|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 21, 2011 18:45:36 GMT 2
Hun åbnede for flasken. "Denne flaske fandt jeg i kilden en aften. Det var den dag jeg udformede profetien om barnet. Jeg ville vide hvad jeg skulle bruge det til, men istedet for fik jeg profetien." Hun havde egentlig også set meget andet, men det var også det hun skulle bruge indholdet til. Hun hældte lidt af indholdet ud i sin hånd. Det var et fint sølvfarvet pulver. Det glimtede i månelyset som en hel bunke diamanter. "Jeg kalder det for stjernestøv, da det var en gave fra stjernerne selv. Luk deres øjne Yalathanil Everlove." Selvom det sidste var en ordre, så sagde hun det med en stemme der var så blid og indbydende som honning. Den lokkede som den smukke blomst lokkede den kække bi. Stemmen var så blød at den stærkeste mand til at smuldre.
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 21, 2011 19:08:07 GMT 2
Yalathanil lyttede interesseret til, hvad hun fortalte ham. Og kiggede undersøgende på det, som hun hældte ud på sin hånd. Det var en sjælend ting, fordi han aldrig havde set det før, og han havde ellers set mange ting gennem sit liv, men han ville sikkert se mere, endnu. Han overvejede, om han skulle rakke ud efter dem, men lod tanken hvile, hun ville nok ikke lade ham røre det alligevel. ”Det er en meget smuk gave.”[/color] sagde han, hvorefter han lukkede øjne uden tøven. Hendes ord var overbevisende, og han stolte mere eller mindre på hende.
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 21, 2011 19:40:41 GMT 2
Hun fangede noget af støvet med sin finger. Hun lagde støvet blidt på Yalathanils øjenlåg. Han vil stort set ikke kunne mærke berøringen. Støvet glitrede kort på hans øjenlåg inden det forsvandt igen. "Åben deres øjne." Hun hældte resten af støvet tilbage i flasken, før hun lod flasken glide tilbage i kilden. "Nu vil jeg kunne vise dem profetien. Betragt stjernerne gennem vandet, og de vil kunne se profetien." Hun vendte en hånd mod vandet. "I starten vil det virke meget forvirrende, men jeg vil hjælpe dem på vej, så de vil kunne se det tydeligt. Jeg vil også fortælle hvad jeg har fundet ud af indtil videre."
Jeg vil skrive hele profetien op i næste post xD
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 21, 2011 19:58:03 GMT 2
Yalathanil åbnede igen sine øjne, han var en anelse forvirret, fordi han ikke havde lagt mærke til noget. Han så, hvordan hun igen kom resten af støvet i flasken og lod den forsvinde ned i kilden. ”Jeg skal hvad?[/color] spurgte han forvirret. Kunne hun lade ham se den? Han havde aldrig prøvet sådan noget før, men han nikkede til hende. Hans nysgerrighed vandt over hans forvirring, og han nærmede sig kilden endnu mere, så hans fødder kun var millimeter fra vandet, inden han kiggede ned i kilden og på stjernerne, som spejlede sig i vandet.
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 21, 2011 21:04:33 GMT 2
Hun lagde en hånd på hans skulder, mens hun selv betragtede stjernerne gennem vandet.
I starten blev vandet kruset, og forskellige farver fra vandspejlet blev blandet sammen. Hele verden begyndte at snurre omkring dem. Et billede begyndte at blive skabt. Det var et lille barn. Det lå og græd. Nogle hænder tog det op til sig. Det var barnets mor. Billedet skiftede igen. Det var et barn igen. Det stod ved Kokkais kyst. Det kiggede ud over vandet. Det begyndte at gå ud i det sorte hav. Ved det nye billede var der endnu et barn. Denne gang stod det ved Cyappu oppe i Tsúka. Det stirrede ned i kløften. Barnet så anderledes ud end det første barn. Endnu et barn dukkede op. Denne gang var det nede i Do Kutsu. Barnet ledte efter noget. Der var nogen der fulgte det rundt i hulerne. "Noget der havde undret mig. Børnene er ikke de samme. Det gør det langt sværere at finde barnet." Ved det næste billede var der endnu et barn. Det vandrede rundt i en jungle. Der var meget vådt. Et barn stod nu inde i et labyrint. Gangene er lyst op af fakler. Underlige lyde bryder frem fra de forskellige gange. Ved det næste billede stod solen op. Et barn stod på en af Cyappus broer. "Selvom solen er stået op nu, så er profetien ikke færdig. Den strækker sig længere rundt i både fortid, fremtid og nutid end