Lyden af stilhed

[Amy Mirage Nightstar]

Hans forklaring virkede god nok for hende, den fik hende i hvert fald til at tænke det lidt mere igennem. Hun ville egentlig gerne have set solen, bare en gang, men samtidig så savnede hun jo ikke det som hun aldrig nogen sinde havde set, og måske aldrig ville se. Det ville dog være spændende at se solen en dag. Som et eventyr måske. Hendes blik søgte den røde måne, der altid havde været en del af hendes liv, og som hun aldrig havde betvivlet for at være et klart lys, ligesom fuldmånen og stjernerne. Kunne solen virkelig være stærkere end det?
”Er det godt, eller skidt at solen er væk?” spurgte hun, uden egentlig at se på ham. Hendes blik var rettet imod himlen, der for hende virkede klar og smuk, ligesom natten der bar en anden form for skønhed. Alting var smukt, på en eller anden måde, det var bare ikke altid at man kunne se det. Igen gled hendes blik hen til vandet, da lyden endnu en gang kom inden for hendes hørevidde. Hun trak benene helt ind under sig, holdte sig for ørerne og lukkede øjnene hårdt sammen. Hun var bange. Det sidste hun ønskede var at blive skør, men hun ville heller ikke have at der var en Sirene i vandet. Det kunne godt have været et dyr, selvom hendes instinkt sagde noget andet.

[Híroko Yúng]

Det var måske underligt at forklare hende, noget som han faktisk hadede, men på en måde, så havde hun vel lov til at få svar på de spørgsmål, som hun nu havde. Derfor kunne han ikke tillade sig, at svine den såkaldte sol til. Den havde jo været en livskilde for de fleste væsner både i Iméra, men også i Nýchta. Selvom folk i Nýchta næppe ville indrømme det, så kunne de nok godt mærke forskellen og det var ikke altid i en positiv retning. Der var også noget i mørkets land, som var blevet værre, selvom de forsøgte at skjule sandheden. Híroko var dog ikke en af dem, som syntes at solen burde vende tilbage igen, da han nød mørkets kræfter til fulde og derfor ikke fandt det nødvendigt at solen skulle tage sin plads igen.
Selvom der var meget, som talte imod det, så lyttede han til hendes nysgerrige spørgsmål og forsøgte at svare dem, uden at afsløre sin egen holdning til det.
"Ser du Amy, lige det spørgsmål er der mange forskellige meninger til. Folk fra Iméra vil gerne have solen tilbage, så lyselverne og naturen kan få deres oprindelig kræft tilbage. Men folk fra Nýchta, som vampyrerne nyder sig godt af, at solen ikke længere tvinger dem til at trække sig tilbage om dagen. Så det er vel både godt og skidt"
svarede han ærligt og lod blikket glide forbi hende mod floden. Han havde en mindre fornemmelse af, at der muligvis snart ville dukke noget op af vandet. Hvis det viste sig at være en Sirene, så ville det nok ende med, at deres samtale ville blive afbrudt, da han jo stadig havde en pligt, som han var nød til at leve op til. Kunderne kunne jo ikke vente hele tiden? Dog lod han blikket glide tilbage mod Amy med et let smil på læben.

[Amy Mirage Nightstar]

Hun havde hørt hans svar, men havde haft svært ved at få det til at hænge helt og aldeles sammen. Hun åbnede langsomt sine øjne og lagde sine hænder ned i sit skød, mens hun fortsat holdte øje med floden. Igen sank hun en klump. Hendes levested var i havet, men derfor var der stadig væsner i vandet der skræmte hende, gjorde hende urolig. Amy slappede af, så godt som muligt, inden hun lænede sig op ad træet igen. Hendes øjne lukkede sig i, og noget tid gik inden hun slappede så meget af at hun åbnede sine øjne igen for at se på ham.
”Undskyld,” mumlede hun, mens hendes blik kørte ned imod jorden. Følelsen om at lukke af, sneg sig langsomt rundt om hende. Det hele føltes skørt, som en lang drøm der bare kørte rundt og rundt, i lange bane og cirkler. ”Jeg må hellere gå.” Hun ville ikke. Hvis hun gik, kunne hun ikke se ham mere. Hvis hun gik, ville hun være alene igen. Men hun følte sig ikke særlig tryg her længere, og hun blev aldrig et sted hvor hun ikke følte sig i sikkerhed.
”Tak Hiroko,” sagde hun mens hun kom på benene.

