Meeting in the courtyard

[Lady Clarissa]

clarissa stod i døren og lyttet til hvad han sagde " ja han må stadig være på båden, og jonathan er den ælste af jer " sagde hun med en høflig tone, clarissa havde aldrig hørt om en fuldblods vampyr mistede hukommelsen før, men hun viste heller hvad velkan var udsat for.
Clarissa stod ventede på ham om han ville følge med hende, hun kiggede lidt på gangen der var tomt lige nu, men der var sikker nogen der skulle holde øje med dem, der var næsten aldrig stille på slottede.

[Velkan Thomas Valentine]

Han åndede let op. Han var glad for at han ikke var kronprinsen og skulle komme til at styre landet. Hvordan skulle han kunne det uden den ringeste anelse om hvad der har foregået i landet? Han kunne vel lære det, men det ville tage lang tid, især nu hvor han skulle starte helt forfra.
Han begyndte roligt at gå efter Lady Clarissa, og man kunne se på hans holdning at han alligevel havde en smule autoritet. Bare en lille smule. Dog ikke den hovmodige som han plejede at have. Hans øjne var allerede fyldte med en lyst til at tage ansvar og beskytte sit folk. Han havde vist allerede accepteret sin skæbne, så han ville også gøre det bedste ud af det.
Han mindede sig selv om at han skulle sørge for at Magdalene ville kunne beholde sin beskyttelse. Han havde lovet det, og han holdet hvad han lover. Det gjorde han heller ikke før. Det var der få der gjorde i Nýchta, så han ville nok være noget af et englebarn.

[Lady Clarissa]

Clarissa gik et skridt tilbage og stå ude i gangen, hun tog et roligt skridt frem ad dog ikke så hurtig at velkan ikke var nåede hen til hende, hun gik retning af tronsalen, hun havde ingen ide om der ville være nogen til stedet der eller om der ville være helt dødt nu hvor konge og dronning ikke var hjemme.
Hun vendt hovede mod velkan mens de gik, hun betraket ham et kort sekundt før hun lod blikket kigge ned i respekt, det var for dum af hende at kigge for meget på velkan, hun viste uden mærket godt hvor hurtig rygter spreds på slottede.
Hun gik blot med roligt skridt hen af gangen " det er rart at have dem hjemme igen deres højhed " sagde hun med hende blide stemme, hun viste ikke om han ville kaldes ved for navn, de havde aldrig rigtig snakket sammen før i tiden da clarissa altid havde været ved jace side.

[Kamatayan Anghel]

Det var ikke gået lang tid for rygtet at blive spredt rundt på slottet, og det kom skam også rådgiveren for øre at den ene prins befandt sig på slottet. Han gik med hastige skridt hen ad gangen, med sine store vinger foldet sammen på ryggen. Hans blik var vredt og hans kropsholdning var aggressiv. Tjenestefolk der passerede ham var nærmest bange for ham. På en anden måde en før. Nu så han ligefrem frygtindgydende ud. Han havde sovet dårligt de sidste mange nætter, og havde været døden nær flere gange. Hans hår var vildt og i uorden, mere end normalt, og hans tøj var krøllet. Nogle af fjerene var skæve på de kulsorte vinger og under hans øjne var der mørke render. Bandagerne var ikke sat ordentligt på, og noget sort kød kunne anes mellem de rene hvide stof strimler.
Det var få der havde set rådgiveren så vred. Han plejede at være den med et smil på læberne, og den stille og rolige, men mens prinserne havde været væk, var hans gode humør forsvundet, og han var blevet mere indelukket og han råbte og skreg oftere end nogen sinde. Tjenestefolk havde ikke turde at træde ind på hans kammer i flere dage på grund af hans forfærdelige lune. Han havde sjældent været hjemme. De fleste gange havde han været rundt og lede efter prinserne, som på en underlig måde havde formået at komme på slottet uden han havde opdaget det.
Han drejede om et hjørne og han fik øje på Lady Clarissa og Velkan. Velkan lignede sig selv ret meget tænkte han, selvom der var noget andet over ham. Det var som om det alligevel ikke var den samme. "Velkan!" Hans stemme var truende og den boblede nærmest af vrede. Han tog tre lange skridt forbi Clarissa og allerede var hans hånd på prinsens strube og prinsen blev trykket op mod væggen. Han stirrede vredt ind i prinsens røde øjne. "Din! Din! Din...! Hvor har du været knægt! På grund af dig har hele landet været på den anden ende! Hvis du ikke var prinsen så havde du fået en ordentlig omgang tæv!" Han ignorerede Clarissa lidt, fordi nu havde han lige en høne at plukke med Velkan. Hvordan kunne den dreng forsvinde i flere uger uden at give det mindste livstegn fra sig?

