|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jun 30, 2011 21:23:18 GMT 2
Endnu en gang hvilede stilheden sig over dem, som om der slet ikke var sket noget. Det kom en smule bagpå hende, at han valgte at tie, men det kunne jo godt være, at han havde sine grunde for at sige nej til nogle af hendes spørgsmål. Hun skulle da også lige til at rejse sig op, da hun hørte at der kom nogen ned af trappen. Nok var Itami lydløs, men hun kunne sagtens fornemme hans livkraft. Hun vendte blikket mod drengen, da han rakte hende flasken.
"Nu har du ikke åbnet den vel?"
spurgte hun koldt og var lige pludselig en helt anden. Der var måske ikke engang sket noget. Men hun havde dog på fornemmelsen af at Itami var kommet ned til dem på et forkert tidspunkt, som om at Colopatiron ikke ønskede at snakke med hende, når hun var i nærheden af andre. Det irriterede hende, men kom også bag på hende, da hun ikke havde regnet med at han var den type.
Camill stak flasken ned i sin lomme og rodede lidt rundt i den anden, hvorefter hun fiskede nøglerne op endnu en gang. Man kunne muligvis fornemme hvad hun havde i tankerne, og det var sikker også meget rigtigt. Hun havde tænkt sig at låse cellen op igen. Hendes skridt ledte hende hen til låsen, hvorefter hun låste op og gik ind til ham. Døren lukkede sig roligt efterfølgende, men ikke sådan at den var låst. Hun gik hen til Colopatiron.
"Vi har behov for at snakke i ene rum"
sagde hun hviskende i håb om at Itami ikke kunne høre hende. Dog satte hun sig ned på hug ved lænkerne og låste den ene op efter den anden. Hun var lidt ligeglad med hvordan ham og Itami ville reagere på det. Dog have hun ikke tænkt sig at slippe ham fri. Da han var løs for sine lænker gik hun ud af cellen og låste efter sig.
|
|
|
|
Post by Itami on Jun 30, 2011 21:28:50 GMT 2
Itami virkede forandret. ham så meget på manden og på hans sår. Itami havde læst om at folk i nuchta påførte sår imens at at immera heldbredte dem. de var i Nychta og han havde sår. Itami så på Cam og rystede på hovedet da hun spurgte om han havde åbnet den. han sagde jo ikke at han havde da han ville straffes. han hørte ikke cam da hun sagde de skulle være i ene rum. men Itami overvejede at skynde sig ind til manden inden cam lukkede men tanken forblev en tanke da hun låste efter sig. Itami så væk og så faktisk ned på sin dolk. manden havde virket underligt i andsigtet da han havde set dolken. Itami så på cam og sagde pludselig. "må jeg gerne spørger ham om noget Camill" han ville vide det nu. han ville kende svaret nu.
|
|
|
|
Post by Colopatiron Nisroc Perpetiel on Jun 30, 2011 21:40:02 GMT 2
Colopatiron smilte lidt ved synet af Itami, der faret rundt som en anden stikkerent dreng. Han rystede på hovedet og fnøs lavmælt. Men bed sig selv i læben, da en del af ham ønsket at slutte sig til hende. Han lukket øjnene og skubbet tanken til side. En klirren kunne høres henne fra deres position, som fik Colopatiron til at åbne øjnene for at se hvad der skete. Det var Camill. Hun havde åbnet hans celle og var på vej i hans retning, hvad havde hun dog i tankerne? Han blev sidnet i sin akavede stilling, da hun nærmet sig og hvisket at de skulle tale i enrum. Hvad ønsket hun at meddele ham? Havde hun fundet en løsning der kunne bryde ham ned og få ham til at kaste sig for hendes fødder, som Itami gjorde. Han blev sidene selv efter at hun havde løsenet hans lænket. Han mærket sit håndled. Det føltes tungt selv uden lænkerne på.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jun 30, 2011 21:55:18 GMT 2
Det kom muligvis ikke bag på hende, at det hun gjorde fik Itami til at åbne munden, men alligevel undrede det hende, at han ønskede at spørge Colopatiron om noget. Hun så en smule alvorligt på drengen og nikkede blot på hovedet, dog havde hun ikke tænkt sig at lade dem være alene, hun ville være helt sikker på, at hun vidste hvor hun havde Itami henne. Ellers ville hun blot miste endnu en tjener..
"Fint nok, men det er ikke sikkert at du får et svar ud af ham"
sagde hun lettere opgivende, da hun godt vidste, at han ikke havde lyst til at svare på alle hendes spørgsmål, så hvorfor skulle han ville svare på Itami's? Nu måtte hun jo bare se tiden an, for at se hvad Itami havde i tankerne. Hendes skridt ledte hende hen til trappen igen, hvor hun satte sig i mørke og blot lod sit blik hvile mod Itami. Dog havde hun ikke tænkt sig at låse cellen op. Drengen ville sikkert ende med at dumme sig, specielt nu hvor Colopatiron ikke længere var lænket. Dog undrede hun sig over, at Colopatiron endnu ikke havde flyttet sig?
|
|
|
|
Post by Itami on Jun 30, 2011 22:02:08 GMT 2
Itami var lettet ovet at Camill sagde han godt måtte. Itami tog sin dolk op og gik over til cellen og så lidt trist ind på manden. han holdte dolken frem og sagde helt roligt.
