A little visit.

[Kiba Harunko]

Kiba fik et chok da Akemi åbnede døren og råbte af ham. han så på hende og så kniven. ingen Anna forsvandt hviskede han hurtigt.
"pas på den kniv. en fønix kniv"
Kiba så på Akemi da hun så på ham til Anna. han anede ikke hvad han skulle sige eller gøre han anede ikke hvad han skulle.
"det er ikke nogen frøken. hun var her bare"
Kiba så på Anna da hun hviskede til ham og hoppede ud. han løb over til vinduet og så op efter hende med store øjne. Kiba så efter hende og blev helt trist og sendte hende en farvel tænke.
*farvel Anna. gid du kunne tage mig med.*

[Camill Angelique Arnauld]

Dette var langt fra slut endnu. Dog blev hun lettere forvirret over alt det der lige pludselig skete. Men da Kiba først rendte hen til vinduet, vidste hun at det var den vej hun skulle. Roligt, men også hurtigt skubbede hun Kiba til siden, så hun kunne følge hans blik. da hun så den smukke fugl flyve væk, forstod hun ikke sammenhængen, for der var ikke nogen skikkelse nede i jorden. Derfor måtte kvinden være denne fugl Phoenix. Hun sprang ud af vinduet, hvor efter hun greb fat i muren lige under vinduet. Derefter lod hun sig falde ned til vinduet nedenunder, hvorefter hun sagtens kunne falde helt ned til jorden, hvorpå hun farede hen over gården og hurtigt fik fat i hendes bue, samt pilene.
*Så let slipper du ikke*
tænkte hun irriteret over at kvinden bare stak af på den måde. Men samtidig var der noget som lå i hendes baghoved. Hvorfor havde kvinden smilet til hende? Det gav da langt fra nogen mening. Camill vendte meget hurtigt tilbage til virkeligheden og spændte sin bue. Hun lagde en pil til rette og sigtede efter fuglen. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at holde tilbage. På et split sekund slap hun pilen, hvorefter den farede lige mod sit mål i en lige og målrettet linje, mod hende.

[Anna Valerius]

Anna fløj stille og rolig, da hun godt kunne mærke, hvordan trætheden langsomt trængte ind på hende, hun ville ikke nå tilbage til Iméra, men væk fra slottet og Kibas hjem, skulle hun. Hun begyndte nu at tænke over det, som Kiba havde sagt til hende, om fønix kniven. Hun havde kun hørt rygter om det, men havde aldrig set en, det var ikke godt.
Anna havde denne fornemmelse af, at der var noget i vejen, så hun stoppede op i luften og vendte sig om, hun kunne meget bedre se, som fønix, derfor kunne hun se en fortumlet Kiba i vinduet, men ikke Akemi. Da hun kiggede ned opdagede hun pilen for sent, men hun nåede dog at flytte så meget på sig, at pilen kun strejfede hende vinge. Hun viftede med vingen, men pilen havde ramt hende skidt. Det gjorde ondt og hun dalede en smule. Nu ville hun ikke kunne nå langt væk, hun begyndte igen flyve videre væk, mens hun stadigvæk dalede længere og længere ned mod jorden.

[Kiba Harunko]

Kiba mærkede han blev skubbet og så ud af vinduet efter dem. han rystede og anede ikke hvad han skulle gøre. han så på sine hænder og dannede en varme kugle og kastede den mod Anna for at hun fik lidt lys over hvad der skete. dog ville den kun holde et par minutter.
Kiba så ned på Akemi og var bange for hvad hun ville gøre eller hvad hun skulle gøre ved dette, han var ikke stærk nok over for Akemi og Anna havde gjorde han ikke følte sig alene så han ville gerne hjælpe hende.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var næsten lige før at hun havde lyst til at skrige af glæde, da det viste sig at pilen havde ramt sit mål, dog ikke helt perfekt, som hun måske havde håbet på. Men det var da bedre end ingenting. Camill så tilbage mod Kiba og rystede bare svært på hovedet af ham. Men i bund og grund kunne hun faktisk godt forstå ham, men hun havde bare ikke lyst til at indrømme det og da slet ikke vise sig følsom over for noget som helst. Hun satte i løb mod Anna, eller fuglen som dallede ned fra himlen.
Lyskuglen, som fulgte fuglen, hjalp nok mere Camill end Anna lige nu. Buen havde hun over ryggen, samt pilene, så hun måske kunne ramme fuglen bedre og sikre sig, at hun ikke lige pludselig ville stikke af. Tænk, hvis fuglen havde samme kræfter, som en Phoenix? Så ville hun jo sikkert bare heale igen. Hun blev nød til at stoppe op, da nederdelen irriterede hende, derefter rev hun den over, så den ikke var meget længere end at den kunne dække ned over hendes knæ, så kunne hun bevæge sig uden problemer.

