A Royal Meeting

[Merenwen Everlove]

Merenwen kiggede undskyldende på ham, da hun opdagede at hun måske havde ramt et ømt punkt. Hun havde jo bare været overrasket over hans alder, det var ikke fordi hun ville drille ham eller noget. "Sorry I didn't know it was a soft spot. It's just because I thought you were older, I wouldn't have guessed that you're only 107 years old. But yes, you are old." Hun smilede venligt til ham, og håbede bare at han ikke blev fornærmet af det hun lige havde sagt, da hun netop lige havde prøvet at rette lidt op på det hele. Hun kiggede stille på ham, mens hun ventede på hans svar.

[Velkan Thomas Valentine]

Han rystede let på hovedet. "It doesn't matter." Han lød ikke særlig overbevisende, men han var virkelig også glad for sine 107 år. Det var heller ikke så meget for en vampyr igen, men han havde udholdt 107 års pinsler fra sin far, med alle de tåbelige ideer han havde haft. Ikke mindst alle de forsøg på at få hans evne til at gå efter sin vilje, så han kunne være til nytte. Måske havde det hjulpet hvis han havde været mere samarbejdsvillig, men det var jo i den periode han satte sig imod alt. Så der var mange der døde på grund af hans stædighed. Det var han da lidt ligeglad med.
Det var noget andet med hans clairvoyantiske evne, da den provokerede ham utrolig meget hvis der var for mange døde omkring ham. Nogen kunne bare blive ved med at kalde på ham, som om han ville kunne bringe dem tilbage til livet. Han var ikke Necromancer, men han kunne se dem, og det var nok for de afdøde tumper.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede stadig undskyldende til ham. Selvom han sagde at det var lige meget, kunne hun godt fornemme at det var mere end lige meget fra hans side. Hun fornemmede, at han havde udholdt mange pinsler. Hun kiggede lidt medfølelende på ham, men hun ville ikke sige noget om det, da hun gættede sig til at han ikke ville bryde sig om at få sympati fra en fra Iméra, eller rettere sagt han vil nok overhovedet ikke bryde sig om, at få sympati fra nogen som helst. Så hun trak bare på skuldrene ved hans ord. Hun kunne jo ikke tvinge ham til at sige noget. Hun satte sig stille ned og brugte et træ som ryglæn, mens hun kiggede op på ham. "Do you know why, the sun is gone?" Hun kiggede nysgerrig på ham.

[Velkan Thomas Valentine]

Han kiggede underligt på Merenwen. Hvor hulen skulle han vide fra hvorfor solen var gået. Han var da også godt tilfreds med det. Han kunne nu gå frit omkring hele tiden, uden at skulle frygte at han kunne blive brændt til døde, bare ved at komme til at træde ud i lyset. Han skulle ikke sove hele dagen, så han kunne komme frem om natten som et skræmt dyr. Nej han havde ingen grund til at bekymre sig om den sols forsvinden.
"Why the heck should I know something about the disappearing of the sun? It vanished over 900 years before I was born."

[Merenwen Everlove]

Merenwen trak stille på hendes skuldre. Hun kunne egentlig godt se hun havde stillet et dumt spørgsmål til den forkerte person. "I just thought that you maybe had heard something from your father or something" Hendes stemme blev mindre og mindre, mens hun talte. Da hun egentlig godt kunne indse, at den her samtale var taget op med den forkerte person, men nu var det oppe og hun kunne ikke rigtig gøre noget ved det jo. Hun smilede bare stille til ham, og håbede ikke han var blevet sur over det hun havde sagt.

[Velkan Thomas Valentine]

Han kiggede lidt på hende efter hun nærmest krympede lidt. Han havde lagt armene over kors. "If it's my father he wouldn't say it, and especially not to me. Not even to Jace or our consultant Kamatayan, and I do belive that mother also never would know it." Hvis der havde været ham, så ville det kunne bruges både godt og ondt, hvis han fortalte at det var ham der havde fjernet solen. Han ville få en del respekt, men han ville også kunne blive beskyldt for at have gjort det, bare for at selv at få magten. Så for en sikkerheds skyld lod kongen som ingenting og påstod at det var en tilfældighed. Meget sikkert spil fra hans side.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede forsigtig til ham, og hun prøvede desperat at finde et andet emne de kunne snakke om, da hun ikke rigtig brød sig om den drejning dette emne have taget. Hun rejste sig stille op igen og kiggede på Velkan. "I was there, when the sun dissapeared, but I have never known why." Hun sukkede stille, da hun virkelig savnede varmen fra solens stråler. Hun kiggede rundt omkring i skoven, og prøvede at finde et godt mål hun måske kunne skyde efter, da hun ikke turde starte et nyt emne, da hun sikkert kom til at vælge forkert igen.

