|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 21, 2011 0:30:04 GMT 2
Kiba så hendes tåre og da hun daskede til ham havde man set et lille frygt i ham. at blive slået var normalt for ham. han sad stille lidt og lyttede. han så ud og et smil kom. en smuk fugl kom flyvene ned til Kiba. han ramte armen ud og fuglen landte på hans arm. det var en smuk fønix. noget ældre end Kiba men ekstrem smuk. Kiba så på ham og smilte.
"den eneste fønix jeg kender er ham her. han har været hos mig siden jeg fandt ham i floden. men jeg husker ikke om jeg var en fønix den gang.... men han er den eneste jeg kunen forestille mig ville ha mig fri"
Fønixen så på Anna. den øjne var varme og kærlige og den så mod hendes skuldre. den kunne fornemme mærket. den bukkede hovedet for hende og hoppede ned på vindues kammen ved siden af Kiba.
"han er min eneste ven"
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Jan 21, 2011 0:44:52 GMT 2
Anna opdagede hans frygt, da hun daskede til ham. Hun havde på fornemmelsen, at frygten kom, fordi han var blevet slået før. Hun måtte nok være mere varsom næste gang. Hun følte sig tættere knyttet til Kiba, end nogen anden, fordi han var som hende, næsten.
Anna opdagede fønixen, som kom og satte sig på Kibas arm. hun blev ikke forbavset eller overrasket, da hun havde set en før. Hun havde lyst til at forvandle sig selv og snakke med den, men hendes opgave var Kiba, og derfor gjorde hun det ikke. Og hun ville ikke skræmme ham yderligere. Hun rakte hånden ud mod fønixen og aede den på hovedet, som hilsen, før hun lagde sin højre hånd på det smykke, som hun havde på venstre arm. Det gjorde hende ondt, at han kun havde en ven. "Nu kender du også mig. Og jeg vil også være din ven. Og der er mindst to fønixer mere, som ønsker dig fri, og den ene kender jeg."[/color] sagde hun og smilte til ham. Hun gav igen slip på smykket og rakte sin højre hånd ud efter hans hånd.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 21, 2011 0:53:39 GMT 2
Kiba så hvordan hun nussede Fønix på hovedet og han accepterede det. Kiba havde aldrig set at Fønix accepterede andre rørte ham end Kiba. han så på Anna og var faktisk glad for at møde hende.
"måske. men hvordan havde du tænkt dig at få fat i nøglen. min frøken har den altid på sig"
Kiba så på Anna og havde faktisk godt kunne lig krammet. det var helt behageligt efter over 1000 år uden et kram. men sådan var det jo som slave.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Jan 21, 2011 1:01:22 GMT 2
Anna smilte til Kiba, da han kiggede på hende. Hun vendte sin ene håndflade opad og kiggede koncentreret på den i et stykke tid, før der skete noget. En lille ildkugle dannede sig og skabte et svagt lys. Hun brød sig ikke helt om mørket, derfor skabte hun lidt lys. Hun løftede den lidt højere, så hun bedre kunne se Kiba.
"Som jeg sagde, jeg skal nok tage mig af nøglen, men hvis du ved, hvor hun har den, så ville det hjælpe."[/color] sagde Anna og smilte, som om det ikke var den største bekymring. Hun ønskede ikke, at han skulle bekymre sig om hende, hun skulle nok klare sig, det gjorde hun altid. Hun puffede lidt til fønixen, så den satte sig tættere på Kiba, hvorefter hun satte sig på vindues karmen ved siden af.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 21, 2011 1:08:05 GMT 2
Kiba så på hendes ildkugle. hun var ved at kunne lave ild. han tog hendes ild og gjorde den lidt større. han gik over til et lille natbord hvor et sterinlys var og lagde ilden på toppen. lyset blev tændt. han kom over igen og holdte lyset så de kunne se hinanden. Kiba smilte stille og Fønixen fløj over til hans seng og lagde sig og så på dem. Kiba så fra Fønix til Anna. hun var helt anderledes end Akemi.
"nøglen ligger i hendes lomme. hun har altid hånden i lommen. hun holder i nøglen"
Kiba så på Anna. hendes øjne var virkelig smukke. ikke kolde som Akemis. ikke hårde eller noget. de var faktisk rare at se i. de var de første øjne han faktisk havde turde se i siden han var fri.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Jan 21, 2011 1:15:27 GMT 2
Anna blev en smule overrasket, da Kiba tog hendes kugle og gjorde den større. Hun kiggede efter ham, da han brugte hendes ildkugle til at tænde lyset med og igen kom over til hende. Hun så nu efter fønixen, som satte sig på hans seng. Hun smilte til den. Hun havde ikke set en fønix opføre sig sådan, men den hun kendte, havde nok andre opgaver, som skulle passes og havde ikke så tit tid, men hun var taknemlig for han selvskab, når han endelig var der en stund.
