A Royal Meeting

[Merenwen Everlove]

Merenwen red i stilhed gennem skoven. Hun nød ikke at være i denne skov, som den der var i Iméra. Den her var lidt for død og øde efter hendes smag, men ellers var her meget hyggeligt. Hun havde været her før, men det var et stykke tid siden sidst. Hun kiggede nysgerrig rundt i skoven, nysgerrig for at se om der var kommet ændringer. Hun kiggede oppe på den klare nattehimmel, og hun smilede stille for sig selv ved synet at nattehimlen. Hun savnede en dejlig, klar, blå himmel, men en flot nattehimmel, gjorde heller ikke noget. Hun havde fået taget noget af hendes brors tøj på, og hun havde sat hendes hår op. Hendes våben var ved hendes side, hun ville aldrig tage til Nýchta uden dem, så frygtløs var hun dog ikke. Stilheden i skoven var overvældende, og hun mente både mennesketomt, men der var heller ikke særlig mange dyr heromkring, hun kunne i hvert fald ikke høre nogen dyr i denne skov. Hun trak på skuldrene, og hun red stille videre i stilhed.

[Velkan Thomas Valentine]

Han var endnu en gang stukket af fra slottet. Det var så anden gang den dag, eller det var han nu ikke helt sikker på. Dagene faldt lidt sammen. Der var jo ikke rigtig noget der kunne indikere at dagen var gået og den nye var på vej.
Han havde fået smuglet sin langbue og sit pilekogger ud denne gang. Han havde fået lyst til at skyde lidt. Ikke rigtig efter noget levende mål. Han havde bare tænkt at skyde til måls.
Så nu stod den unge prins der og skød efter forskellige punkter, på forskellige træer, på forskellige afstande. Noget der var en smule afslappende. Han slap fri for alle de forbandede regler der var hele tiden. Han kunne bare ikke holde dem ud. Og den forfærdelige regel om at være formelt klædt på. Hans far hadede at han gik rundt på slottet med bar mave. Bare fordi der var nogle tjenestepiger der havde et godt øje for stort set alle højrangerede ved hoffet. De kunne ikke gå rundt i fred, uden at der altid nogen der blev forlegen.
Han havde skudt et stykke tid, og var kommet lidt til at svede. Godt nok var der ret koldt, men han lagde ikke besynderligt mærke til det. Måske var det bare noget med vampyrer som gjorde at de ikke lod sig mærke af kulde. Men han havde fået svedt lidt, og han havde smidt sin skjorte, som lå sammenkrøllet ved siden af ham.

[Merenwen Everlove]

Merenwen red stille videre i stilhed, i hvert fald et stykke tid. Det varede ikke længe før hun hørte nogen vedvarende dunk, dunk, dunk. Hun kiggede ind mod skoven, det kom derinde fra. Hun kunne mærke hvordan hendes nysgerrighed tog over, og hun fandt hurtigt en sort kappe frem fra hendes sadeltaske. Hun tog kappen på og tog hætten på, så man ikke kunne se hendes spidse øre. Et ret genkendeligt tegn. Hun havde sin langbue og pilekogger ved ryggen, og begge sine sværd ved hver deres hofte. Hun var steget af hesten, og hun sad og nussede dens mule lidt. Hun tog fat i hestens tøjler, og hun begyndte stille at gå ind i skoven, derind hvor hun hørte de vedvarende dunk. Det kunne godt lyde som pile, der ramte ind i nogle træ, men hun var ikke helt sikker, men hun var ret overbevist at hun havde ret. Hun sneg sig stille af sted, håbede på at hun var lydløs, da hun først ville finde ud af hvad der lavede lyden, før hun ville give sig til kende.

[Velkan Thomas Valentine]

Han frøs midt i et skud. Han havde trukket strengen, og han var i gang med at sigte. Hans øje flugtede med pilen. Han fik sig et syn.

"Han står ved Cyappu. Han kigger ned i den og har på fornemmelsen at der rørte sig noget dernede. Han kunne intet se. Han vidste godt at det ikke var ham der stod der. Han kunne høre noget. Dryp, dryp, dryp. Han havde aldrig lagt mærke til at der skulle falde vand ned i Cyappu. Han så sig omkring. Det var ikke et sted han kendte. Den monotone dryppen fortsatte. Han troede han hørte nogen eller noget stønne. "Hjælp!", blev der råbt."

