It's now or never

[Seth Calisto Shade]

Seth gik rundt inde i den mørke skov, men det generede ham ikke spor. Han havde hænderne i lommen og bar sit sædvanlige tøj; grønbrun læderjakke og handske, og lysebrune læderbusker med en del lommer. Han kiggede rundt omkring sig, han prøvede at finde et hus, som efter en englen skulle være i denne skov et sted her i nærheden. Han tog en dyb indånding og registerede en duft, som ikke havde været der før, så han begyndte at gå i den retning.

Der gik ikke længe, inden Seth havde fundet sten huset, hvor det skulle siges, at hans far boede. Han kunne nu mærke, hvordan en form nervøsitet indtog hans indre, det var trodalt hans far, som han skulle møde. Den far, som han aldrig nogen sinde havde kendt.

Seth gik op ad den lille trappe og bankede på døren, men da ingen svarede, så lagde han armene over kors og lænte sig op ad væggen og kiggede mellem træerne, så måtte han vel vente.

[Gren Shade]

Gren løb gennem skoven så hurtigt han kunne med Kania og Luke ved hans side. Han havde lige hørt fra Kama, at der ville vente en person ved hans hus. Han havde spurgt ham hvem, men han svarede bare at det var i familie med Mary Jane. Bare lyden af hendes navn, havde fået ham til at spurte afsted til huset, han fik råbt et hurtigt "Tak!" til Kama, mens han bare løb derud af. Han kunne mærke nervøsiteten nærme sig. Han havde ikke hørt noget fra hende i årevis. Han savnede hende, men han turde ikke opsøge hende. Bange for at hun vil komme til skade igen. Han knyttede stille sine hænder, da han blev mindet om det igen. Det varede ikke længe før han fik øje på sit hus, og han opdagede en rødhårede skikkelse. Han undrede sig ikke yderligere over det, men han skyndte sig bare videre over til huset. Nervøs for at høre om der var sket Mary Jane noget alvorligt. Kania og Luke kunne næsten ikke følge med ham, så han sænkede tempoet, da han opdagede at der ikke var så langt til hans hus igen. Skikkelsen ved huset lugtede lidt som Mary Jane, men der var også en anden lugt ved ham, han ikke lige kunne genkende, men den virkede underlig velkendt. Han undrede sig dog ikke over det.

[Seth Calisto Shade]

Seth blev opmærksom og rettede sig op, han flyttede hovedet efter lyden. Og fangede nu lugten med sin næse, der var ikke kun en person, men også noget andet, som han ikke lige kunne sætte ord på. Han havde stadig svært ved at se noget, da hans øjne stadigvæk ikke havde vænnet sig til det fuldstændige mørke, som træerne lavede i skoven. Han blev stående og ventede roligt.
Seth kunne nu i mørket skimte nogle skygger, som nærmede sig ham og huset, så han gættede på, at det måtte være Gren. Ham englen havde sandelig været hurtig. Han så to andre skikkelser, som løb side om side med Gren, det lignede ulve. Den ene var meget tydelig på grund af den hvide pels, mens den anden var meget svær at se, den måtte være sort i pelsen. Da de kom tættere på huset, kunne Seth se manden klarede. Og han tabte pusten en stund. Han lukkede hurtigt munden. Han lignede sin far på nogle punkter, men han havde sin mors skønhed, men det røde hår havde han helt klart fra sin far. Han ville ikke være den der brød tavsheden, så han forblev stille.

[Gren Shade]

Gren stoppede pludselig op midt i det hele, da han opdagede hvor han havde lugtet, den anden lugt henne før. Det var hans egen lugt. Han kiggede på skikkelsen, som han nu kunne se var en mand. Han gispede, da han opdagede hans røde hår. *Nej, det kan ikke passe, kan det vel.* Han kiggede nysgerrigt på den fremmede menneske, som havde en blanding af hans og Mary Janes lugt. Han havde en anelse om hvad det handlede om, men han ville ikke tage nogen forhastige beslutninger. Han gik resten af vejen til huset. Kania og Luke var løbet helt ned til huset og tog den fremmede i syne. Han kiggede på den fremmede med rynkede bryn. Han lignede helt klart Mary Jane, men manden havde også nogle træk han genkendte fra sig selv. "Godaften. Mit navn er Gren Shade, og du er?" Han kom helt hen til fyren, men han gik alt for tæt på, da det ville være uhøfligt. Han kiggede ned på Kania og Luke, som hurtigt stillede sig hen til hans side.

