|
|
Post by Revion Talant on Jan 19, 2011 1:10:44 GMT 2
”Jeg fik den af en ældre skovelver, som gav mig den i gave.”[/color] sagde Yalathanil og smilte ved mindet om den ældre skovelverkvinde, der hurtig havde fundet ideen til gaven, som han havde været glad for siden.
”Det er også en smuk gave. Min selér (elvisk for søster) har også en smuk stemme. Til tider synger hun, og jeg spiller på min fløjte.”[/color] sagde Yalathanil og smilte ved tanken om sin søster, ”Dyrene elsker også at høre på folk, som synger smukt.”[/color] Det sidste var mere noget, som bare røg ud af munden på ham uden en tanke.
|
|
|
|
Post by Felicia Lois Morris on Jan 19, 2011 17:54:38 GMT 2
"Det var da meget pænt af hende" sagde Felicia "hvordan kunne det være, at du fik en gave?" hun tænkte lidt over, at det måske det havde været hans fødselsdag gave, eller noget i den retning. Felicia sænkende farten og kiggede på Yalathanil og lagde sit hoved let på skrå. "kan dyrene godt lide det?...okay, hvor ved De de fra?" spurte hun og så spørgende ud. "er der sådan noget man lære når man er konglig? Altså, hvis De forstår, skal man ikke lære en hel masse? eller tager jeg fejl?" spurte hun igen. De havde været forbi træet med de mange fugle og var nu kommet til et sted hvor blomster i masse vis voksede tæt sammen, som et tæppe hen over området. "Dette sted at mit ynglings sted" tilføjede hun og slog ud med armene for at hvis at det sted hun talte om, selvom Yalathanil og vagten nok godt kunne regne det ud, hun skænkede armene og sendte dem et muntert smil.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 20, 2011 0:41:14 GMT 2
”Jeg ved det faktisk ikke. En dag var hun på slottet, og pludselig dukkede hun op med en fløjte. Lidt uforklarligt.”[/color] sagde Yalathanil, som barn havde han ikke selv rigtig tænkt over det, og spørgmålet fik han først stillet nu, så han tænkte først på det nu. Men det var vel en gåde, som han ikke kunne løse. Han satte også stille farten ned, da hun gjorde det, hvorefter vagten igen brummede efter dem. Han kiggede lidt på hende, hun var ikke bare en, som bare godtog det, når han sagde det. Så han måtte lige finde på noget, hvis han ikke skulle afsløre sig selv. ”Jo, jeg har tit opdaget, hvordan fuglene enten er begyndt at synge med eller bare nærmer sig forsigtigt.”[/color] forklarede han og smilte til hende, ”Og jo, jeg har lært en del og lærer stadigvæk.”[/color]
Yalathanil nikkede til hende og sagde, ”Her er også meget smukt.”[/color]
|
|
|
|
Post by Felicia Lois Morris on Jan 20, 2011 22:29:44 GMT 2
"Okay, det lyder da lidt underligt" sagde Felicia undrende, og skepulerede på, hvorfor elverkvinden mon bare var dukket op, uden at forklare hvorfor. "Og du kendte hende ikke?" spurte Felicia lidt efter. Felicia undrede sig også lidt over hans svar til hendes spørgsmål om hvor han vidste fra at dyrende elskede at høre på folk der synger smukt, hun havde aldrig set dyrene havde nærmet sig eller havde lagt mærke til at de sang med. "okay, det har jeg aldrig lagt mærke til før? det må jeg da heller tag at gøre" svarede hun med et smil og kiggede op på himmelen. "her er jeg[meget tit, når jeg har brug for at være mig selv" tilføjede hunstadig med blikket mod himmelen.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 20, 2011 23:38:40 GMT 2
Yalathanil smilede til Felicia og trak på skulderne. Han kunne ikke ændre en handling, som var sket for længe siden. ”Nej, og jeg vil have svært ved at huske hende.”[/color] svarede han og smilte roligt til hende.