[Velkan Thomas Valentine]

Han smilede lidt skævt. "Well, I've heard, that I could die by the sight of the sun, so I don't really miss it." De havde vel begge to gode argumenter hvorfor de henholdsvis savnede eller afskyede den. Det var nok en af grundene til at Iméra og Nýchta aldrig ville kunne blive forenet ved venskabelige forhandlinger. Deres holdning til noget så basalt som solen, var alt for forskellige, til at de to lande ville kunne være venner. Det ville være lettest, men det ville bare aldrig gå.
"Have you ever been into Do Kutsu?" Et skælmsk smil bredte sig over hans læber. Han havde aldrig selv været dernede, men han ville skam gerne. Hans far forbød ham at færdes dernede, da det var alt for farligt, men han havde skam tænkt sig at gå derned alligevel, og hvis han kunne få sin bror med, så ville det bare være dobbelt så fedt.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede stille til ham. "Yeah, I can understand, why you don't want the sun to come back" Hun grinte lidt, men ikke for at virke ond eller noget. Hun kiggede stille på ham, da han begyndte at snakke om Do Kutsu. "I've never been there, and I do not dare to. I've heard many rumors about that place, and it's not any good rumors." Hun kiggede stille på ham, hun turde ikke rigtig tage derned, i hvert fald ikke alene.

[Velkan Thomas Valentine]

"Wouldn't it be exciting to investigate those caves? Maybe see some bizzare creatures, and maybe fight with them. Wouldn't it be fun?" Han havde nok et andet syn på sjov end Merenwen, men han ville synes det ville være sjovt. Jo farligere desto sjovere. Lidt risiko i livet var vel nødvendigt. Man kunne jo ikke være sikker på det hele, så kunne man da lige så godt møde det med åben pande, og tage det ved hornene.
Han var helt spændt på når han endelig kunne komme ned i hulen. Han skulle derned, og gerne med Jace så han kunne imponere ham, og vise at han er lige så modig som hans bror, og hvis det kom til kamp at vise ham at han også er stærk.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede lidt skævt til det han sagde. Hun vil nok ikke ligefrem sige, at det var sjovt, men det kunne være ret spændende. Hun smilede stille til ham og nikkede stille til hans ord. "Yeah, it could be rather exciting. But I'm afraid that I'm not strong enough to handle those creatures there are, so I hope that you stronger than me."[/b] Hun blinkede stille til ham med et smil på læberne. Hun rejste sig stille op og begyndte at tørre jord og støv af hendes tøj endnu en gang.

[Velkan Thomas Valentine]

Han smilede skævt. Han skulle nok kunne tage det der var der nede. "It is possible that there aren't any creatures, but if there are you can just support me, if you are to scared to fight." Han kom nu med et bredt smil, og hans skarpe tænder blev klart synlige. Månelyset som brød gennem grenene spillede lidt over de blanke hvide tænder. Nu hvor han ikke havde lavet noget længe begyndte det at blive lidt køligt. Normalt så kunne vampyrer ikke rigtig føle sådan noget som kulde, men han mente at det kunne være fordi han ikke var gammel nok. Han fandt sin skjorte der stadig lå krøllet i skovbunden og trak den over hovedet.
Han kiggede lidt på hende. Hvorfor skulle hun stille sig op og ned hele tiden, for bare at børste støvet af igen. Det var da bare underligt.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede stille til ham. "I'm not afraid to fight them. I'm just unsure about my own skills"[/b] Hun blinkede stille til ham med et smil og hun kiggede stille derhen, hvor hun vidste indgangen var. Hun smilede lidt ved tanken om, at hun havde sat sig ned, så gået op og stå bare for at tørre støvet af hendes tøj hele tiden. Hun kunne bare ikke sidde stille lige for tiden, eller stå stille for den sags skyld. Hun begyndte stille at gå hen til det træ, de havde skudt efter for et stykke tid siden for at tage sine pile. Den ene lagde hun ned til de andre pile, mens hun holdte den anden i hendes hånd.

[Velkan Thomas Valentine]

Han rakte lidt tunge af hende og sendte hende et barnligt smil.
"Nothing but bad excuses princess. You are just to scared to go down into the dark." Han kunne ikke lade være med at drille hende. Det lød virkelig som en dårlig undskyldning for at slippe for at tage der ned. Måske var det ikke ligefrem rygterne hun var bange for. Det kunne jo godt være ham. Han havde nok større chancer for at dræbe hende, end hun havde for at dræbe ham. Hun var jo egentlig lige så skrøbelig som et simpelt menneske, mens han kunne holde til lidt mere, især fordi der lige skulle en del til at dræbe en vampyr, siden de også var en smule stærkere end mange andre racer. De var nok på lige fod med varulvene, men dødsenglene kunne altså også give dem kamp til stregen. Han kunne stadig ikke besejre deres rådgiver i brydning.

[Merenwen Everlove]

Merenwen rystede stille på hovedet af hans barnlighed, men hun rakte tunge af ham selv. "Theres nothing like bad excuses, it's just half of the truth."[/b] Hun smilte til ham og trak stille på sine skuldre. Hun var ikke bange for mørket, hun elskede ukendte steder, lige meget hvor mørke og dunkle de var. Det hun var mest bange for, var at møde nogen dernede hun måske kendte, man kunne jo aldrig vide. "But shall we go? I'm dying to see that place"[/b] Hun smilede drillende til ham og piftede efter hendes hest, som hurtigt kom hen til hende.