Lyden af stilhed

[Híroko Yúng]

Det var ikke helt sikkert, at han havde forventet det spørgsmål, som hun kom med. Han forsøgte dog at skjule, hvor overrasket, han var blevet af hendes spørgsmål. Men om det lykkedes kunne hun sikkert kun bedømme. Híroko tog den ene hånd op til hagen for at tænke eller i hvert fald give udtryk for at tænke over spørgsmålet og finde frem til det rigtige svar.
"Det kommer helt an på om man kommer fra Nýchta eller Iméra"
startede han ud med at sige, men han vidste da i hvert fald godt, hvad han snakkede om. Man kunne vel muligvis godt kalde ham selv for et monster, selvom han ikke gav udtryk for den side lige nu. Han forsøgte at tvinge et mildt smil frem på sine læber, selvom det nok var upassende at smile omkring dette emne, men inderst inde morede det ham, at høre hende spørge om det.
"Men jeg ville umiddelbart sige, at man er et monster, når.. Man enten har dræbt en af sine nærmeste for sin egen skyld. Eller hvis man har svigtet nogle på det groveste. Dog fortolker folk ordet monster forskelligt, så jeg kan ikke svare dig med sikkerhed, Amy"
Hans svar lød meget ærligt, som om han også vidste hvad han snakkede om. Han havde dog valgt ikke at sige det hele, for hvis man kiggede på hans liv, så var han nok også et monster i øjnene på folk fra Iméra, når man tænkte på at han fangede, toturerede og solgte Sirener for sit eget bedste.

[Amy Mirage Nightstar]

Spørgsmålet virkede til at komme lidt bag på ham, men han prøvede vel at lægge skjul på det, så hun udpegede det ikke, hvilket der heller ikke var nogen grund til. Hun lyttede til hans svar, som egentlig kom bag på hende, hvilket godt kunne ses på hende. Svaret var måske ikke helt tilfredsstillende, men det var da et svar og hun var egentlig glad for at han havde svaret, så godt som han nu kunne. Der var ikke noget som hun egentlig kunne sige, så hun forblev stille. Amy satte sig langsomt ned, sådan hun sad op ad træet, med benene trukket op til sig, så hun egentlig kunne hvile hagen på sine knæ hvis hun ville. Hun lagde arme lidt løst om sine ben, for derefter bare at se op i træets trækroner. Det var egentlig rart bare at sidde der. Stilheden var så skøn, naturlig, imod sætning til i havet, hvor der var lyde næsten over alt. Hun havde dog ikke regnet med at ville kunne nyde at være oppe på landjorden igen, heller ej havde hun regnet med at møde en, som hun faktisk følte sig komfortabel sammen med. Indtil videre altså.

[Híroko Yúng]

Híroko kunne godt fornemme på hende, at svaret muligvis kom en anelse bag på hende. Men han havde jo ikke rigtig kunne svare på en anden måde, da han jo hellere ikke ønskede at lyve over for hende. Det var underligt at have det på den måde, noget som han normalt afskyede, det at man faktisk tænkte på andre end sig selv. Det var underligt og ubehageligt. Han lagde dog hovedet en anelse på skrå, da hun lige pludselig satte sig ned ved træet rod..
"Ønsker du at være i fred?"
spurgte han roligt, selvom han nok næppe havde tænkt sig at smutte bare sådan. Der skulle jo helst være en grund for det. Men det kunne jo være, at hun ønskede lidt tid, hvor hun ville have mulighed for at tænke lidt. Samtidig ville han også kunne udnytte det til enten at grave nogle oplysninger op om hende eller blot betragte hende fra afstand igen.

