Meeting in the courtyard

[Velkan Thomas Valentine]

Thomas var blevet interesseret i slottet der stod i Nýchtas hovedstad, og da han spurgte Magdalene om han måtte gå hen og se på det havde hun straks givet ham lov, dog med en formaning om at han skulle passe på, fordi hvis han gjorde noget forkert, ville han nok blive halshugget for det.
Han var kommet forbi de første vagter, kun med nogle få skældsord om at han skulle vende tilbage til slummen, da han jo ikke lignede en adelig, med flot og fint tøj, med smukt tilbageredt hår og et velplejet skæg. Hans tøj var en smule roddet og hist og her nogle lapper, hans hår sad i uorden. Skægget var dog plejet, og så nogenlunde præsentabelt ud, så helt slemt var det ikke.
Der var ingen af vagterne der genkendte ham, men han lignede heller ikke sig selv. Der var selvfølgelig visse ligheder, men de var skjult under de større muskler, det mere barske udseende, den ansvarsfulde holdning, det voksne og påpasselige blik, den ru stemme og den pjaltede klædedragt. Der var en der mente at have kunne sammenligne ham med en der hed Velkan, men personen var meget i tvivl.
Da han trådte ud på gårdspladsen og hen mod henrettelsespladsen, kunne han høre en hvisken. Han vendte sig rundt, men der var ikke andre end vagterne der holdte skarpt øje med ham, da han jo ikke var andet end en fattig fyr, som kunne finde på at stjæle. Hvisken blev dog ved, og han havde en fornemmelse af en tåge der hang rundt om pladsen. Han kunne dog ikke få øje på andet og vendte sig om, da pladsen skræmte ham lidt.
Han gik hen til en fontæne der stod lidt tættere på borgen, og nu var vagterne der stod oppe ved den store indgangsport også klar med deres lanser, hvis han skulle prøve på noget. Han gik dog hen til vandet og strøg en hånd hen over sit spejlbillede. Mens han så på det fik han sig lidt af en forskrækkelse. Hans ansigt var blevet til et fra en af hans utallige mareridt han havde haft på det sidste. Han kunne ikke sige hvem det var, men det var absolut den mand der var på båden, inden han mærkede den fornemmelse af at han druknede.
Kort efter var ansigtet i vandet igen sit eget, med det tætte sorte skæg og det tjavsede hår, med de hårde røde øjne der stirrede ned i vandet. Han løftede blikket fra sit eget spejlbillede og så rundt på borgen. Noget virkede bekendt, men han kunne ikke sige hvad.

[Lady Clarissa]

Clarissa kom gående ud af den store port, hun høret en masse hvisken og så sig rundt omkring, hun stoppet op for at hører hvad det var vagter hvisket sådan om og flugte sig blikke der ramte en mand ikke så langt fra hende.
Hun så manden kigge ned på sit eget spejlbillede ved en fontæne, hun stod et øjeblik og gik så hen mod personen for at finde ud af om de som hviskede havde ret i at persoene linget Velkan, Jace lille bror.
Hun stoppet op ikke så langt bag manden og rømmet stemme kort " hvem er de " sagde hun med en kold stemmen, lige nu kunne hun ikke se ligheden mellem manden og velkan men hun kiggede også kun på hans ryg.
Clarissa stod i hende lang sølv grå kjole og hende hår hang roligt ned over hende ryg mens hun betraket manden, de hvisken stemmer tog lidt da hun havde nærmet sig den fremmede.

[Velkan Thomas Valentine]

Da der var nogen der talte til ham vendte han sig om med et ryk og så ind i øjnene på en kvinde der stod ikke særlig langt bag ham. Han var lidt uvant til at sådan en adelig nærmede sig en som ham. Han var jo ikke andet end en slumrotte der havde mistet sin hukommelse. Han beskyttede et menneske, drak ikke blod som vampyrer burde, men spiser almindelig føde. Han var jo ikke en gang længere sin race værdig.
Hans stemme rystede en smule, men den var langt fra den samme som den gang han stadig var den flabede vampyr knægt der modsagde sine forældre hele tiden og flygtede fra alt han kunne komme til. "I'm Thomas my lady. I didn't want to bother your highness." Han bukkede for hende, da han troede at hun var en af de royale, siden hun kom ud af slottet. Han kunne slet ikke genkende Lady Clarissa, som han havde bagtalt sammen med sin bror. Lige nu tænkte han bare at hun var en meget smuk kvinde, hvor han den gang tænkte at hun var en forfærdelig klistrende tøs, der prøvede at få krogen i Jace så hun kunne få magten, og der efter skubbe ham væk. Nu var disse følelser dog erstattet af ærefrygt og betagethed til denne kvinde.
"I'm sorry about your loss my lady." Han hentydede selvfølgelig til prinsernes forsvinden, da han stadig var i den tro at hun var kongelig, og derfor måske en søster eller selve dronningen, altså moderen til børnene.

