A little visit.

[Kiba Harunko]

Kiba hang bare med hovedet ned af imens at de gik. da han kunne se Akemi's skikkelse vidste han at det var forsent. da Akemi tog fat i hans nakke bed han smerterne i sig og prøvede ikke at se ud til at ha smerter. det Akemi sagde gjorde ondt. han rystede på hovedet og prøvede at se væk.
"nej Frøken.... jeg kom ikke for at trodse Dem. Jeg gik bare uden for.... Frøken jeg ber dig. jeg ville ikke trodse dig, det har jeg aldrig gjort og ville aldrig gøre"
Kiba havde jo ikke anet hvad han ville da han gik ud. han havde bare gået for at se hvad der skete. han havde jo heller ikke vidst hvad han skulle stille op. han så på Akemi og var bange for hvad hun nu ville gøre ved ham. han prøvede at hive benene fri fra en dødes greb men det hjælp ikke.

[Camill Angelique Arnauld]

De levende døde valgte at lege lidt rundt med Kiba, imens at han hang med hovedet ned af. De ruskede ham frem og tilbage og det så ikke ud til at Camill havde tænkt sig at hjælpe ham, da hun blot gav slip i hans nakke, så de havde mere eller mindre frit spil. Hendes blik gled rundt omkring træerne og de levende døde vendte langsomt tilbage til hende og forsvandt, der var knap så mange tilbage mere, som hun havde fremkaldt fra starten af.
"Hvor er din veninde henne, Kiba?"
spurgte hun ganske roligt og vendte tilbage til ham igen, hun havde ikke ligefrem tid til at søge efter kvinden. For hvis hun havde lyst til at besøge Kiba engang, så ville hun jo nok gøre det igen?
"Kiba, Kiba. Din så kaldte veninde vil ikke engang hjælpe dig, når du er i rigtige problemer"
sagde hun koldt og hånligt, selvom hun egentlig ikke behøvede at blande sig i det, men det kunne være at hun kunne sikre sig at hun ikke ville komme tilbage.

[Anna Valerius]

Anna sad oppe i hendes træ og prøvede at få et overblik over situationen, men det var meget svært, også fordi det var mørkt, men hun kunne stadig ane skyggerne, som gik rundt. Hun prøvede at lytte stille til samtalen, men kunne skelne nogle ord ud. Så vidt, som hun havde forstået på det hele, så var Kiba i knibe, men hun kunne ikke rigtig bare hoppe ned fra træet og udfordre Akemi. Hun var en necromanser, men så alligevel, det var hendes skyld, at Kiba var i knibe. Hun bed sig lidt i læben, for første gang var hun ikke så positiv, som hun ellers altid var. Hun gav roligt slip på pinden, så bladene igen kom på plads. Hun lagde en hånd på hendes kind, mens hun tænkte. Hvis hun udfordrede Akemi nu her, så var mulighederne være, at hun ville slippe væk, men hun ville også kunne blive fanget, og det ville ikke være så godt. Bare hendes gamle bekendt ville dukke op og give hende et råd, men det måtte vel blive hendes eget valg.
Anna tog en dyb indånding og knyttede den frie hånd, som ikke holdte fast. Hun havde nu besluttet sig, hun valgte godt nok det dummeste, men hvad kunne hun ellers gøre? Hun placerede to finger i munden og piftede kraftigt, men holdte næsten med det samme op igen. Nu ventede hun på en reaktion.

[Kiba Harunko]

Kiba mærkede hvordan de kastede ham fra side til side. hele tiden holdte han øje med Akemi han kunne sige så meget lige nu men han var også bange. han så på de døde og tog modet til sig for første gang.
"jeg har først lige mødt hende. hun har ikke noget med det her at gøre.... du har mig... er det ikke nok"
han vidste det var dumt at gå imod Akemi men han ville helst ha at Anna slap så hun kunne hjælp ham en dag. han var vand til skaderne som Akemi udsatte ham for. han hørte piftet og så op mod træet.
"FORSVIND! DU SKAL IKKE KOMME TIL SKADE PGA MIG"
dette råb efter hende kunne koste ham dyrt. men Kiba ville ikke udsætte den første Fønix han havde mødt for at blive holdt som ham.

