It's now or never

[Seth Calisto Shade]

Seth greb sin støvler og satte sig ned, hvorefter han langsomt begyndte at tage dem på fødderne, men han nåede ikke at binde dem, før Gren begyndt at fortælle. Hans opmærksomhed blev taget helt, så han lænede sig tilbage og begyndte at lytte med større opmærksomhed, nu kom de svar, som han havde søgt hele livet. Han lyttede og lagde mærke til tårerne, som løb ned ad Grens kinder, uden at vide det, så trilte der en tåre ned ad Seths kind. Han sank en klump, som havde dannet sig i hans hals. Da Gren havde afsluttet sin fortælling, tænkte Seth lidt. ”Tænkte du overhovedet på, at hun savnede dig?”[/color] spurgte han, men rystede stille på hovedet.
”Det er vel kun fair, at jeg også vil fortælle dig noget.”[/color] sagde Seth og sukkede, han forstod ikke, hvorfor han gjorde det. ”Jeg er opvokset uden en far. En far, som jeg ønskede at kende, en jeg kunne se op til, men det havde jeg ikke. Jeg havde kun min mor, som altid fik det triste blik, når man omtalte manden. Den mand, som vi begge savnede at have i vores liv. Og jeg tror, at tingene ville have været anderledes, hvis du havde været der.”[/color] begyndte Seth, hvorefter han holdte en lille pause, mens han kiggede ind i ilden. Han sukkede en gang mere, før han fortsatte, ”I en alder af 16 år havde jeg min første forvandling, hvilket mor fandt udsædvanlig. Men jeg var rasende. Jeg ønskede et normalt liv. Jeg kendte selvfølgelig ikke til det, så jeg truede mor, så hun skulle fortælle mig, hvad der var sket, hvorefter jeg skubbede hende fra mig. Kort efter løb jeg hjemmefra. Og en dag tog jeg hjem, og så lå hun for døden. Hendes ønske var, at jeg skulle give dig en chance.”[/color] Da Seth afsluttede sin fortælling bandt han sine snørebånd og rejste sig op. Han gik endnu engang ud af døren, men satte sig denne gang ved trappen på verandaen. Han ville skjule, at han græd.

[Gren Shade]

Gren holdte sig til hovedet efter han var færdig med at snakke. Han kunne ikke lade vær med at græde, men han ville heller ikke skjule det. Han ville ikke skjule over for Seth, hvor meget det havde såret ham, da han forlod Mary Jane, og hans egen søn. Han havde dog ikke vidst, at han havde forladt en søn. Han blev siddende som han sad, mens Seth snakkede, og det han sagde sårede ham lidt mere, da han opdagede hvilke dumheder han havde begået. "Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Frygten for at skade hende var større end savnet efter hende. Jeg undskylder meget for ikke at havde været der for dig og Mary Jane. Jeg ville ønske jeg have været der for jer, ønsket jeg ikke havde forladt Mary Jane, men det kan jeg jo ikke ændre på."[/b] Han sukkede stille, usikker på hvad han skulle sige. Han rejste sig stille op fra sofaen og kiggede hen på Seth. Han var lidt overrasket over at høre, hvornår han havde fået sin første forvandling, det var ret sent. "Du vil aldrig kunne få et normalt liv Seth. Du er søn af varulvenes leder, og din mor var en af de smukkeste kvinder der levede her i Nýchta. Men jeg kan høre at du har arvet meget af min personlighed, eller i hvert fald måden at opføre sig på over for din mor.. Men jeg håber du vil give mig en chance, jeg vil i hvert fald godt lære at kende dig bedre, trods vores skæve start" Han smilede stille til Seth og gik med udenfor. Han stillede sig ved døren, og han var helt stille.

[Seth Calisto Shade]

