Post by Híroko Yúng on Aug 6, 2011 20:39:05 GMT 2
Stilhed.. Det kunne til tider fylde meget i ens liv, hvis man ikke var villig til at bryde den, men i stedet lade den indhyle en i et tykt tæppe, hvor det ikke længere ville være muligt at komme i kontakt med omverdenen, fordi man var bange for at ødelægge stilheden. Men i nogle situationer kunne det da også være ganske behageligt at være indhylet af stilheden, på sådan et tidspunkt ville man nemlig have mulighed for at tænke for sig selv og måske opfatte situationer anderledes, som havde man været i selskab af kaos og larm? Hvordan man skulle beskrive stilheden imellem Híroko og Amy, var ikke til at sige, der det jo ikke altid var nødvendigt at bryde den for at føle sig tilpas?
Híroko lagde godt mærke til hendes smil, men hvorfor var han ikke helt sikker, da han jo blot havde sagt sandheden og hun skulle helst ikke få en anden opfattelse. Det var ikke lige det han ønskede i hvert fald. Smilet på hendes læber var dog blot noget, som gjorde ham glad indeni, selvom han aldrig havde haft sådan en følelse selv, så føltes det behageligt på en underlig måde.
Deres omgivelser var egentlig forfærdelig, men for nogle år siden havde det hele været meget værre, da lyselverne havde haft det svært ved at finde ud af, hvordan de skulle holde livet oppe i naturen, men efter mange års søgen var det lykkedes dem at finde en mulighed, som dog krævede en del kræfter og ikke ville kunne helbrede naturen helt, som solens kræfter. Men det så da helt klart bedre ud end man kunne have forventet.
"Hvordan kan det egentlig være, at du aldrig har hørt om solen før?"
spurgte han nysgerrig, men det betød ikke nødvendigvis, at han behøvede at få svar på hans spørgsmål. Det var jo kun af ren og skær nysgerrighed at han overhovedet havde spurgt til at starte med. Deres skridt var muligvis det eneste man kunne høre mod stien. Men det virkede også beroligende, da det blot betød at de jo var de eneste i området. Híroko's blik gled op mod det store bjerg, Yama bjerget, da det først nærmede sig de høje klippevægge, som til sidst dannede et stort bjerg. Noget der stræk sig højere op end alt andet i Iméra, men også i Nýchta. Der var ikke meget som kunne måle sig med Yama bjergets højde.
Híroko lagde godt mærke til hendes smil, men hvorfor var han ikke helt sikker, da han jo blot havde sagt sandheden og hun skulle helst ikke få en anden opfattelse. Det var ikke lige det han ønskede i hvert fald. Smilet på hendes læber var dog blot noget, som gjorde ham glad indeni, selvom han aldrig havde haft sådan en følelse selv, så føltes det behageligt på en underlig måde.
Deres omgivelser var egentlig forfærdelig, men for nogle år siden havde det hele været meget værre, da lyselverne havde haft det svært ved at finde ud af, hvordan de skulle holde livet oppe i naturen, men efter mange års søgen var det lykkedes dem at finde en mulighed, som dog krævede en del kræfter og ikke ville kunne helbrede naturen helt, som solens kræfter. Men det så da helt klart bedre ud end man kunne have forventet.
"Hvordan kan det egentlig være, at du aldrig har hørt om solen før?"
spurgte han nysgerrig, men det betød ikke nødvendigvis, at han behøvede at få svar på hans spørgsmål. Det var jo kun af ren og skær nysgerrighed at han overhovedet havde spurgt til at starte med. Deres skridt var muligvis det eneste man kunne høre mod stien. Men det virkede også beroligende, da det blot betød at de jo var de eneste i området. Híroko's blik gled op mod det store bjerg, Yama bjerget, da det først nærmede sig de høje klippevægge, som til sidst dannede et stort bjerg. Noget der stræk sig højere op end alt andet i Iméra, men også i Nýchta. Der var ikke meget som kunne måle sig med Yama bjergets højde.
