You monster.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han blik vendte tilbage mod Camill, da hun talte til ham. Havde han indset sandheden? Et del af ham ønsket at underkaste sig hendes vilje og slutter sig til hende. Det virket også som den letteste løsning på nuværende tidspunkt og som den bedste måde at tage hævn overfor Iméra, men hans hævnbegær var ikke stærkt nok til at kunne overvinde det hele. En anden del ønsket at lede efter lysetsbarn og kæmpe lysets tilbagekomst og slutte sig til Iméra, men Iméra var et land, der aldrig havde givet ham noget. Han sukkede svagt og så mod hendes ansigt, som var skjult af hendes kappe. Han havde brug for at tale med hende. Hun havde nogen svar, som han havde brug for var han kommet frem til, men han ønsket ikke at tale med hende om disse ting når den dreng var tilstede. Han skulle ikke inddrages i hans indre kvaler.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var lidt som om de begge to lige pludselig var imod hende. Hun sukkede en anelse, men forsøgte at skjule det. Dog havde hun på fornemmelsen af, at der på et eller andet tidspunkt ville ske noget, som kunne forandre det hele. Men lige nu kunne hun ikke se mening i den opførelse, som Itami tydede på at have. Der var noget, som havde forandret ham, noget som hun længe havde forsøgt at holde ham fra. Lige nu kunne hun godt bande højlydt, men på den anden side, så ville hun sikkert ikke kunne skjule sandheden for evigt.
"Itami.. Kan du ikke lige hente den lille flaske oppe på mit værelse?"
spurgte hun mere eller mindre roligt. Selvom hun måske burde have haft en anden tone over for ham. Da han ikke havde svaret hende endnu. Hendes blik gled hen mod trappen, hvorefter hun gik hen til en af faklerne, som ikke havde været tændt i et stykke tid. Hun valgte at tænde nogle af faklerne, så der kom en smule lys til kælderne. Dog ventede hun på svar fra Itami, men ville ikke tage imod et nej.

Uden videre at tænke sig om, satte hun sig roligt til rette på trappen og lod blikket glide hen mod tremmerne. Dog var det ikke Colopatiron celle. Den stod bare tom, det gjorde de fleste. Hun havde sjældent fanger, som sådan. Man kunne vel godt kalde ham den første? Hun lod en hånd glide hen over sit hovede, for at fjerne hætten. Hun virkede på en måde afslappet, men også en smule fraværende, da hendes tanker gled en smule rundt over det hele. Men det var nødvendigt for hende, at tænke tingene igennem, så hun kunne holde styr på det hele.

Billede af hendes udseende under hætten (link)

[Itami]

Itami så op da Camill bad ham hente en flaske på hendes værelse. han rejste sig helt op og så på hende. han nikkede og løb op af trapperne. da han var oppe for enden af trappen så han ned da han så lyset. han vidste at han havde gjort noget forkert. han gik lidt væk fra trappen. han kom til et spejl og så på sig selv. han så sin vinge var slap og var begyndt at blive mørk. han stak fingerne ned i såret på skuldren og brugte blodet til at lukke såret på skuldren og på vingen. Itami så mod fangekælderen og vidste at nu var han alene her oppe. mon han kunne tjekke hendes bøger nu? tjekke for alle hans tænker. ville det mon gavne ham eller skade ham mere.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatirons opmærksomhed gled væk fra dem, så han ikke kunne høre hvad de sagde. Han var egentlige også ligeglad. Det vedkom ham ikke alligevel og det ville næppe gøre nogen forskel for hans hverdag. Han lukket øjnene og døssede en smule hen, men lyset fra trappen blev tændt og kunne ses fra indersiden af hans øjenlåg. Han så over mod trappen atter engang og betragtet at drengen var væk og kun Camill var tilbage. Uden hendes hætte, hvad havde hun mon i tankerne? Hun virket fraværende og stirrede over i den modsatte ende af hvor Colopatiron sad. Han sukkede lavmælt, skulle han indlede samtalen for at få svar på de spørgsmål. Hans blik hvilet på hende. Der var nok en grund til hun blev sidene. Tanken slog ham ikke at Itami kunne komme tilbage hvert øjeblik det skulle være med den flaske, da han ikke havde hørt ordren. Han lod blikket vende, så han stirrede blindt frem for sig i samme retning som Camill. "Har du nogensinde været i tvivl" han indlod samtalen. Det var et meget dybt spørgsmål nu han kom til at tænke over det. Hun ville næppe svare på det, men nok komme med en hånlig kommentar, jo mindre hun prøvet at manipuller med ham, men hvorfor spurgte han så? Han tog sig til hoved. Det gjorde ondt at tænke.

