A Royal Meeting

[Velkan Thomas Valentine]

Han brummede utilfreds og mumlede et eller andet med at det bare var held. Han havde ikke rigtig lyst til at indrømme at hun var bedre end ham, men at hun ligefrem skulle juble gjorde det ikke ligefrem bedere. Han sparkede til en sten der lige lå på jorden.
Luck. Nothing more tha luck. Han prøvede at overbevise sig selv om at det havde været rent held, men noget som hun havde gjort virkede bare til at hun havde langt mere erfaring end ham. Han kunne ikke helt huske alderen på de forskellige i den kongelige familie, men han kunne huske at de var ret gamle, noget omkring de der 1000 år. Ikke engang Jace var så gammel.
Han skulle lige prøve igen. Han tog sit sigte og spændte buen. Han sigtede ikke i så lang tid inden han skød. Pilen fløj direkte mod de andre pile. Han ramte denne gang hendes første pil. Han havde ramt sit mål.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede stille undskyld til ham, det var ikke meningen at hun ville havde jublet, det var bare sket af sig selv. Hun håbede at han tilgav hende, hun havde det som om at de havde noget tilfælles, i hvert fald hvad angik forældre og deres ordrer. Hun nikkede anerkendene, da han prøvede at skyde igen, og at han denne gang ramte hendes pil. Hun havde helt sikkert mere erfaring end ham, men han kunne hurtigt blive bedre end hende, så det ud til. "Did you cheat before? Or was that just luck?"[/b] Hun smilede drillende til ham, og hun lænede sig op af sin bue igen.

[Velkan Thomas Valentine]

Han synes ikke ligefrem det var sjovt at hun absolut skulle drille ham med det uheldige skud. Det var en træls vind der havde forstyrret pilens flugt, så der var jo ingen grund til at hun skulle drille ham. Hun havde jo bare været heldig at der ikke var kommet et trælst vindpust.
Han skulede lidt til hendes bue, og bagefter op til Merenwen. Et lille puf kunne måske være nok.
Han tog endnu en pil frem for at skyde den afsted, og mens han stod og sigtede, sparkede han ud efter Merenwens bue, i håb om at den ville få hende ud af balance. Så ville han kunne have det sjovt i et lille stykke tid. Hun var ikke den eneste der skulle drille.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede stille til ham, da han tog sigte med endnu en pil. Hun vidste godt selv, at hun havde været lidt heldig, men det var nu også mere fordi hun kunne nærmest fornemme det, hvis der nu skulle komme et vindpust. Hun kiggede nysgerrig på ham. Han var ikke ligesom hun havde troet, da hun fandt ud at han var prins. Hun opdagede ikke at han skulede til hende, så hun var helt uforberedt, da han sparkede til hendes bue. Hun fik overbalance, og da hun prøvede at få sin balance igen, faldt hun bagover og hun landede på hendes røv. Hun skulede stille til ham. Hun kunne ikke helt forgive, at han havde sparket til hendes bue. Hun havde selv lavet den, så hun var ret glad for den bue. Hun skulede stille til ham, også fik hun en ide. Hun tog hendes bue og og svingede den imod hans fødder.

[Velkan Thomas Valentine]

Han sænkede buen og begyndte at grine lidt af hende. Det var lykkedes at få hende til at falde på røven, men det skulle også vise sig at hun sagtens også kunne fælde ham. Han var langt fra forberedt på at hun smækkede hendes bue imod fødderne, så han faldt skam også, lige så lang han var. Det var nu ikke så meget, med de sølle 173 cm han kunne præstere. Hans bue lå ved stadig i hans hånd, men pilen var fløjet lidt op i luften da han var faldet, og havde nu kurs mod hans mave. Den havde ikke så meget fart på, og den snurrede i luften, men alligevel fik den risset hans maveskind en smule. Han fortrak sit ansigt i smerte. Meget var det ikke, men det var heller ikke lige frem det mest behagelige. Han tog sig til maven med den frie hånd.

[Merenwen Everlove]

Merenwen begyndte at grine da han faldt så lang som han var. Hun smilede stille til ham, og håbede at han ikke bar nag for at hun gjorde gengæld, selv om hun sikkert selv havde bedt om det da han havde gjort det mod hende. Hun kiggede dog bekymret på den pil, som han havde fået skudt op i luften, da han faldt. Hun kiggede på pilen, da den begyndte sin flugt ned mod jorden igen, og hun kiggede ned på ham. Det kunne godt ligne at pilen ville ramme hans mave, men hun var ikke helt sikker på det. Da hun endelig var helt sikker på det, var hendes reaktion tid for langsom, og den nåede at ramme ham. Hun bandede stille indvendig da hun så det. Hun så på hans ansigt, at det gjorde ondt. Hun skyndte sig op og satte sig ved siden af ham. "Are you ok?"[/b] Hun vidste, at hun ikke behøvede heale ham, da han jo var vampyr, og deres sår helede hurtigt igen. Så vidt hun vidste i hvert fald.