[Híroko Yúng]

Híroko fornemmede noget ved vandet, men det var svært at bedømme størrelse og om det overhovedet var noget levende eller bare vandet der prøvede at narre hans sanser, dog valgte han at koncentrere sig om hende lige i øjeblikket.
"Må jeg spørge hvorfor du underskylder?"
spurgte han med et roligt smil, men det var samtidig også lettere undrende, da han ikke helt vidste hvor den undskyldning kom fra. Var det muligvis noget han havde sagt, eller ønskede hun ikke at vide så meget om solen, som han havde fortalt hende? Men da hun først lagde an til at ville smutte eller måske bare gå, kunne man godt se at han var lettere forvirret over det.
"Du skal bare sige til, hvis jeg gør dig utilpas, for det er ikke det der er meningen."
sagde han en smule overrasket og rejste sig op, da hun lagde an til at flytte sig. Han forstod ikke rigtig, hvad der havde fået hende til at ville tage afsted. Men han kunne vel hellere ikke forhindre hende? Selvom han var af den type, som ikke burde være høflig.

[Amy Mirage Nightstar]

”Jeg er ikke sikker…” mumlede hun. ”Jeg ved bare ikke hvad jeg ellers skal sige…” hendes blik forblev fæstnet imod jorden. Tanken om ikke at se ham igen, fik hende til at se på ham. Det at han så lettere forvirret ud, gav hende en lille følelse af at han ikke ville have hun skulle gå. Hun vidste ikke hvorfor at hun følte det sådan, det var sikkert helt forkert, men hun kunne ikke lade vær med at føle det.
”Du gør mig ikke utilpas,” sagde hun hurtigt, igen vendte hendes blik sig imod vandet. ”Det vandet…” hun kiggede et øjeblik på ham, inden hun igen så imod jorden. Hun havde en underlig lyst til at dele grunden til hvorfor hun ville væk, men noget holdte hende tilbage. Usikkerheden om hvordan han ville tage det, fik hende til at holde gællerne lukket tæt i. Desuden, var det slet ikke sikkert at han ville høre det. Hvorfor skulle han dog have lyst til det?

[Híroko Yúng]

Nok kom det en smule bag på ham, men han havde jo også regnet med at hun havde sine grunde til det. Derfor var han egentlig ikke så meget i tvivl om det var hans skyld eller ikke. Da han forventede at hun ville fortælle ham det på et tidspunkt, når hun først fandt det nødvendigt. Eller når hun følte sig sikker til at sige det. Måske ønskede Amy ikke at fortælle sine svagheder og det var da også dumt over for fremmede? Eller hvad?
"Du behøver ikke sige noget, hvis du bare gerne vil nyde stilheden?"
sagde han med et let smil på læben og forsøgte da også at være så overbevisende, som overhovedet, dog lod han vær med at overdrive det mindre smil, som havde vist sig på læben. Hvorfor hendes blik hele tiden var fæstnet mod jorden havde han dog ikke helt forstået, da der ikke var nogen grund til at vige sit blik væk fra ham, medmindre at hun følte sig utilpas, som hun dog valgte at modsige. Det kom en smule bag på ham, da hun nævnte vandet i den forbindelse, omkring at skule føle sig utilpas. Dog rettede han blikket mod det ellers så stille vand. Eller også var der bare ikke noget han havde lagt mærke til?
"Skal vi gå videre så?"
spurgte han med et roligt smil, da han ikke ville have noget imod at skulle bevæge sig en smule. Det kunne jo være, at de kunne få tiden til at gå med en mindre gåtur. Selvfølgelig kunne han også lade hende være.

