A perfect day

[Felicia Lois Morris]

Felicia kom gående med rolige og blide skridt, mens hun af og til satte sig ned på hug, for at kærtegne de smukke blomster som voksede rundt langs søen. Felicia elskede dette sted, hun var har tit, efter som hun af og til fik lyst til bare at være sig selv og bare nyde den ro omkring hende og mærke duften af natur.
hun nåede søen og gik over og satte sig igen på hug, for at mærke vandet, det var køligt men på en behagelig måde. Hun rejste sig op og så sig omkring. Træernes blade lå stille hen, samt vandet fra søen lå stille, hun smilede let for sig selv og vandrede stille rundt og kærtegnede træernes stammer og lod sig bare falde til ro og mærke den trykhed der fyldte hende.

[Revion Talant]

Yalathanil gik en stille og rolig tur, mens han trak en beigefarvede hest i tøjlerne efter sig. Han havde sit sædvanlige tøj på (signature) og en grågrøn kappe, som skulle skærme ham mod de kølige temperature. Han var selvfølgelig ikke alene i dag, han havde en enkelt vagt med sig, som gik et stykke bag ham.
Hesten, som Yalathanil trak, stoppede pludselig og bevægede sin øre. Han blev selv opmærksom på det og kiggede omkring sig, han lagde mærke til en andens tilstedeværelse. Han gjorde tegn til vagten om, at han skulle holde sig i baggrunden, og der intet var i vejen.
Yalathanil klappede roligt hesten og beroligerede den, hvorefter han fortsatte fremad, mens han kiggede sig rundt efter den mulige tilstedeværende skikkelse.

[Felicia Lois Morris]

Felicia gik stadig omkring og lagde ikke mærke til at der var kommet andre til søen. hun vandrede frem og tilbage ved vandkandten. Dagen i dag havde været en perfekt dag for hende, da hun bare havde været sig selv og havde ikke været sammen med nogen. Felicia standsede op og lænte hoved tilbage, og løftede håret op så det igen landte ned langs hendes ryg. hun rettede hoved op, og lagde nu mærke til at hun ikke var alene, Felica betraktede de fremmede med et undersøgede blik, og beundrede den smukke hest som den unge fyr havde med sig. Mens hun iagttagede dem i ro, lænte hun sig op ad et træ som stod bag hende.

[Revion Talant]

Yalathanil nærmede sig søen med hesten efter sig, og vagten nogle meter bag dem. Vagten trak også en hest, men den havde en alm. brun farve. Da de nåede vandet, lod de hestene drikke lidt. Vagten lagde mærke til den anden, så han råbte, "Hvem er De?"[/color] Han var også ved at trække sit sværd, da Yalathanil lagde sin hånd vagtens skulder og spurgte roligt, "Rolig nu, kan du ikke se, at det er en elverkvinde?"[/color] Han hentede tydede til ørerne. Han lod vagten overtage hestene, mens han selv trådte nærmer denne elverkvinde med en rolig holdning.
"De må undskylde hans opførelse, han gør bare sit arbejde. Så kan De fortælle mig, hvem De er?"[/color] spurgte Yalathanil med et lille smil.

[Felicia Lois Morris]

Felicia lo stille og smilede roligt mens hun betraktede manden der havde råbt ad hende, hvorefter hun rettede sig op og vente opmærksomheden op den unge mand der var kommet hen til hende. "det er skam helt iorden" savde hun venligt "mit navn er Felicia Lois Morris, mig en fornøjelse hun nikkede kort med hovedet som hilsen "og hvem er De så?" tilføjede hun høfligt efter som hun bemærkede hans måde at tale til hende på, ved at kalde hende De, så hun lod sig tale til ham på samme måde.

[Revion Talant]

Vagten stod med begge heste og mumlede lidt for sig selv, han begyndte at holde med omgivelserne for at lave noget.
"Jeg er prins Yalathanil Everlove."[/color] sagde Yalathanil og bukkede med hovedet. Det undrede ham en smule, at hun ikke kendte til ham, men der var vel nogen, som hellere holdte sig ude i naturen og længere væk fra storbyerne, så de kunne få fred. Han ønskede selv, at han kunne flygte ud sådan nogen steder til tider, men han havde pligter, som han skulle passe.

[Felicia Lois Morris]

Felicia blev helt overrasket og stod i nogen sekunder uden at sige noget, hun var lidt pinlig berørt over ikke at havde vidst hvem han var"mig en stor fornøjelse at møde Dem deres højhed" svarede hun. "jeg holder mig meget i naturen, er ik' rigtig til storbyer" hun smilede og så ud mod floden, "elsker De ikke bare naturen?" hun så væk fra floden og kiggede spørgende på ham. Nu hvor Yalathanil var hér ved kawa folden, kunne hun jo godt regne ud han måske ikke helt hadet naturen, men det kunne jo være at nogen bedre kunne lide byen og tilbragte mere til i storbyen end i den smukke natur.
"Eller De er måske mere til storbyen?" Tilføjede hun med et let smil

[Revion Talant]

Yalathanil smilede til hende, da hun forblev tavs en stund. ”Fornøjelsen er også på min side.”[/color] sagde han og fortsatte med at smile.
”Slottet har altid været mit hjem, så selvfølgelig holder jeg meget af det, men jeg er også meget taknemmelig for, at jeg kan trække mig tilbage i naturen, når jeg har tiden til det. Jeg er meget facineret af dit, lyselvernes og skovelvernes arbejde med naturen, den er meget smuk.” sagde han og kiggede kort udover søen, hvorefter han lagde en hånd på et af træerne, som var i nærheden af ham. Han fjernede igen hånden, hvorefter han smilede til Felicia.