”Der er nogen, som godt kan lide at synge med lukkede øjne.”[/color] sagde Yalathanil og smilede, han havde lagt mærke til fuglene, men det var heller ikke altid, at de nærmede sig, så måske ville hun ikke opdage det. Men det var jo heller ikke altid, at han havde set fugle i nærheden af sig, når han havde spillet på sin fløjte.
”Hvorfor kun være Dem selv her? Når De altid kan være det?”[/color] spurgte han lidt forundret over hendes ord.
|
|
|
|
Post by Felicia Lois Morris on Jan 21, 2011 0:06:16 GMT 2
"nej, det kan De vel ikke" svarede hun muntert "det er vel længe siden"Felicia gik over til de mange blomster der var og satte sig ved siden af, da hun ikke ville sætte sig på dem. Hun betragtede blomsterne i lidt tid før hun igen så op på Yalathanil.
"men..." sagde Felicia, men stoppede sig selv og tænkte sig om før hun forsatte "jeg lukker da ik øjne når jeg synger, men ja, der er selvfølgelig andre som har lukket øjne når de synger" gav hun Yalathanil ret i. Hun smilte let og vente blikket mod blomsterne igen og betragtede dem stille.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 21, 2011 16:24:52 GMT 2
Yalathanil nikkede til hendes ord og sagde, "Ja, jeg var stadig et barn."[/color] En lille latter slap ud mellem hans læber. Den tid, hvor solen stadig væk havde stået højt på himlen og lyst verden op, men desværre varede lykken ikke evigt, og solens lys forsvandt.
Han kiggede efter hende, da hun satte sig ved siden af blomsterne, han blev selv stående med vagten bag sig, der mente, at de skulle videre.
"Jeg lukker nogen gange øjne, når jeg spiller fløjte, men ikke altid."[/color] sagde han for at vise, at begge muligheder var der.
|
|
|
|
Post by Felicia Lois Morris on Jan 23, 2011 19:19:56 GMT 2
Felicia smilede uden at tag blikket fra blomsterne, hun havde et afslappet udtryk i ansigtet og nød den rolige og fredlige stemning der herskede over området. Felicia sad og var lidt væk i sine egen lille verden, da den fredelig stemning pludselig blev ødelagt, Felicia sprang på benene og så rundt. En pil var kommet susende forbi Felicia og sad nu fast i træet overfor, pilen havde nær ramt hende. Hun skyndte sig hen og hev pilen ud af stammen. "HVEM DÉR?" Råbte hun og smuttede hurtigt forbi prinsen og vangten. *jeg skulle alligevel havde taget min bue og pil med mig*[/color] tænkte hun irriteret og klemte pilen, som hun stadig havde i hånden. "KOM FREM OG KÆMP!" Råbte hun igen, men uden at få svar. hun lagde dog mærke til at buskende bag dem, bevægede sig og som stod et godt stykke væk fra hvor de stod.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 23, 2011 19:34:40 GMT 2
Yalathanil trak sig et skridt tilbage, da pilen fløj forbi dem. Han betragtede Felicia, men hun råbte og rendte frem og tilbage. Han betragtede vagten, som var ved at trække sit sværd, men Yalathanil stoppede ham i den handling og overragte ham i stedet hans hest tøjler. Vagten blev forundret, men måtte gøre, som han fik besked på. Yalathanil tog sin kappe af og smed den over sadlen på sin hest, hvorefter han trak sit eget sværd. Hans vidste at vagten ville have prosteret, hvis han ikke vidste, at det var en alvorlig situation.
|
|
|
|
Post by Felicia Lois Morris on Jan 23, 2011 21:06:08 GMT 2
Efter som Felicia intet svar fik kig hun med rolige og varsomme skridt hen mod buksende. Hun havde ikke bemærket at Yalathanil som havde trukket sit sværd.
