Meeting in the courtyard

[Lady Clarissa]

clarissa havde ikke hørt manden kommer tæt på dem, da hun havde alt opmærksomhed på velkan, hun kiggede på den krogene hånd som lå på hende skulder og så op på manden, hende bekrymret blik blev ikke mere roligt, clarissa kendt ikke til noget til velkan kunne se det døde, hun kendt enlig ikke rigtig velkan personligt sårn som sådan " han virker okay igen måske lidt skræmt sagde hun med en lidt bekrymret blik.
Hun ventede hende blik mod velkan igen, hun havde lidt ondt af ham, alt dettet som skete på en dag, det måtte være virkelig overvældene at alt ramler sammen på en gang, clarissa så på velkan som at se om han var okay, om han måske havde brug for hjælp.

[Velkan Thomas Valentine]

Han fik stille og roligt vejret igen. Det var da voldsomt hvad han skulle udsættes for, og det var lige før det var ved at blive for meget for ham. Han vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere at møde sine forældre, hvilket han egentlig regnede med, siden de var på vej mod tronsalen, men nu hvor tågen havde lettet sig, så lagde han mærke til, at der ikke rigtig var nogen i det store rum. Hvor var de dog alle henne? Han havde dog troet at der var flere der ville komme og se på ham.
Han rejste sig langsomt op, mens den gamle mand smilede lettet. Han vendte sig mod prinsen. "Welcome home your highness. I'm Azrael. Your former teacher in Nýchtan history" Han bukkede for prinsen. Rygtet om at prinsen havde mistet sin hukommelse havde åbenbart også spredt sig som en løbeild, ellers havde læreren nok været en smule mere forsigtig med at kalde ham for hans højhed og bukke for ham, da man kunne risikere sit hovede hvis man behandlede ham på den måde. Han havde været noget af en rebel den gang.

[Lady Clarissa]

clarissa sad på huk foran velkan, da han virket mere normal igen, slappet hun roligt af, hun lod velkan rejse sig op og før hun selv rejste sig op og stod lidt og nikket på den ældre mand og så tilbage på velkan.
" kom deres højhed " sagde hun med en forsigtig stemmen, hun rettede blikket mod den ældre mand " rart at møde dem azrael, med vi må vider " sagde hun med et lidt roligt stemmen med en svag tegn på høflighed, hun gik et hurtig skridt forbi ham og ind i tronsalen, da hun var gået et stykke ind i salen, kiggede hun tilbage efter Velkan

[Velkan Thomas Valentine]

Han fulgte roligt efter Clarissa, selvom han stadig skulle komme sig over chokket. Hvis han bare vidste at han også kunne risikere at se et syn fra fremtiden når som helst, ville han nok gå fuldstændig fra den. Hans evner, gaver eller hans daværende mest brugte udtryk forbandelser, var virkelig en større byrde for ham end en hjælp. De distraherede ham, selvom de stadig kunne være en betydelig styrke for ham.
Azrael bukkede for dem inden han gik tilbage til sine egentlige gøremål og forlod dem to. Han vidste at hvis Jace ikke kom tilbage, så var det dem to der skulle føres sammen. Kongen kunne godt lide Lady Clarissa, selvom hverken Jace eller Velkan egentlig rigtig brød sig om hende. De havde nærmere bagtalt hende, men det kunne Velkan ikke huske noget om længere.
Han så sig rundt i det store rum, der stadig var en smule sløret af dødens tåge. Det var ikke særlig voldsomt, men nok til at sænke hans syn en smule. Der var alt muligt rundt omkring. Uhyggelige skeletter fra forskellige væsner, men det hele var mørkt og dunkelt, bort set fra en stor lysekrone med små stearinlys der flakkede en smule. Små slebne stykker glas reflekterede lyset fra de små flammer, og sendte et svagt skær over rummet. Ikke noget som hjælp væsner uden nattesyn at kunne se meget bedre, men det var dog en smule lys.