[Felicia Lois Morris]

Felicia smilede muntert "Mange tak, vi er glade for folk har lyst til at nyde naturen sammen med os" hun sendte Yalathanil endnu et smil og gik så rolig fobi ham og bevægede sig ned langs floden, hun standsede op og vente sig om mod ham med det spørgende blik "vil De med et tur rundt og se omgivelserne?" spurte hun og rakte hånden ud mod den retning hun ville gå. "Eller skal jeg retter sige, I" hun hentydet til vagten der stod over ved hestene. "De må vel ikke gå alene med fremmed?" tilføjede hun med et venligt smil

[Revion Talant]

”Jeg vil gætte på, at mange er taknemlige, men det er bare ikke alle, som udtrykker det ligeså tydeligt, som andre.”[/color] sagde Yalathanil og kiggede over mod vagten og hesten, han fløjtede stille og den beigefarvede hest kom løbende over til ham. Han hilste på den og tog fat i dens tøjle.
”Jeg tager gerne imod Deres invitation.”[/color] sagde han og vinkede til vagten, som tegn til, at de ville begynde at gå lidt igen. ”Allerhelst så mine forældre, at jeg havde vagter omkring mig hele tiden, men til tider er jeg så heldig, at jeg kommer af sted uden nogen. Og jeg følger dem, som jeg ønsker at følge.”[/color] sagde Yalathanil og smilede til hende igen, hvorefter han kiggede på vagten, som var nået op til dem.

[Felicia Lois Morris]

Felicia smilede muntert "nej, det kan De vel havde ret i" svarede hun og begyndte at gå videre. "men..." begyndte hun men tav lidt, før hun forsatte. "selvom du til tider kan være heldig med ikke at havde nogen med dig, er det ikke lidt irriterende alligevel at havde vagter omkring Dem? Jeg ville selv syndes det ville være vild irriterende hvis man ikke kunne få lov til at være i fred, og så KUN til tider, være heldig at blive fri for vagter. " sagde hun og sendte ham et roligt men venligt blik.

[Revion Talant]

Yalathanil begyndte at gå og trak hesten med sig, da Felicia også begyndte at gå. Vagten gik bare brummende med, han var ikke tilfreds med situationen.
”Det kan De have ret i. Man får fornemmelsen af, at ens privat liv ikke er privat alligevel. Men det er en nødvendighed, jeg ønsker ikke at gøre min forældre mere bekymrede, end de allerede er i forvejen. Det kræver også megen overtalelse at få vagterne til at lade mig være, men de ved godt, hvornår de skal lade mig være.”[/color] forklarede Yalathanil roligt og smilte fortsat, der var alligevel ikke noget, som kunne tage glæden fra ham.

[Felicia Lois Morris]

Felicia nikkede forstående. "det er da klart"
De gik videre, Felicia så op i et at de træer der stod længere væk, en flok fugle havde samlet sig i et af træerne og skrålede alle sammen op på samme tid, mens de fløj fra gren til gren, eftersom de ikke kunne finde ud af havde de ville. "Hvad laver en prins som Dem ellers?, er der noget De er god til?" spurte Felicia, efter som hun pludselig blev nysgerrig, om ville enlig gerne lære ham at kende, hun havde ikke taget blikket væk fra træet af de mange fugle.

[Revion Talant]

Yalathanil smilede til Felicia. Han gjorde gerne mange ting for sin forældre, men heldigvis kunne han gå rundt på slottet uden vagter, da slottet i forvejen var bevogtet. Sådan var det at være kongelig, lidt træls, men sådan var det nu engang.
Yalathanil betragtede fuglene over dem og smilte lidt. Han overvejede at tale til dem, men han ville afsløre sin gave overfor nogen. Det var kun ganske få, som vidste, at han havde denne gave. Han kiggede igen på Felicia. ”Jo, jeg vil selv sige, at jeg er en ganske udmærket fløjtespiller. Hvad med Dem?”[/color] sagde Yalathanil og smilte. ”En af de bedste.”[/color] brummede vagten bag ved dem, man kunne godt fornemme, at han ikke var elver.

[Felicia Lois Morris]

Felicia vente hoved og smilte til vagten, og vente derefter blikket mod Yalathanil. "okay, det lyder da spændende, da et også et fint instrument" sagde hun muntert og foldede hænderne foran sig. "tja" hun tav og tænkte sig om, "mine forældre siger jeg har en smuk sangstemme." hun så op i himlen "men tja, jeg elsker også at synge, bare for mig selv og dyrene" hun så igen på Yalathanil med et venligt blik. Felicia havde ikke været sammen med noget i et stykke tid, hun kunne mærke at det faktisk var rat at havde nogen at snakke med igen, efter en lang pause. Og havde mødt en ny person hun ikke kendte, men først var ved at kende var en rar følelse.