We have met before, haven't we?

[Revion Talant]

Yalathanil sad på sin beigefarvede hest, han havde sit almindelige tøj på og havde slået sin kappe omkring sig, som skærmede ham mod køligheden. Han klappede hesten på halsen, da den prustede. Den var temmelig træt af at gå i skoven, den havde jo været i gang i et stykke tid. Han kiggede op mellem trækronerne, selvom han ikke kunne se himmel, så vidste han, at den var omkring eftermiddag. Han rettede igen blikket fremad. Han søgte efter noget, men han vidste faktisk ikke helt hvad. Han var taget afsted til formiddag med en følelse, som han ikke kunne forklare, men han var taget afsted uden advarsel, så han ikke skulle have vagterne hængende omkring sig.

Efter noget tid fik han øje på noget, som forestillede et hus. Han standsede hesten og hoppede af den. Kort efter hørte han en kalden i det fjerne og kiggede op. Lidt efter kom Estela flyvende og landte på hans skulder, hun nussede hans kind.

[Elenhîniel Dúrinel]

Meldiriel sad oppe på en af de store buer og sang. Sangen tonede smukt blandt træerne hvor Elenhînil holdte til. Elen stod ved kilden og hentede vand i en kande af sølv. Hun havde ventet besøg. Stjernerne havde fortalt hende det. På bordet mellem buerne var bordet allerede dækket, med to tallerkener af sølv, to bægere af krystal og et fad med gule æbler.
Selvom det burde være midt på eftermiddagen, var det så mørkt som en almindelig nat. Elen elskede det, og det gav hende bare flere muligheder at lytte til stjernerne.
Meldiriel fløj ned fra buen og hen mod den fremmødte, og landede på en gren tæt på der hvor de var, og sang videre.

[Revion Talant]

Yalathanil kunne i det fjerne høre en fugl synge, men han kunne ikke helt fortælle, hvorfra det kom. Han fornemmede dog, at de ikke var alene på stedet, mon det var stedet, som han havde ledt efter? Estela havde også fortalt ham, at han ville glæde sig til mødet med den, som boede på stedet.
Yalathanil trak hesten lidt nærmer huset, inden han bandt den fast til et træ og tog sadlen af den, da han tænkte, at han blev i længere tid, sådan lød det lidt Estela. Han nærmede sig huset en anelse mere, hvorefter han opdagtede det dækkede bord. Så der blev ventet gæster. Han så en fugl, som havde nærmet sig dem. det var den, som havde synget før. "Hvem bor her?"[/color] spurgte han og betragtede den. Han syntes, at den sang smukt.

[Elenhîniel Dúrinel]

Meldiriel hoppede ned på en gren der hang længere ned for at tale med Yalathanil, når han nu engang kunne tale hendes sprog, dog brød hun sig ikke rigtig om Estella.
"Du er kommet til Bandorion. Elenhîniel Dúrinels hjem." Meldiriel hoppede lidt rundt på grenen.
Elen gik roligt hen til bordet med den store kande og stilte den næsten lydløst på bordet. Hendes skridt var lette og de pressede knap nok på bevoksningen af underskoven. Hun kiggede på Yalathanil der stod og snakkede med Meldiriel.
"Du ejer en sjælden gave." Hun havde en stemme, der var så varm og indbydende, at den kunne berolige mange folk. Den var sød som honning, som lokkede hver en bi til dens kilde. Hun stod ved bordets ende og ventede på at Yalathanil ville træde ind gennem buen og sætte sig.

[Revion Talant]