4 pile blev fyret af på samme tid, Felicia indviede dem med nød og næppe, hun så hurtigt over mod Yalathanil og vangten og smed pilen fra sig. "så må det blive med næverne og alt min styrke." sagde Felicia og knyttede næverne. 4 mænd bevæbnet med sværd, sprang frem fra buskene og kom løbene imod dem.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Jan 23, 2011 22:06:38 GMT 2
Yalathanil trådte flere skridt frem, da flere pile umiddelbart blev skudt efter Felicia, da hun havde trådt sig nærmere busken, men blev dog forholdsvis stående, da hun ikke var kommet yderligere til skade. Han så mod de 4 mænd, som kom springende ud fra busken og mod dem. "Hvad ønsker De?"[/color] spurgte han mændne, hvorefter han måtte parere et slag, da en af mændne var gået til angreb.
Vagten, som ikke frygtede for prinsens liv, kiggede bekymret på elverkvinden, fordi hun ikke havde nogen våben på sig. "Kan du bruge en dolk?" spurgte han hende roligt. Hans opgave var hestene.
|
|
|
|
Post by Felicia Lois Morris on Feb 1, 2011 2:31:44 GMT 2
Felicia tog imod dolken som vagten rakte hende "joh tak, det bedre en ingen ting"
hun vente opmærksomheden mod angriberne. de svarede ikke på Yalathanil spørgsmål men angreb i stedet, de 3 andre mænd sprang frem.
Felicia sprang frem og undkig et slag frem en af angriberne, og slog så ud og ramte ham hårdt i maven og fik ham ned og ligge. En meget kraftig muskuløs mand greb fandt i hende og slyngede hende rundt så hun ramte hårdt ind i et af træerne.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Feb 1, 2011 16:03:42 GMT 2
Vagten trak hestene længere væk, da de var blevet en anelse urolige. Han forblev dog så tæt på, at han stadigvæk kunne høre, hvad der skete.
Yalathanil havde nu fået afvæbnet den ene mand, så nu stod ham med to sværd. Manden ville løbe, men Yalathanil fik slået ham i nakken og gjorde ham bevidstløs. Han vendte sig om og fik øje på Felicia, som havde ramt et træ. Han skyndte sig mellem hende og de tre andre, og havde stadig begge sværd i hånden. "Jeg spørger gerne igen: Hvad vil I?"[/color] spurgte han roligt.
|
|
|
|
Post by Felicia Lois Morris on Feb 1, 2011 17:16:05 GMT 2
De tre angriber standsede op mens den fjerde lå bevistløs på jorden. Felicia vaklede sig op på benene igen og skjulte smerten i ryggen, efter som hun var blevet slynget ind i træet med ryggen først. "hvad skal det her forstille? sagde Felicia tørt og skulede koldt mod angriberne. Den kraftige af dem nikkede mod Yalathani. "det er Dem vi er kommet for hente, vi så jer går her ned så vi fulde efter jer" sagde manden og lagde armene over kors.
|
|
|
|
Post by Revion Talant on Feb 1, 2011 17:34:43 GMT 2
Yalathanil hørte, at Felicia igen kom på benene, men han holdte sit blik rettet mod de tre stadig stående angribere.Da den ene af dem talte og mente, at de var kommet efter Yalathanil, blev han en anelse usikker, men smilte dog til dem. "Så, hvem har sendt Dem?" spurgte han roligt, "Og hvilen race?"[/color] Han følte sig ikke truet, da han havde kæmpet mod tre før, der skulle lidt mere til, før han blev overmandet, og desuden så gav han sig aldrig uden kamp, han var ikke noget let offer.
Vagten havde godt hørt det hele, men måtte forholde sig rolig. Han vidste, at han ikke måtte bryde ind, hvilket var prinsen ordre, og han kunne jo hente hjælp, hvis du skulle se meget skidt ud.
|
|