Anna smilte til Kiba, lyset blev roligt reflekteret i hendes gyldne øjne. Hun tog Kibas frie hånd med begge sine hænder og klemte den. "Ikke så længe. Snart har hun den ikke længere."[/color] sagde hun og smilte til ham.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 21, 2011 1:24:15 GMT 2
Fønixen så på dem og rystede sin fjerdragt og fløj over dem og ud da den så himlen. den skulle videre. Kiba så på hende og følte sig helt fri som hun var der. da hun tog hans hænder mærkede han hendes varme og det gjorde ham glad.
"jeg håber inderligt at du har ret"
han smilte tilbage til hende og anede ikke om Akemi var ved at stå op eller ej. han anede faktisk ikke hvad klokken var lige nu. Anna var sød og gjorde ham glad for at hun havd fundet ham.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 21, 2011 9:52:43 GMT 2
Hvis solen havde været der, så var det højst sandsynligt nok stået op for noget tid siden. Men fordi den ikke længere stod op og ikke havde gjort det i 1000 år, så var det nok grunden til at folk havde let til at bytte om på dag og nat. Dog havde Camill mere eller mindre styr på det. Hun havde dog ikke noget bestemt tidspunkt, som hun befandt sig hjemme i palæet. Hun kom hjem, når hun havde lyst eller måske bare gerne ville have fat i Kiba. Udenfor var vejret egentlig meget køligt, men det var ikke noget som skikkelsen tog sig så meget af. I gårdspladsen vandrede en skikkelse rundt fra den ene ende af pladsen til den anden. Det var Camill, som faktisk havde tænkt sig at træne lidt. Dog var hun allerede gået i gang for længst, selvom det ikke så sådan ud. I den ene hånd bar hun en bue og på ryggen havde hun pilene. En levende død steg op for jorden omkring 500 m væk fra hende. Hun tog sigte og ramte den lige i brystet. Dog skulle hovedet jo hugges af, før de ville dø for alvor og ikke ville have mulighed for at genopstå. Lige med et befandt der sig flere udøde end man måske havde lyst til at tælle. De blev dog alle ramt meget hurtigt med en pil i brystet, hvor hjertet skulle sidde. Hendes blik gled lidt rundt i det at de forsvandt.
Der var noget som fangede hendes opmærksomhed i det at lyset i Kibas værelse blev tændt, det virkede mere eller mindre mistænksom, selvom det kunne være at drengen trængte til noget lys.
"Lad os nu se.."
sagde hun koldt og spændte buen ud og vendte pilen, samt buen mod hans vindue. Derefter ventede hun et øjeblik til at hun havde klar udsigt, hvorefter Camill gav slip i pilen. Dens bane var lige og præcis. Pilen farede igennem vinduet og skulle gerne ramme lysets flamme med en sådan fart, at det ville slukke i det sekund, hvor pilen strejfede det. Samtidig forsvandt Camill ind mod palæet, dog blev hun i gården, så hun kunne holde øje med hvad der foregik deroppe. Gæster skulle Kiba jo helst ikke have..
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Jan 21, 2011 12:32:25 GMT 2
Anna gav Kibas hænder et ekstra klem og smilte, hvorefter hun sagde, ”Selvfølgelig har jeg ret.”[/color] Hendes blik var venligt, næsten kærligt. Hun ville ikke opgive kampen mod at redde Kiba. Hun gyste lidt ved tanken om, at han ikke kendte til friheden, den frihed, som alle burde have. Hendes blik fangede nu lyset, som han holdte.
Anna gav slip i Kibas hånd og gav et lille gisp fra sig, da en pil fløj ind ad vinduet og slukkede lyset. Hun sad længe og stirrede chokeret på lyset, hvorefter hun gav sig til at lede efter pilen i mørke. Lidt efter havde hun endelig fundet den, hun stod med den i hånden og kiggede på Kiba. Hun turde ikke lige nærme sig vinduet, da det var farligt, fordi den næste pil kunne måske ramme hende. Nogen måtte have opdaget at hun var her, hvilket ikke havde været meningen. Hun kiggede nu lidt trist på Kiba, hun ville ikke rigtig forlade ham, men det var nødvendigt.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 21, 2011 20:27:53 GMT 2
Kiba så på hende og smilte lidt. da pilen kom ind og slukkede lyset blev Kiba helt stille og sad helt stiv af skræk over det. han så lige ud og begyndte at ryste. hun kunne da ikke ha set dem. hun måtte ha set lyset. hun ville ikke ha lys. Kiba begyndte at rystede meget og skyndte sig at tage fat i pilen og så på den.