Yalathanil smilte til fuglen, da den svarede ham og kom nærmer. "Tak. Og du synger smukt."[/color] sagde han til fuglen og nikkede med hoved, som hilsen. Han kunne godt mærke Estelas jalousi, så han aede hende beroligende, så hun igen ville falde ned. Et sted dæmrede en klokke, men han kunne ikke finde svar nu.
Yalathanil blev lidt overrasket, der da lige pludselig blev talt til ham. Han fik øje på elverkvinden, som nu stod ved det bord, som han havde set før. Han nærmede sig hende med en undren. "Hvordan kunne De vide det? Jeg lader ellers ikke mange vide det."[/color] spurgte han, hvorefter han stoppede et stykke fra bordet. Han så nu på hende, hun virkede bekendt. Hun måtte være en fra hans barndom, fordi det var den tid, hvor han havde lidt svær ved at sætte finger på, hvem det præcis var. "Det var Elenhîniel Dúrinels, ikk?"[/color] spurgte han, for at være sikker på, at han havde husket korrekt.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun lavede en venlig gestus til Yalathanil om at han skulle sætte sig ved bordet. Meldiriel satte sig på hendes skulder og pussede sin fjer.
"Stjernerne fortalte mig at en der kunne tale dyrenes sprog ville komme forbi." Hendes stemme beholdte samme toneleje, med den samme forførende tone. Hun fangede meget kort Yalathanils blik. Hun aede Meldiriel under hagen efter den havde pudset sig færdig, hvorefter den fløj op i et træ igen og begyndte igen at synge lidt.
"Hvad bringer dem hid, Yalathanil Everlove, til Bandorion? Et vigtigt spørgsmål fra kongen?" Hun havde lige fået fat i navnet, før hun mindedes om dengang hun stadig var den evig smukke Caldawen, som skulle have været denne mands hustru, hvis hun ikke var stukket af, og fundet kilden Saeldor. Hun havde lyst til at hade ham, men han kunne ikke gøre for at deres forældre havde sat dem sammen mod deres vilje, og hun ville ikke hade. Had hørte kun til dem der ikke var stærke nok til at elske.

[Revion Talant]

Yalathanil så gestusen og satte sig på den ene stol. Estela valgte at hoppe fra hans skulder og over på ryglænet, hvor hun kort efter lukkede øjne, da hun ikke ville blande sig i samtalen. Han så lidt undrende på hende, men han kunne ikke ændre hendes beslutning. "Stjernerne?"[/color] fik Yalathanil fremspurgt og undrede sig mere og mere over denne elverkvinde, som virkede facinerende. Han havde aldrig hørt om en, som kunne se noget i stjernerne.
"Hvor kender De mit navn fra?"[/color] spurgte han og rystede svagt på hovedet, men mon ikke også hun havde set det i stjernerne? Dog, at hun ikke vidste, hvorfor han var her, blev ham et nyt mysterium. Hun virkede til at vide meget, og så alligevel så lidt.
"Kongen har ikke sendt mig. Han ved ikke engang, jeg er taget af sted. Men jeg havde ligesom en fornemmelse, da jeg dragede herud, men uden at vide, hvad jeg søgte efter, og så finder jeg Dem. Og jeg synes endda, at De virker bekendt for mig? Mon ikke vi har mødt hinanden før?"[/color] spurgte han og lænte sig en anelse frem i stolen og ventede stille på hendes svar. Han betragtede hende, mens han selv søgte svaret i sin hukommelse. Navnet sagde ham intet, ikke rigtig.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun kiggede lidt op mod himlen. Fordi solen var væk og himlen var skyfri, så kunne man tydeligt se de blinkende stjerner. "Stjernerne fortæller mig historier. Dem tolker jeg, for at finde ud af hvad der vil ske i fremtiden, nutiden og fortiden."
Hun gik over mod den anden stol hvor der var en tallerken, og satte sig yndefuldt. Selvom det var mørkt, så var det som om træet havde sit eget lys og gav hele området et dæmpet sølvagtigt lys. En lille klukken kunne høres fra Saeldor.
"Deres navn er kendt langt over verden, men for mig er intet navn skjult, da jeg kan se gennem sjælens port." Det var dog forskelligt hvor let det var at komme ind gennem sjælens port. Nogle af dem var små nåleøjer som var svære at forcere, mens andre var store åbne porte, mens andre var tunge døre bevogtede af drabelige vagter, men indtil videre var hun kommet gennem alle, ind til navnet, hvilket altid var det letteste.
Hun nikkede kort til ham, for at vise han godt måtte tage af frugten, mens hun hældte vandet op i det klare krystalglas. "Jeg befinder mig sjældent på slottet. Jeg har været der to gange, og det var under de store profetier. Den første blev ikke troet på, mens den anden gav folket håb. Det kan være de har set mig på slottet under en af de store profetier, Yalathanil Everlove, selvom de ikke var af høj alder endnu." Da hun havde fortalt profetien om solens forsvinden, var hun blevet kaldt skør, fordi hun havde opholdt sig alene i skoven i for mange år. Ingen havde regnet ud hvem det var, da man troede hun havde styrtet sig selv i døden. Da hun så kom med profetien om frelseren, ville folk tro på hende da det gav dem håb. Håbet om at solen vil vende tilbage, og vise sit varme ansigt igen.