[Seth Calisto Shade]

Seth ventede tålmodigt på, at Gren skulle nå helt op til ham. Han havde betragtet de to ulve, som åbenbart, som han først gættede, fulgtes med Gren, de virkede loyale overfor ham, lidt som han var deres leder. Nu kiggede han op på Gren med sine øjne, der kun viste følelsen had, det var nok ikke helt det, som han havde forventet af varulvenes leder, men mange ting blev hurtigt anderledes, end man regnede med, det havde han prøvet før.
”Jeg ved godt, hvem du er.”[/color] sagde Seth lidt hurtigt og spids, det havde ikke helt været meningen, men det var bare sket. Han havde lovet sin mor, at han ville give sin far en chance, men det var meget svært. ”Jeg søger nogle svar på nogle spørgsmål, som jeg har gået med hele livet.”[/color] præsenterede han sig selv som. Han kunne ikke få sig selv til at sige, at han var hans søn, og at han var hans far.

[Gren Shade]

Gren sukkede stille, da han åbenbart havde glemt hans manere derhjemme. Han kunne fornemme haden i hans øjne, og han kunne egentlig godt forstå ham. Hans far, som sikkert var ham, havde jo aldrig været der for ham. Og han tænkte sikkert også at, han måtte hade sin far for ikke at havde været der for ham og hans mor. Han kiggede stille på ham og studerede ham lidt. Jo, han lignede en blanding af ham og Mary Jane. Han kiggede ham lige i øjnene. "Sig mig i det mindste dit navn inden du begynder at stille spørgsmål, fornavn er også godt nok, hvis du ikke ville fortælle efternavn. Og det kan godt være, at du har nogle spørgsmål, men jeg har også nogen spørgsmål til dig knægt!" Det sidste sagde han lidt hårdt, da han mente at lige meget hvor meget han hadede ham, skulle han i det mindste huske hans manere, lige meget hvor sur han var. Plus han var varulvenes leder, han krævede respekt af alle varulve, som han tydeligt kunne lugte ham her var. "Men inden vi begynder på alle spørgsmålene, så lad og os gå indenfor" Han gik stille hen til døren og låste op og gik ind i huset. Kania og Luke var hurtigt med inde i huset. De kom lige ind i den store stue. Der var en stor pejs, for ende væggen. Foran pejsen, et godt stykke væk, stod der et flot egetræs bord, med sofaer omkring sig, bortset fra den side der vendte mod pejsen. Han tændte stille lyset, så hele stuen blev lyst op. Der var lidt bart, og der var ikke særlig mange møbler.

[Seth Calisto Shade]

Seth forblev uberørt af de hårde ord, som ramte ham. Han holdte en fnysen tilbage. Han vidste godt, at der var nogle ting, som han havde smidt fra sig, efter han havde fundet ud af, at han var en varulv, selvom det var i en meget sen alder. Et sted var der en lille klokke, som ringende, men han skubbede den til side og ignorede den, selvom den blev ved med at ringe stille. ”Du kan kalde mig Seth.” præsenterede han sig endelig overfor sin far, det andet kunne få at vide senere. Han kunne godt mærke, at hans far var leder. Seth havde ikke respekteret ham, og derfor havde han fået den hårde tone igen, men sådan var det altid.
Seth nikkede til, at de godt kunne vente med spørgsmålene. Han kiggede på Gren, der låste døren op og gik indenfor efterfulgt af ulvene. Han tøvede lidt, inden han fulgte efter og kiggede ind. Han begyndte nu at tænke over, hvor han skulle bo. Han kom ind i stuen, og havde hænderne i lommerne. Han kiggede sig omkring, han var glad for det lys, som der nu var i huset.

[Gren Shade]

Gren smilede stille til ham. "Jamen hej Seth, så du havde ikke helt glemt alle dine manere derhjemme!" Han smed stille hans frakke, så han kun havde sin skjorte på, som virkelig begyndte at hænge i laser i bunden af skjorten. Han begyndte at gå hen til pejsen og han begyndte stille at tænde op i den, så de også kunne få sig noget varme i dette hus. Han fik hurtigt gang i pejsen, hvor han der efter vendte sig imod Seth. "Kan jeg tilbyde noget at drikke?" Han kiggede nysgerrig på Seth. Der var hyggeligt i den store stue, og der var massere af lys, da han egentlig ikke brød sig så meget om mørke i et hus. Han havde normal ikke noget imod mørket, men lige i et hus måtte det gerne være så lyst som muligt.

[Seth Calisto Shade]

Seth kunne ikke holde sit fnys tilbage og mumlede derefter, ”Hvilket hjem?”[/color] Han regnede ikke med noget svar på det. Han tænkte lidt, at det faktisk kunne være lige meget med et hjem, når han alligevel have tænkt sig at dø på et tidspunkt, som nok ikke skulle være om så længe, han kunne virkelig ikke klare sit liv mere. Han begyndte igen at betragte Gren, nu hvor det var lidt lysere omkring dem. Jo, han havde ikke taget fejl, da de stod udenfor. Der var ingen tvivl for ham, det måtte være hans far.
Lyset rundt i stuen blev roligt reflekteret i Seths hår. Han kiggede Gren, da han spurgte ham noget. Han overvejede først at sige nej, men tænkte sig om igen og svarede, ”Jo, tak.”[/color] Han stemme virkede rolig, men hadet kunne stadig fornemmes. Han tænkte, at han nok måtte være bare lidt høflig, nu hvor han havde fået skæld ud engang før, hvilket var første gang af en af sine forældre.

