|
|
Post by Colopatiron Nisroc Perpetiel on Jun 29, 2011 23:20:16 GMT 2
Han betragtede hans vredes udbrud. Han var en lille hidsigprop. Colopatiron smilte svagt ved synet af ham. "Jamen, dog sikke et temperament" han overvejet at give ham kniven igen, men den kunne være meget nyttig at have, hvis han pludselig skulle få muligheden for at stikke af. Dog var der noget der fik drengen til at blive ved. Colopatirons hjerte gjorde ondt og han samlede kniven op og kastede den ud gennem tremmerne. "Bliv væk" sagde han og forventede at drengen ville løbe efter kniven.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jun 29, 2011 23:43:25 GMT 2
Mørket var efterhånden helt ulideligt for hende. Hun var træt af, at blive efterladt i mørket, hver gang at alting var i orden igen. Grunden til at Camill havde denne følelse, var fordi hun havde tilbragt det meste af dagen på slottet, men der var ikke rigtig sket noget, som havde krævet hendes hjælp, så hun var bare blevet "efterladt" i mørket så at sige. Men nu var det endelig tid til at tage hjem til palæet, nu håbede hun blot ikke at der var sket noget uventet.
Hun havde efterhånden vandret i et stykke tid, men hun havde også på fornemmelse af, hvad hun skulle så snart hun trådte ind af døren. Hendes påklædning var lige til arbejdet. Derfor var hun også udrustet med diverse våben, selvom der helt klart ikke havde været et behov for det.
Der gik ikke lang tid før at hun åbnede den store dør ind til palæet. Et mindre smil gled over hendes læber, hvorefter hun lukkede døren bag ved sig. Det var sikkert muligt at høre det, selvom man befandt sig nedenunder. Da huset jo var gammelt, og muligvis godt kunne trænge til en renovering med tiden. Camill bevægede sig med det samme ned langs med gangene og fordi de mørkere rum, før at hun trådte ned af trappen. Hun var ankommet tidsnok til at høre, at der foregik noget nedenunder.
"Itami!"
sagde hun koldt, da hun vidste, at det kun kunne være ham, som var gået derned. Men hvad i al verden lavede han dernede? Så kom hun i tanke om Colopatiron og rystede irriteret på hovedet. Hendes skridt var rolige og nogenlunde lydløse, dog stoppede hun op, da hun lagde mærke til, at der kom en dolk flyvende mod hende. Hun bukkede sig roligt ned og samlede den op.
"Du ved udmærket godt, at du ikke skal kaste med knive"
sagde hun koldt og holdt den i hånden, hvorefter hun gik hen til tremmerne, hvor hun vidste at han sad.. Det var tydeligvis noget, som ikke passede hende lige nu.
|
|
|
|
Post by Itami on Jun 29, 2011 23:51:16 GMT 2
Itami så på manden med rasende øjne og så at manden kastede med hans kniv. han hørte pludselig Camill's stemme. han virkede pludselig helt rolig som om han ikke havde været sur. han gik ud af cellen og så på Camill. "jeg kastede den ikke. han tog den" Itami glemte bare at sige at han tog nøglerne til cellen.
Itami var faktisk glad for at Camil kom. han havde været tæt på at tro på manden at Camil ikke var en gud. men vis hun ikek var hans gud hvad var hun så. Itamis vinger gled over jorden og det var tydeligt at han intet mærkede. Itami så op på Camill og rakte hænderne frem for at be om sin kniv. det var jo hans selv om det havde imeras gardes sejl på. men han vidste jo ikek hvad det betød. Itami var jo bare en lille knægt. men han var ikke normal. alt andet. han så ind i cellen igen og virkede som om han aldrig kunne være rasende.
|
|
|
|
Post by Colopatiron Nisroc Perpetiel on Jun 29, 2011 23:56:52 GMT 2
Colopatiron sukkede da hun kom til syne i døren. Han lukkede øjnene og håbet blot at hun ville tage den sære unge og forlade ham. Han havde ikke overskud til hende nu. Han vidste ikke hvor længe han havde siddet, der men han var blevet brudt ned et par gange efter hånden, men på det seneste havde det lykkedes ham at genvinde sin kontrol og bevare roen. Måske var det ikke så ringe hun kom. Måske var der snart en ende at finde på dette mareridt. Han bed sig svagt i læben og lod sit blik glide ned i håb om hun vil overse ham og forlade rummet igen. Han var blevet enig med sig selv om han gerne ville være fri for hendes totur og pinsler selvom det forhåbentlig kunne gøre en ende på det hele.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jun 30, 2011 0:10:09 GMT 2
Det første, som hun nok lagde mærke til var, at Itami faktisk kom ud fra cellen. Det måtte jo betyde, at han havde været oppe for at hente nøglen. Hun holdt derfor godt fast i kniven, så han ikke kunne tage den fra hende. Efterfølgende gik hun ned på hans højde og så ham blot i øjnene. Hendes var kolde og følelsesløse, da hun på en måde følte sig forrådt. Men det var ikke kun hans skyld lige nu..