[Amy Mirage Nightstar]

Hun kiggede forundret på ham, da han spurgte om hun gerne ville være alene.
”Nej,” sagde hun, og blinkede et par gange, inden hun så roligt ned i jorden. ”Jeg har bare aldrig været her før, så roen er lidt usædvanlig for mig…” hun kiggede ikke på ham. Ikke fordi hun ikke ønskede at se på ham, hun kunne bare ikke få sig selv til det. Hun følte sig igen genert, eller mere genert end før. Hvad fik ham dog til at påvirke hende på den måde? Måske havde hun virkelig været for meget alene med havdyrene, men hun havde ikke set noget alternativ på det tidspunkt.
”Hiroko, hvis jeg bad dig om at blive lidt længere, ville du så gøre det?” Hun lød lille bitte da hun sagde det. Som et barn der var bange for at noget skræmmende ville komme ud af skabet, hvis lyset blev slukket. Hun savnede at have nogen at snakke med, det var helt skræmmende for hende at tænke på det, men hun ville gerne have at han blev her sammen med hende, bare i lidt tid endnu. Måske var det ikke klogt at bede om det, der var nok andre ting hun kunne have sagt, ting der ville være mere sikre at sige, men i det øjeblik var hun ligeglad med sikkerhed og beskyttelse, hun ville bare have en at snakke med igen. Det var alt hun ville have, i dette øjeblik.

[Híroko Yúng]

Det kunne godt være at han havde fejlbedømt situationen, men alligevel havde han haft på fornemmelsen af, at hun egentlig godt kunne lide freden. Men det at han faktisk svarede nej til hans spørgsmål, startede med at komme bag på ham, men senere forstod han ligesom godt hvorfor. Selvom han godt kunne have brugt nogle flere oplysninger omkring hende, så smilte han blot, da hun valgte at sige nej til hans foreslag.
"Når du siger her, så mener du vel ved floden? For Kawa floden er nu altid stille og uden forstyrrelser"
sagde han med et mindre smil på læben og kiggede blot undersøgende på hende. Han tog det dog ikke ilde op, at hun lod vær med at kigge på ham. Det kunne jo være at hun havde noget i sin fortid, som fik hende til at handle, som hun gjorde. Noget som han sikkert ikke ønskede at grave frem. Híroko var egentlig ikke en gang selv van til at snakke så meget med en anden person. Da han for lang tid siden havde besluttet sig for at droppe kontakten til hele sin familie, fordi han ikke mente at det var nødvendigt, at skulle koncentrere sig omkring dem, når det gik meget bedre, når han var selv. Men lige nu virkede det til at situationen var ændret. Da han jo tydeligvis havde en længere samtale med hende. Det var rart på et mindre punkt.
"Jeg kan blive så længe, som du finder det nødvendigt, Amy"
sagde han med et mildt smil på læben og valgte at sætte sig ned foran hende. Så de på den måde var mere på højde med hinanden. Der var et eller andet fangende ved hende, som han ikke rigtig kunne forklare. Men det kunne jo også bare være fordi hun var mere end hun så ud til at være.

[Amy Mirage Nightstar]

Hendes blik var stadig fæstnet imod jorden, selvom hun havde en trang til at se på ham, for at sikre sig at han stadig væk var der. Hendes tanker gik lidt rundt omkring det han sagde, inden hun svarede ham.
”Ja, jeg mener her,” sagde hun stille, mens hendes blik rettede sig kort over imod floden der stadig virkede rolig og uforstyrret. ”Jeg er mere alene, men aldrig et sted så stille som det her.” Hendes blik vendte sig imod ham et kort øjeblik, inden det igen fæstnede sig imod jorden. Nu var han tættere på end han havde været før, ikke fordi det generede hende. Det gjorde hende bare lidt mere nervøs og mere klar over den måde hun så ud. Normalt tænkte hun slet ikke på sådan noget, men normalt var hun heller ikke i nærheden af andre folk.
”Tak,” lød det stille fra hende, inden hun kiggede på ham med et lille smil på læberne. ”Du behøver ikke blive hvis du ikke vil… men jeg er glad for at du bliver…” hun sagde ikke hvorfor hun var glad for det. Det kunne vel være lige meget. En stille, svag vind lagde sig kort om dem og i det selv samme øjeblik, kunne hun sværge på at hun hørte vandets overflade give lyd. Dog rettede hun bare sit blik imod ham igen, ignorerede lyden der var forsvundet lige så hurtigt som den var kommet.