[Lady Clarissa]

clarissa blev lidt forbavset, det virket noget velkendt over denne person, men hun sys ikke helt det linget Velkan, hans stemme virket dog også bekendt da han snakket til hende, hun stod pænt rank foran ham og kiggede roligt på ham.
" hvad bringer dem på disse kanter thomas " sagde hun med en rolig stemme og kiggede på ham med kølig øjne, hun blev lige så meget i tvivl som nogen af vagterne var, i sær da han pressenteret sig som thomas, clarissa viste at det var velkan mellem navn, men der var sikkert mange som hed thomas til fornavn.
Hun sendt ham et taknemlig nik da han hentydet at prinserne forsvinden " tak for deres hensyn " sagde hun i venlig tone, dog stod hun stadig rank og hun viste at mange af vagterne holdt øje med dem, clarissa tvivl blev større hele tiden.

[Velkan Thomas Valentine]

Han så ned i jorden, da han mente at det ikke var hans ret til at se op på en af royalt blod, siden han ikke var det værd. Han kunne lugte at hun var vampyr, mens vagternes blod var mere forskelligt. Der var både varulve, mennesker, mørkelver og mange andre racer, og også halvbloder. Halvbloderne mindede ham om noget. Han fik ordet profeti i hovedet, men han tænkte ikke yderligere over det.
"I'm in search of my past your highness." Han bukkede endnu en gang, mens han sørgede for at have blikket sænket. Han sørgede også for at hans hånd ikke var for tæt på sværdskæftet der hang ved hans side, så vagterne måske ville misforstå at han måske ville angribe hende, hvis han rørte ved sværdet.
Selvom han så ned i ydmyghed, udstrålede han stadigvæk en form for autoritet og ansvar. En smule royalt var dog stadig i ham, men det var svagt. Han havde vendt sig til at være den nederste i samfundsklassen, men nu stod han overfor en af de højeste i hele Nýchta, troede han hvert fald, da hun tog imod hans ord på den måde. Det overbeviste ham blot mere at hun var dronningen.

[Lady Clarissa]

Clarissa høret flere stemme i det fjerne og hun blev nød til at finde ud af om han var velkan, hun kiggede grundig på ham og da han nævnet at han søgt sin fortid kunne hun ikke lade hver, med at kiggede rundt og så tilbage på den fremmede " kom med mig " sagde hun med en lidt hård stemme.
Hun vendt rundt på hælen og gik mod den store port ind mod slotte, hun kiggede sig lidt over skulderne for at se om han kom med hende, nu skulle de være, hun ville sende ham i bad på slottede og søger for at han blev klippet og fik andet tøj på måske vise ham nogen billede, men først og fremmeste bliv klippet og ren.
Clarissa viftede nogen vagter væk og en åben den store port for den, hun stillede sig roligt og ventede på at han skulle følge med hende.

[Velkan Thomas Valentine]

Han blev virkelig overrasket over at han bad ham følge hende. Tænk at sådan noget ville ske, men der måtte være et eller andet at hun kendte om ham, siden hun ville have at han skulle følge med. Han havde set brat op, men sænkede blikket igen. Han fulgte efter hende. Det var en smule tøvende og han var selvfølgelig også en smule nervøs, da han var ikke sikker på om det her ville være sikkert. Tænk hvis han ikke var den som hun troede at han ville være, ville hun så hugge hovedet af ham, eller torturere ham, eller noget helt tredje? Han havde jo lovet at passe på Magdalene, og han kunne jo ikke opretholde sit løfte hvis han døde, og han havde også lovet Beorn at han ville passe på hende, med de våben Beorn havde skænket ham. Han havde været så beæret, og var det stadigvæk, fordi det var sjældent at mennesker ville behandle en vampyr på den måde.
Han skulede lidt forsigtigt til vagterne, der ikke så ud til at være helt tilfredse med at en slumrotte fik lov til at bevæge sig ind på slottet, men de turde ikke soge Lady Clarissa imod, fordi hun havde kongens velvilje, og var derfor næsten den samme magt som de to prinser.

