Lyden af stilhed

[Amy Mirage Nightstar]

Dagen var skøn og fredfyldt. Floden Kawa gav udtryk for både ro og lykke. Der var en stilhed i Shinrin, som man ikke kunne sætte sin finger på. Den var ikke unaturlig, bare behagelig. Flodens vand virkede meget indbydende, eller det syntes Amy i hvert fald. Hun sad ved flodens bred og kiggede ned i vandet. Hun var helt tør, så der var ikke nogen hale, eller tegn på at hun var en sirene. Eller, det vidste hun vel ikke rigtigt. Hun havde aldrig været blandt andre sirener, eller mennesker, eller nogen andre racer der fandtes på jorden, så hun vidste ikke helt om hun gik for at være menneske. Måske, sikkert.
Amy kiggede lidt ned af sig selv, bare for at se om hendes tøj sad rigtigt. Igen havde hun bare fundet noget tøj, som nogen havde efterladt i skoven. Hun havde en hvid kjole på, der var en anelse gennemsigtig, men det generede hende egentlig ikke. Hendes lange, røde hår hang løst ned ad hendes ryg, selv det var helt tørt, men meget bølget og elegant at se på. Men hun havde ikke nogen sko på. Det havde hun ikke fundet noget af, og det var ikke fordi hun brød sig om at have sko på heller. Man kunne kun se den ene halvdel af hendes modermærke, der var pænt placeret på hendes venstre knæ. En bevægelse i vandet, fik hende til at rette sig lidt op og kigge nøje efter en ny bevægelse.

[Híroko Yúng]

Endnu en gang havde vejen lidt denne mørke skikkelse mod Iméra, men det var også bare blevet en vane, selvom forretningen kørte ganske udmærket. Han blev sjældent forstyrret i sit arbejde og det lykkedes ham da også ofte at få fat på det, han søgte. Den egentlig grund til at Híroko var gået mod Iméra var fordi hans kunder havde bedt ham om at lede efter et nyt offer eller hvad man skulle kalde Sirenerne, som skulle sælges videre til væsnerne i Nýchta.
Hírokos vej havde ledt ham mod Shinrin skoven, men han vidste skam udmærket godt, at han var nød til at finde ned til floden, hvis han havde i sinde at finde frem til nogle Sirener, selvom det efterhånden var blevet en smule generte eller bare smug, som om de vidste, hvad der var på færde. Måske de kendte til hans forretning? At han levede af at sælge dem videre. Mon Sirener snakkede sammen om hvad der skete på land eller var det en skam at bevæge sig op på land, han kunne kun håbe.

For enden af stien kunne han fornemme en form for frisk duft, der måtte komme fra noget vand, derved bevægede hans sig mod floden Kawa, som forbandt nogle af de vigtigste punkter i Iméra, så han ville forhåbentlig støde ind i en Sirene. Han stoppede dog op i kanten og lod sit blik glide langs med vandkanten. En mindre skikkelse fangede hans opmærksomhed, men han valgte at betragte denne fra afstand. Det kunne jo være en Sirene, så han skulle ikke skræmme den væk.

[Amy Mirage Nightstar]

Der skete ikke noget i vandet længere, det var blevet helt stille, hvilket fik Amy fik til at føle sig en lille smule snydt. Hun ville gerne se hvad det var, uden at skræmme det væk, men det var ikke lykkedes og hun havde ikke lyst til at vende tilbage endnu. Der var stadig meget længe til inden hun skulle vende tilbage til vandet, hvilket gav hende rigeligt med tid til at se sig omkring. Det var længe siden hun havde forladt vandets trygge favn. Og dog, føltes det som om at det kun var i går, at hun havde truffet sin beslutning om aldrig at vende tilbage til landets faste grund. Et lille suk kom over hendes læber, inden hun rejste sig op og børstede lidt af snavset af kjolen. Det hjalp ikke ret meget, siden den egentlig havde været lidt beskidt fra start af, og det var ikke nemt at få det af, men det lykkedes da lidt. Hun begyndte at gå hen imod stien, da en skikkelse fik fanget hendes opmærksomhed. Det var ikke fordi det var en pludselig bevægelse, bare mere det at hun følte et blik rettet imod sig.

