It's now or never

[Gren Shade]

Gren kiggede lidt overrasket på Seth, da der pludselig dukkede nogen ulveører op. Han prøvede alt han kunne, for at lade vær med at grine, fordi det simpelthen hen så så komisk ud. Det lykkedes ham også at lade vær med at grine, så han kiggede bare ind ilden for at få sine tanker tilbage på det oprindelig emne, men han syntes nu det havde været lidt dejligt, med en lidt mere frisk og glad ting, midt i alt det triste. Han kunne mærke hvordan tårerne pressede sig frem igen, da han tænkte på Mary Jane igen. Han sukkede stille, og rystede på hans hovede. Han savnede hende utrolig meget, og nu skulle han aldrig mere se hende igen. "Så du er hendes søn ikke? Hvor mange år er du?" Han kiggede interesseret på Seth mens han tog en tår vand fra sit glas.

[Seth Calisto Shade]

Seth lagde en hånd oppe på sit ene øre, hvorefter han kløede det. Han smilte kort. Han havde vel afsløret sig selv på det værste, fordi nu kunne varulvenes leder ikke tage fejl af, at han var en varulv. Så uanset, hvordan han vendede og drejede på det, så skulle han forholder sig under Grens ordre. Og han skulle forholde sig til sine arbejdsgiveres ordre, det blev en udfordring, men han vidste, hvad der kom først. Han turde ikke tage fat i hans glas, da han var bange for, at den vrede, som hvivlede i ham, ville knuse glasset.
Seth fnøs lavt, da det næste spørgsmål endelig kom, det ville nok snart blive hans tur til at spørge og kræve svar. Han kiggede op, men vendte ikke hovedet mod Gren, da han fornemmede, at han kiggede på ham. "Jeg er 63 år. Og jo, jeg er hendes søn. En søn, som hun enlig ikke fortjener."[/color] sagde han, hvorefter han rejste sig op. Hans stemme skælvede. Han havde meget svært ved at holde på sin vrede lige nu, så han prøvede at tolke den, ved at vandre frem og tilbage henover gulvet. Han stoppede pludselig op og kiggede nu direkte på Gren med øjne med had og tristhed. "Og du var den, som efterlod hende med denne søn, som også var med til at forværre hendes gamle sår."[/color] sagde han hårdt, mens han pegede med en finger på Gren. Han havde også kommet til at lægge et ekstra tryg på også. På denne måde var han sikker på, at det ikke kun var hans egen skyld. Han vandrede nu mod udgangen med knyttede hænder, men vendte sig dog om på halvvejen igen og gik tilbage til stuen. Han ville også have nogle svar. En hale var langsomt begyndt at vokse sig frem, hvilket han prøvede at gemme.

[Gren Shade]

Gren havde allerede gættet, at Seth var varulv lige fra starten af. Lige meget hvor meget han prøvede, ville han aldrig kunne fjerne lugten af varulv han havde over sig. Han hævede det ene øjenbryn da Seth fnøs, men han kommenterede det ikke. Han kunne ikke helt forstå hvorfor hans fnøs, var det fordi han var gået lige til sagen eller? Han nikkede stille til Seths ord, da han sagde han var 63 år. Det passede egentlig meget godt, fordi han havde forladt hende da han var 100 år eller noget i den stil i hvert fald. Begge hans øjenbryn røg det i vejret, da han sagde det med at hun ikke havde fortjent en søn som han. Han grundede lidt over, hvorfor dog Seth havde sagt sådan noget, men det ville han spørge om senere. Han kiggede lidt undersøgende på Seth, han virkede til at have en meget vred, og samtidig trist attitude. Han rejste sig ikke fra sofaen, da Seth rejste sig og var på vej mod døren. Han havde en anelse om at Seth ville vende om, men hvis han hørte døren åbne, ville han beordrer Seth til at komme tilbage. Han vidste han kunne gøre det, og han ville bruge det hvis nødvendigt. Men som han havde på fornemmelsen, så vendte Seth tilbage. Han kiggede nysgerrigt på den hale Seth lige pludselig havde fået sig. "Så du er min søn?" Han smilede stille, han kunne ikke lade vær. Tanken om at Mary Jane og han havde fået noget sammen, noget der var en del af dem begge, gjorde ham virkelig lykkelig. Men da Seth sagde det med, at han havde været med til at forværre Mary Janes sår, kunne han mærke vreden blusse op. Han rejste sig op fra sofaen og kiggede ned på Seth. "Hvad havde du gjort ved hende, siden de gamle sår kunne forværres?" Han knyttede sine hænder, og han kunne mærke en lyst til at slå Seth rigtig hårdt i ansigtet. Søn eller ej.