Han rystede lidt på hovedet. Han brød sig ikke om alle de syner. De hjalp ham jo ikke. Nogen af dem kunne han bruge, men det var ikke så tit. Det var langt oftere om noget, der var langt udenfor hans rækkevidde. Hvad skulle han bruge det til. Han løsnede strengen igen, bare for at sigte på ny og sende pilen afsted, ind i barken på et træ. Det var desværre den sidste pil han havde, så nu skulle han til at hente dem igen. Træerne kunne godt ligne nålepuder, eller meget høje og forvoksede pindsvin.

[Merenwen Everlove]

Merenwen nåede stille tættere på, og det varede ikke længe før hun så en halvnøgen fyr med en bue i hånden. Hun kiggede på hvordan han stod med buen, han stod rigtig godt, og han så ud til at have et godt sigte. Hun så hvordan pilene røg mod træet. Hun nikkede stille overrasket hvor god han var, men pludselig stoppede han med at skyde. Hun kiggede undrende på ham, men hun ville ikke gå tættere på, ikke lige nu. Da han skød den sidste pil, fik både hun og hesten et chok over det, og hesten begyndte at vrinske højt. Hun fik et chok da hesten vrinskede, og hun skyndte sig at prøve at berolige hesten. Det lykkedes hende, men hun var sikker på at det var for sent.

[Velkan Thomas Valentine]

Han vendte sig hurtigt om da han hørte en hest vrinske et sted i nærheden. Han spottede hurtigt en person der beroligede hesten. En sort kappe, hvor hætten var trukket ned over ansigtet. Hvad kunne det være. Han vejrede lidt i luften. Duften af hesteblod var der, med en blanding af noget han ikke havde duftet til endnu. Det måtte være en fra Iméra. Dem snuste han ikke ligefrem så tit til. Han havde lige nået at trække en pil ud af barken inden de to havde forstyrret ham. Han spændte buen og sigtede mod Merenwen.
"Who are you? What are you doing here?" Han kiggede olmt på hende. Han kunne ikke lide at personen havde prøvet at snige sig ind på ham.

[Merenwen Everlove]

Merenwen vendte sig mod stemmen der snakkede til hende. Idet hun drejede sig om for at kigge på manden, fik hun taget sin egen langbue frem, fik sat pil på og derefter pegede hun også en spændt pil mod ham. "I'm just going around in the woods. Is that illegal?"[/b] Hun kiggede på ham med hævet øjenbryn. Hun havde stadig sin hætte på, da hun ikke vil afsløre hvad hun var, selvom hun havde på fornemmelsen, at han allerede havde gættet sig til at hun ikke var herfra. Hun stirrede på ham og tog hans krop i syne. Han var ikke lige så veltrænet som nogen andre mænd hun havde set, men han var flot veltrænet alligevel. Var han mon soldat eller noget lignende?

[Velkan Thomas Valentine]

Han sukkede lidt da hun også tog sin bue frem. Hun havde den helt klare fordel, og han hadede at indrømme det. Han skulle blive overgået af en Iméraner. Han sænkede dog buen. Kvinden lød ikke til at være en der ville dræbe ham, men der skulle også lige lidt mere til at slå ham ihjel end en pil fra en langbue. Jo det ville gøre herre nas, men det ville bare sende ham i en bersærker gang, og så var han svær at stoppe.
Han lagde pilen han havde pillet ud af træet ned i sit kogger, og begyndte derefter at trække flere ud.
"For an Iméran I would supose it's illegal. An I still asked you who you are. I'm not the patient type."
Mens han trak pilene ud af barken, blev hans kogger lige så stille fyldt. Han begyndte at være forberedt igen, hvis kvinden skulle vælge at skyde ham i ryggen, men sådan noget gjorde de pæne Iméranere ikke. De gjorde ikke noget så fejt som at stikke en anden i ryggen, men man kunne jo alrdig vide.

[Merenwen Everlove]

Merenwen fnøs ved hans ord. "Like you care if I'm a Iméran or Nýchta! The only difference is our personalities" Hun sænkede stille sin bue, da han sænkede sin og hun tog stille sin hætte af, så man tydeligt kunne se hendes spidse øre. "I'm Everlove, Merenwen Everlove. And you are?"[/b] Hun kiggede nysgerrigt på ham. Hvis han var fra kongefamilien ville hun ikke vide det, hun havde ikke hørt efter i sine studier, så der var ret meget hun ikke vidste rent politisk. Hun lagde sin bue ned på jorden og lænede sig op af spidsen, mens hun kiggede på ham med hævede øjenbryn. Hun kunne fornemme en ungdommelighed fra ham, i hendes øjne vil han nok stadig være et barn.