[Camill Angelique Arnauld]

Til hendes lettelse viste det sig at Itami valgte at følge hendes ordre. Så havde hun da ikke mistet kontrollen helt endnu. Hun lukkede roligt øjnene og tænkte slet ikke over, at Itami muligvis kunne bruge noget tid på at snuse rundt i hendes hus. Dog ville han næppe få det helt store ud af det. Medmindre at han havde nøglen til hendes rum.. Et rum, ingen andre end hende havde været inde i. Man kunne godt forstå det som om der gemte sig en hemmelighed inde i rummet. Men det kunne også sagtens være meget værre. Dog behøvede man jo en nøgle, så hun var aldrig nervøs for nysgerrige blikke.

Der var noget som kom helt bag på hende. Havde han tænkt sig at snakke til hende? Hun havde muligvis på fornemmelsen af, at det var ren og skær indbildning og slet ikke ville komme til at betyde noget. Hendes blik forlod ikke rigtig den anden celle, selvom hun tydeligvis ville få mere ud af, at betragte hans kropssporg, men hun lod vær.
"Vi kommer vel alle i tvivl på et eller andet tidspunkt"
svarede hun mere eller mindre roligt. Og stemmen lød ikke en gang så hård og kold, som den plejede at være. Men det var nok fordi hun stadig var fraværende og ikke rigtig vidste, hvordan hun skulle håndtere situationen med Itami, da hun i bund og grund ikke ønskede at miste sin hjælp. Itami var blevet en del af hendes hverdag, en erstatning for hendes tidligere slave/tjenere. Derfor var hun van til at have nogen til at hjælpe.

[Itami]

Itami gik oven på og ind på hendes værelse. han så rundt og fandt til sidst den flaske som hun havde bedt om. ja han fuglte kun ordre for at komme til at snusse rundt i bøgerne. han gik ud af værelset og gik direkte ned mod bøgerne og gik over og ledte efter bøger om imera og bøger om nychta. han kom til et sted hvor der var bøger om imera og nychta. han tog bøgerne ned og begyndte at læse dem hurtigt igennem. han havde begge bøger åbne på en gang så han vidste det ville tage tid.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Hendes svar kom bag på Colopatiron. Var hun alligevel åben for en samtale, som ligeværdige? Eller i hvert fald uden at undertrykke ham for meget, som han var blevet tidligere. Han bed sig svagt i læben, "Hvordan var du, så at det du gør er det rigtige, har du aldrig stillede spørgsmålstegn ved din verden?". Han sukkede og lod sig glide ned, men blev holdt op af lænkerne i sine vinger. Det gjorde ondt og han tvang sig selv til at sidde op. Det var forfærdeligt pinagtigt, men han havde ikke i sinde at bede om hjælp fra hende eller lempelser. Det kunne måske presse ham til at træffe en beslutning hurtigere og det var det han ønsket, men han havde ikke i sinde bare at lade sig overbevise sådan uden videre. Han havde brug for at tænke over hvilket det var hun sagde og prøvet at bilde ham ind og hvad sandheden var, selvom han udmærket godt vidste der kun var en sandhed i dette hus og det var hendes.

