You monster.

[Itami]

stjernerne lyste himlen smukt og klart og dog var det meget mørkt. et palæ log smukt på sin plads. men ligegyldig hvor smukt det log var det blot et palæ. en skikkelse nærmede sig stedet i hurtige skjulte træk. denne skikkelse var her tit og havde faktisk ikke været her længe og det var personen lidt ligeglad med for ejeren af huset så personen som en gud. ikke fordi ejeren havde stærke krafter men fordi at ejeren havde gjort og sagt til til personen som gjorde det til en gud.
skikkelsen hed Itami og var for mange bare en knægt. han listede end af et vindue og så sig om. der var stille. et sted han altid gerne havde ville tjekke ud. Fangekælderen. han smuttede hurtigt hen til døren og åbnede den lydløst og gik ned af trapperne. han stoppede op da trappen sluttede og så rundt. den lille krop var der ikke meget ved. men hans evner var noget som gjorde ham speciel.
Fønixkræfer log gemt i ham men da han var så ung som han var virkede de ikke rigtigt som de ældre fønixer. Itami kunne flyve men hans krop havde altid haft vinger. vingerne log på ryggen og lyste rummet lidt op som var der en lille flamme. Itami gik lidt ind i rummet og så rundt. der var stille. han anede ikke om her var nogen men vis der var måtte han sikkert ikke tale med dem. Itami var ikke bare en knægt. Itami var en tyv og noget som Camill ville kunne lege med uden at høre brok. noget som mange onde ville kunne lig. men hvad var Itami? var han overhovedet menneskelig? eller var han bare syg?

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Det virket som en evighed siden at Colopatiron var blevet sat ind i sin celle i fangekælderen. Han vidste ikke hvor lang tid der var gået, men føltes som en evighed. Det var svært at sige, da han var ganske sikker på han ikke fik mad hver dag, men nærmere et sted mellem hver 2. til 4. Han kunne ikke knap bevæge sig i sin celle, der ikke var stor, men det var mest fordi han var lænket. Hans ben var lænket, hans arme var lænket og hans vinger var lænket til væggen, så han ikke havde mulighed for at flytte sig meget mere end en lille halv meter, hvis han kunne havde han trukket dem til sig, men dette var ikke muligt pga. af lænkerne. Han kunne lige nøjagtigt side på gulvet, længere tillod hans lænken til vingerne ikke at han kom ned, så søvn var der ikke meget af. Hans sind led også under en indre kamp, da mørket og lyset ikke var i harmoni, men i en konstant kamp om magten. Men med hvert sekund der gik blev mørket mere magtfuldt, da omgivelserne og området var besat af en mørk energi, der svækkede lyset.
Trætheden var ved at falde over Colopatiron, men pludselig hørte han en lyd. Han kunne se noget lyse en anelse op - det var ikke nogen fakkel og det var en ret lille skikkelse. Han undlod at sige noget, selvom noget selskab nok gjorde rart, men han følte sig utilstrækkelig lige nu. Han rettede sig op, så lænkerne klirrede imod hinanden, hvilket afslørede hans tilstedeværende.

[Itami]

Itamis vinger var smukke røde så de lyste med ilden i ham. ikke meget med lige lidt til at kunne se om sig. lyden af lænker mod hinanden væggede Itamis sind. han så mod lyden og trak sin t.shirt ned over sine vinger så lyset forsvandt. han så mod lyden og listede mod lyden. han fandt et lille sterin lys og en tændstik og tændte lyset op. han så på tremmerne som lyden var kommet fra.
Itami lignede en lille uskyldig dreng som intet kunne finde på at gøre. Itami var jo også engel før han blev forvandlet. en engel som heller ikke den gang kunne det andre kunne. bruge sine vinger. Itamis vinger var ikke svage. men det var hans evne til at bruge dem. det tog mange kræfter for Itami iforhold til andre.
Itami så på tremmerne og fulgte dem ind i cellen. der sad en mand?. en lænket mand? lænker... det mindede Itami om hans første møde med camill. der var han bare i lænker for ikke at kunne røre sig. Itami satte lyset på gulvet foran sig og satte sig ned på hug. han så ind i cellen og lagde blot hovedet på skrå. Itami anede ikke hvem det var. han havde ikke hørt noget om denne mand?!