[Lady Clarissa]

Clarissa gik hen mod et stor protart som hang hen ved tronen stolen, hun så op på billede der max var 50 år gammel, malet i smukke farver, hun vendt blikket mod velkan og så lidt på ham med et bekrymret blik " Jeg sys det ville være en god ide hvis de så dettet billede deres højhed " sagde hun venligt til ham " det er et billede af deres familie " tilføret hende, hun vendt endnu et gang blikket mod billede for at kiggede på den kongelig familie igen.
Hun vendt sig så mod velkan for at kiggede lidt på ham, om nu han enlig var okay efter det der enlig var sket før de trådet ind i lokalet.

[Velkan Thomas Valentine]

Han så op på portrættet. Han kunne genkende sig selv og sin bror Jonathan. De så meget yngre ud, men de to ældste ansigter kunne han ikke genkende. Han begravede sit ansigt i sine hænder. Han kunne ikke genkende sine egne forældre. Hvordan kunne det dog være? Han ville næsten påstå at han ikke var sin titel værdig længere. Når man ikke kunne genkende sine egne forældre, så måtte der være noget i vejen. Egentlig var det måske ikke så underligt. Han talte sjældent med sine forældre. Dem han talte mest med var lærere, og der kunne gå flere dage uden at hans forældre havde set ham eller omvendt.
Han løftede blikket. Hans ansigt var fyldt med sorg, men hans øjne var dog tørre. Han havde ikke grædt over sin manglende hukommelse. Han ville spørge Clarissa om noget. "How is my brother?" Han kunne kun huske udseendet på sin bror. Alt om hvordan han opførte sig, og hvordan forholdet mellem dem var, var alt sammen forsvundet. Om det kom tilbage vidste han endnu ikke.

[Lady Clarissa]

clarissa så han tog ansigtet ned i hænderne, hun gik lidt hen mod ham for så roligt på ham mens han tog tid, hun så godt hvordan sorgen var plantede i hans ansigt da han så mod hende igen, men smilede forsigtig til ham og lod hånden glide gennem håret da han spurgt hvordan hans bror var " han er meget høflig og i har været hiandens bedste venner, de så altid op til ham, han har dog et stort temparmang " sagde hun med en rolig stemme, hun lage hovedet lidt på skrå " er de okay deres højhed " sagde hun mens hende stemme slog over en bekrymret stemme.

[Velkan Thomas Valentine]

Han nikkede til det hun sagde. Så det var hvordan han var. Eller sådan var han vel fra hendes synspunkt. Han måtte vel selv skabe et indtryk af ham igen, for at se om det stemmede overens med det hun sagde, men nu skulle han først komme tilbage. På billedet så det ud til at han faktisk så op til sin bror. Både bogstaveligt og billedligt. Blikket på den yngre dreng var oppe på sin storebror, og det lyste næsten ud af drengen på billedet hvor stort et idol broderen var, men han kunne jo ikke huske hvordan han ville være på samme måde som sin bror.
Til det sidste Clarissa sagde rystede han på hovedet og sænkede blikket. Det var næsten ydmygende. "I can't recognise my parents." Hans stemme var en smule grødet. Det var underligt at stort set ikke kunne genkende nogen. Alt var bare sort for ham.

[Lady Clarissa]

clarissa kunne ikke sætte sig i hans sted da hun aldrig havde oplevet sådan noget før, hun lage en hånd på hans skulder " jeg tror de bliver glad for at se dem igen, selv om deres højhed ikke kan huske dem " sagde hun roligt.
Hun ville gerne kunne hjælpe ham men hun viste ikke med hvad, det var virkelig svært at prøve at satte sig ind i det.
Hun lod hende hånd glide ned fra hans skulder igen og så endnu en gang mod billedet af den kongelig familie, hun smilede et kort øjeblik for sig selv før hun så mod velkan igen " de har været meget i gennem deres højhed, der slet ikke nogen som har hjulpet dem " sagde hun spørgenede og lidt interesset i at vide hvordan han enlig overlevet.