[Gren Shade]

Gren sukkede højlydt, da han hørte hvad Seth havde sagt. *Han virker utrolig barnlig den knægt..* Han kiggede på ham. Han havde det samme genkendelig hår som ham selv, så man kunne næsten ikke være i tvivl om det, om hvem der var faren til den knægt. Han gik stille ud i køkkenet og fandt to glas frem. Han hældte vand i dem begge, da Seth ikke havde specifieret hvad han ville havde, så han måtte bare få det samme som ham. Han gik stille hen til sofaen, stillede sit glas på bordet, smed noget mere brænde på pejsen, hvor han der efter til sidst satte sig ned i sofaen. "Sæt dig!" Det var tydeligt at høre, at dette var en ordre, og at den ikke tålede at blive afvist. Han kiggede hen mod Seth med hårde øjne, de måtte vel hellere snart gå i gang med det ret ømme emne, som ingen af dem gad tage op. "Hvad bringer dig hertil?" Han kiggede alvorligt på Seth, og han ignorede det had han tydeligt kunne se i hans øjne.

[Seth Calisto Shade]

Seth hørte godt Grens sukken, men var taknemlig overfor, at hans mumlen ikke blev besvaret. Han fortsatte igen med at kiggede rundt i stuen, det virkede hyggeligt, men det havde det også gjort ved hans mor til han var stukket af. Igen begyndte den lille klokke at ringe, og han kunne denne gang ikke ignorere det. Han kunne godt fornemme, at han måske havde været med til at fremskynde sin mors død ved at slå hende og ved at stikke af, nu begyndte han også langsomt at hade sig selv.
Seth gik hen til den sofa, hvor Gren ikke sad og satte sig ned i den, som han havde fået besked på. Han kiggede på glassene, som stod på bordet, han ville ikke rigtig se hans far i øjne. Ikke efter det, som han lige havde opdaget i sit stille sind. En mindre trist følelse afspejlede sig nu hans øjne, selvom hadet stadig var der. Han så stadig på glasset, som reflekterede lyset. Han lod fingerspidserne røre hinanden, og han sukkede tungt, da Gren endelig stillede det endelig spørgsmål, som skulle åbne emnet om deres fortid. Hans holding var rolig. Det var længe siden, at han havde været sådan. Var det hans fars tilstedeværelse? Var det Kamatayas ord, om at hans far intet vidste? Eller var det hans mors ord? Han afbrød sin tankestrøm, da han endelig vidste, hvordan han skulle begynde.
”Som jeg har forstået på det, så kendte du Mary Jane Goldheart specielt godt.”[/color] begyndte Seth, inden han holdte en kort pause, ”Hun er nu gået bort. Hun døde af sine gamle sår.”[/color] Han holdte inde og ventede.

[Gren Shade]

Gren ventede stille på at Seth satte sig ned i den anden sofa. Han kiggede efter Seth, mens han satte sig ned, og han blev ved med kigge på ham. Finde de forskellige træk fra enten ham eller Mary Jane. Der gik et stykke tid inden Seth svarede ham, og han fik noget at smide en ny kævle ind i pejsen, og han var lige ved at smide en anden ind, da Seth snakkede. Han tabte kævlen af ren overraskelse, og han kiggede på Seth med stor åben mund. Han kunne mærke, hvordan hans hjerte stak af smerte af denne nyhed. Det var værre end noget andet sår han nogensiden havde fået. Han kunne mærke tårerne presse sig på, men han havde viljestyrke nok til at holde dem tilbage. Han samlede den tabte kævle op og smed den ind i pejsen. Han vendte ryggen til Seth. "Ja, jeg kendte hende. Hvornår døde hun?" Han lænede sit hoved tilbage, og hvis man kiggede godt efter kunne man tydeligt se hvordan hans hænder rystede. Han havde lyst til at smadre et eller andet, gøre skade på sig selv over hans dumhed. Han skulle ikke havde forladt hende, men han havde jo intet valg. Han slog sin hånd ind i pejsen, som var lavet af sten. Det begyndte stille at bløde ned fra hans knoer, men dette var den eneste måde at få ham til at lade vær med at græde på. Han tog en dyb indånding og prøvede at få styr på sig selv og sine følelser der var i ren kaos lige nu.