[Seth Calisto Shade]

Seth var glad for, at Gren var blevet siddende i sofaen og ikke var fulgt efter ham. Han fortrød lidt, at han ikke var fortsat ud af døren og løbet ud i mørket for at forsvinde igen, han manglede virkelig den ro han fik, når han ikke blev sat til en opgave. Hans hale viftede frem og tilbage, så han virkede lidt, som en ivrig hvalp, men det var vreden, som satte halen i bevægelse. Han kunne stadig ikke forstå, hvorfor han var vendt tilbage igen, han kunne jo få svarene en anden dag, hvis det skulle være. Men noget havde holdt ham tilbage. Han lagde igen armene over kors, mens han så på Gren med et hårdt blik og ventede på nogle ord eller bare en reaktion.
Seth holdte en knurren tilbage, da Gren smilede, da han havde stillet spørgsmålet, om han var hans søn. Han kiggede den anden vej, da han svarede med en lidt hård stemme, ”Ja, det er jeg vel.”[/color] Hvorefter han fnøs, hvorfor skulle hans mors sidste ønske være, at han skulle møde denne mand? Det virkede næsten åndsvagt for ham, fordi han hadede ham stadigvæk.
Seth rettede sit blik igen mod Gren, da han rejste sig fra sofaen, han var klar på et eventuelt angreb, som kunne komme, han ville ikke lægges ned ad sin egen far. ”Jeg var ligeså ynkelig, som dig! Jeg løb min vej.”[/color] sagde Seth en anelse højt, fordi han ikke brød sig om beskyldningerne, derfor havde han også lagt et tryk dig. Han var ikke den eneste skyldige i denne sag.

[Gren Shade]

Gren kiggede nysgerrig på Seth og hans hale og øre. Med lidt trænning, kunne han meget nemt lære at styre hans forvandlinger. Den tanke røg bare gennem hans hoved, hvorfor havde han dog ingen anelse om, måske ville han bare lære sin søn noget nyttigt. Han trak på skuldrene, han kunne vel spørge. "Har du problemer med dine forvandlinger?"[/b] Han kiggede nysgerrig på Seth, nysgerrig efter hans reaktion. Han havde virkelig lyst til at lære ham det.
Da Seth sagde det med, at han var lige så ynkelig som ham, og at han løb sin vej. Da kunne han ikke holde sin vrede tilbage. Han slog så hårdt han kunne lige på Seths kind. "Lad vær med at udtale dig om sådan noget, når du ikke kende historien HVALP!"[/b] Han råbte af ham. Han ville ikke tillade, at han sagde sådan noget, og når han sagde det sådan, tydede det helt klart på at han ikke kendte historien bag det hele. Han kiggede vredt på Seth, han var lidt ked af at han lige havde slået sin egen søn, men han kunne simpelthen ikke holde sin vrede tilbage længere.

[Seth Calisto Shade]

Seth blev lidt forundret over hans spørgsmål, han forstod ikke, hvor det passede ind henne. Han rystede bare på hovedet over spørgsmålet, som svar. Han havde problemer, fordi han ikke ønskede være det, som han var. Han prøvede altid at holde sin forvandling tilbage ved fuldmåne, selvom det ikke lykkedes for ham. Og han kunne vælge at forvandle enkelte dele, men undertrykte han for meget vrede, så skete disse ting altid med ham, hvilket han fandt umådelig irritrende.
Seth blev chokeret over slaget, som han fik på hans kind. Han kunne mærke en prikken, men det gjorde faktisk ikke ondt, men han havde jo også lært at undertrykke smerten. En vrede begyndte at boble inden i ham, men han slog igen, han valgte bare at knytte sine hænder meget hårdt, og han kunne mærke, hvordan raseriet begyndte at koge, da ordet hvalp kom på banen. Han vidste, at han ville råbe, når han igen begyndte at tale. Han vendte igen sit hadefulde blik mod Gren. ”Så fortæl mig det! Jeg er så pisse træt af, at jeg skal være uviden!”[/color] råbte han og knyttede sine hænder endnu mere. Man kunne fornemme at han var rasende. Han kendte ikke til årsagen af hans mors gamle, og så havde aldrig kendt sin far.

