A little visit.

[Kiba Harunko]

Kiba hørte godt Akemi men sagde ikek mere. han så bare på de døde og blev skubbet da de løb. han blev skubbet ind i midten og så på dem løbe. han kunne intet gøre. det var for sent. Fønixen kunne heller ikek stille noget op. den måtte vente og se. Kiba lavede ildkugler og kastede mod de døde men det var som om at hver gang han fik ram på en kom der 2 i stedet. han så rundt og følte sig helt tabt.
den blå væske var faktisk ikke væske men blod. det var hans blod hun havde taget fra ham. han kunne huske hvordan hun havde skåret i ham. han gik lige så stille frem og tilbage og rundt i ring og så på de døde. var det slut nu. skulle han dø og så glemme alt igen. det ville han ikke.

[Camill Angelique Arnauld]

Der blev lige pludselig stille idet at de levende døde bare stod og stirrede mod Kiba, der måske var lettere forvirret over, hvad der skulle ske nu. Egentlig havde hun aldrig prøvet dette før, så det var ikke engang sikkert at det ville lykkedes denne gang. Camill var egentlig ikke så koncentreret omkring hvad der skete lige nu, men alligevel var hun så opmærksom på, hvad der skete, fordi hun blev nød til at kontrollere hændelsen ordentligt. Kredsen rundt om Kiba blev mindre og det samme gjorde mønsteret, helt af sig selv? Det var som om mønsteret fulgte de levende dødes bevægelser.

"Sådan går det når man ikke kan holde sin kæft"
sagde Camill surt og lettere irriteret, men der var ikke noget, som tydede på at hun ville stoppe det, som var i gang med at ske. Hendes blik hvilede mod Kiba, som var fanget i midten af det hele. Pludselig gik det hele i stå, eller var det meningen? De levende døde var nu så tæt sammen, at de ikke længere stod i en enkelt kreds rundt om ham, men flere. Lige med et strøg et skrig igennem dem alle, som blot blev forstærket og rettet mod Kiba. En tone, som han næppe ville kunne holde sig på benene til. Men man kunne aldrig vide. Camill kunne godt holde til den tone, men strammede dog grebet omkring Anna, måske fordi hun var lettere overrasket over, hvor hørt deres skrig kom op.

[Anna Valerius]

Den sidste døde gav nu også slip i Annas hænder, så det kun var Akemi, som holdte hende fast, men de forblev i nærheden, hvis hun nu alligevel skulle forsøge på at stikke af, hvilket hun nok kunne finde på, når chancen bød sig. Hun ville ikke lade nogen tage den frihed, som hun havde kært.
Anna fik øje på Kiba, som stod mellem en masse døde. Hun havde i sidste øjeblik set, hvad det var, som muligvis var ved at ske, men det var allerede for sent til, at hun ville kunne advare Kiba, så hun forblev stille, mens hun måtte se til uden at kunne gøre noget, hvilket ikke behagede hende.
Anna lukkede øjne og bed sig i læben, da de døde begyndte at skrive. hun havde også bedt sammen for ikke at skrige, da Akemi klemte hendes arm. Men hun åbnede dem igen, da hun nu tænkte, at hun ville have en oplagt mulighed lige nu. Med den frie hånd fandt hun Akemis lomme og søgte efter den nøgle, som Kiba manglede. Hun gjorde det så forsigtig, som mulig, så Akemi intet ville bemærke, da hun nok også var meget fokuseret på Kiba lige nu. Hun havde jo endnu ikke talt til hende, endnu.

[Kiba Harunko]

Kiba så på de døde da de kom nærmere der var stille han hørte hvad Akemi sagde og skulle til at svare hende igen da der skete noget som var uventet. de døde begyndte at skrige. skriget var så højt at det skær helt inde i det inderste på Kiba. han tog sig til ørene og prøvede at holde sig oppe og stå. Kiba rystede da det ikke hjalp at holde sig for ørene.. han begyndte at falde ned på knæ og bed tænderne sammen. skrigene blev hele tiden være og Kiba kunne mærke at der faldt blod ud fra hans øre pga skrigene.
det var smertefuldt. han kunne ikke holde det ud mere. han lagde sit hoved ned på jorden og begyndte at skrige første gang i smerte. det gjorde virkelig ondt. Kiba havde aldrig oplevet noget så smerte fuldt før.