[Camill Angelique Arnauld]

Lige i det at det var muligt for de levende døde og Camill at høre en anden lyd end Kibas stemme rettede de deres opmærksomhed mod træet. Camill lavede en enkelt håndbevægelser og straks slap de levende døde Kiba og lod ham blot falde ned imod jorden, imens at de bevægede sig mod træet. Der gik ikke særlig lang tid før at der var flere af dem oppe i træet på vej efter at få fat i hende. Der hvilede et koldt smil over Camill læber, som også var tilfreds, dog vendte hun hurtigt blikket mod Kiba og trak ham op til sig. Imens at hun lige pludselig havde Phoenix kniven i hånden og lod den hvile mod hans hals.
"Kiba, du skulle så meget have holdt mund for længe siden. Og jeg kan aldrig få nok af din slags.."
sagde hun koldt og lettere hviskende ind i hans øre. Hendes stemme var mere eller mindre ubehagelig, og ville måske kunne frembringe et gys igennem kroppen, medmindre at man var van til den tone selvfølgelig. Tonen var dog ikke noget Camill brugte særlig ofte, da hun ikke havde den følelse i kroppen, så tit, som hun havde i sig lige nu.

[Anna Valerius]

I det Anna så, hvordan nogle skygger bevægede sig mod hendes sted, da vidste hun godt, at hun havde valgt det dummeste af det dummeste. Også Kibas råb, men det havde været lidt sent. Hun vidste godt, at han havde været fanget i længere tid og var van til den form for behandling, så kunne hun ikke bare lade ham side. Hun kiggede ned langs træet og så, hvordan de døde var på vej mod hende. Hun mumlede irriteret, fordi hendes ildkugle ville ikke være stærk nok til at brænde dem op, men hun gjorde alligevel forsøget. Den ene død var nu så tæt på hende, da hun kastede, at hun kun lige havde tid til at forvandle sig og flyve.
Pludselig var der noget, som greb fat i hendes vinge, det var en af de døde. Hun gyste let ved berøringen, men var nød til at forvandle sig igen, så den i stedet havde fat i hendes arm. Uheldigvis for hende, så kunne hun gribe fat i en stabil, så de faldt fra toppen af træet og landede hårdt på jorden. Anna var ikke længe om igen at komme på benene, hun så rundt om sig, de var kun nogle stykke, men hun måtte handle hurtig. Hun fintede udenom mange af dem og spærrede ben for nogen, så de væltede, men det ville ikke holde i længden, fordi hun var træt i forvejen.
Pludselig gav Anna et skrige fra sig, da noget havde grebet rundt om hendes mave og løftede hende op, da hun var jo ikke særlig høj. Hun havde stadig begge armen fri, hun prøvede at frigøre sig fra grebet. Hun sprællede også med benene, hvor man så ville opdage, at hun faktisk ikke bar nogle sko.

[Kiba Harunko]

Kiba faldt hårdt ned på hovedet da de døde gav slip. det var ikke helt det han havde troet. han tog sig til nakken og satte sig op. der gik ikke længe før at Akemi greb fat i ham og hev ham op. han nåede ikke at tænke eller noget før han mærkede Fønixkniven mod hans hals. han rystede og Akemis stemme hjalp ikke da det gav gysninger ned af hans ryg. hanlukkede øjnene og turde ikke sige noget. han så rundt og fik øje på de døde som tog fat i hende. han kunne ikke lade det ske. det måtte ikke ske. Kiba lukkede hænderne og dannede flammer i hænderne. han ville hjælpe Anna men hvordan.
"plz lad hende gå. jeg beder dig."
Kiba var bange men prøvede at lade som ingen ting.

