekunstner, men jeg afgav bare et løfte til Dem, og jeg er ingen løgner. Jeg ønsker kun at tale med Dem.”[/color] sagde Yalathanil, som altid ville holde, hvad han lovede, uanset hvordan situationen forandrede sig, medmindre han selv kom i fare. Han satte hænderne i siden og lod kappen falde om bag armene for at vise, at han ikke bare var flere våben på sig. Han vidste godt, at han bragte sit eget liv i fare ved denne situation.

[Gren Shade]

Gren skulede stille til prinsen, mens han talte. Han stolede ikke på denne prins, men han kunne høre at han sagde sandheden. Han sænkede stille sine parader, og han kiggede hurtigt bekymret på Kania og Luke, men de virkede helt normale. Han smilede skævt til dem. Han kunne svagt antyde, hvad det var elveren havde sagt til dem, men han havde ikke koncentreret sig om det, så han havde ikke hørt hvad der var blevet sagt. "Hvad er det du gerne ville snakke om?"[/b] Han kiggede på prinsen med sit ene øjenbryn hævet. Han kunne ikke helt tro at prinsen bare ville snakke. Han havde lige taget ham i at være på den modsatte side, end den han tilhørte, også ville prinsen af det land, bare snakke til ham. Det virkede underligt, men han lyttede interesseret til hvad an prinsen havde at sige.

[Revion Talant]

Yalathanil lod sig ikke mærke med, at manden ikke stolede på ham. Han kiggede kort over på Estela og spurgte om noget, hun svarede kort igen med en advarsel, man kunne godt fornemme, at hun ikke var sikker ved situationen, og specielt ikke, fordi prinsen havde gjort sig forsvarsløs. Han smilte bare til hende og tog ikke advarslen særlig tungt.
”Jeg ønsker nogle svar, og alt afhængig af, hvad du svarer, vil jeg beslutte mig for nogle ting. Hvad søger De på denne side af kløften? Søger De viden, som kan bruges mod mit folk?”[/color] spurgte Yalathanil roligt, men man kunne høre alvoren i hans stemme, og hvis man lyttede rigtig godt efter, kunne man ane noget usikkerhed.

[Gren Shade]

Gren kiggede prinsen lige ind i øjnene. Han kiggede skiftevis på fuglen og prinsen, da fuglen begyndte at lave nogen lyde. Han kiggede nysgerrig på prinsen. Gad vide hvad der var sket? Han nikkede stille til ordene der blev sagt til ham. "Jeg er ikke på denne side af kløften for at gøre ondt, men kun for at finde informationer om den forsvundne sol" Han kiggede prinsen lige i øjnene, for at vise at han talte sandt. Han så også at prinsen var helt ubevæbnet, og han smed derefter hans egne sværd og sin dolk, så han også var ubevæbnet. Det ville virke mere fair, hvis de begge var ubevæbnede. Det satte dem på mere lige fod, og han kunne også fornemme at det var derfor fuglen havde skreget op. Han havde altså fået nogen underlige tendenser for tiden.

[Revion Talant]

Yalathanil lagde mærke til, at Gren, varulven, fulgte lidt med i den samtale, han havde med Estela, men han havde gjort sådan, at han ikke ville forstå det, hvilket var med vilje. Han ville dog ikke nævne det. Han lyttede til mandens ord, og kiggede interesserede på, hvordan han også lade sin våben fra sig. Det var ikke mange, som havde gjort dette overfor ham. Han trådte varulven nærmere, men holdte stadigvæk en god afstand, så Gren ikke skulle følge sig fornærmet.

”Så vil jeg vælge at stole på dig.”[/color] sagde Yalathanil kort og hørte, hvordan Estela begyndte at skabe sig. Hun havde været hans rådgiver og hjælpe gennem længe, men til tider måtte han trodse hendes ord. Han tyssede ned på hende og mumlede igen noget til hende. Hun virkede fornærmet og lettede igen fra hesten, som var begyndt at græsse. Han vendte igen sin opmærksomhed mod varulven og sagde, ”Måske, kan vi hjælpe hinanden?”[/color]