[Híroko Yúng]

Híroko havde en mindre fornemmelse af, at der muligvis var en mindre mulighed for at hun ikke var helt så let at komme ordentlig i snak med. Men folk havde jo også lov til at være forskellige. Og hvis hun ikke var en, som gerne ville snakke, så blev han jo nød til at respektere det også. Ofte havde Híroko det med at sige for meget, men på et tidspunkt i hans liv snakkede han slet ikke med nogle, da han blot koncentrerede sig om sit arbejde. Men alligevel fandt han det nødvendigt at holde en samtale kørende med hende.
"Det er også et ganske specielt sted"
sagde han med et mildt smil på læben og forsøgte ikke at trænge sig på, da hun muligvis kunne ende med at få en fornemmelse af at han måske var for påtrængende. Derfor forsøgte han også at holde en vis form for afstand, så hun selv kunne søge tættere på ham, hvis hun fandt det nødvendigt.

I det at han hørte ordet tak strøg et gys igennem ham. Det var egentlig meget sjældent at han hørte det ord i en god forbindelse. Men det var nok fordi han var van til at befinde sig i Nýchta, hvor folk meget sjældent sagde tak til andre. Dog havde det sine grunde.
"Du behøver ikke takke mig. Jeg har jo ikke noget imod lidt selskab selv"
svarede han ærligt og sendte hende et roligt smil. Han lagde hovedet en anelse på skrå og forsøgte at få hende til at smile bare lidt mere end det smil hun lige havde givet ham. Han kunne til tider godt være en anelse krævende, men indtil videre var der ikke nogen som havde påpeget det, så han fortsatte bare.

[Amy Mirage Nightstar]

Han virkede til at ville holde samtalen kørende, hun forstod ikke hvorfor, men havde egentlig ikke noget imod det, da hun selv følte lysten til at have nogen at snakke med stige for hvert minut der gik. Det var bare så lang tid siden at hun sidst havde snakket med nogen, at hun helt havde glemt hvordan man egentlig opførte sig. Men indtil videre syntes hun selv at det gik okay, hun havde vist ikke gjort noget forkert i hvert fald.
”Kommer du tit her? Eller er der andre steder du foretrækker?” spurgte hun. Hun satte sig lidt bedre tilpas, i skrædderstilling, så hun ikke længere virkede så beskyttende over for sig selv, men hun prøvede heller ikke at være for åben, selvom det nok var det hun egentlig var. Lidt i hvert fald. Af en eller anden grund, kunne hun ikke lade vær med at smile mere af det han sagde. Han fik vidst det bedste frem i hende, ingen fremmede havde formået at gøre hende så tryg, så hurtigt. Igen, blev hendes opmærksomhed fanget af vandet, der endnu en gang gav en lyd fra sig. Hendes blik strøg langsomt derover, men der var intet at se. Havde det været indbildning fra hendes side?
"Hørte du det?" spurgte hun stille, mens hendes blik fortsat var rettet imod floden. Det gjorde hende lidt urolig at vandet blev ved med at give lyd fra sig. Det plejede vand som regel ikke at gøre, hvis det var så roligt som denne flods var.

[Híroko Yúng]

Der var en simpel grund til at han gerne ville holde samtalen kørende, og det var vel fordi han godt kunne lide det selskab han havde fundet sig og havde ikke noget imod, de spørgsmål hun kom med ind til videre. Man kunne godt kalde ham for en enspænder, men det var nok nærmere fordi han ikke altid havde mulighed for at koncentrere sig om andre, når han havde et arbejde at passe. Men lige nu lagde han det ligesom til side.
"Jeg foretrækker faktisk at være i nærheden af vandet, det beroliger mig samtidig med at jeg føler mig hjemme i nærheden af det."
sagde han med et ærligt smil på læben. Da det ikke en gang var løgn. Han ophold sig for det meste i nærheden af vand, dog ikke kun fordi det beroligede ham eller at han følte sig hjemme det. Det var nærmere fordi han vidste at det var der han ville få lettest ved at støde på en Sirene i mørkets skær.
Han lod dog i et kort øjeblik betragte hende, dog uden at stirre, da det næppe ville være helt så høfligt, men han forsøgte dog at skjule sin nysgerrighed for ikke at virke for påtrængende eller noget.
"Fra floden?"
spurgte han undrende og måtte desværre ryste på hovedet, da han ikke rigtig havde opfattet noget, fordi han havde brugt tid på at kigge på hende. Hun virkede jo lige pludselig mere afslappet overfor ham, så han kunne også selv tage den med ro, uden at være på vagt