"Itami, har du været oppe på mit værelse for at hente nøglen til hans celle?"
sagde hun med en hård tone og så lettere alvorligt på Itami. Dog kunne hun godt regne ud, at han var blevet nød til at hente nøglen, for at få celle døren åbnet. Hun holdt øjenkontakten med Itami og havde faktisk for en kort stund glemt alt om at Colopatiron sad inde i cellen.
"Det kan meget vel være, at han kastede kniven. Men du burde aldrig give en fange en kniv i hånden. Han dolker dig bare i ryggen, Itami"
sagde hun stille, men på en måde irriterede det hende, at han faktisk ikke havde tænkt sig om, før at han trådte ind til en fange. Der var jo en grund til at Camill havde låst ham fast, men om det var nødvendigt, vidste hun ikke.
Der gik noget tid før at hun rejste sig helt op igen og skubbede Itami til side og smed kniven ned ved siden af ham. Hun vendte blikket mod Colopatiron og rystede en anelse på hovedet.
"Når du så endelig åbner munden, så går det galt for dig"
sagde hun koldt og gik ind i cellen, hvorefter hun blot betragtede lænkerne, som havde holdt ham på plads i nogle dage nu. Hun havde dog ikke i sinde, at slippe ham fri med det samme eller lige foreløbig.
|
|
|
|
Post by Itami on Jun 30, 2011 0:17:15 GMT 2
at han ikke fik kniven undrede ham lidt. dog da hun sagde det med hendes værelse bøjede han hovedet. han havde hentet dem. han havde jo bare ikke vidste hvad han ellers skulle gøre for at komme ind og straffe ham. men han var jo også meget uvidende da hun sagde han kunne dolkes så han på hende med rolige øjne. det var han jo ikke bange for.
"Men! Han tog den fra mig. Han tog den ud af hånden på mig... JEG ville bare straffe ham for at sige du ikke..."
Itami stoppede og lidt efter blev han skubbet til side. han faldt ned på siden og tog dolken hun smed ved siden af. han lagde den hvor han altid gemte den og så mod Camill. havde han virkelig dummet sig. han så ind i cellen og sendte manden et koldt blik. han var vred over at den mand fik camil til at behandle ham sådan.
|
|
|
|
Post by Colopatiron Nisroc Perpetiel on Jun 30, 2011 0:26:52 GMT 2
Colopatiron betragtet sceanariet stille forsat i håb om han ville blive overset og de begge ville forlade rummet. Drengen havde vidst sig at være en hvor skindet bedrager. Hans var ligeså modbydelig, som hendes udøde vagter. Han sukkede lydløst, da hun kom nærmere mod hans celle. Han valgte at ignorere hendes kommentar i håb om hun blot ville forlade ham. Det var dog nok et håb, som næppe ville gå i opfyldelse, men det var hans bedste chance. Han betragtede hende kort. Hun havde forsat sit arbejdstøj på gik han udfra da hun havde flere våben på sig. Han vendte dog hurtigt blikket væk fra hende for at gøre det endnu mere klart at han ikke have i sinde at tale med hende. Han vidst dog at hun nok ville blive fornærmet og yde en eller anden form for skade på ham. Han havde forsat et dybt sår efter deres sidste møde, hvor hun havde kastet en kniv i skulderen på ham. Såret var stadigvæk åbent og blev ikke lukket af sig selv, men han kunne intet stille op.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jun 30, 2011 0:36:10 GMT 2
Det var ikke fordi hun vidste de helt store tegn på følelser lige nu. Men et smil gled over hendes læber, da hun så at han blot ignorerede hende eller i hvert fald forsøgte. Det var i hvert fald morsomt i hendes tilfælde. Dog blev hun stående på afstand, for hun havde ikke en gang lyst til at gøre et forsøg, men hvad kunne der ske, ved at prøve en enkelt gang?
"Du kan ikke blive ved med at undgå din skæbne.."
sagde hun koldt og smilte en smule. Det var måske endda tydeligt for ham at se, at det morede hende, men samtidig var hun også tilfreds på sin egen måde. Blikket gled ned over hans skulder, der tilsyneladende ikke havde haft tid til at heale endnu. Der ville sikkert ikke gå lang tid, før at der ville komme en form for infektion i det.
Efter noget tid, hvor hun blot havde stirret en smule på ham, for at se hans reaktion, valgte hun at bevæge sig uden for cellen. Dog lukkede hun den roligt efter sig og låste af. Denne gang stak hun dog nøglen ned i hendes lomme, så Itami ikke ville kunne få fat i den igen.