vil alle tror." De så en mand. Han havde fint tøj på. Han vandrede rundt i en skov. Han så sig nervøst omkring sig. Han holdt godt fast i noget ved sin side. Pludselig dukkede en dødsengel op og stak ham i hjertet. Manden faldt blødende og døende sammen. "Grindor Ildhjertes død. Han havde fundet det han skulle, men hans rejse blev brutalt afbrudt." Denne gang er der en flod. En rødhåret knægt er hoppet ud i vandet. En ildrød fugl klamrer sig til en klippe. Drengen svømmer ud til den og bærer den ind til land. En lille pige var omringet af en stor gruppe mænd. Pludselig blev hele gruppen angrebet af en masse døde. Mændene lå bevidstløse på jorden. En ung varulv stod midt i sin familie der lå døde over alt. En anden varulv stod med blod om hans mund og klør. Den unge varulv forvandlede sig, og de to gik i kamp. Denne gang var det et billede af den unge Merenwen. Hun red inde i skoven omringet af vagter. Hun satte sin hest i galop, mens vagterne forbløffet så efter hende, og prøvede at indhente hende. "Lige åbenbart er der overhovedet ingen sammenhæng mellem disse billeder, men de har mere med hinanden at gøre end som så." De befandt sig i Nýchta. Nermere sagt det kongelige slot. En dreng var blevet tvunget ind i tronsalen. Det skreg voldsomt. Ingen kunne få det til at være stille. "Prinsen af Nýchta. Han kunne se de døde der sværmede i tronsalen." Det var broen ved Cyappu. Der var to personer. Den ene var en rødhårede dreng, den anden var Yalathanil. De snakkede sammen. Det næste var to rødhårede personer. De var i et skænderi. Gren og Seth stod og råbte af hinanden. "Skænderiet handlede om en kvindes død." Denne gang var de ved en mark fyldt med blomster. Yalathanil og Felicia gik og hyggesnakkede. En vagt gik bagved. Nýchtas hær. En dødsengel ville tale med den nuværende hærfører under fire øjne. Da de var alene, trak dødsenglen en kniv, og dræbte hærføreren. Nu var vi ved et palæ. Vinduet var åbent. To rødhårede mennesker stod og snakkede. Kiba og Anna. De to fønixer. "Som de kan se, er de ikke den eneste der vil redde fønixen." Denne gang var der et billede hvor to kvinder, der var fuldstændig identiske stod overfor hinanden. Den ene holdt en smuk nøgle i hånden. "Djinen Kivuli havde fundet nøglen i lommen. Han er også en af dem der vil hjælpe fønixen." En gruppe gargoyles har fanget en død kvinde. De flyver op imod Tsúka, men en flyver kort ind over en flok mænd der havde forfulgt hende. Denne gang var de nede i Do Kutsu. To drenge vandrede rundt i mørket. Det var prinserne af Nýchta. Pludselig faldt den yngste ned på knæ og holdt sig for øjnene. "De kan huske drengen der skreg i tronsalen. Velkan Valentine kan også se fremtiden. Han får et syn af solen." De var ved Kokkai. Et møde mellem to Necromancere. Lederen Letum og den kongelig Livvagt Camill. De snakkede sammen. Indtet underlig ved det. Bunkatsu. En stor kløft i Nýchta. En dødsengel har en varulv oppe og flyve over kløften. Under dem er der to ulve der hyler efter dem. Denne gang var de på Kama bjerget. Et billede af Grindor Ildhjerte og Yalathanil der stod overfor hinanden. Grindor holdte et sværd hen mod prinsen. Billedet skiftede til Kizomi, den mørke skov i Nýchta. Merenwen og Velkan stod og skød efter et træ. De konkurrerede om hvem der var bedst. En fredelig konkurrence. Man kunne ikke se at de kom fra to lande der hadede hinanden. "Dette forhold vil vise sig at være langt vigtigere end mange måske ville håbe på." Det næste billede var ved kilden Sealdor. Elenhînil lagde støvet på Yalathanils øjenlåg. "Det var derfor jeg fandt resten af profetien." Kiba sad på knæ med ryggen mod dem. Han havde taget trøjen af. Man kunne se hans vinger bagved selen. Nogle hænder låste den op, og Kiba kunne strække vingerne efter lang tids fangeskab. Det sidste billede. Solen var stået op. De var på en bakke. På en stor flad sten lå Merenwen. Hun så fredelig ud. Hendes hænder var foldet sammen på hendes mave. Hun havde lukket øjnene. Yalathanil sad på knæ ved siden af hende. Han græd.
Billedet forsvandt og verden kom tilbage til dem. Fordi hun havde prøvet det før, så var hun ikke svimmel, men det var hun aller første gang hun havde brugt Saeldor. Hun slap prinsens skulder igen.