[Velkan Thomas Valentine]

Han tvivlede ikke på at de ville være glade for at se ham, men det ville stadig være underligt at møde sine forældre som man overhovedet ikke kunne genkende. Intet sagde ham noget om dem. Han kunne ikke en gang placere deres ansigter på rollerne som sine forældre. Måske ville det komme når han stod ansigt til ansigt med dem. Det kunne være.
Det næste hun sagde undrede ham lidt. Troede hun at han bare havde klaret sig selv, eller var hun interesseret i at hvordan han havde klaret sig. "Well, I was saved by a kind old lady. She took good care of me, if I protected her, because I had the strength to do so, and her brother trained me in the use of sword and bow, so I could give his sister the ultimate protection. If she wouldn't have been on the beach that day, I probably would have been dead." Endnu en gang kom han i tanke om at han skulle sørge for at hun fortsat ville blive beskyttet på en eller anden måde, nu hvor han ikke længere kunne opfylde løftet direkte. Så måtte han jo gøre det indirekte. Han havde stadig et løfte at holde.

[Lady Clarissa]

clarissa lyttede roligt, velkan talet godt om denne ældre dame, hun nikkede roligt og smilede svagt " rart der er nogen som er venlig " sagde hun blot.
hvis det havde været nogen anden og det viste at velkan var fra den kongelig familie havde de nok taget ham til fange og undvære det havde måske forsøgte at slå ham ihjel.
Clarissa vendt sig lidt væk fra billede og velkan, og stod lidt for kiggede ud i det blå, clarissa havde kun været på slottede for at trøste dronningen men var velkan kommet hjem, så var vel ikke meget brug for hende mere, hun ville nok komme til at savne og være på slottede med savnet også hende eget hjem.
Hun vendt sig på velkan igen og så et kort øjeblik på ham før hun sænket blikket i respekt

[Velkan Thomas Valentine]

Han vendte sig rundt for at se på resten af salen, hvor der også hang nogle andre malerier, mange med kongen, og nogle som han vurderede som de gamle konger, men der var ikke særlig mange af de gamle. Han kom i tanke om noget med et voldsomt regentskifte, som var et produkt fra dette mørke. Vampyrerne havde overtaget varulvenes tidligere herredømme. Det var derfor han boede på slottet. Hvis solen ikke var forsvundet, så var han nok aldrig være blevet født ind i en royal familie. Han kunne mærke at nu hvor der var skabt et lille hul til hans hukommelse, var der mere og mere der dukkede op. Ikke hurtigt, men lige så stille som han kom til at tænke over nogle ting, men der var dog nogle ting som han med glæde ville ønske, som blev siddende i mørket, som om det ville pine ham, indtil det aller sidste øjeblik, eller lige som om det ikke eksisterede mere. Som om det ikke var til at blive reddet mere og han skulle starte fra ny. Sådanne ting som minder om sin egen familie. De var stadig væk, selvom Jonathans ansigt var printet ind på hans hjerne, selvom det var i lænker og med bind for øjnene, og han så udsultet ud, hvilket nok ikke var godt for en vampyr, selvom de kunne holde længe uden blod. Han havde jo selv ikke spist blod i flere uger, måske måneder, men det rørte ham ikke. Han levede af andre folks føde. Det undrede ham stadig lidt. Han havde overvejet hvordan det ville ændre på ham hvis han ikke indtog blod, men der var ikke nogen rigtig fysisk ændring ved ham, så vidt han kunne se. Måske ved en længere periode af mangel på blod ville gøre at han mistede sine kræfter, hans tænder ville blive stumpe og ufarlige, og hans sanser ville svækkes. Han vidste det ikke. Måske ville der heller ikke være nogen påvirkning, men det måtte tiden vise sig.
Han vendte sig mod Clarissa og gik hen til hende med næsten lydløse skridt, med en elegant bevægelse, og han nærmest svævede over gulvet, som om han ikke vejede noget. Han virkede let som et fjer, men det gik stærkt og pludselig var han bag ved Clarissa. Der var lige en halv meters luft mellem hendes ryg og hans bryst, og han trak vejret knap nok. En gang imellem indhalerede han roligt for bagefter at exhalere en smule luft igen gennem næsen.
Det føltes for ham som lang tid før der skete noget, hvilket nok ikke tog særlig lang tid. Han kunne mærke hendes duft som fyldte hans næse, mens de røde øjne så stift på hendes ryg. Hans mund var smal og lige, uden nogen aner af smil for øjeblikket. Han afbrød stilheden. "I'm grateful for your help." Han stod stadig det samme sted, med armene bag sin ryg, med hænderne foldede, med en rank holdning, hvilket ville være en konge værdig. Han lignede mere en royal end han nogen sinde i sit lange liv havde lignet. Kongen ville nok blive stolt over sin yngste søns nyerhvervede holdning og personlighed, selvom det nok ville gøre dronningen en smule trist og sentimental over at hendes lille dreng ikke længere var en lille fræk unge, men en stor og voksen mand som sin bror.