[Lady Clarissa]

Clarissa stod roligt og ventede på ham, den store port førte ind til en stor sal en stor ingangs hal.
Clarissa kaldt på nogen af stue pigerne som hurtig som farene hen mod dem, hen vendt rolig blikket mod Velkan, " hvis de tillader det, vil disse piger gerne hjælpe dem med at få et bad og noget andet tøj på " sagde hun med en lidt høflig stemme.
Clarissa stod rolig og kiggede fra pigerne, til velkan, hvis det var forbi at konge og dronning var taget en tur i byen til aften ville hun med det sammen havde hente dem men det måtte vente til de kom hjem.

[Velkan Thomas Valentine]

Velkan så lidt undrende op på Clarissa. Ville hun have at han skulle følge med pigerne? Der var ingen tvivl om at pigerne gerne ville hjælpe ham af med tøjet og vaske ham, for selvom han var en smule pjaltet, så var han blevet meget mandig, og det så ud til at det kunne pigerne lide, og de kunne også se at hans arme var trænet til at kunne udføre noget hårdt arbejde, så de havde nok også nogle forventninger til resten af kroppen.
Han nikkede dog blot, da han virkelig ikke vidste hvad han skulle gøre. Han havde oplevet at piger havde set på ham mens han badede i søer eller floder, indtil Beorn sendte ham i soldaternes badehuse, da han mente at han alligevel havde behov for en smule privatliv, hvilket han også var lidt glad for, selvom det var en smule sjovt at få al den beundring fra det kvindelige køn.
Da han nikkede bevægede pigerne sig hen til ham og genede ham blidt og venligt, hvilket nok ikke de fleste ville have gjort, og det skiftede da også da en af de ældre piger, en med en smule autroitet sagde at de skulle holde op med det vimseri, og se at få gjort noget, så de ikke fornermede Lady Clarissa. Da pigerne nævnte navnet var der noget der sagde klik. Han huskede navnet, og pludselig også navnet på den fyr fra båden. Jonathan var navnet, men mere kunne han ikke komme i tanke om endnu.

[Lady Clarissa]

Clarissa grab ud efter en af piger og trak hende med sin lidt væk fra de andre, " i skal blot vise ham hvor bade værelset er og hjælpe ham vis han ber om det, du skal også finde barberen så han kan blive barberet og klippet men husk kun hvis han selv tillader det " hvisket hun til stue pige og slap hende så.
Clarissa viset uden mærket godt at velkan kunne hører hende hvis han lyttede efter, hun kiggede blot roligt på den pige som nævnet hende navn og rettet blikket mod velkan, hun se han kom i tanke om noget " hvor uhøfligt af mig, jeg er slet ikke pressenteret mig selv, jeg er clarissa weelington " sagde hun med en rolig tone og sendt ham et kort smil før hun rettede sit blik mod en af pigerne der gerne ville vise velkan vej mod bade værelset.

[Velkan Thomas Valentine]

Da hun præsenterede sig blev han bare mere sikker på at hun måske kunne hjælpe ham med at huske sin fortid, fordi nu var han kommet med to ting. Det var ikke meget, men det var da en begyndelse. "Nice to meet you Lady Clarissa" Han bukkede endnu en gang for hende, inden den ældre tjenestepige trak i hans ærme for at få ham til at følge med. Hun havde ikke tid til at stå der og hjælpe de unge piger. Hun skulle også holde øje med kokkene. Hun skulle jo sørge for at alt blev gjort ordentligt, eller det troede hun.

[Blackout]

Nu var han færdig og ren, og kommet i noget andet tøj. Hans hår var blevet klippet i sin sædvanlige frisure og skægget var barberet af. Han lignede sig selv utrolig meget, men stadig var hans krop langt mere muskuløs og hans øjne var stadig overvågende og forsigtig, mens hans personlighed også afvigede fuldstændig fra den gang han stadig var den lille flabede prins. Da barberen var gået i gang, havde han ikke kunne så hvorfor han skulle gøre det for en slumrotte, men jo længere han kom, desto mere nervøs blev han, da Thomas begyndte at ligne den forsvundne prins mere og mere. Pigerne havde også været helt oppe at køre med at vaske ham, selvom der godt nok ikke skete mere.
Barberen var næsten ligbleg i ansigtet da han havde forladt rummet med rystende hænder, da han blev bange da han havde behandlet prinsen en smule hårdhændet, selvom Thomas egentlig havde været fuldstændig ligeglad med det, fordi det var stadig bedre, end de fleste behandlede en slumrotte.