[Velkan Thomas Valentine]

Han trak let i sin mundvig da Clarissa sagde at det var godt han var kommet hjem. Han skulle lige vende sig til at blive kaldt højhed og ikke for rotte, hund eller hvad folk nu ellers kunne finde på at kalde ham. Han fulgte med rolige skridt efter Clarissa, mens han så lidt rundt på væggene for at se om han kunne fange flere minder, men der var ikke lige noget der kunne dukke op.
Han stivnede pludselig da en meget vred dødsengel, der kaldte ham ved hans rigtig navn stirrede på ham med de ondeste øjne nogensinde. Han nåede ikke engang at opfatte noget før englen havde et godt greb fat i struben. Det hvide hår mindede ham om noget. Det mindede ham om den der vampyr vagt Noctis som også havde kaldt ham Velkan, men det her var en dødsengel. Hans ben dinglede lidt over jorden, fordi englen havde ligefrem løftet ham op fra jorden, mes et solidt greb var om hans hals. Han tog fadt i englens hånd for at prøve at løsne grebet så meget så han kunne få fornemmelsen af luft. Ikke at han behøvede det, men det var stadig ubehageligt at ikke kunne ånde. Englen virkede utrolig vred og hans følsomme hørelse blev også godt og grundigt testet af at englen nærmest skreg ham i hovedet med alle mulige ord.
"I'm sorry sir... Could you please loosen your grip a little?" Det begyndte at gøre en smule ondt i halsen, og det skar nærmest i halsen på at forsøge at tale. Han så på englen med bedende øjne. I gamle dage ville han ikke have fundet sig i det, eller faktisk ignoreret det og ladt som ingenting. Han ville ikke have spurgt om han kunne slippe, og slet ikke sagt undskyld.

[Lady Clarissa]

clarissa så kamatayan kommer rundt om hjørnet, hun så hans blik som var rettede mod velkan, clarissa ville gerne stoppe ham med nåede det ikke før at kama havde taget tre lange skridt forbi og hende og grabe ud efter velkan, hun vendt hurtig rundt og så at Kama havde presset Velkan op mod væggen og løftede ham op.
Hun gik hen mod dem og lage hånden på Kama ene arm som havde fat i velkan´s hals og hun så på hans vrede ansigt, " slip ham, det er min fejl jeg ikke tog ham med hen til dem med det sammen, men jeg skulle være sikker på det var velkan " sagde hun med en lidt hårde stemme end den hun havde brugt når du snakkede til velkan, hende eget blik var roligt og så afventede på ham.

[Kamatayan Anghel]

Han så undrende på Velkan da han undskyldte. Hvad var der i vejen med drengen? Ikke nok med at han næsten så lige så gammel ud som Jace, men hans normale flabethed og arrogance var nærmest skyllet væk. Hvor var drengens ligegyldighed? Det var jo heller ikke længere en dreng, men en mand han stod med. Hvad hulen var der sker med ham? Han var jo ikke længere den samme. Hvis det ikke var fordi at Lady Clarissa var overbevist om at det var ham og fordi han lignede Velkan utrolig meget, ville han påstå at det ikke var Velkan. Også at han blev tiltalt som Sir og ikke som Kama, som han plejede at kalde ham, det var også utrolig underligt.
Han slap prinsen langsomt da Clarissa lagde en hånd på hans arm, hvilket også beroligede ham lidt. Han var også meget træt, hvilket han længe havde været, men nu hvor Velkan var dukket op, ville han nok blive jagtet mere rundt, indtil Jace var fundet. Kongen var jo ikke tilfreds hvis Jace ikke dukkede op. Så ville det gå ud over Kamas hals, hvis det viste sig at Jace var død.
"As you wish Lady Clarissa. I apologise for my bad temper. I haven't slept well." Han bukkede let og elegant for Clarissa. "I'm glad to see that he is back in good hands. But what is wrong with him? He doesn't seem to be normal?" De sidste to sætninge hviskede han til Clarissa, da han jo ikke ville have at Velkan skulle høre det. Han kunne nok godt høre det alligevel, men det var da et forsøg værd.

[Velkan Thomas Valentine]

Da han endelig blev sluppet faldt han lige på gulvet og sad ned, mens han hostede for at få luft ind igen. Han tog sig til struben som var blevet helt rød efter rådgiveren havde grebet om hans hals. Han havde lagt mærke til de undrende øjne på englen da han havde talt. Englen havde nærmest set på ham som om han var en fremmed, i forhold til før hvor øjnene bare var fyldte med vrede.
Han kunne høre at de talte sammen, men han kunne ikke fange ordene, da hans ører smertede en smule efter englens skrigeri. Det var som om at stemmen stadig rungede i hans hovede. Han trak været dybt efter at havde hostet. Hvis hans hjerte kunne banke, så ville det nu galopere afsted som 50 heste. Han var aldrig blevet så forskrækket i sit liv, eller hvert fald i løbet af det liv han kunne huske.
Han rejste sig langsomt op igen, men hans øjne så ikke ud til at være vrede, eller som om han bar nag for hvad englen havde gjort. Han havde nærmest dårlig samvittighed med at han var skyld i at landet var blevet væltet om på den anden side. Måske var det også derfor englen var sådan. Hvem var englen egentlig? Noget virkede bekendt ved ham.