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron betragtede skikkelsen, der kom til syne. Det var ung dreng, der så ud som en der aldrig havde oplevet elendighederne i livet. Colopatiron smilte svagt, hvordan var det muligt sådan et her fælt sted. Hans tanker blev igen tomme, hvordan var det muligt? Han sukkede og vidste ikke helt om han skulle sige noget til ham. Han havde ikke talt med nogen i lang tid, måske var det uger eller måneder, desuden kunne han være et af Camills påfund til at få ham til at tale. Han bed sig svagt i læben og lod blikket glide ned på sine ben, hvor det ene var strakt ud og det andet var bøjet, medens han lod sine arm hvilke på knæet.

[Itami]

Itami sad roligt og så på manden. han så på mandens vinger som var lænket. Itami skubbede lyset ind i cellen og gik over til hvor der stod en lille skammel. Itami flyttede den over til cellen og satte den foran sig. han satte sig bag skamlen og lagde armende på skamlen. Itami lagde sit hoved på sine hænder og så på manden.
"lænket?"
det lød som om at drengen ikke havde rigtigt sprogets gave. men det havde han fået lidt af. dog brugte han det ikke vis han kunne være fri. Itami så på lænkerne og sendte manden noget der lignte et opmuntrene engel smil. Itami havde ikke koncentreret sig nok så den ene af hans røde vinger gled ned af hans ryg og log nu på jorden. det var tydeligt at se at Itami slet ikke havde opdaget at vingen var faldet. men hvad opdagede itami i tide. ikke meget. det kunne han ikke. Itami så ind i manden øjne og smilte lidt. han synes manden virkede underlig. hvem ville røre Itamis gud? hvorfor gøre hende vred når hun var så stærk? Itami vidste det ikke. men han kendte heller ikke verden.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron så atter engang op, da drengen talte til ham. Hvad var det han ville? Der var en grund til at han var fri og han tvivlet på at det var fordi han havde sneget sig uden om sikkerhedsforanstaltningerne på palæet. Han måtte være en der var på hendes side. Desuden kunne han både se og høre han var lænket. En lettere irritation gled over Colopatirons ansigt. Han vidste ikke om han skulle være glad for at finde nogen at tale med eller om han skulle holde mund og snart håbe på han døde. "Hvad vil du?" spurgte han efter lidt tid, hvor drengen ikke gjorde antræk til at forlade rummet.

[Itami]

Itami lagde hoved på skrå da manden ikke svarede på hans spørgsmål men spurgte istedet om noget. Itami rykkede stolen og gik over til tremmerne og så ind. der var stille i lang tid da pludselig den lille knægt sagde noget som kunne skræmme folk når de så han engel udseende "se hvem som går imod min Gud"
lod det pludseligt koldt fra den lille engel knægt. Itami var nok engel i før race men hans personlighed havde haft manglet omsorg og kærlighed og det Camill havde givet havde Itami jo troet var kærlighed selv om han blev brugt. han var spinkel men smuk og selv om Itami var givet til camill som slave så han ikke sig selv som slave men som en der vil taget hånd om.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Gud? Der var vidst noget han havde misforstået her. Hun var ingen Gud, men blot en .. han kunne ikke finde ord for det, men en Gud var hun ikke. Han bed sig svagt i læben og betragtet drengen, hvordan kunne sådan et væsen finde en med hendes evner en Gud? Hun havde kontrol over de døde og kunne genoplive dem, men det var jo ikke ensbetydning med hun var en Gud. Hun var blot endnu en necromancer, der burde få det de fortjente, dog var der noget anderledes ved hende, noget mere magisk end ved alle de andre necromancer Colopatiron havde støt på og endda slået ihjel.
"Hvad gør hende til en Gud" spurgte han og lod sit blik glide ned mod gulvet igen. Trætheden var umådelig, påtrods af at han sove meget her, var han hele tiden træt, da der var en indre kamp i ham og så det faktum af at han ikke kunne ligge ordentlig, men hele tiden skulle sidde op.

[Itami]