[Lady Clarissa]

clarissa hørt godt velkan komme gående mod hende, mens hun havde ryggen til ham, hun havde dog ikke regnet med at han ville stillede sig bag hende ryg, hun lyttede roligt til ham vejr trækning, hun vendt sig først om mod ham da snakkede til hende, hun sendt ham et rolige smil og nikket en enkle gange " jeg er glad for at kunne hjælpe dem deres højhed " sagde hun med en blid stemme, hun var da glad for en at brøderne var vent hjem igen og håbet da også snart på jace vendt uskadt hjem.
Clarissa tog en roligt indåndning gennem næsen og fik noget af velkans duft, hun havde aldrig været så tæt på ham som de var ud, som hun havde aldrig lagt mærke hvilken en duft han havde, men hun fandt den meget forførenden og tiltagen men hun viste ingen tegn på det, eller utryk i hovedet.

[Velkan Thomas Valentine]

Han smilede venligt til hende, men tænderne fik ikke lov til at komme frem, fordi han havde anskaffet sig en vane om at ikke vise sine tænder når han smilede, under sit ophold i Iméra, hvor mange piger blev bange for ham på grund af de små skarpe bisser han havde i munden, hvilket han jo ikke ville, da han jo kun ville hjælpe og være god mod andre, ligesom Magdalene havde været mod ham. "Please. Call me Velkan, Lady Clarissa." Han kunne mærke en hvis nagende modstræben for at blive kaldt højhed, hvilket han jo ikke havde været vandt til, og som også var ret nyt for ham, siden han jo ikke kunne huske sin tid som prins, hvor han direkte hadede at blive kaldt højhed, og hvor han blev rasende hvis nogen leflede for ham, ligesom de gjorde for sin far og Jace. Det var virkelig noget han havde hadet eller dybest nede i sit hjerte. Noget som han ikke gad at være, hvilket også havde været grunden til at havde søgt væk fra slottet i sine unge dage.

[Lady Clarissa]

hun betraket ham smil i mindre end et sekundt, før hun så rolig på ham og nikkede " det skal jeg nok huske, men tror ikke dine forældre vil bryde sig om at jeg kalder dem ved for navn velkan " sagde hun venligt til ham.
Clarissa viste også at hvis hun kladet velkan ved for navn mens stue piger eller andre tjenste folk høret det, ville de sprede nye rygter om at hun lage op til noget mellem hende og velkan.
det var nok den største ulempe ved slottet alle, viste alt alt for hurtig og kun halv delen var sandt.
Hun tog sig selv i at stirrer lidt for længe på velkan og sænket blikket ned så hun så lidt på hans brystkasse før hun lod den glide helt ned mod gulvet.