[Amy Mirage Nightstar]

Hun forholdte sig helt stille. Stilheden der havde lagt sig om dem, føltes ikke længere særlig behageligt for hende. Før havde stilheden været fyldt med en form for ro, nu var den nærmest tynget med en tyk fornemmelse af uro og anspændthed. Hendes øjne søgte hans endnu en gang, men denne gang var det for at blive der. Det føltes mere trygt at se på ham. Der var en form for tryghed hos ham, som hun ikke havde set eller mærket længe. Da han foreslog om de skulle gå, kunne hun ikke lade vær med at smile. Det sidste hun ville være at skilles fra ham nu, så det at han ville gå rundt sammen med hende, gjorde hende så glad.
Hun nikkede, der var ingen ord som hun syntes var passende at sige, men havde ingen anelse om hvor de skulle gå hen.
”Du viser vej,” mumlede hun stille, mens hendes blik flakkede lidt rundt. Amy havde heller ikke rigtig nogen ide om hvilken vej de skulle gå, hun kendte ikke stedet, eller i hvert fald ikke det her sted. Hendes blik faldt endelig rigtigt på plads, rettet imod ham.

[Híroko Yúng]

Híroko lod i et kort øjeblik sit blik glide ud mod floden, i følge ham virkede det ikke som om der var noget på færde. Men det kunne jo være at det blot snød ham. Dog virkede det for ham ikke til at være truende, da han jo var van til at forsvare sig selv, men næppe andre. Selvom der var meget stille rundt omkring dem, så nød han blot stilheden, da det for ham virkede beroligende på en næsten magisk måde, måske bare bedrag?
Et smil gled roligt over hans læber, da noget kunne tyde på, at Amy muligvis var blevet overtalt til at følge med ham, uden at han skulle gøre det helt store for at overtale hende. Det lettede ham en smule, at hun ikke ønskede ham væk, men på den anden side, så vidste han ikke hvem hun helt præcist var. En Sirene, noget som endnu ikke var faldet ham ind.
"Noget bestemt du gerne vil se?"
spurgte han med et kærligt smil på læben, blot for at virke venlig og imødekommende, så hun ikke skulle være bange for at stille nogle krav til ham? Han kunne sagtens lede hende de forskellige steder hen, som hun ønskede. Han regnede jo ikke med at hun ville gå frivilligt til Nýchta, når hun tydeligvis var fra Iméra. Han tilbød hende sin arm, så hun kunne følge hans vej.

[Amy Mirage Nightstar]

Stilheden føltes meget bedre nu. Alt omkring dem føltes pludselig mere sikkert, mere trygt. For Amy i hvert fald. Hvem end Hiroko var, så havde hun allerede fundet sig godt tilpas hos ham selvom hun måske ikke lod til at være det. Smilet hverken forsvandt eller blev mindre, da han tilbød hende sin arm og dog kunne hun ikke andet end at blive helt og aldeles genert. Den svage rødme der ellers var blevet svagere, blev stærkere og viste hvor forlegen hun var blevet.
”Nej, men… øhm…” sagde hun genert, mens hun lod langsomt, måske lidt forsigtigt, lagde sin arm i hans for at følge ham. ”Kan vi holde os væk fra byen?” byen var det sidste sted hun ville komme nær. Mest fordi at hun var blevet advaret da hun var lille. Begge hendes forældre ønskede ikke at hun kom ud for fare, derfor havde de aldrig bragt hende hen til en landsby, aldrig vist hende alle de folk der boede der. Godt nok havde hun hørt lidt om byerne, men ikke nok til at danne sig et billede af det.