"hvad er det her for en dolk? hvorfor virkede du som om du kendte den? og hvorfor flippede du ud over jeg havde den?"
måske fik han ikke svar men han håbede. Itami havde altid haft den på sig. siden han var baby så hvorfor var det pludseligt at denne mand ville vide hvor itami havde den fra. Itami så bedene på manden. Itami ønskede virkelig et svar.
|
|
|
|
Post by Colopatiron Nisroc Perpetiel on Jul 1, 2011 19:59:44 GMT 2
Colopatiron fulgte med lidt med deres samtale, men valgte at glide længere ned, da han mente at hans rolle i samtalen var udspillet. Han lukkede øjnene og ventet på de forlod rummet, men det skete tilsyneladende ikke, da han i næste øjeblik overhørt drengen ønsket at spørge ham om noget. Han så op igen og rettede sig en anelse og betragtede så lidt blindt frem for sig, da hørte spørgsmålet, som fremkaldte et lille smil. Vidste han det ikke? men hvad andet kunne man forvente, når han højst sandsynligt var vokset op i en form for censur og fangeskab her. Hans blik vendtes mod Camill for at betragte hendes reaktion på spørgsmålet. Han havde dog ikke i sinde at lade hende forhindre ham i at svare. "Det er en dolk fra Iméra riget" svaret og lukkede øjnene kort, "Så man kan jo undres over hvor du har den fra." han så over mod Camill igen og forventet hun ville bryde ind.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jul 1, 2011 20:08:45 GMT 2
Roligt gled hendes øjne i, hvorefter hun blot lagde sig en smule op af trappen og hvilede sig en smule. Hun havde dog ikke rigtig lyst til at bryde ind, selvom svaret sikkert ikke ville være alt for godt for hendes situation. Roligt røg hendes hånd ned i lomme, hvorefter hun trak flasken, som Itami havde hentet, op af lommen. Hendes blik betragtede den rødlige farve, dog stilte hun flasken ved siden af sig, hvorefter et smil gled over hendes læber. Havde knægten troet, at man kunne snyde hende så let? Selvom der stadig var en anelse Phoenix blod tilbage, så ville det ikke være nok til at heale et slemt sår. Hun rystede let på hovedet, da hun ikke kunne forstå, hvorfor han lige pludselig skulle gå imod hende.
*Ingen er loyale mere..*
tænkte hun lettere irriteret over, at hun endnu en gang var blevet svigtet af en, hun troede, var på hendes side. Camill smed roligt sit hår til side og lod blikket betragte Itami. Dette skulle han få betalt, men ikke lige nu.. Senere. Dog valgte hun blot at lytte til deres samtale, så kunne hun jo altid bryde ind senere. Hvis hun ikke havde andet i tankerne. Lige nu var samtalen ikke særlig interessant.
|
|
|
|
Post by Itami on Jul 26, 2011 21:38:29 GMT 2
Itami var faktisk ikke vokset op hos cam han var først lige blevet til camills eje. han så på manden og så ned på dolken. han anede ikke hvad han skulle gøre. han så på dolken med frustreret øjne. "jeg ved ikke hvor jeg har den fra. jeg har altid haft den..." Itami var virkelig forvirret. han så ikke engang på cam lige nu. men han kunne heller ikke mere finde ud af hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. måske... måske var cam den rigtige og alle andre forkerte ellers var det måske omvendt. det forvirrede Itami. han tog dolken ind til sig og så på manden før han trådte væk og nærmest væk fra cam og manden som om at han ville blive usynlig nu. selv om han havde svært ved det med hans vinger som bare hang. han glemte at koncentrere sig om at holde dem oppe.
|
|
|
|
Post by Colopatiron Nisroc Perpetiel on Jul 26, 2011 21:49:28 GMT 2
Colopatiron betragtet hans vildfarelse med en stilhed. Han havde ikke et behov for at sige mere, hvis drengen ønsket og var modtagelig for det han fortalte, vil han selv opsøge ham for mere information i fremtiden, hvis det var muligt for ham og at Camill ikke straffede ham. Hans blik vendtes mod Camill, følte hun sig forrådt nu? Mon hun ønsket han havde fortalt ham denne historie? Han lukket øjnene og smilede lidt ved tanken om at have trodset hende trods sin plads i et bur. Han lod sig glide ned på ryggen. Det var befriende at kunne ligge ned konstaterede han.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jul 26, 2011 22:28:51 GMT 2
Det hele føltes som en stor forvirring, som om der lå noget i luften, som var lettere forvirrende, men det var nok mere fordi Itami virkede forvirret, selv Camill kunne fornemme dette, selvom hun egentlig havde valgt at holde sig ude af deres samtale, så kunne hun jo umuligt undgå at høre det. Et smil gled dog over hendes læber, da det virkede som om Colopatiron ikke havde i sinde at svare ham. Det måtte enten betyde, at han ikke vidste det eller også var der bare ikke mere at sige til situationen lige nu. Hun blev dog fortsat liggende mod de kolde trin og var ikke helt sikker på hvad hun skulle give sig til. Før hun lagde mærke til at Itami trak sig væk fra hende.
"Du bliver her, Itami"
sagde hun lettere beordrende og var også igang med at rejse sig op, så hun i hvert fald var sikker på at Itami vidste, at det var alvor. Det var mere for at sikre sig, at han blev, selvom hun ønskede at være alene med Colopatiron bare for at få det sidste på plads, selvom det næppe ville foregå som en mindre samtale.
|
|
|
|
Post by Itami on Jul 26, 2011 22:34:41 GMT 2
Itami så på manden han havde ikke mere at vide om dolken og imens han trak sig væk hørte han sagens Camill og stoppede op. han så på hende og satte dolken hvor den plejede at være. han så på camill og på manden. han anede ikke hvorfor han skulle blive.. han satte sig ned på en lille kasse og så på dem.
|
|