[Camill Angelique Arnauld]

De levende døde havde et hæst skrig, men de kunne dog ikke sige noget. Den del af stemmen havde Camill jo ikke valgt at give dem. Den, som blev ramt af ildkuglen faldt hurtigt ned af træet, men de andre levende døde gav langt fra op og det viste sig da også at give potte, for de fik jo fat i hende i sidste ende. Rundt om Anna dannede der sig en cirkel af levende døde, en cirkel som kun omringede hende, Kiba og Camill var udenfor den kreds af levende døde, der var hurtigt kommet flere til, samtidig med at den udøde, som havde fat i hende ikke rykkede sig det mindste, selvom hun gjorde modstand.

Camill vendte pludselig opmærksomheden tilbage til Kiba, da han begyndte at tale og hun lagde mærke til at have var begyndt at danne noget ild i sine hænder. I det sekund, hvor hun lagde mærke til det trak hun bare kniven tættere mod hans hals, der ville ikke gå meget længe før at han ville kunne mærke et mindre snit i sin hals.
"Du har aldrig været særlig mod, Kiba, men jeg tror at du begynder at tvinge mig til at gøre noget, som du ikke vil synes om"
sagde hun lettere hæst, som om hun havde samme stemme, som de levende døde. Hun holdt ham fast med den ene arm rundt om livet på ham, samtidig med at kniven hvilede mod hans strube, i tilfælde af at han skulle gøre mere modstand. Ringen rundt om Anna blev langsomt mindre og mindre, og der var noget som kunne tyde på at Camill ikke havde tænkt sig at bryde ind lige foreløbig.

[Anna Valerius]

Det var først nu Anna opdagede, at de faktisk var blevet flere omkring hende, hvilket bare fortalte hende, at Akemi havde fulgt en anelse med i, hvad det var, som var sket omkring hende. Anna opgav at prøve komme fra af grebet med styrke, da det bare ville trætte hende endnu mere, så hun lagde armene over kors og lod sine ben hænge og dingle. Hun mumlede for sig selv, da hun endnu engang kom i tanke om noget. Hun gyste endnu engang, fordi hun nu lagde mærke til den dødes berøring, den som havde fat i hende. Hun lagde også mærke til, at flokken omkring hende blev mindre, hvilket gav hende flere muligheder. Hun havde overvejet muligheden at forvandle sig igen, men de ville sikkert bare gribe fat i hendes vinger igen. Hun sukkede irriteret, hun havde besluttet sig for, at hun nok skulle slippe væk på et tidspunkt.
Anna lagde sin ene hånd på den dødes arm, hvilket var en klam følelse, men hun måtte gøre. Hun lukkede øjne, mens hun knocentrede sig. Lidt efter begyndte hendes hånd at blive varm, og den døde gav slip på hende, fordi dens arm brændte. Anna landede solidt på benene, men kort efter lå hun ned, fordi der var noget, der havde snuppet hendes ben. Det var en døde, som hun havde lagt ned. Hun mumlede irriteret og sparkede ud efter den døde. Og lidt efter var der en død, som havde taget fat i hendes arme, den prøvede sikkert at sikre sig mod hendes ild. Nu blev hun igen løftet op fra jorden, og de gik langsomt mod Akemi. Hun prøvede at gøre modstand, men de døde ville ikke slippe deres greb på hende.

[Kiba Harunko]

Kiba så over mod Anna og så hvor mange der var. det var ikke det han havde troet ville ske. han anede faktisk ikke hvordan ilden i hans hænder brandte. han havde bare knyttet dem i frustation og vrede.
Fønixsknivens blad mod hans strube gjorde at han ikke rigtigt turde sige noget. han sank en klumb og fordi at han gjorde det snittede kniven i hans hals. han mærkede den brandene fornemmelse og hvordan blodet gled ud af hans hals. det var ikke meget men han kunne mærke det.
dette gjorde at hans ild blev større og han anede slet ikke hvor varm og farlig hans ild var nu. han kunne ikke se ned. hans ild blev kun større da han så hvad der skete for Anna. dette var ikke hvad han ønskede. med et var det som om at han blev en anden han satte sine hænder bagud og blinkede hårdt i og i det blev hans flammer støre og gik ind og brandte på Akemis ben. han anede ikke selv hvad der gik af ham.