[Amy Mirage Nightstar]

Hendes øjne spærrede en smule op da han sagde det. Det føltes sandt det han sagde, alligevel var der noget i hans ord der også fik hende til at blive en smule usikker. Usikkerheden strøg hun til side, for i stedet bare at lade glæden tage plads hos hende. Hun havde et hjem i vandet, men ligesom at hun følte sig hjemme der, så følte hun sig også hjemme oppe i skoven, nær floderne og nu også tæt på ham. Han virkede så oprigtig, han virkede som en person hun virkelig kunne stole på, men samtidig var hun urolig for at lægge for meget af sin tillid over til ham, hun ville ikke knuses igen. Hans blik fik hende til at føle sig mærkeligt til mode, ikke ubehageligt, det var bare mærkeligt den måde han kunne få hende til at føle sig så varm, genert og endda glad. Oprigtig glad. I havet havde hun altid følt sig glad, men også trist over ikke at kunne kalde jordoverflade for sit hjem.
”Vandet har vel også noget specielt over sig,” sagde hun stille. ”Men, alt er vel specielt, bare på hver sin måde.”
Floden havde altså snydt hende. Hvis han ikke havde hørt noget fra vandet, så havde hun vel bare bildt sig det ind. Alligevel følte hun sig urolig omkring det. Hun sank en klump, mens hendes blik igen søgte imod jorden, prøvede at lukke sine tanker omkring floden. Det sidste hun ville var at blive urolig eller bange, for så var tiden med ham da først ødelagt.

[Híroko Yúng]

Híroko lagde godt mærke til at hun muligvis blev en smule overrasket, at han havde det sådan, når han var i nærheden af vandet. Men det havde jo ikke været en løgn. Men det kunne jo også være at han blot fik en form for rus af det. Mange kunne hurtigt få et forkert indtryk af ham blot på grund af hans opførelse, men det var nærmere fordi, han ofte forsøgte at trænge ind på livet af folk, for at finde deres værste svagheder, men i dette tilfælde virkede det helt anderledes, om det var en rigtig følelse, måtte han jo finde ud af senere.
"Du har faktisk ret. Og sådan bliver det nok ved med at være"
sagde han en smule eftertænksomt, som om han tænkte over det hun lige havde sagt. Det var egentlig en meget interessant tolkning af omgivelserne. Men hun tog vel ikke fejl. For på et eller andet punkt, så måtte alle steder jo være noget specielt for forskellige personer. Så hendes fortolkning var slet ikke så forkert igen.

[Amy Mirage Nightstar]

Amy smilede af hans, hvad skulle man kalde det? Hans ros? Tja, det var mere eller mindre det hun følte at han gjorde. Gav hende ret, og roste hende for den fortolkning hun havde på det. Det gjorde hende underligt glad, tilfreds med sig selv. Hun følte sig bedre og bedre tilpas med ham. Alle elskede smiger, men hun følte ikke at han prøvede at smigre hende, mere at han bare ville snakke med hende, måske lære hende bedre at kende, men det kunne hun selvfølgelig ikke være sikker på. Alligevel varmede tanken hende. Hun rettede sine øjne imod hans, kiggede virkelig nøje på ham for at huske hver en eneste detalje omkring ham. Det var måske sidste gang at hun nogensinde ville se ham. Tanken gjorde hende lidt underligt til mode, så hun forsøgte at stryge den væk, men den var hele tiden i hendes baghoved nu.
”Hiroko, hvad er sol for noget?” spurgte hun nysgerrigt. Det var ikke meningen at hun skulle have spurgt det, men hun kunne alligevel ikke lade vær. Hun måtte bare vide hvad det var, hun ville vide hvad det var. Men alligevel… ”Nej, vent… bare… glem at jeg spurgte om det.” hun rettede sine øjne bort fra hans, så han ikke skulle se hvor nysgerrig og hvor meget hun følte sig dum, over at spørger ham om det. Hun følte sig uvidende om alting lige pludselig, og hun ville ikke have at han syntes hun vidste for lidt, eller rettere sagt vide hvor lidt hun egentlig vidste om verdenen omkring hende.