[Revion Talant]

Yalathanil lagde mærke til elverkvindens blik og kiggede selv op på stjernehimlen. Det var længe siden han havde set så klare stjerner, de var smukt. Han kiggede igen på kvinden. Han troede ikke rigtig sine øre, men det måtte være fascinerende og spænende at kunne vide, hvad der ville ske i fremtiden, men han ville ikke spørge ind til sin egen, der kunne jo være noget, som han ikke ønskede at vide. Han fulgte hende med øjne, da hun satte sig ned, hvorefter han lyttede til hende ord. Han havde ikke udført mange bedrifter, men han var jo prins, så folk kendte ham. ”Så De vil også kunne se, om man talte sandt eller ej?”[/color] spurgte han nysgerrigt, selvom tanken skræmte ham lidt. Han enlig aldrig selv løget, ikke rigtig, men kun for sin søsters skyld.
Da hun sagde ordet profeti, vidste Yalathanil endelig, hvem hun var. Hun havde været den, som havde bedt om logi, hvorefter hun ville tale med kongen. Hun var dog hurtigt igen forsvundet, hvor han kort efter var blevet trukket op til sin far for selv at få profetien at vide. ”Du var hende, som jeg lukkede ind på slottet dengang, hvorefter De ønskede at tale med min atar. De var hende med profetien om dette barn.”[/color] sagde han og nikkede overbevisende til sig selv, mens han tog en pære og bed i den. Han var ret sikker på dette, men det kunne jo også have været en anden. Og nu var han enlig tænkte over dette, så kunne han godt huske, at han havde hørt om en, som holdte sig i skoven, som ville kunne give svar på sine spørgsmål.

[Elenhîniel Dúrinel]

Det lød til at prinsen allerede kendte svaret på spørgsmålet, da han lød ikke særlig tvivlende. Et let nik kom fra hende som svar på spørgsmålet. Løgnere kunne hun let afsløre, og det var lettest med mænd, da de ofte så hende i øjnene uden at hun blev nød til at lokke. Der var få der løg til hende, men hvis de gjorde det kunne stjernerne også afsløre det for hende.
Da han kunne genkende hende var hun ikke helt overrasket. Hun havde jo regnet ud at prinsen måtte have set hende før, siden han mente han kunne kende hende.
"Det var kun den anden af de store profetier. Den blev taget seriøs, men kun fordi den første store profeti gik i opfyldelse. Solen forsvandt og stjernerne havde fortalt det, inden det skete, men ingen ville tro deres historie ud over mig."

[Revion Talant]

Yalathanil smilede lidt ved, at hun godtog, at hun kunne gennemskue løgne, han havde lyst til at afprøve det på hende, men det var nok noget, som han ville gemme til en anden gang. Han tog endnu en bid fra sin pære, han tænkte stadigvæk en del, men over mange ting.
”De ved godt, at folk er begyndt at tvivle omkring Deres profeti om barnet. Jeg har selv ikke opgivet modet, fordi der fødes stadigvæk børn derude.”[/color] sagde Yalathanil, og han mente det, som han sagde. Han havde nemlig stadig væk medlemmer fra Ashisuto rundt i landet, som skulle hjælpe med at finde barnet, men det var stadig svært, når der ikke var meget at gå efter. Estela nappede ham øret, hun følte sig en del overset. Han smilte bare og snittede lidt pære til hende og gav hende et stykke.