Itami fik store øjne da han kunne se at manden ikke så camill som en gud. da han spurgte hvad der gjorde Camill til en gud så Itami ned i jorden og der kunne man så det lille barn han var inden i. han vidste det faktisk ikke. men hun havde redet ham. hun havde taget sig af ham. hun havde lært ham ting ingen havde gjort og hun havde sagt at han var hendes ansvar nu og hun skulle tage sig af ham.
"hun.... Hun er bare en gud"
vis man så godt efter så man pludselig den opståede tvivl i Itamis sind. han anede ikke hvad han skulle sige eller gøre. var camill ikke nogen gud?. Itami tog sig til sit hoved og satte sig ned i hug og så rundt. han blev pludselig forvirret. hvorfor skulle denne mand gøre at Itami var itvivl nu. hvorfor ville han så tvivl i hans sind.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron betragtede forvirringen i drengens sind. En forvirring han også selv kunne genkende, da hans verdens billede var blevet lavet om fra en tusindårs siden, hvor han var kommet til konklusionen at verden ikke var så sort hvid som han havde gjort den til. Det var nok det samme der var sket nu for ham, der skulle ikke særlig meget til før hans verden nu var ved at styrte sammen. Han undlod at sige noget og lagde sit hoved på skrå, mon han kunne udnyttes? Han sukkede lidt, der skulle nok væsentlige mere til før at hans verdensbillede var ændret.

[Itami]

Itami så på manden og pludselig blev hans øjne kolde og hårde. han rejste sig op og løb op af trappen. han var hurtigt oppe af trappen og alt var stille. der var kun små lyde fra vinden der kom fra trappen.
Pludselig kom Itami svævende ned til cellen. det raslede i hans hånd. han landte på gulvet og løb over til cellen og låste den op. han havde snuppet nøglerne. han farede ind i celen og tog den dolk han altid havde på sig frem og rettede den mod manden. Dolken havde et lille mærke på fra imera hæren. en dolk som kun folk der arbejdede for den kongelige garde fik. Itami havde aldrig arbejdet der han var for ung. dolken var smuk og fik og var givet til en af englende som havde arbejdet der.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Drengen stak af, hvad havde han mon i tankerne. Det lod ikke til at han var bange eller var blevet yderligere forvirret til sidst, nærmere rasende. Men var han dum nok til at prøve på et eller andet? Colopatiron lukkede øjnene efter et halvt minuts tid, da det ikke lod til han vil komme tilbage. Han forsøgte at få noget mere søvn, men det syntes umuligt. En raslen lød fra trappen. Det var drengen igen, han havde kurs mod cellen. Han låste den op og satte i fuld firspring mod Colopatiron. Han hævet sin hånd, hvor en kniv kom til syne. En bekendt kniv syntes Colopatiron. Han hævede øjenbrynet en smule, da han kom tæt og nok greb han ud efter hans arm, hvor han havde kniven knuende. "Hvad prøver du at opnå, med dette angreb" spurte han overlegent.

[Itami]

at manden genkendte dolken vidste han ikke men det var alt han havde tilbage fra de forældre som efterlod ham. Itami rystede lidt i vrede og tvivl på samme tid. at manden tog fat i Itamis hånd kunne Itami slet ikke mærke men det ville manden kunne. en voldsom smerte ville glide ind i mandens indre. i dobbelt så lang tid som han rørte Itami ville han få smerter. Itami anede ikke hvad smerte var men nok fordi at han ikke kunne mærke det.
"jeg for det ud af det jeg vil... min lyst.... min hævn over de uværdige"
Itami var stadig itvivl med sig selv om der var noget over cam som gjorde hende til en gud. men hun havde redet ham uden grund. han så på manden og anede ikke hvad han skulle sige. vis manden ikke snart slap ham ville han nok bare bide.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron betragtede ham på nært hold og mærket hans forsøg på at bruge sin forbandelse til at skade ham. Smerten var slem, men han bed den i sig og tog hans hånd inden for række viden af den anden arm og tog kniven ud af hans hånd. Han slap hans hånd og lod blikket glide hen over kniven og smilte svagt. Han anede ikke hvilken fejl han havde begået ved at give ham dette våben. Men hvor havde han den fra? Han så op på drengen igen "Hvor har du den fra" spurgte han og lagde kniven på den modsatte side, ude af hans vidte, så han ikke kunne nå den uden at komme tættere på. Colopatiron havde ikke i sinde at give ham den tilbage foreløbige. Og knægten vil næppe sladre til hende for så vidste han at han ville få problemer for at have sneget sig derind.

[Itami]

Itami var ikke bange for at sladre for han ville næppe få ballade. han kunne jo ikke rigtigt mærke balladens straf på samme tid. at manden tog kniven var for meget. Itami blottede tænder og knyttede næverne da han blev sluppet. "gi mig den kniv igen... det er min og det har det altid været" Itami anede faktisk ikke hvor den kom fra men han havde haft den hele livet. han så på manden og hvæsede. Itami farede pludselig frem og som tyv skulle man være hurtigt og det var han. uden at røre manden løb han rundt om manden for at få fat i kniven. det var hans.