[Híroko Yúng]

Híroko forsøgte at skjule sin fortvivelse, omkring hvad hun muligvis kunne have imod byen i Iméra, efter hans mening kunne det umuligt være lige så slemt som i Nýchta, hvor man skulle passe på med hvor og hvornår man befandt sig i gaderne. Man kunne jo altid blive overrasket, men Iméra virkede ikke som et lang man behøvede at frygte? Men han havde måske fået det forkerte indtryk? Dog regnede han næppe med at det var sagen.
"Vi kan da sikkert godt finde et andet sted end byen"
sagde han roligt ligesom for at vise hende, at det ikke gjorde noget hun valgte at have nogle fordomme omkring tingene. Det var jo ikke ligefrem meningen at hun skulle føle sig utilpas lige nu. Han nikkede en smule og viste hende i retningen af skoven bare så de kunne komme væk fra floden.

[Amy Mirage Nightstar]

Måske skulle hun ikke have sagt det, men hvis de havde nærmet sig en by, var hun nok stoppet op og vendt sig om for at gå en anden vej. Det ville måske gøre alting ubehageligt, og hun ønskede ikke at der var noget ubehag imellem dem. Hun turde ikke rigtig sige noget, fulgte ham blot mens han ledte hende væk fra floden. Hun følte dog at hun blev nødt til at forklare sig, så det gjorde hun.
”Da jeg var helt lille, fortalte mine forældre mig at jeg skulle holde mig fra byerne,” sagde hun uden at se på ham. ”Jeg ved ikke hvorfor de sagde det, men jeg har aldrig sat spørgsmålstegn ved det… så derfor har jeg heller aldrig nærmet mig en by…” Igen havde hun ikke nogen anelse om hvad hun skulle sige, så igen forblev hun stille indtil der skete noget andet, eller han sagde noget, eller noget i den stil. Det føltes akavet. Det hele føltes fremmed, alligevel bekendt. Han føltes fremmed, men bekendt. Alt det der blev sagt, de reaktioner der kom føltes fremmed og bekendte. Hun havde virkelig glemt hvordan det var at snakke med nogen, og alligevel havde hun ikke.

[Híroko Yúng]

Smilet på hans læbe var fortsat rolig og der var ikke rigtig nogen tegn på foragt eller noget. Han havde egentlig ikke noget imod, at hun havde sagt sin vilje, for det var jo noget man skulle have lov til, samtidig med at det krævede mod overhovedet at sige sin mening overfor andre. Det var blot endnu et skridt på vejen mod succes. Híroko valgte derfor at lytte til hendes ord i et forsøg på, at høre grunden og muligvis få meget ud af hende. Selvom hun tydeligvis ikke var særlig glad for at komme frem med for mange informationer om sig selv.
"Vi har alle vores grunde til vores handlinger. Det er jo fortiden, som har forvandlet os til den vi er."
sagde han roligt, selvom det måske ikke gav nogen rigtig mening, det han sagde. Men for ham gav det for det meste mening, da han vidste hvad tingene betød og hvad han hentydede til. Han havde nogle gange nogle underlige formulereringer, hvorpå han forsøgte at forklare sig på.
"Hvis det er at du er bange for byerne, alene. Så kan jeg altid gå med dig på et tidspunkt, hvor du muligvis har samlet mod nok."
sagde han ganske ærligt og smilte roligt til hende, imens at han efter lidt tid lod blikket glide ind mod skoven, det var svært at se noget foran sig, da månelyset havde svært ved at trænge igennem træerne, som egentlig for længst burde være visnet hen. Men elverne i området måtte have formået at holde liv i dem ellers ville bladene umuligt kunne lukke lyset ude.

[Amy Mirage Nightstar]

Hun så på ham med overraskede øjne. Han lod virkelig til at forstå hende, eller i hvert fald prøve at forstå hende. Det gav på en måde mening det han sagde. Fortiden efterlod sine mærker, og man ville aldrig kunne løbe fra den, uanset hvor meget og hårdt man prøvede. Hun havde ikke forsøgt at løbe fra sin fortid, bare verdenen omkring hende. Det var en mindre detalje.
”Det har du vel ret i,” sagde hun, en smule eftertænksomt. Tankerne begyndte at spinde rundt omkring. Skoven virkede dødende. Det var underligt hvordan det først var gået op for hende nu, men hun havde bare aldrig lagt mærke til det, før nu. Som barn havde hun altid leget i skovene og der havde hun aldrig lagt mærke til andet end legen, der måske indebar nogle få ting og ellers var omgivelserne bare ligegyldige.
”Mener du det?” spurgte hun en anelse forbavset. Det sidste hun havde regnet med, var at han tilbød at følge hende hen til en by hvis hun blev modig nok til det. Egentlig tvivlede hun på at det ville ske, tanken varmede hende dog og hun udpegede det ikke for ham. Ingen grund til at ødelægge stemningen.