[Lady Clarissa]

Clarissa lod armen falde ned langs siden igen da kama slap sit grab på velkan, hun kiggede et kort sekundt på velkan som sad ned på gulvet, før hun rettede blikket mod kama igen, hun forstod godt hans forvirring over at velkan var ændre.
Hun forstod lidt godt kama vreden, hun havde godt hørt han havde været søvnløs de sidste mange dagen, claissa trak på skulderne da kama spurgte til hvad der var gal med ham " han er mistede hukommelsen, men så længe han har ændret sig til det bedre " hvisket hun, hende stemmen var nu mere rolig igen.
Hun blik faldt igen på velkan da han kom på benne igen, hun så godt hans forvirrede udtryk i ansigte, hun vendt sig lidt så hun havde siden til dem begge " deres højhed dette er Kamatayan Anghel han er jeres rådgiver " sagde hun roligt til ham.

[Kamatayan Anghel]

Han nikkede lidt. Så det var sket. Det gav jo mening. Han havde også mærket at drengen ikke helt havde genkendt ham. Først havde han troet at Velkan bare var overrasket over at Kama nærmest havde angrebet ham. Så måtte de bare se at få banket de minder ind i hovedet på drengen igen så han ville kunne komme til at huske det hele. Hvis de ikke kunne finde Jace, så var det jo Velkan der blev tronfølgen. Nok ikke noget kongen ville være glad for, men han kunne nok tage imod fornuft på det punkt.
Da Clarissa præsenterede sig så bukkede han lidt for prinsen. Han rettede sig op og så kort på Clarissa. "Well, I haven't time to chat. I'm going to report this to the king. Wonder if I'll survive." Nu hvor han havde set prinsen med sine egne øjne kunne han godt give en rapport til kongen. Forhåbentligt ville det tø ham lidt op, og måske få dronningen til at slappe af.
Han nikkede kort til afsked, før han gik hen ad gangen med lidt roligere skridt end før. Han forsvandt kort efter om et hjørne, hvilket ville føre ham til kongens studerkammer, fordi det var lige der at han opholdte sig, mens dronningen lå på værelset. Om hun stadigvæk gjord det, vidste han ikke, fordi der nok var en eller anden tjenestepige havde fortalt hende det, så hun var nok også nede ved sin mand nu.

//Out

[Velkan Thomas Valentine]

Han nikkede lidt da han fik at vide hvem denne person var. Så det var altså den kongelige rådgiver, men var han ikke noget andet. Der var en klokke der ringede. Han havde også et andet job for hans far. Noget mere hemmeligt. En smule beskidt. Noget blodigt. Det var det han lige kunne huske. Han så lidt efter rådgiveren, mens han stadig holdte på den ømme strube. "Is he always that way?" Han hentydede til hans grove hilsen. Han kunne ikke rigtig huske hvordan han var. Han håbede ikke på at rådgiveren var så strid hele tiden, fordi så ville det ikke være så sjovt at være prins hvis rådgiveren var sådan en hård nød.
Han vendte sit blik mod Clarissa og sendte hende et kort smil for at forsikre hende at han var okay og at de kunne fortsætte. Han foldede sine hænder om bag ved ryggen, mens han ventede på at de kunne fortsætte.

[Lady Clarissa]

clarissa så lidt på ham mens han kiggede efter kama, hun lyttede til hans ord og rystede kort på hovedet " nej, han er træt, alt er vendt op og ned fordi i har været væk " sagde hun kort, hun sendt han et roligt smil tilbage før det gik vider.
Clarissa sys han begyndt at komme mere og mere lige en rigtig prins, det var rart han måske havde mistede sin flabet dele og måske var lidt mere ansvar fuld, især vis jace aldrig dukket op igen selv om hun ikke brød sig om tanken at jace aldrig ville dukke op igen.
Mens de gik faldt hende blik på velkan igen men hun kiggede så mod den store dør som de var næsten henne ved, hun tog fat i døren da de nåede der hen og åbent op ind til tronsalen.