[Camill Angelique Arnauld]

Man skulle slet ikke tro, at man ville komme let uden om at trodse Camill, men det var som om at Kiba endnu ikke havde fattet det, men mon han ikke snart ville lære det, ellers kunne det sagtens blive meget værre. Camill skiftede sit greb om Anna, da hun kunne mærke noget i hendes lomme, dog var det ikke lige der nøglen var placeret, men nu vidste hun da at Anna kendte til nøglen og ønskede at befri Kiba.
"Tror du virkelig at jeg er så dum? Og siden du kender mit navn, hvad så med at præsentere dig selv?"
sagde hun lettere koldt og greb fat i den arm, som gravede rundt i hendes lomme. Hun vred roligt armen om på Annas ryg, så hun havde sig et bedre greb, der forhåbentlig ville holde lidt bedre. Lidt efter lod hun blikket glide hen mod Kiba, da var faldet ned på knæ. Et bredt og tilfreds smil bredte sig over hendes læber, da hun på en måde følte, at nu måtte han da have indset sin fejl.

De levende døde lavede kort tid efter en mindre passage ind til Kiba, hvorefter Camill trak Anna med derind og stilte sig nogle få meter fra Kiba. Phoenixen i luften havde hun bestemt ikke glemt, men den skulle vel også se at passe på. Hun var stadig lettere sur over det som Kiba havde gjort mod hende. Og om hun var færdig vidste hun ikke endnu, det ville komme helt an på, hvordan han ville opføre sig. Kredsen sluttede sig omkring dem i det sekund, hvor de var trådt ind i den.

[Anna Valerius]

Anna bed sig let i læben, da Akemi skiftede hendes greb, ikke fordi det gjorde ondt, men fordi hun regnede med, at Akemi havde opdaget hende. Hun kiggede op på Akemis ansigt, da hun var begyndt at tale til hende, hvilket var første gang. Da Akemi var færdig med at tale, kunne Anna ikke lade vær med at smile bredt. ”Har du endnu ikke gættet det?” spurgte hun i stedet for at præsenterede sig selv. Mange vidste godt, hvem hun var, når de så hende, eller når de genkendte ordene fra rygtet, som folk havde spredt i de to lande. Hun bed sig igen lidt i læben, da Akemi vred hendes arm om på ryggen, men hun kunne i det mindste stå rigtig nu. Akemi bragte god nok sig selv fare, men Anna havde ikke tænkt sig at udnytte situationen, endnu.

Anna lod nu sit blik glide over på Kiba, som havde krympet sig sammen på jorden. Hendes ansigt forandrede sig og blev mere trist. Hun fulgte med, da Akemi skubbede hende frem mod kredsen og ind mellem de døde. Anna holdte en gysen tilbage, da hun kiggede rundt på de mange døde, som stod omkring hende. Hun prøvede at vriste sig fri, da hun ville smide sig ned ved siden af Kiba, hun ville se, hvordan han havde det. Hun blinkede, da en enkelt tåre trillede ned ad hendes kind.

[Kiba Harunko]

Kiba log længe bare og skreg. først da de døde stoppede og spredte sig stoppede han med at skrige men log stadig med hovedet på jorden og havde hænderne for ørene. han rystede og ville helst bare dø lige nu. han havde aldrig været gået imod Akemi før nu. men Anna... Anna havde gjort ha glad som den første. andre havde prøvet men det var ikke det samme som med Anna. hun forstod ham. at føle sig som den eneste af sin art. føle sig alene.
Kiba rystede og kunne fornemme at de kom over mod ham. han log bare og rystede. han var bange. bange for hvad der ville ske. han havde aldrig gået i mod hende. han havde altid været lydig. bange men lydig. vis bare han ville dø nu. så ville han glemme alt igen. ingen kunne fortælle hvorfor han glemte men det kunne ha noget at gøre med at han havde fået et slags i hovedet samme dag som han var genopstået første gang.
"undskyld..... undskyld Frøken.... få det til at stoppe... få skrigene til at stoppe"
Kibas stemme var svag og rystende. han hørte stadig skrigene selv om de var stoppet. han kunne ikke få sig til at rejse sig. han undskyldt faktisk mest til Anna man det kunne man ikke høre da han sagde frøken. han undskyldig fordi han fik hende fanget.
Fønixen i luften bukkede hovedet i sorg og fløj væk. den kunne ikke stille noget op. Kiba kæmpede ikke mere. Fønixen kunne kun hjælpe vis han selv ville kæmpe.