[Velkan Thomas Valentine]

Han smilede lidt skævt. "So you are the daughter of the king and queen of Iméra. It's a great pleasure to have you here in Nýchta the." Han smilede skælmsk til hende da han vendte sig om. Han kiggede lidt på hende. Han skulle lige se hvad han havde med at gøre. Han havde lagt armene over kors.
"I'm Velkan Thomas Valentine."
Det var lidt sjovt at de to skulle mødes inde i en skov i Nýchta. Hun havde højst sandsynlig ikke fået lov ligesom ham. Man skulle næsten tro at de var to små hemmelige venner. Nærmest noge Romeo og Julie. Han gad godt nok ikke det der romantiske pjat.

[Merenwen Everlove]

Merenwen bandede sagte på elvisk, da han sagde at hun var prinsessen så. Hun kunne nærmest regne ud nu, at han måtte også være en fra kongefamilien, siden at han bare kunne høre fra navnet og udseendet, at hun var prinsessen. "Yes, I'm the princess of Iméra, but it's not something I shout out everywhere" Hun kiggede sigende på ham, og hun håbede at han fattede budskabet, at han skulle holde kæft med hvem hun var. Når, men han var ikke soldat, det var jo ellers hendes første gæt, da hun så hans krop. Hun trak på skuldrene, ja han kunne også lige så godt været prins, nu hun tænkte over det. "And then you must be the youngest prince from Nýchta, if I'm correct. Nice to meet you prince" Hun prøvede at smile venligt til ham, men man kunne godt se at smilet var lidt falsk. Hun brød sig ikke rigtig om situationen, især fordi hun vidste at det hun gjorde var fuldstændig ulovligt, mens han bare færdede rundt i sit eget land.

[Velkan Thomas Valentine]

"And ten points to the lady. A right guess." Han pegede lige på hende da han sagde det. Hun virkede så usikker på det, så hun kendte nok ikke så meget til kongefamilien. Hun var nok stukket af lidt oftere fra undervisningen end han var, men han var skam også bevogtet når han skulle studere. Den tillid havde hans far ikke ligefrem til ham, efter at være stukket af de første par gange. Han gad godt nok ikke al det der fis. Han skulle jo ikke styre landet når den gamle kradsede af, så hvorfor skulle han lære noget om fjenden. Han havde jo ikke engang tænkt sig at blive hærfører. Han ville bare nyde sit liv. Gad vide hvilket embede hans bror gav ham, når han engang blev konge.
"So what is the princess doing on this side of the border?"

[Merenwen Everlove]

Merenwen nejede en smule, da han sagde at hun havde ret. Hun smilede lidt mere oprigtig nu. "And I was a little unsure on that one" Hun grinte stille, et kort lille grin. Hun lænede sig stadig over sin bue, men hun vidste den kunne holde til det, da hun jo selv havde lavet den. "I'm just looking around. I got bored looking at my own land, so I thought. Oh, I can take a trip to Nýchta again. And that's how I ended up here" Hun kiggede nysgerrigt på ham. Hun havde virkelig lyst til at skyde lidt med sin bue lige nu. Så hun tog stille sin bue op igen, fandt en pil frem, spændte buen og sigtede hen imod et træ. Hun holdte stille øje med vinden, og hun tog et godt sigte. Hun slap pilen, og den fløj hurtigt, og stille lige i midten af et træ.

[Velkan Thomas Valentine]

Han havde lagt armen over kors igen. Han nikkede lidt til det hun sagde. Jo sådan kunne det vel godt være sket. Hvorfor skulle hun ikke det. Hvem kunne ikke blive træt af at se på Iméra.
"Not bad." sagde han da hun havde fået skudt sin pil af. Han stilte sig hen ved siden af hende. Han tog en pil fra sit eget kogger og sigtede. Han trak buestrengen ud og ventede til vinden var rigtig. Pludselig slap han strengen og pilen fløj mod sit mål. Den ramte lige ved siden af hendes pil. Han havde misset sit mål. Han havde pøvet på at ramme lige hendes pil, men et vindpust have skubbet den en smule ud af kurs.
"Damn!" Han viskede det lidt for sig selv, da han sænkede buen.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede stille til ham, og tog en ny pil og spændte den på sine bue. "Thanks, and look how a professional shoots with a bow" Hun blinkede stille til ham. Hun lukkede stille sine øjne, og hun tog en dyb indånding. Hun lyttede til vinden, og om der vil komme et vindspust på et eller andet tidspunkt. Hun åbnede stille hendes øjne, og hun tog stille sigte. Da hun kunne mærke at vinden stoppede, skød hun pilen afsted. Den ramte præcis hans pil. Hun begyndte at juble højt, da hun aldrig havde prøvet at sigte efter en andens pil før, også var det lykkedes hende i første forsøg. Men nu havde hun også sikkert lidt mere erfaring end ham.