"Itami, tag dig sammen for en gangs skyld"
sagde hun koldt og vendte blikket direkte mod den lille dreng, som prøvede at virke uskyld, men helt klart ikke var det. Hun var klar til at gøre hvad som helst lige nu. Men hun skulle lige sikre sig en ting først. Og det måtte jo være, at Colopatiron blev bag tremmer indtil at hun ombestemte sig.
|
|
|
|
Post by Itami on Jun 30, 2011 0:43:37 GMT 2
Itami så på mandens så nu først. han rejste sig op og så Camill kom ud. han så på hende og da hun sagde han skulle tage sig sammen så han ind på manden. han var træt af al den opmærksomhed han fik fordi at han var stille. itami så på camill og lukkede øjnene.
"Han kan bare lade vær med at sige at det du er, er du ikke"
hviskede Itami og så op på Camill. han gik over til trammerne og så ind på manden. han sukkede lidt og vendte dig mod Camill
"hvorfor er han her over hoved? Han er da bare fyld her inde. Han er jo intet værd. han gør ikke andet end siger alt muligt som ikke giver ordenlig mening"
ja for andre end Itami ville det nok give mening. men Itami forstod heller ikek så meget om verden. han så på manden sår. gjorde det mon ondt. og hvordan føltes det at gøre ondt.
|
|
|
|
Post by Colopatiron Nisroc Perpetiel on Jun 30, 2011 0:50:13 GMT 2
Colopatiron mærket en indre flamme tænde af i ham, da hun nævnte skæbnen og han åbnet øjnene og så en anelse vredt frem for sig. Han vidste hun havde overhørt ham tale med sig selv forleden dag og det var det hun hentydet til. Han havde diskuteret med sig selv om hvad han skulle gøre mig sit liv og hvad der var skæbnen. Han åbnet munden, men bed det i sig igen og undlod at sige noget. Han vidste det blot ville give problemer. Hans blik fulgte hende da hun forlod cellen over til drengen, som prøvede at undskylde sin idioti. Hans svar var så tankeløse i Colopatirons hoved. Han kunne ikke holde en latter tilbage af Itamis ynkelighed over at han anså hende for at være en Gud. Latteren var ikke høj, men den kunne høres i rummet. Hvis han havde været ved sine fulde fem havde han aldrig gjort noget så dristigt, men det var en presset situation og han følte ikke noget og han havde intet at mistet.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jun 30, 2011 1:04:23 GMT 2
Et enkelt suk forlod hendes læber, da hun lyttede til Itami's ord. Og rystede irriteret på hovedet. Lige pludselig havde hun dog en kniv i hånden, hvorefter hendes blik gled hen mod Colopatiron, selvom det ikke denne gang skulle gå ud over ham. Hun så på Itami.
"Du skal da slet ikke høre på ham. Men det sidste du nogensinde burde gøre, ville være at betvivle mig.."
sagde hun irriteret og kiggede gennemtrængende på Itami. Hvorefter hun gik om bagved ham og smilte en anelse for sig selv. Dette gav hende et form for deja vu, som om hun havde gjort noget i den stil før. Dog vidste hun godt at Itami ikke følte smerte, men der måtte alligevel være en måde hvorpå hun ville kunne svække ham bare en anelse. Det kunne dog godt være, at hun ikke burde behandle ham på den måde. Men det lå i hendes natur. Hun stak uden videre omtanke kniven ned i hans skulder, dog trak hun den ud og lavede et snit omkring hans ene vinge, så han slet ikke ville have mulighed for at bruge den.
"Du burde skamme dig.."
sagde hun efter lidt tid, hvor hun bare havde forholdt sig tavs. Dog sørgede hun for ikke at komme i kontakt med Itami. Hun kendte ham efterhånden meget godt, så der skulle meget til, før at hun ville dumme sig.
Der var lige pludselig noget andet som tiltrak hendes opmærksomhed og det var Colopatirons latter, som muligvis ikke var særlig høj, men nok til at hun hørte det. Camill kastede kniven en anelse op i luften før at den styrtede lige ind i hans celle.
"Pas på med, hvordan du udtrykker dig. Du er mit mindste problem lige nu"
sagde hun koldt og vendte blikket mod Itami, selvom hun ikke forventede nogen reaktion fra drengen.
|
|
|
|
Post by Itami on Jun 30, 2011 1:13:42 GMT 2
Itami så på Camill. betvivle hende. han så mod manden og nåede kun lige at se hvad cam gjorde. dolket i hans skuldre begyndte at bløde. det var tydeligt at han slet ikke mærkede det der skete. Itami så ned i jorden. da hun snittede i hans vinge lavede den en bevægelse. Itami kunne ikke føle det men han kunne se at han ikke kunne røre den. han så op på hende og vendte blikket ned. han vidste at han havde dummet sig. men han ville jo bare ha manden væk.