[Elenhîniel Dúrinel]

Igen nikkede hun svagt da han sagde at folk begyndte at tvivle på profetien. Mange var begyndt at tvivle, men endnu flere havde lyst til at håbe. Håbet og tvivlen kæmpede mod hinanden, men hun ville ikke kunne gøre det bedere.
"Selvom jeg forstår stjernernes historier bedre end mange andre, så betyder det ikke at jeg forstår alt. De fortæller mig meget, men jeg forstår alt for lidt til at kunne fortælle jer mere om barnet. Det eneste jeg ved er at det ikke er blevet fundet."
Meldiriel fløj ned fra sin gren. Elen holdt sin finger ud og fuglen landede på den. Elen havde ikke fjernet blikket fra Yalathanil på et eneste tidspunkt. Hun flyttede det dog ned på den lille fugl for at høre dens forslag. Der var ikke tale, men kun en kontakt mellem deres sjæle, som gjorde at hun forstod hvad Meldiriel mente.
Da de havde set på hinanden i et kort stykke tid, fløj fuglen igen.
"Måske kan jeg dog hjælpe lidt på vej. Dog er dette noget jeg aldrig har prøvet." Hun rejste sig fra sin stol med en elegant bevægelse. Med lette skridt bevægede hun sig over mod Yalathanil, og rakte ham hånden. Hun ville have ham til at rejse sig og følge med hende.

[Revion Talant]

Yalathanil nikkede til hendes ord. Der ville jo ikke blive nogen overraskelser, hvis man vidste alt. Han gad vide, om hun kunne blive overrasket over et besøg. Og hvis hun læste i stjernerne, så skulle hun jo bruge nattehimlen, så det ville nok ikke hjælpe meget, hvis solen vidste sig det meste af dagen, men så ville der være ting, som hun ikke kunne vide. Han rystede på hovedet, da han forvirrede sig selv endnu mere, end det ville hjælpe sig selv.
Han betragtede interesseret elverkvinden og fuglen, da de så ud til at have en dybere samtale, som han ikke kunne høre, men kun gætte sig til. Han var interesseret i at vide, hvordan de gjorde det, men det var vel et spørgsmål, som måtte vente. Han så efter fuglen, da den igen fløj af sted. Yalathanil kiggede nu igen på elveren, da hun sagde noget og rejste sig op og gik hen til ham. Han så lidt på hendes hånd, hvorefter han tog i mod den, da det jo ville uhøfligt at afslå, han rejste sig op. Og så undrende på hende.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun førte Yalathanil ud af en af de modsatte buer end den han var kommet ind ad. Den stille klukken af Saeldor blev en smule tydeligere. De nærmede sig en lund af mindre træer der bar den frugt som Yalathanil havde spist af. To af træerne bar blomster. De var store og hvide med en sølvagtig midte. De sendte en sød duft over området. De andre træer bar frugten.
Hun førte dem forbi træerne og de stod ved kilden Saeldor. Vandet flød ud fra et lille hul i en klippe. Klippen var slebet helt gladt af vandet, og vandet endte i et bassin. Vandet var helt klart, og stjernere reflekterede sig i vandet bedre end noget andet sted.
Hun slap hans hånd da de stod ved kanten af det naturlige bassin. Hun vendte sig mod bassinet. Hun trak det ene ærme op, og stak sin arm ned i det klare vand. Da hun fik armen op igen havde hun en lille flaske med en sølvfarvet substans.

[Revion Talant]

Yalathanil fulgte roligt med, da elverkvinden trak ham med sig. Han prøvede at få det hele med, mens han kiggede rundt. Han kiggede specielt længe på hvide blomster, han havde aldrig set så specielle, smukke blomster. Men han var nød til at følge med, han havde ikke så tit været i skoven, så han kunne jo let fare vild på egen hånd.
Han lagde nu mærke til lyden af vand og kiggede igen fremad. Han så nu vandet og blev stående, da hans hånd blev sluppet. Han betragtede vandet. Han havde aldrig hørt om en kilde i skoven, men der var nok ikke mange, som kom herind. Han så nu igen på Elenhîniel, som havde haft armen i vandet og åbenbart hentet noget op. Han kiggede undrende på hende. ”Hvad er det?”[/color] spurgte han og hentydede til det, som hun havde i hånden.