Seth syntes, at det var ynkeligt, at hans far sad og græd, men han græd jo selv. Han havde været et kæmpe stort fjols. Han havde ignoreret de sidste ord, som Gren havde sagt til ham. Han ville ikke vise, at han græd, ikke overfor sin far. Han rettede sig en anelse op og tørrede sine øjne, da han lagde mærke til, at Gren var fulgt efter ham, men forblev bag ved ham. Hvorfor kunne denne mand virke så rolig, ligesom hans mor, mens han havde dette rasende temperament inde i ham? Han syntes, det var et helvede. Han begyndte nu at tænke over, hvad det var, som Gren enlig havde sagt til ham, inden han var gået ud. Han sukkede. Han følte sig svag og ynkelig.
”Du vil ikke kunne ændre min holdning til mit liv. Jeg har et ønske om at dø. Jeg ville ønske, at jeg havde været et almindeligt menneske, som jeg havde levet som i 16 år, indtil den dumme forvandling skulle ødelægge det hele for mig. Jeg har hadet jer begge to lige siden, fordi jeg kom til. Hvorfor mig? Jeg ønsker det ikke!”[/color] sagde Seth i en følelsesløs tone, mens han knyttede sine hænder, hvorefter flere tåre trilte ned ad hans kinder. Og af underlige årsager, så havde han lyst til at slå Gren.

[Gren Shade]

Gren kiggede sympatisk ned på Seth. Han kendte udmærket den følelse, han havde selv haft den dengang i hans barndom, andet end dengang var der ingen til at være der for ham, han var anderledes, men det gjorde at han lærte at stå på sine egne ben og stole på sig selv, og at man ikke kan ændre på hvem man er eller hvordan man ser ud, man er som man er, og det måtte man lære at leve med. Han sukkede stille og satte sig ned ved siden af Seth. "Seth, du er nød til at lære at leve med at du er som du er. Men ville det ikke også være en fornærmelse mod din mor, hvis du bare besluttede dig for at dø, bare fordi du er dig. Jeg kan lære dig at styre dine forvandlinger, så du ikke skifte form ved hver fuldmåne. Men hvis du skal lære at styre din forvandling, er du også nød til at lære at styre dit temperament, som du uden tvivl hat arvet fra mig"[/b] Han smilte skævt og kiggede hen på Seth. Han havde en ide, om hvordan han mon kunne få Seth til at respektere det liv han havde fået, og leve med hvem han er, og han kan elske sig selv som han er, istedet for bare at ønske sig selv død. Han sukkede stille, mens han undrede sig over denne lille ide.

[Seth Calisto Shade]

Seth kiggede den anden vej, da Gren satte sig ned ved siden af ham. Han prøvede stadigvæk at holde sine følelser under kontrol, mens han også holdte sin forvandling af de enkelte dele tilbage, som skete, når han havde et stort udsving i sine følelser.
"Jeg ønsker ikke at være den, som jeg er. Og det vidste mor godt, da det var grunden til, at jeg løb hjemmefra." sagde han, hvorefter der fulgte et fnys efter. Sådan havde det altid været. Han knyttede igen sine hænder, hvorefter han grinte ad sig selv. Han kunne enlig ikke fatte det, men han havde været ved at ændre mening omkring sit liv. Han var fristet til at tage i mod tilbuddet om at lære at kontrollere sin forvandling, fordi så kunne han forhindre sine forvandlinger og så kunne han leve et normalt liv, næsten.
Seth overvejede, om han skulle stikke en undskyldning og tage af sted igen? Han kunne jo altid vende tilbage, hvis han ønskede det. Han kunne også bare tage til Iméra og blive taget til fange.

[Gren Shade]

Gren sukkede stille over sin søns stædighed. De mindede utrolig meget om hinanden de to, indså han med et skævt smil. Han prøvede at få øjenkontakt med Seth, men han havde vendt hovedet den anden vej, så det var ikke muligt. Han sukkede stille, han havde fundet det muligt, at de to måske kunne blive gode venner, og Seth kunne få den far han havde ønsket sig, lidt forsinket og en måske ikke helt så perfekt far. Han sukkede, og han vidste ikke hvad han skulle sige til Seth. Han vidste af egne erfaringer, at når man var så stædig så nyttede det intet at sige noget. "Men hvorfor ønsker du ikke at være den som du er? Kan du definere det 'at være normal'?"[/b] Han kiggede nysgerrig på Seth, nysgerrig efter hvilket svar han vil komme frem med.

[Seth Calisto Shade]

Seth kiggede ud mellem træerne, selvom han ikke kunne se helt så meget, fordi han næsten lige havde siddet inde ved kaminen, hvor der var lys, så hans øjne skulle lige vende sig til mørket igen. Han hørte godt, hvad Gren sagde, men han svarede ikke med det samme. Han tænkte længe over det, hvad var det enlig, som han ønskede? Han ønskede delvis ikke at være speciel, han ønskede ingen specielle kræfter/evner. ”Det er min egen sag.” sagde Seth, han gad ikke til at forklare Gren det, han ville sikkert alligevel ikke forstå det, fordi han jo havde været varulv i længere tid. Han ønskede, at han kunne tage tilbage i tiden og genleve de første 16 år i hans liv, igen og igen. Han satte albuen på sit ene knæ og støttede hovedet i hånden, hvorefter han forsøgte at skjule et lille gab. Det var ved at være længe siden, at han havde sovet rigtigt.

