We have met before, haven't we?

[Revion Talant]

Yalathanil vinkede afvigende med hånden, da hun begyndte at fortælle noget, som han allerede havde regnet ud. Han skule bare vende sig til tanken, om det som der ville ske, og så skulle han acceptere det, selvom det ville tage lang tid og blive meget svært.
Yalathanil havde ignoreret Estelas kalden, hvilket hun ikke brød sig om, dette kunne man også høre, da hun skreg mere op. Han sukkede over hendes opførelse. Hun ville ikke altid have selvskab af ham, så hvorfor kunne det ikke være omvendt. Han fortsatte med at ignorere hende.
Yalathanil kiggede nu igen på på Elenhîniel og sagde, "Jeg ved det godt. Jeg skal bare lige vende mig til tanken."[/color] Han ville dog ikke bryde sit løfte.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun nikkede til ham. Selvfølgelig skulle han vende sig til sådan en omvæltning. "Come with me." Hun vinkede ham hen til sig, mens hun roligt bevægede sig med glidende bevægelser tilbage mod hendes hus. Tilbage til de hvide buer, de hvide stole og det hvide bord, men det var ryddet. Ingen havde været tilbage, men frugten var væk og kanden var erstattet af en vase med gul-gyldne blomster, formet som stjerner. Der dryssede gylden pollen over bordet. Ved siden af vasen var der en lille ting. Det var ikke tydeligt hvad det var, men Elenhîniel gik direkte i den retning og tog den op i sin hånd. En lang, tynd kæde af sølv var ude af hendes hånd, men vedhænget var lukket inde i sin hånd.

[Revion Talant]

Yalathanil nikkede, da Elenhîniel mente, at han skulle gå med hende. Han rejste sig op og børstede kort det værste skidt/støv væk fra sit tøj, hvorefter han fulgte med hende. Han var ikke lige sig selv, fordi han lagde ikke rigtig til forandringerne, som var sket, mens de havde været væk. Det eneste, som han faktisk tænkte på, på det nuværende tidspunkt var hans søster. Han stoppede nogle meter fra bordet og tog en dyb indånding gennem næsen og pustede ud gennem munden. Han måtte heller se at tage sig sammen igen, han var trods alt kronprinsen og skulle fremstå, som et godt eksempel, uanset hvordan tingene er, men det meget svært lige nu.
Yalathanil betragtede igen Elenhîniel og overvejede, at han nok enlig burde tage hjemad igen, da det jo tog noget tid, måske dage, det kom an på , hvordan hans hest havde det. Han opdagede dog, at hun havde noget i hånden, hvilket undrede ham, fordi det havde hun ikke haft før.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun gik roligt hen til Yalathanil og åbnede sin hånd. En smuk opal i en hexagonal prisme. De mange farver skinnede i det blege månelys. Hun holdte kæden hen til ham. "It's a powerful charm, made by the stars. It's called an oath keeper. Every time you are unable to keep your oath by protecting your sister, the stars will aid you with a tiny miracle. But you have to keep it with you all the time, or else the stars wont help you." Hun sagde det med alvor i stemmen. Selvom han havde sagt at han ikke ville finde solen for at beskytte sin søster og Elenhîniel var en smule imod det, så hjalp hun stadig. Hun mente hun var kommet til verden for at hjælpe og rådgive. Han havde lavet en ubrydelig ed, og så måtte hun hjælpe ham med at kunne holde den.

[Revion Talant]

Yalathanil betragtede smykket i hendes hånd, han rakte dog ikke ud efter det. Han havde allerede set noget, som han ikke burde have set. Han frygtede et sted, hvad der ville kunne ske, hvis han tog i mod smykket. ”I don’t know, if I can take it.”[/color] var det første, som han fik sagt. Han turde et sted ikke have noget at gøre med naturlige kræfter, da han ligesom kunne føle, at det kunne få fatale følger. ”How can it help keeping my oath?”[/color] spurgte han så, da han var forvirret over, hvordan det kunne fungere. En følelse sneg sig ind på Yalathanil, og han følte sig ikke længere værdi, som kronprins. Det eneste han ligenu ønskede var, at han kunne dø i stedet for sin søster.
Pludselig landede Estela på hans skulder, hun havde følt sig overset for længe. Hun sagde dog intet, fordi hun kunne føle, hvordan Yalathanil havde det. De kunne føle hinandens fysiske smerter, men til tider også følelser, hvis de var specielt kraftige.

[Elenhîniel Dúrinel]

"Every time your sister is cold, the stars will warm her, when you are not abel to give it to her. Every time she's suffering starvation, they will make her sated. Every time she's thirsty she will get water. When she's struck by fear, and you can't encourage her, she will gain courage. When she's suffering a disease you can't cure, the stars will guide her through the illness, until you once more can cure her. When shackles tie her hands they will loosen until it's more comfortable. The only time it can't help, is when her destined death is approaching." Hun holdte stadig det smukke smykke i sin hånd hen mod ham. Det var en stor gave fra stjernerne, men det var hans valg om han tog imod den.