[Híroko Yúng]

Híroko valgte at betragte skikkelsens mindste bevægelse fra afstand, da han lige skulle sikre sig hvem det var. Han skulle jo helst ikke overflade den forkerte, det kunne jo godt ende galt, hvis han gik hen og dummede sig. Det gik dog hurtigt op for ham, at det var en kvinde, som han stod og lurede på. Den hvide kjole afslørede hende allerede på afstand, da hun først rejste sig op. Men alligevel var han ikke sikker på, om han nu også skulle forstyrre og der var ikke rigtig noget, som kunne tyde på, at hun faktisk var Sirene. Hun havde jo ikke rørt vandet?
Da kvinden valgte at rejse sig op, fandt han det nødvendigt at skjule sig en smule mere, men alligevel ikke for meget, da han blev nød til at undersøge hende nærmere. Han var ikke helt sikker på, hvordan han skulle få hende til at afsløre sin race. Han rettede sig en smule op og valgte at gå ud på stien, så han var mere synlig for kvinden. Et venligt smil gled over hans læber, da hun nærmede sig.
"Undskyld, hvis jeg forstyrrede freden"
sagde han med en rolig og let charmerende stemme, da han var nød til at komme tæt på hende på den ene eller anden måde. Han kunne jo lige så godt holde sig til en venlig tone, når han befandt sig i Iméra.

[Amy Mirage Nightstar]

Hun lagde hovedet en smule på skrå, kiggede mere nysgerrigt på ham end uroligt. Hun var urolig, bange faktisk, men hun var også nysgerrig omkring hvem denne person var. Hun havde ikke snakket med en anden person, i hvad der føltes som hundrede år. En svag rød kulør, sneg sig hen over hendes kinder da hun hørte snakke til hende. Der var ingen grund til at blive genert, eller pinlig forlegen, men hun følte sig underligt tilbagetrukken idet split sekund han havde trådt frem, og sagt det første ord.
”Det okay, du forstyrrede ikke noget…” mumlede hun og så en smule ned i jorden, inden hun rettede sit blik imod skoven et øjeblik, for derefter at se på ham igen. Da hun ikke kunne finde på noget at sige, sank hun blot en nervøs klump, der i satte sig i maven på hende, det hjalp ikke på hendes nervøsitet. Hvorfor følte hun sig så urolig, så nervøs? Der var vel en grund til det, men hun kunne ikke sætte sin finger på hvad det var. Hun kløede sig et øjeblik på armen, inden hun lagde sine arme lidt over kors, mest for at skjule sig lidt.
"Må jeg spørger hvem du er?" spurgte hun stille, imens hun lænede sig lidt op af et træ, lidt af en krog at trænge sig op i, men det fik hende til at føle sig underligt tryg, mere sikker i at intet ondt ville overgå hende. En dejlig tillid hun viste andre.

[Híroko Yúng]