[Híroko Yúng]

Det var sikkert ikke en gang meningen at han ville rose hende, men på den anden side, så havde det aldrig været noget dårligt at rose folk, medmindre at man roste dem med noget forkert. Der var jo visse ting, som var mere følsomme end andre, så det kunne være forkert at rose? Men han opfattede ikke det at give hende ret, som en slags ros. Det var mere for at give hende ret i sine ord og på den måde fortælle hende, at det ikke kun var det, som han sagde, der var rigtig i denne situation. Han smilte en anelse og lagde hovedet på skrå med et smil på læben, som muligvis kunne sige mere end ord i dette øjeblik. Han havde dog ikke så meget imod, at svare på hendes spørgsmål. Det betød jo bare at han havde mulighed for at bruge den viden, som han havde samlet i over 2000 år, allerede på det punkt følte han sig gammel. Men af udseende så han meget mere ung ud.
"Solen var noget der forsvandt for 1000 år siden.."
startede han ud med at sige, da han først hørte hendes spørgsmål, dog stoppede han også, da hun valgte at trække sit spørgsmål tilbage. Det var ikke fordi det gjorde ham noget, at hun gerne ville vide noget. Det kunne jo sagtens være, at hun var så ung, at hun ikke en gang havde oplevet solen, og måske bare hørt om den. Derfor var det jo også iorden at stille spørgsmål til det, når man først var blevet nysgerrig omkring et ord, man ikke vidste hvad betød.

[Amy Mirage Nightstar]

Måske skulle hun ikke have spurgt, men hun ville så gerne vide det. Hun kunne stadig da hendes mor sagde noget om solen, noget med varme at gøre, men det var ikke noget hun helt kunne huske. Godt nok havde hun en fotografisk hukommelse, men derfor var det stadig væk ikke altid nemt at huske på præcis det minde, der var brug for i nogle øjeblikke. Da han sagde at solen var forsvundet for tusind år siden, fik hendes nysgerrighed overvundet hendes følelse af uvidenhed.
”Hvorfor forsvandt den?” spurgte hun nysgerrigt, og kiggede måske en smule intenst på ham. Nysgerrigheden lyste ud af hende, og man kunne se at han havde fanget hendes opmærksomhed fuldkommen. Det var måske ikke ret svært at fange den, men lige på det her punkt, var det tydeligt at se hvor meget hun egentlig hungrede efter at vide det. ”Hvad er solen egentlig for noget? Er den ligesom månen? Er det en stjerne? Er det noget der er levende? Hvad er det?” Hun fik endelig sig selv til at tie stille, så hun i stedet for faktisk kunne høre hvad han kunne fortælle om det.

[Híroko Yúng]

På et punkt måtte hun kunne mærke på ham, at han faktiks ikke havde noget imod, at hun stillede ham de spørgsmål, som lå hende for hjertet. For ham var det jo bare utroligt, at hun valgte at spørge ham til råds. Det måtte da næsten betyde, at hun udviste en form for tillid til ham, bare til et mindre punkt.
"Der er ingen som ved hvorfor den forsvandt eller om den vil komme tilbage igen"
svarede han roligt og lod blikket glide op mod den røde måne, som nærmest gjorde alt for at lyse det meste af området op. Men alle vidste godt, at solens lys var det kraftigste, derfor var der også mange som faktisk mente, at solen burde komme tilbage.
"Solen er en utrolig kræft, men egentlig bare en større stjerne, som den gang forsynnede vores verden med varme og energi til planternes liv"
forklarede han så godt, som det nu var muligt, da han jo ikke ligefrem var ekspert på området.