[Camill Angelique Arnauld]

Opmærksom blev Camill nød til at være, hvis hun havde tænkt sig at skulle få noget ud af situationen. Lige nu skete der måske en del omkring hende, men alligevel koncentrerede hun sig mest om Anna, underligt nok, men så var det hende, som lige pludselig havde trukket Camill's opmærksomhed væk fra Kiba. Da Anna svarede hende, på en anderledes måde end hun lige havde forestillet sig, rystede hun bare let på hovedet. Når man tænkte på at det lige nu var Camill, som havde fat i Anna, så skulle man måske ikke tro at hun ville svare hende på den måde? Men det var vel smag og behag?
"Jeg regnede ikke ligefrem med at jeg skulle til at gætte noget?"
svarede hun mindre irriteret, da hun faktisk ikke havde lyst til at lege gætteleg, det var ikke det, som hun skulle bruge sin tid på. Men der var da alligevel noget, som strejfede hendes tanke.

Pludselig hørte hun en lettere ynkelig stemme, bede om forladelse eller hvad det nu kunne kaldes. Hun så lettere koldt på ham, men alligevel trak de levende døde sig en smule tilbage fra ham, men de lod ham blot ligge, som han nu lå og vred sig. Et tilfreds smil viste sig over hendes læber, men mon han havde fået sin lærestreg. Roligt strammede hun grebet om Anna's arm for at sige at hun bestemt ikke havde glemt hende.
"Du slipper i denne omgang, men det bliver kun værre fra nu af, Kiba"
sagde hun lettere koldt, men samtidig også hårdt, da hun åbenbart blev nød til at banke det ind i hovedet på ham, at han bestemt ikke skulle gå imod hende, selvom hun havde set hans kræfter, så ville hun ikke lade sig bukke under for det. Det eneste hun skulle sørge for ville være at han ikke fik for meget selvtillid til at gå imod hende igen. Eller bare holde ham fra at ville beskytte andre, som Anna..

[Anna Valerius]

Anna grinte bare ad Akemi, fordi hun ikke rigtig kunne gætte, hvem hun var. Det var ikke tit, at hun mødte folk, som ikke vidste, hvem hun var, men de andre, de spurgte, om hun var Phoenix Vogteren. "Så må det blive således."[/color] sagde Anna roligt, hun var enlig ret så ligeglad med, hvad hun sagde, hun sagde faktisk ikke særlig meget, men med Kiba havde hun kunne tale ganske normalt, og det var nok grunden til, at hun fortsatte med at tale, men hun håbede at det ville holde op senere.

Anna kiggede ned på Kiba, da hun ikke rigtig kunne komme løs fra grebet. Endnu en tåre trillede ned ad hendes kind, og endnu en. Det var alt sammen hendes skyld, at Kiba var kommet i denne knibe, hun skulle bare være blevet væk. Men hun havde aldrig mødt en, som hende. Det havde været ensormt. Hun kiggede ned i jorden og bed i læben, da Akemi strammede hendes greb i hendes arm. Det var første gang, at hun var ude på så dybt vand, men det var også første gang, at hun virkelig ønskede at hjælpe nogen. Hun bed sig igen i læben, og holdte de resterende tåre tilbage, hvorefter hun igen begyndte at smile. Hun måtte ikke være trist, hun skulle være glad, fordi hun havde mødt Kiba.

[Kiba Harunko]

Kiba rystede over hele kroppen og kunne hørte Akemis ord helt tydeligt selv om skrigene dyngrede i hans hoved. han kunne ikke lig at det blev værre. det eneste han kunne forestille sig var værre var vis hun gjorde Anna ondt imens at han blev holdt fast til at se på det. det ville være det værste.
Kibas øjne søgte op meget kort og så på Annas tåre. han sendte et trist smil. et smil for at muntre hende op og trist fordi at hun var blevet fanget. han lagde hovedet ned i jorden igen og lagde armende om hovedet.
"jeg siger inderligt undskyld Frøken. det vil aldrig ske igen.... aldrig"
ja han var ynkelig. men han huskede ikke friheden og Anna havde haft givet ham mod for første gang. gid han havde kunne hjælpe hende fri. hjælpe hende med at flygte. han ønskede ikek hendes fangeskab.

[Camill Angelique Arnauld]

Egentlig så havde Camill ikke den helt store tålmodighed til at vente på svar fra Anna, men alligevel ville hun gerne vide, hvad der foregik, siden at kvinden var dukket op i Kiba's værelse, der måtte jo næsten være et eller andet imellem dem. Siden at Kiba valgte at gå imod hende, noget som han aldrig havde gjort før. Lige nu kunne hun ikke tage sig så meget af Kiba, men hun havde fået sig en mindre ide, det eneste det krævede var blot at de kom tilbage til huset.
"Rejs dig op Kiba og følg med til Kuro"
sagde hun lettere koldt og trak Anna efter sig. Bare for en sikkerheds skyld holdt hun grebet om hendes arm, så hun i det mindste havde en lille fordel, hvis der skulle ske noget. Roligt gik hun mod Kiba og stoppede op, hvorefter hun bare så afventede på ham, for at vente på at han ville få rejst sig op og endelig gå mod Kuro. Det ville være meget bedre at komme indenfor igen, hvis hun skulle have en chance for at finde ud af noget mere om denne kvinde. Noget kunne jo tyde på, at hun ikke selv ville fortælle hvem hun var. Men mon ikke det snart ville komme til udtryk?