[Camill Angelique Arnauld]

Der var sikkert en mindre mulighed for at Camill på et eller andet tidspunkt ville blive mistænkelig over for Itami, hvis han blev væk i for lang tid, men på den anden side, så virkede det også til at det havde en god effekt på Colopatiron, da han jo forsøgte at føre en samtale med hende. Hun lod blikket glide hen mod ham og smilte mere eller mindre svagt, men der var et smil over hendes læber, som ikke havde nogen ond betydning.
"Jeg tvivlede på den verden, jeg før levede i. Men nu har jeg endelig fundet min egen verden, hvor jeg ikke behøver tvivle."
svarede hun roligt og foldede hænderne foran sig. Hun kunne selvfølgelig ikke undgå, at høre når han bevægede sig, da lænkerne jo ikke ligefrem var stille at bære rundt på. Men hun forblev på trappen, som om det var ingenting, at hun blot befandt sig i nærheden af ham, selvom han jo var lænket. På den måde var de ikke ligeværdige.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Hans blik faldt på hende atter en gang. Det var første gang han havde set hende uden kappe. Hun virket som en helt anden person nu. Hun var langt mere imødekommende og ikke så opadfarende, men han husket sig selv på at det var hende der holde ham fanget her. Hans blik gled ned af ham selv. Der var noget indeni ham der fortalte ham at det havde hun sin gode ret til og det var hende der var den gode. Han skævet over på hende, hvordan kunne sådan et væsen være ondt. Han fnøs lidt og rystet disse anderledes tanker ud af hovedet. Var det efter alt ikke hende der havet en stor hær af døde? Hende der var øverst befalende i livguarden her i landet. Han tænkte lidt over hvad hun sagde "Men din verden er ikke en adskilt verden" egentlige gav det ingen mening hvad hun sagde, men han mente at han forstod det alligevel og det skræmte ham lidt at han havde forståelse for det hun sagde.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill virkede på en måde rolig, som om hun var mere fattet end hun havde været for lidt tid siden. Hvor hun blot havde været irriteret på Itami, fordi han var brudt ind i Colopatiron's celle uden hendes tilladelse. Men det betød jo bare, at hun godt kunne være anderledes end det hårde og kolde type, som muligvis kun havde i sinde at torturere folk. Men kunne hun være en anden?
"Nej.. Det kan du muligvis have ret i. Men den virker mere virkelig en den anden forkælet verden jeg levede i."
svarede hun roligt og rejste sig op, hvorefter hun tog fat i en af de mange fakler, for at gå hen til ham. Hun stod roligt med faklen i hånden og lod den lyse ind i cellen. Så han havde mulighed for at se hvilken celle han faktisk befandt sig i. Der havde før været andre fanger, men hun havde ligesom sluppet dem fri efterhånden, som de føjede sig. Imens at hun holdt falken i sin hånd blev hendes ansigt lyst mere op end da hun blot havde siddet under den.
"Overvejet at komme fri fra dine lænker?"
spurgte hun med et mindre smil på læben, dog var der ikke nogle onde tanker i sindet lige nu. Men det kunne da være, at han var mere villig til at snakke, når han havde mulighed for at bevæge sig. Og så kunne det være mere afslappende?

[Itami]

Itami læste i bøgerne og jo mere han læste jo mere gik alt op for ham. han kunne se hvad det var han blev udsat for. hvad det var colo mente og hvorfor det var at han følte noget var galt i det hele. Itami kunen se at folket i imera faktisk kun havde bruget at være "sød" ved ham imens at det Camill gjorde var "ondt". men hvorfor var det så at ingen ville røre ham. hvorfor så folk ud som om noget var galt når de rørte ham og hvorfor var de altid så underlige når han var såret. Itami så på flasken han havde i hånden og overvejede at hælde det ud og gi hende noget der lignede det der var i men hvordan skulle han gøre det.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Han lyttede til hende. Hun havde åbnet væsentlige mere op om sig selv end han nogensinde havde forventet. Han skulle dog nok indrømme at han havde hørt om hende før og udmærket vidst nogenlunde hvor hun stammet fra, men det betød noget andet når hun sagde det, end hvad folkemunde sagde. Han betragtet hende kommer tættere på, hvad havde hun i sinde? Han tænkte tilbage på deres møde for noget tid siden, hvor han havde anskaffet sig det modbydelig sår, der stadigvæk kunne ses på hans brystkasse. Han bed sig svagt i læben. Det værste ved det hele var uanset hvilke forfærdelig ting hun havde udsat ham for, så følte han ikke noget had eller andre fjendske følelser. Han havde nærmere opnået en forståelse, som hvis hun hver gang skadet ham overførte en del af sig selv til ham. Det lød dog ulogisk. Han sukkede og så ned på sine ben og lukkede øjnene da hun talte til ham. Han tøvede lidt " Frie fugle flyver, tamme fugle længes." Han så over mod hende fra hendes plads i celleåbningen. "Men jeg føler jeg fortjener dette" fortsatte han skamfuldt. Det var en underlig situation, hvordan kunne han mene at han fortjente at være i hendes fangskab. Sagde han virkelig det?