[Camill Angelique Arnauld]

Camills blik vendte sig mod de levende døde, som var midt i en mindre kamp om kvinden, der bare ikke kunne være stille også selvom det ville have været meget lettere for hende. Dette ville bare skabe flere problemer for hende, rigtig mange, hvis først Camill fik fat i hendes, ordentligt. Hendes øjne forandrede sig langsomt, idet at Anna nærmede sig hende, også selvom hun ikke nærmede sig af egen fri vilje, så var Camill blot glad for at Anna viste tegn på at have givet op. Noget der kom bag på hende, var det som skete tættest på hende. Hun kunne godt mærke at kniven langsomt skær Kiba ind i halsen, men det var ikke noget hun selv havde sørget for. Så det var bare hans skyld.
"Forhold dig dog i ro.."
sagde hun lettere irriteret, da de var en form for uro omkring ham, hun kunne også langsomt mærke en stigende varme. En forandring, hun aldrig havde lagt mærke til før. Det var en underlig følelse. Varmen steg hendes næsten til hovedet og det blev blot være. Til sidst lod hun kniven dale ned af hans krop, hvorefter hun trak den til sig selv udenom ham. Før hun kunne nå at opfatte det var der en varme som ramte hende. Hun lukkede øjnene og dukkede op et stykke bagved Kiba. Imens at hun så ned af hendes ben. De var helt forbrændte. Det var åbenbart ikke idag, at hun skulle have revet sin nederdel i stykker. Hun rystede på hovedet og så koldt og hårdt mod Kiba. De levende døde dukkede pludselig op omkring ham i en større kreds end der havde været samlet omkring Anna. Hun var træt af hans opførelse!
"Nu har jeg snart fået nok af dig Kiba..!"
sagde hun koldt og lod alle de levende døde angribe ham på samme tid, dog forsvandt hun over til Anna i en hurtig fart, imens at de levende døde tog sig af Kiba.

[Anna Valerius]

Anna hang mellem de døde og brød sig ikke specielt om deres berøringer, fordi følelsen var klam og kold, og hun plejede ikke at blive berørt af en smule kulde, men dette var noget andet, og hun brød sig virkelig ikke om de døde. Hun prøvede igen at vriste sig fri fra deres greb, men de havde godt fat. Hun prøvede at sparke med begge ben, hun fik det ene ben løs, men den blev hurtig grebet fat igen. Hun havde lyst til at skrige, men gjorde det ikke.
Anne så mod lyset, som pludselig var dukket op. Hun kunne skelne Kiba ud, men også Akemi fik hun øje på, mens der var andre døde omkring dem. Hun så lyset forsvinde, men også, at der dukkede flere udøde op og begyndte at angribe Kiba, eller det var det hun regnede med. "Kiba!"[/color] råbte hun, hvorefter hun igen prøvede at vriste sig fri. Hun ville ikke have, at han skulle komme til skade. Hun skulle aldrig have besøgt ham, hvor han opholdte sig, så det var enlig hendes skyld, at de begge to var i problemer lige nu. Hun opdagede, at der var nogen, som var på vej mod hende. "Akemi."[/color] fik hun mumlet meget uhørligt, hvorefter hun bare kiggede mod skikkelsen, som var på vej mod hende. Hun opgav modstanden lige nu.

[Kiba Harunko]

Kiba mærkede kniven forsvine og hun trak sig fra ham. han stod stille. alt var meningsløst. han havde dummet sig. han vendte hovedet langsomt mod hende og så på hende med sine grønne øjne. hans øjne mødte hendes for første gang af fri vilje siden hun fik ham. lige efter kom der udøde op omkring ham. han mærkede deres hænder tog fat i ham og han hørte Anna råbe.
"jeg lover dig vis du rør hende.... så for du det betalt"
sagde han til Akemi og mærkede hvordan de udøde pressede ham ned og holdte ham nede på jorden og begyndte at rive i ham. han mærkede smerten og rystede af helveds til han kunne skrive vis ikke det var fordi at der var en som var ved at kvæle ham. Kiba samlede alle sige krafter men kunne ikke komme fri.
med et hørte man et skrig på himlen. en hurtig skygge kom ned fra himlen og slå mange af de døde væk som en ildkugle. Kiba var nu mere fri. han brugte sin ild til at få de sidste væk og så på skyggen. det var hans ven Fønix som var kommet til undsætning. Fønixen var nu højt på himlen og klar til et angreb.