"du må væk... nu... hun kan komme når som helst. dette er hendes pil. jeg var med hende da hun hentede dem... plz skynd dig"
Kiba så bedene på Anna og vidste at Akemi kunne komme ind af døren når som helst. Kiba ville ikke ha Anna kom til skade og det kunne hun hurtigt vis Akemi fik fat i hende.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 21, 2011 20:58:54 GMT 2
Camill's blik var fæstnet mod vinduet, men da det ikke så ud til at der var nogen som ville komme hen til vinduet for at tjekke, hvor pilen mon kunne stamme fra. Gik hun ud fra, at der var noget, som hun ikke skulle vide noget om. Hurtigt fandt hun vej op til Kiba's værelse, dog uden at larme eller noget i den stil. Dog brød hun endnu ikke ind, da hun ville vente lidt for at se, hvad der måske skete indenfor døren.
*Hvad fanden har den knægt nu gang i. Og lige som jeg var begyndt at stole på ham*
tænkte hun mindre irriteret og trak roligt kniven frem. Den kniv, som hun havde fået fremstillet specielt til en mindre tilfælde, som hun mente kunne ske. Noget hun endnu ikke havde fået afsløret til andre. Men samtidig havde hun også fundet ud af, at Phoenix fuglen havde healende kræfter. Men det samme havde Kiba også. Han var en af dem. Hun skulle nok komme til bunds i det.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Jan 21, 2011 21:09:14 GMT 2
Anna så på Kiba, som var blevet bange, men hun virkede helt rolig. Hun lod også Kiba tage pilen fra hende, da han begyndte at ævle om hende, så havde Anna en fornemmelse af, hvem det kunne være, som han snakkede om. Hans herre, Akemi. Hun kendte navnet fra fønix fuglene. Hun skyndte sig hen til vinduet og kiggede ud, men hun kunne ikke få øje på noget eller nogen, det måtte betyde noget, men hvad kunne hun ikke komme på lige nu.
Anna gik igen hen til Kiba og satte en finger for læberne, så han ikke ville begynde at råbe efter hende. Hun tog hans ene hånd og hviskede meget stille til ham, "Kiba? Snakker du om din herre?"[/color] Hun ville ikke afslører overfor ham, at hun kendte Akemis navn. Det ville nok skræmme ham igen, og hun ønskede ikke, at han var bange.
|
|
|
|
Post by Kiba Harunko on Jan 21, 2011 21:15:43 GMT 2
Kiba så mod døren og så på Anna. han nikkede og så på pilen. han anede ikke hvad han skulle gøre. Akemi kunne finde på så meget.
"plz.... skyndt dig"
han hviskede og så virkelig bedene på hende. han ville ikke se hende komme til skade. han ville ikke se hende komme tilskade pga Akemi.
|
|
|
|
Post by Camill Angelique Arnauld on Jan 21, 2011 21:40:15 GMT 2
For en gangs skyld var hun mere eller mindre tålmodig, men det var også kun fordi hun var nød til at finde ud af, hvem der kunne befinde sig inde i rummet sammen med Kiba. Det eneste hun fik ud af at lytte var at sætte et køn på det væsen, som befandt sig sammen med ham. Hun tog dog roligt fat i døren, men rev den meget hurtigt op. Og lod hendes blik glide fra den ene side af værelset til den anden.
"KIBA?! Hvem er hun?"
spurgte hun lettere surt. Hendes stemme blev meget hurtig kold, og der var slet ingen tegn på medlidenhed til at Kiba måske bare manglede en at snakke med? Men da hendes blik først gled over på kvinden, som stod nær Kiba, var der noget som fik hende til at ligge hovedet lidt på skrå. Hun mindede hende om en Phoenix med hensyn til hendes hår i hvert fald. I den ene hånd bar hun også stadig kniven, som hun ikke rigtig valgte at skjule for dem. Og Kiba ville nok genkende den.
|
|
|
|
Post by Anna Valerius on Jan 21, 2011 21:56:04 GMT 2
Annas blik fløj over til døren samtidig med, at hun gav Kibas hånd et klem i forskrækkelse. Hendes blik gled lidt op og ned ad kvinden, som var trådt ind på værelset. Hun gættede på, at det var Akemi, Kibas nuværende herre. Hun kunne mærke den kolde aura omkring hende, men der var alligevel noget ved hende, som virkede kønt, hun kunne bare ikke sætte en finger på, hvad det var. Hendes blik gled mod dolken, som hun havde i hånden. Hun kiggede nu Akemi i øjne og begyndte at smile.
Anna lænede sig tættere ind mod Kiba og hviskede næsten uhørligt, "Vi ses igen."[/color] Og hun gav hans hånd et klem og smilte til ham. Hun smilte igen til Akemi og nikkede til hende, som hilsen, hvor efter hun gav slip på Kibas hånd og hoppede ud af vinduet.
Anna kunne se, hvordan jorden nærmede sig, men efter noget tid forvandlede hun sig til en fønix. Hun slog let med vingerne og bremsede sit fald, hun slog igen nogle slag, hvorefter hun begyndte at flyve væk fra slottet.
|
|