Man skulle muligvis tro, at stilheden var naturlig, men Híroko valgte blot at tie stille for at lade hende snakke ud. Han smilte en anelse, da han fornemmede den rødlige farve, som sneg sig over hendes kinder. Det var da en anelse sødt, men samtidig var det også uventet, da han ikke rigtig havde gjort noget, som kunne forårsage det. Dog skjulte han en mindre latter for ikke at gøre det værre.
"Sikker på det, det var ikke rigtig meningen at jeg ville forstyrre Dem. Men jeg kunne ikke rigtig undgå at betragte Dem fra afstand"
sagde han ganske ærligt og søgte fortsat efter nogle svar på, om hun var Sirene eller ej. Det kunne jo godt være, at han skulle droppe det? Eller skulle han gøre et forsøg alligevel også selvom hun muligvis kunne vise sig at være af anden race end lige den han søgte. Han lagde dog godt mærke til at hun forsøgte at skjule sig, men det gik da også langsomt op for ham, hvorfor hun gjorde det. Kjolen var åbenbart lettere gennemsigtig?
"Undskyld, det var vist en smule uhøfligt. Navnet er Híroko Yúng. Jeg var simpelthen bare ude på en gåtur."
svarede han ærligt, selvom en mindre del af det godt kunne kaldes for en løgn, da han jo var efter endnu en fangst. Men hun havde endnu ikke vist tegn på at afsløre sin race, så han var muligvis nød til at forsøge endnu mere end han gjorde lige nu. Egentlig burde det ikke være svært for hende at gætte hans race, hvis han ikke havde skjult sine vinger. Han vidste udmærket godt at det havde været dumt af ham, at bevæge sig ind i Iméra med sine vinger synlige, så dem havde han gemt af vejen for længst.

[Amy Mirage Nightstar]

Hendes blik var rettet imod jorden da hun hørte ham tale igen. Underligt nok, kunne hun godt lide lyden af hans stemme, det gav hende en følelse af at hun ikke var alene, eller ikke så alene mere som hun var før. Det var først nu hun indså hvor meget hun havde savnet selskab, eller i hvert fald selskab fra denne verdens side. Det var ikke fordi hun ikke holdte af havets dyr, det var bare mere det at hun savnede at snakke med nogen, sådan virkelig tale med nogen. Amy rettede sit blik imod ham igen, prøvede virkelig på ikke at rødme, eller vise hvor sky hun følte sig. Noget af det han sagde, var løgn. Det havde altid været nemt for hende at udpege en løgn, men ikke hvis det kom i en lang sætning, som den han brugte. Noget af det han sagde, var løgn, men hvilken del? Hun ville ikke udpege at han løj for hende, ikke hvis det så kunne ende med at gøre samtalen og mødet med ham ubehageligt.
”Mit navn er Amy Mirage Nightstar,” sagde hun venligt. Hun var ikke sikker på hvad hun egentlig, ellers skulle sige eller gøre, men hun fjernede ikke sit blik fra ham. Det var ikke fordi hun ikke kunne, mere fordi at hun ikke rigtig ville, hun ville gerne se på ham, mest for at holde øje med hver en bevægelse han gjorde. Hun følte sig stadig lettere sky og genert, men derfor stadig en smule på vagt over for ham, bare en lille bitte smule.

[Híroko Yúng]

Der var ikke rigtig noget som tydede på, at hun havde gennemskuet ham. Det kunne jo godt være, at hun var meget god til at skjule hendes sande tanker overfor ham. Men mon ikke han havde mulighed for at trænge ind på livet af hende. Hun kunne da umuligt sige nej til ham allerede. Han havde jo ikke gjort tegn på at være ond eller bare ondsindet. Selvom det nok nærmere beskrev ham.
"Hyggeligt at møde Dem, Amy"
sagde han venligt og bukkede roligt hovedet for hende. Hans opførelse var helt sikkert mere fornem end han var. Men på den anden side, så var han også van til at opføre sig på den måde, fordi han som barn, næsten var blevet tvunget til at have en ordentlig fremtoning overfor sine forældre, selvom han nogle gange trådte ved siden af. Men han havde da lært af sine fejl? Han rettede sig efter lidt tid op, men lod også sit blik glide op af hendes krop, samtidig med at han forsøgte at skjule det, ved blot at rette sig op.