[Híroko Yúng]

Om han forstod Amy kunne sagtens være en mulighed, men det kunne jo også være, at han godt kunne forestille sig selv i den situation, som hun var i. Han havde selv spor fra sin fortid, som prægede hans personlighed og opførelse. Men alligevel havde han længe forsøgt at undgå sandheden, selvom det havde lavet nogle sår i hans sjæl, hvis en dødsengel, som ham overhovedet besad en sjæl. Men på den anden side, så ville det være meget svært at løbe fra sin fortid, når den altid ville være en del af sig. Tanken om hendes fortid fik ham til at vende tilbage til sin bror.. Den bror han på det tidspunkt havde tabt i Iméra. Noget der stadig jagtede ham, noget som han med glæde ville hævne, dog havde han ikke mulighed for at finde frem til personen, der havde gjort det. Eller det mente han ikke, nu hvor det var lang tid siden. Helt diskret lod han sin hånd glide ned i lommen, hvor han roligt greb om halsen.. Den halskæde, som holdt sin bror fanget.. Eller det var i hvert fald, hvad han havde fået at vide.
"Selvfølgelig mener jeg det, men jeg da ikke presse dig til at gøre det, hvis du ikke vil"
svarede han ganske roligt for at virke mest overbevisende, selvom der ikke rigtig var noget som kunne sige, om han overhovedet ville møde hende igen. Det havde jo bare været et tilfælde denne gang, så der skulle nok meget til, før at de ville mødes igen? Dog smilte han en anelse over tanken. Tanken om at hjælpe en fra Iméra var meget underlig og muligvis ikke helt acceptabel overfor dem i Nýchta. Men så længe han holdt det skjult, så kunne der umuligt ske noget. Hans blik gled op mod træernes kroner, som egentlig så meget friske ud, dog virkede det en smule unaturligt, men det havde også sine grunde. Han valgte dog at lede hende ud mod en sti, som kunne føre mange steder hen blandt andet Yama bjerget. Men på stien var der også mere mulighed for lys fra månen.

[Amy Mirage Nightstar]

Et eller andet sted kunne hun ikke rigtig lade vær med at smile over det han havde sagt. Det gav hende en form for tryghed, selvom hun godt vidste at chancen for de ville se hinanden igen, var meget lille. Det tænkte hun ikke på. I stedet fokuserede hun på hvad der foregik omkring hende.
Selve skoven var meget smuk, og selvom hun ikke tvivlede på at solen ville have fået det hele til at se endnu mere smukt ud, eller i hvert fald smuk på sin egen måde, så var den røde måne stadig noget af en skønhed som man nogle nok ville savne hvis det forsvandt. Men efter at have fået noget af vide om solen, virkede alting omkring hende… døende på en måde. Samtidigt med at havde en form for skønhed, så virkede det hele stadig noget dødt, forkert på en måde som hun først lagde mærke til nu.
Da hun ikke vidste hvad hun skulle svare til det han sagde, forholdte hun sig stille. En gang imellem skævede hun lidt til ham, smilede lidt, inden hun kiggede ned og følte sig en anelse genert igen. Stilheden der havde lagt sig, blev ikke brudt af noget. Hverken vinden, eller nogen lyde fra skoven kom frem, det var som om at alting var gået hen og blevet så stille siden de begyndte at gå rundt. Hun havde ingen anelse om hvor de var. Hun stolede blindt på at han ikke ville hende noget ondt. At han ikke ville føre hende hen til et sted, hvor hun ville føle sig utryg eller uvelkommen.