[Anna Valerius]

Anna vidste udmærket godt, at hun ikke ville kunne heale så længe, hun fløj rundt, så hun måtte lande. Hun fik øje på nogle træer, men de var for langt væk til, at hun kunne dem, så hun landede på jorden et stykke fra træerne. Hun baskede lidt vingerne, hvorefter hun igen blev til et menneske. Hun tog sig let til sin ene arm, som var blodig. Hun bandede over sin egen dumhed. Hun kiggede på varmekuglen, der havde fulgt hende. Det var sikkert Kiba, hun tog fat i kuglen og fik den kvalt, den ville ikke hjælpe hende nu. Hun blinkede nogle gange, og nogle tårer faldt ned på den hånd, som holdte hun holdte fremme. Hun gned tårerne mod sit sår og bed tænderne sammen, hun havde ikke tid til at vente på, at det skulle heale af sig selv, derfor sved det en smule. Hun vidste også godt, at hun ikke havde meget tid.

[Kiba Harunko]

Kibas kugle havde fløjet over Anna og bag hende vis pile skulle komme. den forsvandt da Anna kalvte den. Kiba så ud af vinduet og kunne ikke se noget.
*lad hende være okay, Akemi kunne dræbe hende på få sekunder*
Kiba så ned og tog fat i vinduet og hoppede ned. han vred om på foden da han landte forkert og begyndte at bevæge sig mod dem. han kunne ikke holde ud at side tilbage.

[Camill Angelique Arnauld]

Camill så lidt rundt, da hun kom ind mellem nogle træer og pludselig forsvandt lyskilden. Noget der irriterede hende voldsomt, da hun så ikke ville have noget at gå efter. Dog satte hun igen i løb mod det sted, hvor hun sidst havde set flammen. Det var endnu ikke gået op for hende at Kiba faktisk også var på vej imod dem. Men lige nu havde hun jo også noget andet at koncentrere sig om. Hun skulle jo finde ud af, hvem kvinden var.
"Åh, lille Phoenix, kom frem"
sagde hun koldt og kiggede fra side til side i tilfælde af at hun ville kunne se et tegn på, hvor hun kunne befinde sig henne. Hendes stemme lød og mere eller mindre hæs, men det var mere for at forvrænge stemmen, så Anna ikke ville kunne opfatte, hvor Camill befandt sig henne. Så ville hun jo bare virke sårbar selv, når hun ville afsløre sin placering. Hun spændt buen og lagde pilen til rette i sigte mod et større træ, dog sigtede hun op mod kronen, selvom der ikke ligefrem var noget liv i træet. Det så mere eller mindre dødt ud. Pludselig gav hun slip og lod pilen fare afsted. Måske det kunne hjælpe hende i sin søgen.

[Anna Valerius]

Anna havde lagt mærke til, at der var en anden, som havde nærmet sig, så hun havde søgt tilflugt i træet. Hun sad nu deroppe i menneskeskikkelse, mens hun undersøgte sin skade, som var healet hel, men hun var stadigvæk fyldt med blod, hvilket irriterede hende bare en smule. Men hun var sluppet billig, men nu måtte hun bare vente.
Hun slog hånden for munden, da en pil suste lige forbi, for at undertrykke sit udbrud. Pilen fløj videre, men tog nogle blade med sig, og endte på den anden side af træet. Hun prøvede at kigge mellem bladene, men kunne intet se.

[Kiba Harunko]

Kiba haltede afsted men var ikke sikker på hvad han skulle gøre når han ankom. han gik så hurtigt han komme og tænkte hele tiden over hvad der skulle ske når han kom frem. han stoppede da han hørte en sussen fra en pil. han så rundt på himlen men kunne intet se,
Kiba gik hurtigt med bankende hjerte. dette ville endegalt. ihvert fald for ham. han ville bare hjælpe hende. han ville ikke skabe ballade for nogen.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var så småt ved at gå Camill mere eller mindre på, at hun ikke længere kunne se kvinden. Hun rystede let på hovedet, da pilen åbenbart ikke fik fat i noget. Hendes blik gled frem og tilbage, imens at hun holdt øje med hver eneste bevægelse, som eventuelt kunne nærme sig hende. Endnu gang trak hun en pil frem, hun havde dog kun 2 tilbage, den hun stod med i hånden og den sidste hang omme på hendes ryg. Hendes blik gled rundt, imens at hun bare ventede på et tegn fra kvinden, så hun kunne fyre pilen afsted og måske skade hende så meget, at hun ikke ville have mulighed for at stikke af. Rundt om hende steg en masse levende døde op fra jorden og gik hen til hende. Så hun var omringet, men det var ikke dårligt for hende, for hun havde jo fremkaldet dem.
"Find hende, og hvis Kiba er i nærheden, så tag endelig ham med også"
råbte hun rundt til dem allesammen og de kunne ikke andet end at adlyde hendes vink og snart var omkring 50 levende døde spredt ud over det hele i søgen efter hende. Men også Kiba. Camill blev jo også nød til at have en mindre snak med ham, om det så blev under fire øjne, skulle han nok ikke regne med. De levende døde skulle nok sørge for at han ikke ville stikke af igen eller bare få sig en lærestreg, så han ville adlyde hende helt igennem. Imens blev Camill stående, hvor hun var og var klar til at spænde buen, hvis der skulle vise sig nogen i skoven.