[Gren Shade]

Gren kiggede nysgerrig på Seth og han sukkede stille, da hans søn ikke kom med noget svar til hans spørgsmål. Han undveg spørgsmålet med vilje så det ud til. Han rejste sig stille op og han kiggede op mod himlen og sukkede ved det vidunderlige syn. Han kiggede ned på Seth, og han så hvordan han gabte. "Det er det, men man kan altid spørge enten efter hjælp, eller prøve at besvare de spørgsmål der bliver stillet ind, om de ting der handler om det man snakker om, og at man begrunder dem. Det ville nok også være underligt for dig at høre, at jeg hadede at være varulv nok i de første 50 år i mit liv, jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op, men jeg fik venner, de elskede mig for den jeg var, og de lærte mig at acceptere at jeg er den som jeg er, og jeg kan sagtens leve lykkeligt sådan her"[/b] Han smilede til Seth, han håbede ikke han kedede sin søn for meget med alt den snak. Han gik stille hen til døren, og lige inden han gik ind i stuen kiggede han hen på Seth. "Hvis du er træt, er der nogle gæsteværelse, hvis det er. Du kan selv vælge"[/b] Han gik stille ind i huset, han vil lade Seth blive ude alene lidt, give ham lidt plads til at tænke, hvis det var det han havde brug for.

[Seth Calisto Shade]

Da Gren begyndte på en lidt længere tale, om at acceptere sig selv, tænkte Seth bare, bla bla bla... Og desuden så var det haldtreds år for Gren, for ham var der gået mere end de halvtreds år, så hvad ville det hjælpe, og der var alligevel ikke nogen, som kunne lide ham, og dem, som han talte med, talte kun med ham, fordi han skulle udføre et job for dem, og de viste faktisk, at de ikke kunne lide ham, men de sagde intet. Seth skjulte endnu et gab, hvorefter han strakte sig, mens der lød nogle knæk.
Seth lagde sine hænder ned i sit skød. Han nikkede til Grens ord, for at vise ham, at han havde hørt ham og ville tage en beslutning senere. Han lyttede til Grens skridt, som langsomt forsvandt ind i huset. Han overvejede lidt noget, men det virkede dumt i forhold til ham, men Kamatayan havde selv sagt det. Han kunne prøve at høre mere, om dødsenglens holdninger, da han var gammel og måske vidste noget. Måske møde en anden varulv? Men en ting var han klar over, hvis han sov her i nat, så ville han være forsvundet igen, så snart han vågnede, nok mest, fordi han skulle bruge tid til at tænke, og det var ikke hans speciale.
Seth rejste sig op og sukkede. Han var for træt til at tænke mere, han ville bare sove nu. Han gik ind i huset og kiggede efter Gren, mens han spurgte, "Hvor er de der gæsteværelser henne?"[/color] Det var også for besværligt at lede efter et sted at sove nu.

[Gren Shade]

Gren satte sig henne i sofaen og slappede af. Han kiggede ind i flammerne, og alle hans tanker handlede om Mary Jane, og det de havde haft sammen. Han fortrød han ikke var sammen med hende til det sidste, men han kunne ikke gøre noget ved det nu. Det kunne også lyde hårdt lige nu, men han tror at komme over hende så hurtigt som muligt, er nok det hun helst vil have. Han sukkede stille og slappede af. Han gik stille hen til kævlerne og smed en ind i pejsen. Han kiggede hen imod døren der ledte ud af huset. *Gad vide hvad han tænker på?* Han rykkede sig dog hurtigt tilbage igen og kiggede ind i pejsens flammende ild. Han hørte dog stille døren gå op og hen kiggede hen imod Seth. "Der er tre ovenpå, der står guest room på, så det er bare op af trappen og kigge på dørene."[/b] Han smilede forsigtigt til sin søn.