[Seth Calisto Shade]

Seth lagde godt mærke til, at Gren rejste sig op, men han flyttede ikke blikket fra glasset. Han måtte se forskrækket op, da der blev tabt noget på gulvet, nu så han på Grens ryg. Han så kævlen, som lå gulvet, foran Gren, inden han samlede den op og lagde den ind i ilden. Seth tegnede reaktionen som, at Gren ikke havde glemt hans mor, men hvorfor havde han så ikke opsøgt hende? Igen dukkede de mange spørgsmål op, men han ville vente med at spørge. Han blev endnu engang forskrækket, da Gren smadrede hånd ind i kaminen. Han regnede med, at der var en masse følelser, som Gren prøvede at holde tilbage, som han selv dengang havde gjort, og stadigvæk gjorde. Han forblev siddende i sofaen, han ville ikke trøste sin far, han måtte komme over sine egen følelser, da han havde forladt hende. Men det var ligesom ham, han havde også forladt hende, så han kæmpede også med nogle følelser. Han ventede lidt med at svare, før han igen havde kontrol over sine tanker. ”Hun døde for to dage siden, jeg var til stede, så hun døde ikke alene. Og hendes sidste ønske var, at du skulle vide besked.”[/color] sagde Seth stille, han havde drejet lidt på sandheden. Hendes sidste ønske var, at han skulle opsøge hans far og give ham en chance. Og han havde gjort, som hun ønskede, hvilket han enlig er glad for, fordi han skyldte hende det mere, end noget andet. Han ville undgå at sige det med, at han måske havde fremskudt hendes død, lige nu. Et nyt spørgsmål dukkede op i hans tanker, kender hans far mon til årsagen til hendes sår? Han kiggede nu ned på sine hænder, som var knyttede og lå på hans lår. ”Det gør mig ondt.”[/color] var det sidste, som han svagt fik frem mumlet. Han havde ikke kontrol over sin stemme, og det var ikke helt frivilligt, at han havde sagt noget. Men hadet i stemmen var væk.

[Gren Shade]

Gren sukkede endnu en gang dybt, og han kiggede ned ind i flammerne i pejsen. Han tænkte på Mary jane, og hvad der mon var hændt hende i alle de år de ikke havde set hinanden? Hvad var grunden til hendes død? Var det de gamle sår, som aldrig var blevet helet helt, eller var det en helt anden grund? Han satte sig stille hen i sofaen, tog en tår vand, og sank helt sammeni sofaen. Han kiggede ned på hans hænder, han ville ikke kigge på Seth, da hans øjne stadig var våde, efter han havde været så tæt på at græde. "Jeg er bare glad for at høre, at hun ikke døde alene. Og jeg er glad for at du opfylder hendes sidste ønske!"[/b] Han smilede stille til Seth og kiggede på ham. Han havde regnet ud, at han havde fordrejet sandheden lidt, men han ville ikke kommentere det, i hvert fald ikke endnu. Han kiggede på hans hænder, som han knyttet da han stadig ikke havde helt styr på hans følelser. "Jo tak, og i lige måde. Men hvor kender du hende fra?" Selvom han kendte svaret, syntes han alligevel at han ville stille spørgsmålet. Se hvor sndfærdigt Seth ville svare på hans spørgsmål, eller om han ville vælge at lyve og blive ved med at flygte fra hans identitet.

[Seth Calisto Shade]

Seth så fortsat ned på sine hænder, mens han kæmpede sin indre kamp med at holde styr sine følelser, hvilket resulterede i, at hans mørkebrune varulve øre dukkede frem. Han bed tænderne sammen over dette, og hvorfor skulle det ske nu? Han flyttede let på ørerne, da han kunne høre nogle af lydene tydeligere, end før. Han flyttede endnu engang på ørene, da Gren åbenbart sukkede, inden han igen satte sig ned på den anden sofa. Seth nikkede til hans ord, om at han udfyldte hendes sidste ønske, hvilket han jo gjorde. Igen steg hadet op i ham, men det var rettet mod sig selv, hvorfor havde han forladt hende? Seth sparkede skoene af og satte sig i skrædderstilling i sofaen og lagde armene over kors, han havde en lyst til at råbe ad Gren og skælde ham ud, men ikke endnu.
Seth kiggede igen lidt op og så ind i ilden, da der blev spurgt ind til, hvorfra han kendte hans mor. ”Den eneste slægtning, som var ved hendes side i 16 år og så hende dø.”[/color] sagde Seth med en lidt mere behersket stemme med en tone, som ikke kunne forklares. Ordene var vendt som en bebrejdelse mod hans far og med det spørgsmål gemt, hvorfor han ikke var ved hendes side, når han nu kendte hende så godt, og han lagde lidt låg på sandheden, da han endnu ikke ønskede det hele afsløret. Pludselig havde Seth lyst til at bryde sammen i gråd, men han nægtede at overgive sig, han ville ikke græde, men han kunne ikke lade vær med at påtage sig skylden for hendes for tidlige død.