[Lady Clarissa]

Clarissa havde ventede lidt håbefuld i håb at det virkelig var en af prinserne der var dukket op igen, hun begyndt at slippe tvilen da barberen kom ud og så helt lig bleg ud, hun kiggede hurtig på den ligbleg mand og måske holdt hende treori stik.
Hun banket på døren ind til det værelse han var bleven opklædt i " er de opklædt " sagde hun stemmen roligt, før hun skubbet lidt til døren som barberen ikke havde lukket ordenligt, hun tog et skridt ind i værelset og kiggede på ham.
Der gik et sus i gennem hende mave da hun så ham, nu var hun sikker, det var velkan som stod foran hende, hun snækket hovede lidt og så ned, lidt i skam over hun ikke havde behandlet ham med den respekt hans rang burde havde fået.

[Velkan Thomas Valentine]

Han stod og stirrede lidt på sit spejlbillede i et af rummets spejle. Der var noget der virkede bekendt, men han kunne ikke sige hvad. Han tænkte bare, at sådan så han vel ud, inden han blev skyllet op på stranden. Han vendte sig mod Lady Clarissa da hun trådte ind og bukkede for hende, fordi han stadigvæk ikke vidste at han var prinsen. Han havde lagt mærke til at pigerne, barberen og Clarissa blev sådan lidt anderledes nu hvor han så anderledes ud igen.
Han så på Lady Clarissa der havde sænket sit blik. "Lady Clarissa. I can see you recognise me. Please tell me. Who am I?" Det så ud til at hans lange søgen omsider havde båret frugt. Nogen der kunne hjælpe ham med at finde tilbage til sin fortid. "And who is Jonathan?" Han kom i tanke om at det navn havde han også husket, og han kunne sætte et ansigt på det. Han kunne ikke sige mere end navnet, men det var jo en start. Endnu et spørgsmål dukkede op. I hans drømme var der to personer mere. Han vidste at det var to elvere. En mand og en pige. Pigen virkede også bekendt, men heller ikke mere end det. Hvem var de?

[Lady Clarissa]

Clarissa løftede hovedet og så roligt på ham, han linget slet ikke den flabet lille prins som han var enden han forsvandt, hans nye udsenne tiltalte hende, og den muskeløse krop klædet ham virkelig godt.
Hun kiggede på ham med et roligt ansigt da han sprugte til hvem han var " ja jeg genkender dem, de er Velkan Thomas Valentine prinse af Nýchta " sagde hun med en høflig stemmen, hun kiggede lidt ned men da han nævnet jonathan kiggede hun hurtig op igen " Jonathan er deres bror " sagde hun med en svag stemme, men rettede sig op og kiggede kort rundt i lokalet før hun så igen mod velkan " jeg har noget de skal se " sagde hun og vendt sig mod døren.

[Velkan Thomas Valentine]

Det gav mening så hvorfor folk opførte sig på den måde overfor ham. Han havde dog aldrig troet at han var en prins, og han tænkte også over om at hun nok løg, men alligevel var der blevet visket lidt siden hans ansigt dukkede frem bag det mørke hår og skæg, så det kunne sagtens være sandt.
"So my brother is caught on a ship. Which one of us is the eldest? It seems that everything has slipped my mind. Or almost everything. I'm confused. I'm still stubling in the dark." Han tog sig til hovedet og sænkede det. Han var meget forvirret og det var noget af en omvæltning. Faktisk en omvæltning han havde håbet på. Han var faktisk lidt trist til mode. Han havde lige fundet sin fortid igen, eller en lille del, og den kunne være blevet ham indbildt, og når han så skulle se sine egne forældre igen, så ville han ikke kunne genkende dem. Det var underligt at det eneste man kunne huske var sin brors navn, og navnet på denne kvinde, som han ikke lige kunne sætte en relation til. Han havde besluttet sig for at hun ikke var fra den royale familie, fordi så ville hun nok reagere på en anden måde. Hun viste ham respekt. Han tænkte lidt over hvordan sin far ville reagere. Ville han være glad? Vred? Og hvad med sin mor? Hvordan ville de modtage ham. Det var underligt at tænke på.
Han kom i tanke om Magdalene. Hvad ville de gøre ved hende, når de fandt ud af at det var hende der havde reddet ham, og passet på ham? Ville de påstå at hun var grunden til at han ikke var dukket op før, og ville de så slå hende ihjel, eller ville de takke hende? Han ville hvert fald sørge for at hun skulle få det godt, nu hvor han ikke kunne beskytte hende mere.