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 21, 2011 22:13:20 GMT 2
Yalathanil kunne godt mærke, hvordan hans krop reagerede på, at tingene snurrede rundt, også hans hoved, men fik dog kontrol over det og begyndte at kunne se billederne klare for sig. Han lyttede til Elenhîniel, når hun sagde noget, men sagde ikke noget til det, fordi han ville tænke over det, før han enlig begyndte at sige noget. Han så på hvert barn, der dukkede op, han havde ikke set nogen af dem før, men måske ville det hjælpe at finde dem? Måske var det nogen af dem, som var det barn, som de søgte efter. Nogen af de steder, som de var, kendte han slet ikke, så hvordan skulle han så finde ud af det. Men nogen steder kunne jo godt være over i Nýchta. Men junglen havde han aldrig hørt om, selv Estela havde ikke fortalt ham noget om det. Yalathanil genkendte Kiba og han genkendte også Gren. Han undrede sig meget over de situationer, som han så dem i, men han kunne måske tale med dem, om det engang, når han igen skulle se dem. Han genkendte dog ikke drengen, der blev trukket ind i tronsalen eller, som var i en grotte. Han blev dog overrasket over at se selv, det var helt underligt. Det var en underlig fornemmelse, når man så sig selv på afstand. Yalathanil tænkte længe over den kvinde, som havde stået sammen med Kiba, hvem var hun? Yalathanil blev overrasket over synet af Kibas vinger. Han nød også synet af solen, som igen ville vise sig på himlen. Dog da han så Merenwe og ham selv ved siden af, som græd. Gik der tid, før han opfattede den hændelse. Han kunne mærke, hvordan tårerne trængte sig på. Han rakte ud efter Merenwe, men han blev trukket tilbage til virkeligheden.
Yalathanils ben gav efter under ham og han faldt sammen. Han kunne mærke sorgen over tabet, som han ville lide, hvis han søster ville gå bort. ”Er der en måde, hvorpå hun kan reddes?”[/color] spurgte han trist. Det var første gang i rigtig længe, at han ikke havde haft et smil på sine læber. Men oplevelsen havde virket så virkelig, at han virkelig var så overbevist, at han ikke turde tvivle på hendes evner.
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 22, 2011 0:12:42 GMT 2
Hun kunne regne ud at Yalathanil ville komme til at gå igennem en stor sorg. At miste en man elskede så højt ville være svært. Hun havde aldrig haft nogen hun havde holdt så meget af. "Der vil være en ting der vil kunne holde døden fra din søster, men prisen er høj. Er du sikker på du er villig til at give den pris for at redde din søster?" Hun kiggede ned på Yalathanil, øjene fyldt med alvor og omsorg. Prisen ville være meget høj, men nogen ville måske være villig til at give den pris.
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 22, 2011 2:11:04 GMT 2
Yalathanil kiggede op på Elenhîniel. Hvordan kunne hun spørge om det? Han havde beskyttet sin søster hele hendes liv og ville stadigvæk gøre, så om det så skulle blive det sidste, som han gjorde. Hun var ham alt for kærlig til, at han bare kunne lade hende gå bort. Han fjernede de tårer, som havde sneget sig ud. Det var første gang han havde grædt sådan rigtig, han havde jo altid været glad, fordi han ville opmundtre folket. Yalathanil rejste sig langsomt op, han var stadig lidt fortumlet efter turen og hans følelser. Han så nu på hende stadig med tåre i øjne, men med et alvorligt blik. "Jeg vil gøre alt. Amin vest-."[/color] sagde han med en alvorlig stemme. Han vidste, at det var et stærk løfte, fordi han sagde det på elvisk. Et løfte eller en ed kan nemlig ikke brydes, da det elviske sprog er det reneste, der gives, og man kan ikke lyve i det sprog. (Amin vest- = I promise.)
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 22, 2011 13:07:48 GMT 2
Hun vidste at han ville ende i et stort dilemma. Han havde afgivet en ed, men det kunne være at han ville bryde den, da prisen nok var højere end han regnede med. Hun kiggede på ham med omsorgsfulde øjne. "For at redde din søster, skal du opgive solen." Hun kiggede på ham fuld af alvor, men hendes stemme var værken hård eller truende. Hun brugte stadig sin blød stemme. En kølig brise blæste gennem skoven, og hendes hår dansede let i vinden. Merenwens død var vævet ind i profetien, og hvis det ikke gik i opfyldelse, kunne solen heller ikke stå op. Den største pris.