[Revion Talant]

Yalathanil rakte hånden ud mod smykket, men trak den lidt til sig selv igen, han tøvede lidt. Han vidste ikke, hvor klogt det var at tage i mod smykket, men skulle hans søster dø, så ønskede han, at hun i det mindste gik lykkeligt gennem livet. Han tog en dyb indånding, hvorefter han tog smykket. Han lukkede hånden omkring vedhænget. ”And I should always wear it?”[/color] spurgte han, hvorefter han forsigtigt åbnede hånden og betragtede smykket, hvorfor var han også gået med til at se profetien. Han tog forsigtigt smykket om halsen, hvorefter han gemte vedhænget under trøje. ”Can anybody else take this off me?”[/color] spurgte han, fordi muligheden var der jo, og han ville ikke vide, hvad der ville ske, hvis en anden fik fingre i smykket. Det var farligt at lege med sådan noget.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun så på ham med et venligt udtryk i øjnene. Hun svarede ikke på det første spørgsmål, siden hun regnede med at han allerede vidste at det burde han. Hvert fald hvis han ville sørge for at hans søster led mindre end hun ville gøre. Opalen skinnede under Yalathanils trøje i et lille stykke tid før lyset blegnede og forsvandt.
"The ones who know of it's exsistence can take it. Keep it secret, keep it safe, and you'll never lose it. As soon some one else knows about it, you could risk to lose it." Med andre mente hun jo ikke sig selv, men andre ud over dem to. Kæden var sikret om hans hals, men ingen måtte vide om den. Ikke et ord måtte komme ud, ikke det mindste glimt af stenen, og så ville risikoen for at han mistede den større.

[Revion Talant]

Ja, Yalathanil kunne vel godt selv regne svaret ud på sit spørgsmål, men han ville bare være sikker, fordi det handlede trods alt om hans søster. Dramorion var han ikke så bekymret for, fordi han jo havde Arun ved sin side, som beskyttede ham, men Merenwen havde det med at stikke af fra de vagter, som der var omkring hende.
Yalathanil lyttede til, hvad Elenhîniel sagde og nikkede, han skulle altså holde halskæden skjult for alle, så ingen vil komme til at kende til dens eksistens. Han løftede kort hånden og lagde den over vedhænget, som var skjult under hans trøje. Kort efter lod hans hånd søge op til Estela, som sad på hans skulder. Pludselig var der en del tanker, som strejfede ham, fordi han igen var blevet roligt og kommet til sin fornuft igen. Han havde en del ting, som han skulle forberede de næste dage. ”I’m very grateful for your help and advices, and the gift. I will take the things with me and think about it. Thank you.”[/color] sagde han og bukkede meget dybt for Elenhîniel.

[Elenhîniel Dúrinel]

Hun nejede let til Yalathanil da han bød hende farvel. "May the stars light your way and the night comfort you in your sorrows." Det var hendes afskeds hilsen. Som Natelver velsignede hun folk med nattens lys, mens høj- og lyselvere oftest velsignede folk med dagens lys. Nu var solen der dog ikke, men stjernerne og natten var der stadigvæk. De ville være der indtil hendes død. Eller det håbede hun på. Hun ville føle at hun visnede når natten ville forsvinde. Hun ville ikke være sig selv uden natten.
Hun løftede sin hånd til afsked og fangede Yalathanils blik i et kort øjeblik. "Fare well Yalathanil Everlove. You will need your brothers help sooner then you know. He will be the brightest star in the darkest night" Det var hendes sidste ord hun gav Yalathanil inden han forsvandt.

[Revion Talant]

Det undrede faktisk ikke Yalathanil, at Elenhîniel velsignede ham med natten og stjernerne, fordi hun jo virkede til at have det bedre med natten, da hun jo kunne læse stjernerne. Han selv kunne bedst lide at både natten og dagen var der, fordi det gav en større balance i livet og i naturen.
Han blev en smule forskrækket, da en stemme, hendes stemme, talte i hans hoved. Han blev forvirret over hendes ord, fordi hvordan kunne Dramorion hjælpe ham? Dramorion blev jo holdt i en kort og under konstant opsyn af alle, fordi han havde de evner, som han havde, selvom ingen endnu vidste, hvad han enlig kunne. Han ville dog ikke spørge, fordi han ville vel finde ud af det med tiden. Han hævede selv hånden til afsked, mens han nikkede for at vise, at han havde hørt, hvorefter han gik hen til sin hest og sadlede den. Han valgte dog at trække hesten et stykke, før han satte op på den og begav sig på rejsen hjemad.

//Out d;