[Amy Mirage Nightstar]

Det at han bukkede, gjorde at hun hævede øjenbrynene en smule, men samtidigt fik det hende til at rødme mere. Hun havde virkelig været væk fra andre folk for længe, eller i det hele taget været væk fra alle for længe, men hvad skulle hun ellers gøre? Folk hadede vist Sirener, hvilket hun ikke forstod overhoved, men det var heller ikke noget der ville være klogt at spørger om, for lige nu skulle hun jo forestille at være alt andet end en Sirene.
”I-i lige måde,” stammede hun og så væk. Af en eller anden grund, blev hun mærkeligt bevidst om hvordan hun måtte se ud, altså for udover at have en kjole på, der var en anelse gennemsigtig. Hun lignede vel noget krabberne havde slæbt med sig hjem, hvilket sikkert så herrens ud. Et øjeblik bed hun sig i læben, før hun så op og prøvede på ikke at føle sig mærkeligt tilpas.
”Øhm.. du.. øhm.. De… behøver ikke at bukke for mig.. altså.. jeg…” sagde hun og følte sig mere og mere sky, for hvert ord hun sagde. ”Jeg ville have det lidt mere komfortabelt, hvis vi bare kunne snakke… uden store formaliteter.. hvis det er i orden.” Hendes blik mødte et kort øjeblik hans, inden hun lod det flakke lidt rundt, for derefter bare at se på ham.

[Híroko Yúng]

Nogle gange kunne det virke en smule for meget, hvis han først levede sig helt ind i rollen, som en mere fornem person, selvom han jo ikke var det. Men muligvis stammede fra en sådan familie. Dog var der ikke mange som kendte til hans fortid, fordi han faktisk ikke brød sig om tanken, det at folk vidste, hvem han havde været og hvilke fejl han havde begået.
"De behøver slet ikke være så genert."
sagde han med en rolig tone, men blev dog en smule overrasket over hvordan hendes kinder lige pludselig blussede op igen. Men på en måde, så underholdt det ham en anelse, at hun på en måde virkede sky overfor ham. Det fik ham nærmest til at glemme, hvad han var kommet for.
"Selvfølgelig, hvis det passer den unge kvinde bedre, så skal jeg da nok gøre et forsøg"
sagde han med et svagt charmerende smile på læben, men også et mindre glimt i blikket. Det kunne godt være at hendes kjole ikke var fuldstændig ren, men det var ikke ligefrem det, som fangede hans opmærksomhed, det var hendes personlighed.

[Amy Mirage Nightstar]

”Undskyld, jeg kan ikke rigtig gøre for det,” sagde hun stille, men smilede en lille smule til ham, dog stadig en del genert. Hun ville gerne lade vær med at være så genert, hun kunne bare ikke rigtig lade vær, det var ikke fordi at det føltes mere sikkert sådan, bare mere fordi at hun ikke rigtig kunne lade vær. Amy stod stadig op ad træet, selvom hun havde lyst til bare at lægge sig ned og kigge op på himlen. Hvorfor var verdenen egentlig ikke lyst op i dagslys? Hun var godt nok opvokset uden, men hendes mor havde beskrevet det som noget smukt og vidunderligt, havde hun selv oplevet det? Hun havde aldrig spurgt, men hun havde heller aldrig troet at hun aldrig ville have fået chancen til at spørger. Af en eller anden grund, kunne hun ikke lade vær med at smile over det sidste han sagde, godt nok var smilet ikke særlig stort, men det var vel bedre end ingenting.
Hun lagde mærke til glimtet i hans øjne, men vidste ikke hvad det betød, kun at det fik hende til at beholde den rødmen der havde været i hendes kinder, i lidt tid nu. Det første hun gjorde var at rødme da han snakkede, det sidste ville vel være noget der måske var bedre eller værre? Hun vidste ikke hvordan tingene ville gå, men hun håbede da på det bedste.

[Híroko Yúng]

Hendes undskyldning kom en smule bag på ham, det var jo ikke rigtig det han havde lagt op til. Men det var måske det, som passede bedst til hende. Hvis det først havde været i Iméra, så var det næppe sådan en type, som han var stødt på, der ville sige undskyld. Men han smilte blot en smule over hendes undskyldning, dog forsøgte han at skjule et mildt grin, da han helst ikke ville gøre hende utilpas over sine ord.
"Mig behøver du ikke undskylde overfor"
sagde han med en vis form for ro, der udviste en form for kontrol over sig selv, men også over sine omgivelser. Han virkede også meget fattet.
På en eller anden måde, så virkede hun slet ikke som en han havde mødt før. Hun virkede anderledes og forførende uden at forsøge at være det. Det var en enestående egenskab at have, som mange kunder sikkert ville blive glade for, hvis hun var en Sirene. Medmindre at han slet ikke ville lede hende til den slags?