"jeg ville ikke betvivle dig... han fik mig bare til at... at undre mig"
Itami hørte latteren og sendte ham et koldt blik men så så væk. han så på såret. blodet gled ned af hans krop. hans blod var lidt gyldent pga fønix kræften. dog kendte han det ikke og ville ikke røre det pga at Camil nok ikke ville ha det.
|
|
|
|
Post by Colopatiron Nisroc Perpetiel on Jun 30, 2011 11:10:57 GMT 2
Colopatirons latter gled ud i ingenting. Ikke fordi han frygtet Camill i den nuværende situation, men derimod fordi han var blevet enig med sig selv om at blande sig uden om, da det ikke var planlagt hun skulle herned i dag, hvilket kun kunne betyde at hun vil påføre ham fysisk smerte, hvis hun kom hen til ham. Han lukkede øjnene og lyttede til drengens forsatte forsøg på at retfærdiggøre sine handlinger. At guddommeliggøre et andet væsen på den måde, var farligt og ikke desto mindre latterligt. I hvert fald i Colopatirons hoved. Han anså ikke nogen for at have ret til andre menneskers liv, som Camill tog sig friheden af at have her. Dog følte han noget dragende ved mørket, disse kræfter, tankerne om magt over de ynkelig fjolser. Han var begyndt at hade Iméra efter sin samtale med Camill under episoden fra nogle dage side. Hvad havde de egentlige gjort for ham? Han skyldte dem faktisk ingenting, det var faktisk dem der skyldte ham en masse efter sin aftjening i hæren. Hvorfor havde de ikke forsøgt at redde ham endnu. Bitterheden steg ham til hovedet.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jun 30, 2011 11:46:34 GMT 2
Der var noget galt i denne situation, men lige nu vidste hun det ikke rigtig, selvom hun havde en mindre fornemmelse af, at der var noget som ville gå galt.. Camill vendte sin opmærksomhed mod Itami, da hun ikke rigtig følte, at hun kom længere med Colopatiron. Det var som om han for længst var stået af? Han virkede efterhånden også mere og mere værdiløs, da hun jo ikke rigtig havde fået noget nyttigt ud af ham. Men noget der undrede hende, var at han for noget tid siden havde været villig til at snakke med hende og fortælle ham Iméra, men det havde lige pludselig ændret sig?
"Hvad undrer dig, Itami?"
spurgte hun undrende, da hun ikke rigtig forstod, hvad han skulle undre sig over. Men det kunne jo også bare være, at det var noget som Colopatiron havde bildt ham ind? Det var sikkert ikke særlig smart, at lade Colopatiron sidde nede i hendes fangekælder, når Itami altid ville have mulighed for at komme ned til ham igen. Hans tvivl kunne sikkert godt blive værre, hvis han blev mere påvirket af hendes såkaldte vange..
Camill lod først blikket strejfe Itami, før det vendte sig mod Colopatiron i cellen. Hun lo inderligt over at se en mand sidde fanget inde i hendes fangekælder, men på den anden side, så havde det også været en smule let?
"Er du så småt ved at indse sandheden?"
spurgte hun lettere koldt, og vendte sig roligt mod Colopatiron, som om de blot stod overfor hinanden. Selvom han tydeligvis var lænket godt fast inde i mørket. Der var jo hellere ikke så meget lys at drage nytte af, men Camill håbede da at hun ville kunne få en fornemmelse af hans sindstilstand, så det ville blive nemmere at finde frem til et svar.
|
|
|
|
Post by Itami on Jun 30, 2011 12:34:35 GMT 2
Itami havde været nem for Camill at manipulere med da han ikke kendte til verden. han havde kunne blive brugt som skjold og våben af camill da han ikke vidste det var forkert og da han havde lært sporget og nu havde talt med Manden var alt ved at virke ubehageligt i hans hoved. han kunne ikke finde frem til sandheden. han kunne ikke skældne mellem rigtigt og forkert. han så på Camill og virkede virkelig undrende nu. skulle han sige det som han havde fået at vide af manden eller bare stikke af imens hun snakkede med manden. Itami så mod manden. han begyndte at tænkte tilbage til alt han havde set og oplevet. alt han havde læst og hørt og kunne pludselig ikke få noget af det til at hænge sammen i hovedet. lænkerne fra da han mødte Camill. men der havde ikke været nogen lænker eller sår da kvinden fra imera havde givet ham muffin da han var barn. hvad var sandt og hvad var falsk. det hele var så forvirrende. Itami så rundt på gulvet og det var tydeligt at han lige nu ikke kunne finde ud af hvad der var hvad lige nu.
|
|