[Velkan Thomas Valentine]

Han kiggede op til Merenwen. Helt at bære nag kunne han ikke, da han jo godt kunne regne ud at hun nok ville gøre gengæld, men det gjorde dog stadig nas i maven. "Well, it bloody hurt, but else I think that I'm fine. It's just a scratch, and I wont get a scar for that one." Han satte sig op, og pilen trillede ned af hans mave. Han var faktisk en smule overrasket over at han ikke var blevet helt vildt hidsig som han plejede, men måske var det bare fordi, at Merenwen og ham havde alligevel en del tilfældes. Han plejede nemlig at flippe fuldstændig ud over sådan noget. Han blødte en smule, men meget var det langt fra. Han havde ikke spist i et stykke tid. Han kiggede på sin hånd, der havde en smule blod. Han kunne ikke lade være med at slikke det af.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede stille undskyld til ham. "Sorry, I could have waited till after you had shot the arrow instead. Do you need some healing maybe?" Hun smilede lidt drillende til ham, men man kunne tyderligere se at hun var ked af at det var sket, for det var jo ikke meningen. Hun tog stille noget af hendes hår på hendes ene øre, mens hun kiggede hen imod hendes hest. Hun smilede stille til den. Hun rejste sig op og børstede jord og støv af sit tøj. Hun smilede stille til ham. "Do you need help getting up?" Hun samlede stille hans pil op, og grinte lidt da hun så at han slikkede noget af sit eget blod op. "Hungry?"

[Velkan Thomas Valentine]

Han kiggede op på hende, med blod på tungen. Hvad regnede hun med at han var? En pivende slapsvans, der ikke kunne overleve et lille skramme. Godt nok var han prins, men hans hud havde set være tider. Blandt andet når Jace var villig til at slås. Han fik godt nok altid tæsk, men han havde det sjovt.
Han himlede lidt med øjnene før han slikkede det sidste blod op. Han slikkede sig lidt om munden. Han rejste sig også selv op, uden hjælp fra hende. At han kunne synke så dybt at han skulle have hjælp af en anden til at komme op og stå ville han aldrig. Om han så havde to brækkede arme og to brækkede ben, så ville han ikke hjælpe en sådan hjælp fra nogen. Ikke engang af Jace. Det ville bare være ydmygende.
"I haven't eaten for some days now, so I'm a little bit hungy. Not that I need to feed now."

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede stille til ham og kiggede bare ned på ham. "How often do you need to eat?" Hun kiggede nysgerrigt på ham. Hun havde jo aldrig hørt efter i studierne, så selv om hun var så gammel, var det altså ikke særlig meget hun vidste. Hun piftede stille, og Nylan kom stille gående. Hesten vrinskede lidt til hende og hun smilede bare og trak på skuldrene. Hun gad ikke svare på det spørgsmål, som Nylan havde stillet hende. Hun gik stille hen til hesten og nussede dens mule. Hun tog sin kappe af, og pakkede den ned i sin sadeltaske igen. Hun tog stille hendes bue igen, og tog den om på ryggen sammen med hendes pile. Hun vendte sig imod ham og ventede på at han kom op og stå.

[Velkan Thomas Valentine]

Han var stadig en smule fortumlet af denne omvæltning, men ellers havde han det fint. Den smule blod han fik i maven, hjalp også en smule på humøret, men han fik også lyst til lidt mere, men det ville ikke gå at spise Merenwen. Hun havde været så venlig mod ham, selvom de burde være ærkefjender.
"I guess twice in a month should be enough. I actually don't know that. I seldom eat that little. My brother and father can endure a longer period without food, but they are also far more older than me." Han prøvede at tænke på hvor ofte han egentlig havde behov for mad. Han vidste det virkelig ikke.

[Merenwen Everlove]

Merenwen smilede stille til ham, og lyttede interesseret til alt hvad han sagde. Det var mere interessant at lytte til ham her prinsen, end det var at lytte til hendes gamle lære. Hun sukkede dybt og smilede et skævt smil, da hun kom til at tænke på hendes gamle lære. Han var virkelig tør at høre på, det lød som om han havde sandpapir i halsen. "How old are you?" Hun kiggede stille på ham. Hun gættede sig til at hun måske var omkring de 100-300 år, det var et stort spring det vidste hun godt, men det var lidt svært at gætte sådan noget syntes hun. Hun lænede sig stille op af et træ, og hun sukkede stille.

[Velkan Thomas Valentine]

"I'm 107 years old." Han rettede sig lige lidt op. Det var måske ikke det store at prale med når han stod overfor en elver, men han mente nu at det var en god alder. Jace var godt nok 500 år, men det var kun 400 år mellem dem. Det kunne han altid bruge som undskyldning når han tabte mod ham. Det eneste han kunne vinde over Jace med, det var pil og bue. Jace var ikke ligefrem den der elskede de våben, men dårlig var han ikke, og så var han også den hurtigste klatrer, men Velkan havde nu også god træning med at klatre ned, og en gang imellem op, af borgens mure.

[Merenwen Everlove]

Merenwen stod stille og nikke med hovedet til hans ord. Hun havde nok ramt rigtig på den store aldersforskel hun havde gættet på, men hun havde alligevel ikke troet at han var så ung. "You're awfully young" Hun smilte til ham, for at vise at det ikke var ondt ment, det hun lige havde sagt. Hun var bare lidt overrasket over hans unge alder. Hun kiggede stille på ham. Han lignede en god klatre ud fra hans muskelopbygning, og man kunne også se på hans skuldre at han havde øvet meget med bue og pil. Han virkede som en der ikke elskede at studere, hun mente ikke at han var dum, men mere at han foretrak våben fremfor bøger.

[Velkan Thomas Valentine]

Han brummede lidt. Skulle hun nu også gøre grin med hans alder. Han mente selv han var ret gammel. Hvert fald gammel nok til at slippe for livvagter, men hans far var selvfølgelig uenig med ham. Det destruerede lige hans stolthed, at hun sagde at han var utrolig ung. "Just because I'm not immortal it doesn't meen that I'm young." Han mumlede det lidt for sig selv, mens han skulede olmt til Merenwen. Hvorfor havde hun så meget på ham. Han kunne ikke rigtig finde på noget der kunne ramme hende på samme måde. Han havde virkelig intet på hende. Hvordan skulle han nogen sinde kunne få hende ned med nakken.