[Seth Calisto Shade]

Seth kiggede på Gren, da han svarede, han så også smilet, men ignorede det. Han sukkede roligt og gik op ad trapperne med tunge skridt. Han stod lidt for enden af trappen, hvorefter han fandt den nærmeste dør, hvor på der stod 'Guest Room'. Han skubbede døren op og kiggede ind, det så ud, som der generelt gjorde på gæsteværelser. Han gik ind på værelset og lukkede døren efter sig, hvorefter han gik hen til sengen og smed sig på den. Der var mørkt på værelset.
Seth tog fat i halskæden, som han havde om halsen, som han havde fået af hans mor. "Er du glad nu?"[/color] hviskede han stille. Han sukkede og kiggede op i loftet. Lidt efter sparkede han sine støvler af og lod dem falde ned på gulvet med et bump. Han lagde den anden hånd under hovedet, mens tankerne fløj rundt i hovedet på ham.

[Gren Shade]

Gren havde stille fulgt med sin søn hen til gæsteværelset, men han havde ikke sagt noget, og han gik ret lydløst, så Seth havde nok ikke lagt mærke til det, men han hørte Seths ord. Det stak ham lidt i hjertet. Hvordan var han blevet sådan? Han sukkede stille og gik tilbage til sofaen. Han smed en ekstra kævle ind i pejsen, mens han kiggede ind i den. Flammerne blussede op, og farven der var, mindede ham og hans og sin søns hårfarve. Et lille smil dannede sig på hans læber mens han kiggede ind i ilden, men det smil blev hurtigt trist. Trist over at det far-søn forhold han gerne vil prøve at have med sin søn, nok aldrig vil lade sig ske. Trist over at han havde begået sådan en fejltagelse. Han sukkede og han knyttede sine hænder. Kania og Luke var ved siden af ham, og han smilede stille til dem. Usikker på hvad han dog skulle sige til sin søn engang imorgen. Han kiggede hen mod værelset hvor Seth lå. Kiggede med sørgmodige øjne. Han rystede stille på hovedet og gik ned i hug. "Kania og Luke, pas på Seth mens jeg er væk oki? Jeg skal nok komme og hente jer! Bare bliv ved ham indtil jeg kommer og henter jer." [/b]Begge ulve begyndte at pive lidt, men han kiggede på dem med et smil, et smil der sagde det er hurtigt overstået. Han nussede dem begge på hovedet, og de stoppede begge med at pive. Han rejste sig op igen. Han tog stille sin trøje på igen, mens han kiggede mod værelset hvor Seth var. Han sukkede endnu en gang og rystede stille på hans hovede. Han kiggede tilbage til ulvene. "Følg ham lige meget hvad. Jeg skynder mig så hurtigt jeg kan!"[/b] Velvidende om at de forstod hvad han sagde, og de ville gøre det han bad dem om, åbnede han døren og gik ud på verandaen. Han tog en dyb indånding, også begyndte han at løbe så hurtigt han kunne. Mod det sted han vidste Seth og Mary Jane havde boet, mod det sted Mary Jane var begravet. Hans øjne blev fyldt med vand. Han rystede stille på hovedet for at få tårene væk. Han ville nå at sige farvel til hende en sidste gang, og han forsvandt stille mod horisonten..

//out

[Seth Calisto Shade]

Seth lå længe og kiggede op i loftet og holdte om halskæden. Han lagde godt mærke til en piven, som kom nedefra og at døren gik, men han tænkte ikke videre over det. Han lagde sig om på siden med ryggen til værelsesdøren, hvorefter han faldte i søvn.
Seth vågnede efter nogle få timer (i nogens verden ville det stadigvæk være nat), han sov ikke længe ad gangen, da han ikke skulle bruge særlig meget søvn, en vane, som han havde opbygget. Han havde ikke sovet så godt i så længe, men nok fordi det var længe siden, at han havde sovet i en seng. Han strakte sig og gabte let. Han satte sig i sengen og tog sine sko på, mens han blev opmærksom på noget. Han gik hen og skubbede døren op, hvorefter han gik nedenunder, men han kunne ikke se Gren nogen steder, så han var måske taget af sted i går, da døren gik. Seth trak let på skulderne, han gik ud i køknet og greb et stykke frugt, hvorefter han forlod huset. Han blev dog opmærksom på de to ulve, som fulgte ham. Han sparkede ud efter dem og bad dem tage hjem, men de gjorde ikke, som han sagde. Endnu en gang trak han på skulderne og fortsatte ind i skoven og på sin søgen efter dødsenglen.

//Out