[Velkan Thomas Valentine]

Han nikkede lidt, men fik igen en smule skyldfølelse over at det var ham og hans bror der var skyld i at folk havde ændret sig så meget. Han gik med rejst pande og så faktisk ret så royal ud, hvor før ville han nok bare have trasket efter, med et blik der så ud som om dette virkelig ikke var noget han havde lyst til.
Endnu et mind skød ind i hans hovede. Han var ude i skoven med en eller anden rødhåret person. En vaurlv så vidt han huskede. De jagtede efter noget, mens den rødhårede var en smule vild med sin dolk. Simon jublede og skreg, mens han løb med utrolig stor hast. Han kunne ikke følge med. Simon! Det var det han hed. En han havde leget med længe. Gad vide hvordan han havde det?
Hans tanker blev afbrudt da døren til tronsalen blev åbnet. Der var en massiv tåge inde i rummet, som Clarissa nok ikke kunne se. Hun kunne jo ikke se de døde. For hende ville det bare være et tomt rum. En stor mængde af stemmer tordnede ud af rummet og det overvældede Velkan. De døde kunne larme meget, og ingen lagde mærke til det, fordi han var den eneste der kunne høre dem. Han holdt sig for ørerne og faldt på knæ, mens han skreg af smerte. Hans ører var allerede hårdt prøvet, og den store mængde af stemmer var hårdt for hans ører. Han kunne ikke engang opfatte hvad de sagde. Han havde ikke brugt sin evne i så lang tid, at nu slog den tilbage med en voldsom kraft. Han havde glemt hvordan man skruede ned for de stemmer. Han så ind mod tronsalen, hvor han så et mylder af folk der gik mellem hinanden. Blege tågelignende skikkelser. Noget med et hoved under armen, andre med store sår rundt på kroppen, mens nogen så helt almindelige ud. De så alle sammen triste ud. En forbandelse havde han kaldt det til tider kunne han huske, og han kom også i tanke om at han havde lært at stoppe de stemmer, men han kunne ikke huske hvordan.

[Lady Clarissa]

clarissa blev helt overrasket da fladt på knæ og holdt sig for ørne hhun lod sig glide ned på knæ foran velkan og og tog fat i hans hænder, han skrig var hjerte skærende og hun viste ikke hvorfor, hun kiggede mod tronsalen men kunne intet se, hun vente tilbage mod velkan og prøvet at komme i kontakt med ham, hun tog fat i begge håndled men tog ikke hans hænder væk fra ørene " velkan, hør på mig velkan " sagde hun rolig og så på hans ansigt, hun viste godt hun brugt hans fornavn men lige nu tog hun ikke sig af det.
" velkan tag en dyb indåndning og slap af, det sker ikke noget med mig, lyt til mig " sagde hun med en lidt bekrymt stemme.

[Velkan Thomas Valentine]

Han bed tænderne sammen for at undertrykke skriget, da han tænkte at det nok rungede utrolig meget, siden han vidste at han var den eneste der kunne høre det. Der var så meget der var ved at vende tilbage. Hvorfor var der ikke sket noget før? Hvorfor var det først nu at der var dukket så meget op? Det var da til at blive irriteret over.
Langsomt begyndte skikkelserne at blive mere og mer udviskede og tågerne var på en måde ved at lette. Stemmerne blev en smule lavere for hvert øjeblik der gik, til at det var gået tilbage til en svag hvisken. Nu var der kun en svag dis tilbage og en utydelig hvisken. En gang i mellem så han et blegt ansigt, men det var intet i forhold til det han lige havde set.
Hans råb havde selvfølgelig alarmeret nogle, og der kom også en ældre mand til, som var en af Velkans tidligere læremestre. Han lagde sine krogede hånd på Clarissas skulder. "Is he alright? It seems his clayrvoiance has struck him rather hard. Just as if it has been passive, ever since the young prince disappeared."
Velkan tog sine hænder fra ørerne, da han mente at nu var visken svag nok. Han trak vejret dybt og hurtigt for at falde til ro. Hans øjne var stadig fyldt med rædsel og det var næsten værre end sine mareridt. Det mareridt havde fyldt hans nætter lige siden han vågnede på stranden. Det var altid det samme, selvom der altid sad mere og mere fast. Han var begyndt at kunne finde små detalier i drømmen. For eksempel var der to krager på skibet. Hvad de lavede der vidste han ikke, men der var to krager.
Han tog sine hænder op til ansigtet. Han håbede på at der ikke ville komme flere overraskelser. Først fandt han ud af at han var en af de forsvundne prinser, bagefter bliver han angrebet af den kongelige rådgivere, og så fik han lov til at se en hær af døde. Det var meget der skete på en dag, men noget sagde ham at der var mere i vente. Hans formodentlige kommende møde med sine forældre, og forhåbentlig også mødet med sin bror som han ikke rigtig kunne huske. Der ville komme til at ske meget indenfor den nærmeste fremtid. Mere end han lige nu brød sig om.