[Camill Angelique Arnauld]

Mange ville måske se hende som skør, at hun fortalte alt dette til fjenden eller hvad man nu kunne kalde ham. Dog var han hendes fange, men på en eller anden måde, så morede det hende ikke længere at se ham lide. Men hun valgte dog at skubbe den tanke til side, om muligvis at hjælpe ham. For sådan var hun jo overhovedet ikke. Det sidste, som Camill skulle gøre, ville være at vise en mere blød side af sig selv. Det ville bare spredes hurtigt og så ville hendes rygte være ødelagt. Det var nok derfor hun havde været så hård, for at bevare sit rygte. Dog kunne han vel altid sladre om hende og smadre hendes karriere. Men han skulle ikke regne med at komme ustraffet fra det. Hendes blik fulgte hans bevægelser i mørket, men alligevel var det som om hun havde mistet lysten. Lysten til at se ham lide. Men på den anden side, så var hun jo hellere ikke dødsengel, så hun havde slet ikke behov for det.
"Så du stikker af, hvis jeg løser dig for dine lænker?"
spurgte hun roligt og satte sig ned på hug. Faklen stak hun ned i jorden ved siden af sig og ventede bare på et svar fra ham. Selvom hun ikke var så sikker på, om det overhovedet ville være smart at slippe ham fri fra lænkerne. Hun spærrede lige pludselig øjnene op, da han sagde, at han følte, at han havde fortjent det.
"Egentlig ikke, men jeg skulle jo holde på dig på en eller anden måde"
sagde hun roligt og lod hånden glide hen over sit ansigt for at fjerne en hårlok. Hun kørte den om bagved ørerne. Men så kom hun også i tanke om Itami. Han havde da været længe væk?

[Itami]

Itami så på flasken og tænkte sig om. flasken var ikek stor. hvad vis han gjorde der var vand i istedet. han valgte at formindske indholdet af det og hældte det meste ud og lagde meget vand i i stedet for så det havde samme farve. han kom i tænke om at der var gået lang tid og glemte helt bøgerne og skyndte sig over til trappen. han skyndte sig over til døren men bevægede sig stille ned. han var lydløs som den tyv han var. og hørte lige det sidste Camill sagde.
Itami gik lidt hurtiger ned efter lidt tid og gik over til hvor faklen var og rakte hende falsken. lidt håbede han ikke at hun så at sårende var lukket. han havde lukket dem med sit ejet blod. Itami så mod manden og sank en klumb. Itami var meget usikker på alt lige nu. ønskede at komme tilbage til grotten.

[Colopatiron Nisroc Perpetiel]

Colopatiron så hen mod hende, da hun spurgte om hvor vidt han stak af, hvis hun løsenet hans lænker. Han betragtede hende og tog en dyb vejrtrækning. Han havde ikke forventet sådan et spørgsmål fra hende, hun syntes meget mere erfaren end en der havde brug for sådan en bekraftigelse, men måske havde han overvurderet hendes modenhed. Han undlod at svare. Han havde ikke tænkt sig at stikke af, hvis lænkerne blev løsenet. Han var ikke klar til at møde verden. Han var desuden ganske sikker på han nok skulle kunne formå at bryde ud af denne celle, hvis han endelig ville det, men han havde et regnskab han skulle gøre op med sig selv og så var der noget ved hende der rådet ham til at lade vær.
Hans blik vendtes atter en gang mod hende, havde han ikke fortjent at sidde lænket, men hun gjorde det blot fordi hun skulle holde ham fanget. Hun overrasket ham ved hendes svar. Han undlod at svare, men sukkede blot og lod sit blik glide væk, da Itami atter kom til syne igen.