[Gren Shade]

Gren himlede med øjnene, og han var virkelig vred. Han kunne ikke tage det, når folk beskyldte ham for at være ynkelig og en kujon, da han stak af fra Mary Jane som mange sagde. Det folk ikke vidste var, at han havde gjort det ufrivilligt. Han sukkede stille, da han så at Seth også var vred nu. Forståeligt, men alligevel ret irriterende. "Hvis du ikke ved en skid, så hold kæft. Lad vær med at udtale dig om noget, du ikke aner en skid om!"[/b] Han gik stille ud i køkkenet og hentede en ispose til Seths kind. Han fandt hurtigt en ispose, og han kastede den hen til Seth. "Put det her på din kind, det hjælper. Og undskyld lod min vrede løbe af med mig." Han kiggede stille hen på Seth.

[Seth Calisto Shade]

Seth blev stående, da Gren forlod ham. Han prøvede at få kontrol over sin vrede, men det havde han virkelig svært ved. Han hadede den måde, hvor på han blev udelukket på. Han ville have sandheden omkring hans mors død, ellers havde hun måske stadigvæk kunne være her. Han kiggede op og greb den ispose, der blev kastet mod ham. ”Som om det vil hjælpe!”[/color] råbte han og kastede isposen hårdt tilbage mod Gren, og han sigtede med vilje efter hovedet, i håb om at den ville ramme ham. Hvorefter han nu løb mod udgangen. Han smækkede døren op og løb ud i mørket, da han nåede det nærmeste træ, slog han til det. Og igen. Han prøvede at flå sin vrede væk. Men han ville heller ikke se sin far igen.

[Gren Shade]

Gren fik hurtigt vendt sig og greb isposen det blev kastet mod ham. Og inden han kunne nå at reagere yderligere var Seth allerede væk. Han himlede med øjnene og sukkede. Han havde åbenbart arvet sin fars temperament. Altså hans temperament. Han grinede lidt, da han kom i tanke om, hvordan han selv havde været. Han gik dog udenfor og stod i døråbningen ind til sit hus og råbte med sin alfastemme. "Seth, her nu!" Han vidste at Seth kunne høre ham, og han vidste også at han ikke kunne afvise at adlyde ordren. Han lænede sig i døråbningen og kiggede efter ham. Han forstod godt Seth, og han burde egentlig selv tage det lidt roligt og få styr på sine følelser og temperament.

[Seth Calisto Shade]

Seth stoppede med at slå på træet, da han hørte en kalden, hvilket lød som en ordre. Han prøvede at ignorerer det, men han følte sig trukket mod kalden. Han faldte ned på knæ og lagde armene om hovedet og begyndte at råbe, han ville ikke gå tilbage, fordi det måtte alfastemmen, som alfahannen kunne bruge, og det måtte være hans far. Han kæmpede et stykke tid i mod, men rejste sig så op og begyndte at gå tilbage. Han sparkede til jorden undervejs, mens hans hænder havde søgt ned i lommerne.
Seth stoppede nogle meter fra huset, da han kunne mærke, at han igen kunne holde igen uden, at det ville trække i ham. Han gloede op på Gren, han fandt ikke situationen fair. Han kiggede igen ned og sparkede til jorden. Hans vrede var lidt fordampet, men han mente, at det var ordrens skyld.

[Gren Shade]

Gren stod stadig stille i døråbningen. Han ville ikke havde brugt alfastemmen mod sin egen søn, men lige nu i den givne situation fandt han det nødvendigt. Han var helt rolig, og han holdte isposen frem så Seth kunne tage den, når han engang gik forbi ham og han gik ind i huset igen. Han kiggede på Seth, da han var nærmere huset. Han sukkede stille og rystede på hovedet. "Hvis du vil have svar, så skal du nok ikke bare gå" Han kiggede med hævede øjenbryn på Seth.

[Seth Calisto Shade]

Seth gloede bare på Gren, da han sagde noget. Det kunne muligvis godt være, men han ville alligevel ikke give ham de svar, og han var alligevel så træt af hans liv. Han håbede en dag, at han ville møde sin overmand, så han kunne dø. Han tog en dyb indånding, inden han igen tog sig sammen. Hvorfor endte han altid i det værste situationer?
Seth begyndte igen at gå mod huset, men skubbede isposen til side. "Den er ikke nødvendig."[/color] sagde han lavt, men lidt spidst, hvorefter han fortsatte ind i huset. Ja, han opførte sig, som et fjols. Han rørte ved kinden, hvorefter han lod sine fingre røre ved aret under hans øje. Han satte sig igen ind i sofaen ventede.