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 22, 2011 17:04:09 GMT 2
Yalathanil kiggede lidt på Elenhîniel, hvorefter han lod sit blik kigge rundt. Han vidste ikke, hvad han skulle tænke, men det var noget, som han havde aflagt et løfte, og han brød ikke sine løfter. Han kiggede igen på hende, hvorefter han nikkede, han ville holde sit løfte, selvom det ville blive svært, og han måtte give sin lederstilling i Ashisuto til en anden. "Men, hvis nu solen alligevel står op.."[/color] begyndte han, men turde ikke rigtig afslutte det. Ville hun så stadig dø, og hvis hun gjorde, var der så alligevel en måde, hvorpå hun kunne reddes.
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 29, 2011 15:30:08 GMT 2
Hun vidste godt at han inderst inde allerede kendte svaret. Merenwen ville dø hvis solen viste sig. Dog kunne ingen vide hvor lang tid at hun ville leve efter solen var vendt tilbage. Det kunne være få timer, men det kunne også godt være flere årtusinder. "Ligemeget hvad de vælger vil Merenwen på et tidspunkt dø." Selvom elverne var udødelige i den aldersmæssige forstand, kunne de dø lige så let som et menneske. Et skud fra en bue, eller et svingende sværd er lige så farlig for elvere som mennesket, men elverne kan også opgive deres udødelighed. Noget der krævede stor mod, og især stor kærlighed for at det kunne lade sig gøre. Det var dog ikke sket endnu, men Elen havde fået det at vide fra stjernerne. Det var tilfældigt at hun vidste det, eller nærmere et uheld. Hendes største frygt var at Merenwen ville være den første elver til at opgive det evige liv, for at følge en hun elskede med ned i døden.
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 29, 2011 15:50:23 GMT 2
Yalathanil satte sig igen ned på jorden efter hendes ord. Han kunne ikke rigtig forklare, hvordan han havde det lige nu, han syntes, at det virkede så uvirkelig, at hans søster skulle dø. Han ville hellere end gerne ofre sit eget liv for hende, men man kunne jo ikke ændre ens skæbne. Han kunne godt mærke, at han forandrede sig en smule. Han lod sit blik hvile på kilden. Han forstod nu, hvorfor nogen fortrød, at de havde set fremtiden, der var altid noget, som man ikke ønskede at se, som muligvis kunne ske. Og han fortrød bitterligt, at han havde set fremtiden, men sket var sket, og han kunne ikke ændre på det, selvom han ønskede det. Han sukkede tungt og lukkede øjne, mens han lod tankerne løbe.
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Jan 29, 2011 16:05:56 GMT 2
Hun trak vejret dybt. Hun vidste at han ikke ligefrem var overlykkelig over at have set sin søsters død, men hun havde et bud på hvad han skulle gå efter hvis han ville opfylde profetien. Hun bevarede roen, og hun viste ikke en større sorg, men hendes øjne var fyldte med medlidenhed. "Noget jeg har lagt mærke til ved profetien var to genstande som blev gentaget. Det ene var et sværd det andet en nøgle. Disse to genstande tror jeg er noget der skal bruges til at få solen tilbage." Hun var egentlig ret sikker på at hun havde ret, men hun havde ikke undersøgt sagen yderligere. Hun havde tænkt på det, men hun tænkte at tiden ikke var moden endnu.
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 31, 2011 11:39:42 GMT 2
Yalathanil tog mange dybe ind- og udåndinger, mens han havde lukket øjne, han prøvede til sin grænse og få styr på sine følelser. Han vidste også godt, at han ikke kunne bryde det løfte, som han havde afgivet, men han kunne jo pålægge en anden opgaven. Han åbnede igen øjne, som var roligere, som de var før, han kiggede op på Elenhîniel, mens hun talte, han tænkte længe over hendes ord, men kort efter nikkede han. Han forstod heller ikke selv meningen med dette. Han forstod enlig ikke, hvad disse ting kunne bruges til, men det kunne man ikke ændre. Han kiggede igen hen på kilden, profetien virkede så fjern, selvom det var kort tid siden, at han havde set det. Han hørte en kalden, det var Estela. Han kiggede i den retning, hvor de var kommet fra. Han vidste ikke, hvad han skulle sige.
|
|
|
Post by Elenhîniel Dúrinel on Feb 1, 2011 13:53:54 GMT 2
"My prince. Don't let your grief that yet has to come overwhelm you. But even if you intend to stop for the search after the child, it doesn't meen that the child will be found and it can still get the sun back to this part of the world. Rilien wants to return, and Ithilwen longs for him to return. The Child will be born." Hun vidste at barnet ville blive født, om så Yalathanil ville det eller ej, og mange vil stadig lede efter det, men på sin rejse vil det være alene, og ingen vil kunne hjælpe den mod alle mulige farer. Undskyld jeg slog om i engelsk, men kunne ikke lade være xD
|
|