[Anna Valerius]

Anna kunne mærke, hvordan auraen i området blev køligere, end det i forvejen allerede var, og en gysen gik let gennem hende, hvilket ikke måtte være et godt tegn. Hun kiggede ned på jorden, og måtte virkelig holde sammen på sig for ikke at skrige. Der gik mindst en død, så Akemi måtte være necromanser, og så var der sikkert flere endnu.
Anna gættede på, at Akemi stadigvæk havde nogle pile tilbage, så hun måtte være forsigtig med, hvad hun gjorde. Hun begyndte langsomt og meget forsigtigt at klatre højere op i træet, hun sørgede for, at hun ikke raslede med grenene, så hun afslørede sin position. Men for at have den bedst mulige flugt, så måtte hun være højere oppe.

[Kiba Harunko]

Kiba gik roligt videre og standsede op. han så rundt for at finde ud af hvor de var men det var for mørkt. han begyndte at tvivle på om det var det rigtige at gøre. han lukkede hånden og da han åbnede den igen var der en flamme der lyste op. han tog flammen op af for at se hvor han var. lige da han tog den op mødte hans ansigt en af de udødes. han fik et kæmpe chok og kastede en kæmpe flamme mod den der stod foran. han havde aldrig oplevet så stærk en kraft i sig. den udøde var ristet væk. han rystede og begyndte at gå videre. pludselig blev han grebet i føderne så han faldt og landte så lang han var. han så tilbage og lavede en flamme til at se hvad det var. det var en til udød som havde fået fat i ham. Kiba prøvede at komme fri men den døde løftede Kiba op så han hang med hovedet ned af. den udøde begyndte at gå tilbage mod Akemi.

[Camill Angelique Arnauld]

Det var ikke fordi Camill var meget optaget lige for tiden, men det var nok også mest fordi det ville være lettere for hende at lade de levende døde klare det værste opgaver. Så behøvede hun ikke få beskidte hænder. Der gik ikke længere før at nogle stykker af de døde vendte tilbage, men de vendte tomhændet tilbage, det var ikke noget som gjorde hende synderlig glad, men hun skulle vel bare have lidt tålmodighed med hendes undersåtter. Roligt rystede hun på hovedet, hvorefter de blev sendt tilbage til undergrunden, hun havde ikke længere behov for den mængde levende døde.
I det sekund, hvor hun havde bedt de andre levende døde vende tilbage, ankom en anden mindre gruppe og de havde skam fået gevinst i deres søgen. En kold latter strøg igennem træerne, den var koldblodig og strøg lige igennem de levende døde, som ankom med.. Kiba.
"Kiba dog, havde det ikke været meget sikre for dig at blive hjemme i palæet? Men nej, du vil absolut trodse mig og prøve at hjælpe kvinden.. Din lille gæst"
sagde hun koldt og bevægede sig over mod Kiba og rev fat i hans nakke. Hun holdt et hårdt greb om ham, også selvom han ikke havde mulighed for at bevæge sig i den stilling, som de levende døde havde grebet ham i. Stille og roligt satte hun sig ned på hug og så ham bare ind i øjnene, imens at hun holdt grebet om hans nakke. Mon kvinden ville dukke på af sig selv. Eller skulle de levende døde og bringe hende hen til Camill?

[Anna Valerius]

Anna sad nu temmelig langt oppe i træet og vidste, at hvis hun kravlede længere op, så ville træet begynde at give efter, hvilket kunne afsløre hendes position, som ikke var meningen. Hun flyttede en anelse på bladene, så hun kunne kigge ud mellem dem, hun kunne svagt ane en skygge på jorden, som måtte være Akemi. Hun var alene et stykke tid, før hun igen kunne ane flere skygger, som nærmede sig. Hun gættede sig til, at det var flere af de døde, men de havde noget med sig. Og det gik lidt tid, før det gik op for hende, at det måtte være Kiba, som var fulgt efter dem. Hun bed sig lidt i læben, mens hun overvejede situationen. Hun håbede ikke, at Kiba ville afsløre hende overfor Akemi, selvom kvinden selv ville kunne finde ud af det, da hun jo havde set hende. Hun valgte at forblive siddende i træet.