[Gren Shade]

Gren himlede med øjnene, da Seth var gået forbi ham. Men han beholdte isposen i hånden, han kastede den lidt op i luften, og greb den igen. Han sukkede stille, gik indenfor og han lukkede døren efter sig. Han gik direkte hen til pejsen og smed nogle flere kævler ind, da dette nok ville blive en lang snak uden afbrydelser. Han satte sig derefter hen i sofaen. Lænet bagud og sad fuldstændig afslappet. Han kiggede på Seth. "Stil de spørgsmål du vil have svar på, men jeg kan ikke love at jeg kan svare på dem alle sammen.."[/b]

[Seth Calisto Shade]

Seth kiggede på Gren, da han kom ind, og fulgte ham med øjne, hvorefter han rystede på hovedet. Hans hale og øre var igen forsvundet, hvilket han kun syntes var godt. Han lod sit blik falde ned på gulvet foran ham, da Gren havde sat sig ned på sofaen. "Jeg har kun tre spørgsmål, som jeg kræver svar på."[/color] sagde han, hvorefter han kiggede op. Hans stemme var ikke til læse. Men han mente, at han ville have svar.
"Hvorfra stammer min mors gamle sår? Hvorfor forlod du hende? Og hvorfor opsøgte du hende aldrig igen?"[/color] spurgte han, han kiggede lidt endnu på Gren, hvorefter han kiggede væk fra ham. Han opdagede sin sko, der lå på gulvet, hvor han sidst havde efterladt dem.

[Gren Shade]

Gren sukkede stille, da han hørte spørgsmålene. Det var nogle af de spørgsmål, han selv havde gættet sig til ville blive stillet, især fordi de var de spørgsmål der var mest åbenlysende at stille. Han kiggede på Seth. "Det kommer nok til at tage lang tid at snakke om, så du må vist hellere sætte dig ned"[/b] Han pegede hen på den sofa Seth havde siddet på før. Han tog en dyb indånding og kiggede hen på Seth. "Mary Janes gamle sår er min skyld, og det er grunden til at jeg forlod hende. Jeg var godt og vel 90 år på det tidspunkt, jeg mødte din mor første gang. Og jeg faldt for hende ved første blik."[/b] Han smilede lidt genert til Seth og tog en tår vand. "Da jeg havde kendt din mor i 10 år, fik jeg en dum idé. Jeg ville prøve at tage til Iméra, finde en blomst eller noget andet smukt derinde og give den til Mary Jane for at vinde hendes gunst, eller bare for at få hende til bedre at kunne lide mig, selvom vi begge i forvejen var forelsket i hinanden og alt det der. Men det gik galt. Jeg blev opdaget af vagterne, og den vagt der holdte vagt ved broen, boede tilfældigvis lige i nærheden af Mary Jane, og han havde genkendt mig." Han sukkede stille, da han kom i tanke om det. Og en enkel tåre gled ned langs hans kind. "Han konfronterede mig med det lige foran Mary Jane. Han truede mig, og han ville hive mig med tilbage til slottet. Men Mary Jane prøvede at forhindre det, og så blev vagten sur. Han slog hende hårdt på maven, og hun røg ned på jorden. Jeg kan bare huske, at jeg var blevet så sur, at jeg begyndte at tæve vagten. Mary Jane prøvede at stoppe mig og det resulterede i at jeg også fik angrebet hende.. Men værst var dog den skade vagten havde givet hende, da han havde en sølvhandske på." Han tog sig stille til hovedet. Han var stadig sur på sig selv over det der var sket, og han kunne ikke tilgive sig selv for det. Tårerne pressede sig på igen, og han ville aldrig glemme den smerte han havde følt, da han havde slået Mary Jane. "Jeg kunne ikke tilgive mig selv for at have slået hende. Og jeg vil ikke kunne skade hende mere. Jeg kunne ikke engang se på hende, uden at jeg fik dårlig samvittighed. Både mig og din mor blev enige om, at jeg skulle forlade hende. Men din mor var meget imod det. Men jeg var bange for at jeg kunne finde på at slå hende igen. Så ville jeg hellere forlade hende, uanset hvor ondt det gjorde. Det var en af de værste smerter jeg har følt, da jeg forlod hende. Der er så mange gange, hvor jeg haft lyst til at opsøge hende, men aldrig kunne fået mig selv til det.."[/b] Han rystede stille på hovedet, og der røg nogen flere tårer ned langs hans kind. Det gjorde stadig ondt når han tænkte på det. Han elskede hende stadig, selvom hun var død. Han kiggede op på Seth. Han vidste ikke hvordan han ville reagere på sandheden.