[Anna Valerius]

Anna lagde mærke til Kibas smil og sendte et tilbage til ham. Hun havde meget ondt af ham, da han igen lagde sig ned på jorden. Hun ville ønske, at hun kunne tage del i hans smerter, så de ville være mildere mod ham, da han sikkert allerede havde lidt meget i forvejen, han havde jo et trist liv. et liv, som hun ville redde ham ud af, men det ville nok blive svært, da der var en udfordring, som skulle overvindes: Akemi.

Anna blev opmærksom, da Akemi sagde noget. Det måtte ikke være godt. Hun prøvede først at stå i mod, men det gjorde bare mere ondt i hendes arm, så hun var nød til at gå fremad. Hun tog sin frie arm om foran hendes mave og skjulte den fra Akemis synsvinkel, hun betragtede hendes håndflade. Kom nu. Kom nu! Hun smilte lidt. på hendes håndflade begyndte der endelig at dukke en ildkugle op, den var ikke nær så kraftig, som Kibas, men den afgav et lille lys. Hun pustede let til det, hun brugte det til at se, hvor det var, som hun gik. Hun pustede endnu en gang til det og det fløj længere fremme, hvor det landede på jorden og startede en mindre brænd i det græs, som der nu var. Det spærrede vejen for dem. "Ups."[/color] grinte hun.

[Kiba Harunko]

Kiba rystede og kom langsomt op på sine ben og tog om sig selv da skrigene havde chokkeret ham. han begyndte at gå mod deres hjem. han så på Anna og rystede på hovedet og da hun kastede ilden så han bare på det og havde ikke krafter til at gøre noget eller tage sig af det.
Kiba ønskede at kunne befri Anna. hun havde virkelig været sød ved ham. hun havde givet ham håb om frihed men det betød ikke at han ville gi hendes frihed for at få den selv. Kibas lange hår lang ned af skuldrene og han gik ind af døren og holdte den for Akemi og Anna når de kom.

[Camill Angelique Arnauld]

Lige i sekund hvilede Camills blik mod Kiba, fordi hun lige skulle sikre sig, at han ikke kunne finde på at lave noget. Af en eller anden grund, så var det som om, der hang en form for uro i luften. En form for usikkerhed omkring, hvad der ville ske eller kunne gå hen og ske. Ærgerligt for Camill lagde hun ikke tidsnok mærke til hvad Anna havde gang i. Men det var viste sig heller ikke at være så slemt. For Camill var det ikke nogen voldsom udfordring lidt varme ville hun godt kunne holde ud i et stykke tid.
"Tror du virkelig, at du kan sænke mig med lidt ild?"
spurgte hun koldt og skubbede bare Anna frem mod ilden, så hun kunne gå først igennem det. Det kunne sikkert godt resultere i nogle forbrændinger, men det var der hun havde blodet fra en Phoenix eller rettere Kiba, til at heale sin sår med. Så længe hun ikke forblev for længe inde i ilden. Ellers ville blodet ikke være nok.

[Anna Valerius]

Anna grinte bare ad Akemi og rystede på hovedet, som svar. Hun havde ikke regnet med, at det ville stoppe hende, fordi det var næsten ingen udfordring, fordi ilden ikke var særlig kraftig. Hun var taknemlig for, at hendes stemme igen var faldet til ro, så hun ville blive sværere at få et svar ud af, selvom hun alligevel ikke ville have givet hende dem. Det var faktisk enlig kun Kiba eller fønixerne, som hun ville snakke med, da hun var ligesom dem.
Anna kiggede bare ilden, da hun blev skubbet længere frem mod den. Der gik hellere ikke længe, inden ilden døde ud, fordi der ikke var mere, som det kunne brænde på den plet. Anna kunne ikke kontrollere ilden, fordi hun ikke havde den i hendes magt, når hun havde kastet det fra sig. Hun kneb øjne lidt sammen for at se noget, fordi mørket igen havde sænket sig, da ilden var gået ud. Hun fik nu øje på Kiba, som holdte døren ved huset. Det irriterede hende en anelse, fordi han kunne jo bare løbe sin vej, hvorefter han senere kunne få nøglen, når han var blevet stærkere, hun rystede igen stille på hovedet.