[Camill Angelique Arnauld]

Egentlig var det en smule svært for Camill at bevæge sig på nuværende tidspunkt, men hun bevægede sig dog, som om der ikke var sket det mindste med hende. Hun rystede blot på hovedet af det som der lige var sket. Hun fulgte på en måde med fra sidelinjen, da det teknisk set var de levende døde, som gjorde alt arbejdet for hende, men så igen, sådan havde det altid været. Aldrig nogensinde havde hun behandlet de levende døde godt, men de kunne ikke stritte imod hendes ordre, da hun havde skabt dem. Camill stoppede først op, da hun var en meter fra Anna. Hendes øjne var så kolde, som de aldrig havde været før. Det var som om at hun slet ikke var til stede lige nu. I hvert fald ikke som hun plejede. Hun var "anderledes". Kniven lod hun glide frem og tilbage i hendes hånd, dog uden at lade bladet komme i nærheden af hendes hud. Med den anden hånd trak hun en flaske op fra lommen. Den indholde noget blåt væske, som hun hældte ned over sine ben. Der skulle ikke mere end nogle dråber til for at heale hendes ben fuldstændig.

"Hvis jeg var dig.." begyndte hun stille og roligt, imens at hun bed smerten i sig, fordi sårene skulle heale først. Hendes blik hvilede mod Anna, selvom hun egentlig snakkede til Kiba i øjeblikket. "Så vil jeg slet ikke bekymre mig om hende.." fortsatte hun i den kolde og lettere hæse tone. Hun virkede helt forandret og der var ingen følelser at tyde i hendes øjne eller stemmen, som bare talte til Kiba.

De levende døde samlede sig rundt om Kiba endnu en gang, de havde jo fået besked på at fortsætte indtil at han ville have fået nok. Underligt nok dannede de en perfekt ring rundt om ham. Nogle af de levende døde løber igennem ringen i et mønster, som lignede djævlens tegn. En stjerne med fem hjørner. Imens at de døde løb igennem cirklen var det som mønsteret brændte ned i jorden. Der var noget større igang og det ville snart blive udløst i en voldsom kræft. Himlen forandre sig hurtigt og var nu helt mørk, der var ingen stjerner at skue, de var dækket at mørket. Kiba var gået for langt..

Pludselig greb Camill ud efter Annas arm og trak hende bare helt ind til sig. Hun lod hendes kolde ånde strejfe Anna kind, imens at hun holdt hende fast i et sådant greb, at det ikke ville være muligt for hende at bevæge overdejen. De resterende levende døde forholdt sig bagved Camill. Nu skulle showet bare nydes og den nyankomne Phoenix var da velkommen til at følge med.

[Anna Valerius]

Anna prøvede at følge med i, hvad der skete, hun hadede virkelig mørket, fordi hun havde så svært ved at se i det. Hun regnede med, at Akemi ikke talte til hende, selvom hun så på hende med et underligt tomt blik. Hun betragtede også flasken med den blå væsken, som var blevet trukket frem, hun gad vide, hvad det var. Hun prøvede at se, hvad der foregik ved Kiba, men havde ikke rigtig nogen fornemmelse af det. Hun havde dog set den store ildkugle og fønixen, men mere havde hun så heller ikke fået med, da hendes opmærksomhed var vendt mod Akemi.
Da Akemi greb fat i hendes arm, gav de døde fat i hendes fødder, hvorefter hun fik dem under sig. Hun gyste let ved Akemis ånde mod hendes kind, men hun kunne ikke gøre andet end at smile, hvilket hun altid havde gjort, også i de værste situationer. "Hyggeligt at hilse på dig, Akemi."[/color] hilste hun roligt. Hun vidste, at det var en risiko, at hun nævnte hendes navn, men hvad kunne det gøre, hun var alligevel i en meget slem situation i forvejen.