[Amy Mirage Nightstar]

Han gjorde hende mærkeligt godt tilpas, han fik hende til at føle, at intet var i vejen, alting var fuldstændig okay. Alle de tanker som hun sikkert ville gå rundt og tænke på, var forsvundet som dug fra solen. Solen? Hvorfor kom hun med den tanke? Hun havde hørt det ord før, men hun var ikke sikker på hvor. Hun slog tanken fra sig, for i stedet at fokusere på det der skete omkring hende. Hans smil fik hende til at blive en smule genert igen, men hun forsøgte at tage sig sammen, så hun ikke så væk igen.
”Hiroki, må jeg spørger dig om noget?” spurgte hun. Hun kunne vel bare spørger ham, men hun var ikke sikker på om det var noget at spørger om, hun havde ikke en gang nogen anelse om hvorfor hun ville spørger ham om noget. For det meste var hun stille, hun havde altid været stille, medmindre når hun blev hysterisk selvfølgelig. Men nu havde hun bare lyst til at snakke med ham, så længe og så meget som hun kunne, om de snakkede om løst og fast var lige meget. Hun følte sig bare tryg ved at snakke med ham, så det var det hun ville blive ved med at gøre. Så længe han da ville.

[Híroko Yúng]

Hovedet gled en anelse på skrå, hvorefter at han så forbi hende mod vandet, der ikke ligefrem lagde an til det helt store. Det var nok også derfor at han søgte hendes opmærksomhed igen. Det var faktisk underligt, at snakke sammen på den her måde med en fra Iméra, som han havde på fornemmelse af muligvis kunne være Sirene. Den slags information ville nok ændre mødet til noget mere drastisk end det var lige nu. Det var jo blot en simpel og uskyldig samtale mellem to personer.
"Selvfølgelig, men ikke sikkert at jeg kender svaret"
sagde han med et venligt smil, det var også ærligt sagt, selvom han muligvis havde levet længere end så mange andre, så kunne han umuligt have svar på alt. Men mon ikke det ville være muligt for ham at give hende et svar, som hun ville være tilfreds med. Han kunne vel kun håbe.
Stille og roligt foldede Híroko hænderne bag på ryggen og stod ganske tålmodigt og afventede hendes spørgsmål. En let brise valgte at stryge ind fra floden med retning mod dem. Det lettere lange hår bevægede sig en smule i takt med den lette brise, som virkede behagelig, men også en smule kølig.

[Amy Mirage Nightstar]

Hun kiggede lidt på ham, mens hun bed sig usikkert i læben. Hun var ikke længere på om hun skulle spørger ham. Det var ikke fordi at spørgsmålet var stødende, eller det regnede hun ikke med, men hun havde bare en fornemmelse af at det ikke var noget som man spurgte folk om, slet ikke dem som man ikke kendte.
”Ved du… hvornår man er et monster?” spurgte hun, dog uden at se på ham. Spørgsmålet var noget der stammede fra hendes fortid, en fortid som hun ville ønske at hun ikke havde, eller var en del af, men man kunne ikke ændre fortiden. Desværre. Den milde brise der strøg forbi dem, havde fået et let greb i hendes lange hår der blot fulgte vinden, der for hende føltes kølig. En let kuldegysning gik igennem hende, selvom hun prøvede at skjule den ved at rykke en anelse på sig selv. Hendes blik var rettet imod jorden, mens hun ventede på et svar, der højst sandsynligt ikke var et svar som hun ville forvente, eller måske ikke blive særlig glad for at høre.